Gæsteanmeldelse: For der var krig i Korea …

Da Palle Schjødtz var 10 år, gjorde Korea-krigen indtryk, og han har glædet sig til at læse om hospitalsskibet Jutlandia. Krigen ville han gerne have hørt mere om, men personfortællingerne er spændende, skriver han.

❤️❤️❤️❤️ Koreakrigen i 1950-53 og den danske humanitære indsats i form af hospitalsskibet Jutlandia er det nok de færreste, der har en erindring om i dag, og i så fald mest på grund af Kim Larsens sang og måske TV-serien M.A.S.H. På en tiårig dreng i Danmark gjorde selve krigen nok det største indtryk, for aviserne berettede, at afhængig af udfaldet kunne det være begyndelsen på en ny verdenskrig. Det var jo en stedfortræderkrig mellem Sovjetunionen og senere Kina på den ene side og FN ved fortrinsvis USA på den anden side, og hvor krigshandlingerne sluttede med en våbenhvile, der aldrig er blevet afløst af en fredsaftale, og hvor våbenhvilen i 2009 er ophævet fra nordkoreansk side, så der i dag faktisk består en krigstilstand mellem det lukkede, kommunistiske Nordkorea (og Kina) og det vestorienterede Sydkorea (og USA).

Det er derfor med store forventninger, man kaster sig over Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, idet sidstnævntes seneste roman, Vaniljehuset, var en af sidste års største boglige oplevelser. Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde, men at den nok ikke kunne leve helt op til denne anmelders forventninger, som måske var urealistiske. Herom senere.

Romanen har to hovedpersoner. Den ene er en ung, dansk sygeplejerske, Molly, som i opgøret efter 2. Verdenskrig har haft en særdeles ubehagelig oplevelse. I kraft af sin faglige kunnen og på trods af sin unge alder bliver hun ansat på Jutlandia, og romanen beskriver i den første halvdel med hende som fortæller nogle oplevelser og refleksioner på rejsen til Korea, både ombord og under de sparsomme ophold i nogle havnebyer, der anløbes på vejen. Indimellem er der afsnit med bogens anden hovedperson, en 11-årig nordkoreansk pige, Yun, der efter et luftangreb på hendes landsby flygter mod syd sammen med sin bror og en anden dreng fra landsbyen. Beskrivelsen af flugten er hjerteskærende.

Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde

I bogens anden halvdel læser vi om hospitalsskibets indsats efter ankomsten til Korea, som oplevet og fortalt af Molly, og Yuns oplevelser i den sydlige havneby Pusan som gadebarn i en hård tilværelse. Til sidst flettes de to hovedpersoners historier sammen for en stund.

Mollys personlige oplevelser, forelskelse og bekæmpelse af de dæmoner, hun har med fra opgøret i Danmark efter 2. Verdenskrig, er interessante og et godt tema i sin selv. Der må imidlertid være meget andet at fantasere om med den store og blandede besætning af søfolk og hospitalspersonale på Jutlandia . Det kunne man godt have lyst til at høre lidt mere om.

Den koreanske piges oplevelser skal formentlig illustrere krigens gru, og det gør romanen udmærket, men det føles som en lille flig af et meget stort drama, som vi ellers ikke hører meget om. De amerikanske soldater, der optræder i romanen fremstilles med en enkelt undtagelse i et generelt usympatisk lys, medens modpartens grusomheder kun sparsomt omtales. Den regionalpolitiske baggrund for konflikten berøres slet ikke, og det savnes. Heller ikke FNs rolle forklares nærmere.

Forfatterne har bygget to personbeskrivelser ind i et verdenspolitisk drama, og som personbeskrivelser er der kun den indvending, at de ikke hører overbevisende sammen. Beskrivelsen af Jutlandia’s rejse og indsats i Korea er også interessant, men der må være meget mere at beskrive. Koreakrigen bliver vi ikke meget klogere på.

Pigen og det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Retningsløs rejse ind i voksenlivet

Kommunikationschef og antropolog Camilla Rosengaard har både læst Helle Helles nye bog BOB forfra og bagfra og er bjergtaget af dens beretning om den ensomme rejse ind i voksenlivet, vi alle må tage.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Langdraget, Arnestedet, Stilledal, Appollovej, Kastanie Allé, Bogholder Allé, Linde Allé, Jernbane Allé, Damhussøen, Grøndals Parkvej. Det vrimler med stednavne i Helle Helles nye coming of age-roman BOB. Stednavne, som udgør faste punkter i den unge Bob’s første måneder på egen hånd i voksenlivet. 

Bob er flyttet fra forældrene på gården i nærheden af Maribo på Lolland til Vanløse med sin kæreste, der er startet på universitetet. Mens kæresten etablerer sig med studiegruppe og studier, er Bob i vildrede om, hvad han vil med sit liv.  

… han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.

Bob kan ikke mærke, hvad han har lyst til, hvor han skal hen, eller for den sags skyld hvem han er her i storbyen. I løbet af romanen vandrer Bob rundt i Vanløse, på Frederiksberg og i indre by. Han lærer efterhånden kortet at kende, mens landskabet forbliver ukendt og fremmed. 

Romanen finder sted i 1980’ernes København, og ungdomsarbejdsløsheden påvirker også Bob’s tilværelse. Han får ved et tilfælde et job som afløser på Sømandshotellet i Nyhavn med få og uregelmæssige ugentlige vagter, der hverken kan give ham en tilstrækkelig indtægt, adgang til nye venskaber eller en form for indhold i livet. 

Hen over det efterår, vinter og forår, som romanen forløber over, går Bob i stigende grad i stå. Alting smuldrer, og ensomheden fylder. 

Gymnasiekæresten, som han er flyttet til byen med, og som i parentes bemærket udgør historiens alvidende fortæller, glider fra ham (ligesom hun i løbet af romanen glider ud af fortællingen). 

Den kærlige familie hjemme på Lolland er langt væk, og selvom de kommer med velmente forslag til, hvad han kan stille op med sit liv, kan de ikke hjælpe ham. Relationen til forældrene er også under forandring. Bob skal træffe sine egne valg, hvilket han tilsyneladende ikke har hverken kompetencerne eller kræfterne til.

Selvom 80’erne ikke rigtig rummede særlig nuancerede begreber for psykisk sårbarhed, får Bob et sammenbrud uden, at han tilsyneladende bliver set, forstået eller hjulpet i den krise, som han befinder sig i.

Bob led af skyldfølelse, den groede i flere retninger. Han var begyndt at råbe af sig selv, hvis han tabte sin blyant eller skar brødet skævt. Men samtidig syntes han også, han råbte af en anden, han vidste bare ikke hvem. Der var nu en lettelse forbundet med udsigten til at skulle være alene hjemme. Han havde udviklet en metode til at gøre rent hen over en hel dag. ….. Iagttog sine håndbevægelser, genkendte indimellem ikke sin hånd.

Bob er ikke i stand til at træffe valg. Det er en af bogens afgørende eksistentielle pointer, at mennesker træffer valg, og valg skaber mennesker. Helle Helle viser på sin sædvanlige underrapporterende vis, hvad der sker, når valgets skabende kraft er udenfor et menneskes rækkevidde. 

Hvordan historien ender for Bob, vil jeg ikke løfte sløret for her, men jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Den er vedkommende for unge såvel som for deres forældre og bedsteforældre. Den beskriver på nænsom, kærlig og ikke-dømmende vis, hvordan tilværelsen kan gå i opløsning i den svære overgang fra barn og ung til voksen. Den demonstrer den liminale fases farefulde territorium, hvor kortet muligvis er til at lære, men landskabet ikke er. 

BOB er så medrivende og samtidig betydningsmættet skrevet, at denne anmelder måtte læse bogen først forfra og siden bagfra. Det kan man godt – ligesom med navnet BOB

BOB af Helle Helle er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.