Det, vi taler om

For lidt over tre år siden, før verden gik af lave, befandt jeg mig i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Et overdådigt bord var pyntet, der var kager og champagne og en boblende forventningsfuld stemning. Jeg havde hilst på værtinden med bankende hjerte og havde nu hendes ægtefælle til bords, hvilket gjorde mig stum af generthed. En livlig lille kvinde med store brune øjne bød velkommen til bloggersalon og gav ordet til værtinden, der af hjertet takkede os, der var mødt frem. Jeg følte mig som en ubuden gæst, selv om jeg var blevet inviteret. De andre havde nemlig fulgt værtinden på Instagram i hele tilblivelsen af den bog, vi var her for at fejre den kommende udgivelse af. Fra det første ulykkelige skriveophold, hvor hun ikke kunne komme i gang, til øjeblikket hvor den smukke bog med læsebånd og guldtryk var en realitet. Jeg selv havde først fået bogen nogle dage før og havde ikke nået at læse den, og jeg havde kun fulgt Leonora Christina Skov – for hende var det – på Instagram et par dage, men jeg kunne mærke på hypen der og på de andre om bordet, at den var noget helt særligt. Selv sad jeg i smug og kiggede rundt i lejligheden og tænkte, at sådan her bor en forfatter. Med stuer en suite, masser af bøger, stuk i loftet og skrivebord with a view. Jeg var lidt misundelig, men frem for alt mystificeret. Hvad handlede det her om?

Jeg bliver rørt over den kærlighed til håndværket, der ligger i den smukke notesbog Hvis vi ikke skriver om det.

Ved bordet mellem kagebidderne og champagneslurkene talte vi om Leonoras barndom. Om svigt, forældre, Helsinge, livet som udskældt debattør. Det sidste havde jeg selv oplevet på klods hold engang, jeg var på sommerophold på Vallekilde Højskole, og nogle blev så vrede af hendes oplæg, at de udvandrede til den park, jeg selv lå og flød i i forvejen. Jeg havde nemlig pjækket og lagt mig derud med en avis, ikke på grund af Leonora, men fordi jeg var enlig mor og nød en lille pause, mens min datter var på børneprogram. Det eneste, jeg vidste om Leonora dengang, var, at hun ofte skældte ud på netop folk med børn, derfor var jeg ikke så venligt indstillet. De, der kom defilerende ud, var det ærlig talt heller ikke.

Nu sad jeg i hendes stue og mærkede en sitrende energi fra hende og en kæmpe nysgerrighed på hendes historie.

Efter salonen gik jeg hjem og læste Den, der lever stille, Leonoras autobiografiske roman, der skulle komme til at rydde bordet, boghandlerne og foredragssalene, ikke bare det år, men også det næste. Og forstod pludselig det hele. For det var en fantastisk god bog, som også fik velfortjente seks hjerter her på bloggen. Jeg syntes, det var så retfærdig en historie; en forfatter, der rent faktisk havde brugt tid på at øve sig på at skrive, havde arbejdet sig op til sin succes, havde gået så grueligt meget igennem …

I torsdags udkom historien om ‘så grueligt meget’. Bogen om Leonoras udspring, ikke som homo, men som forfatter, hedder Hvis vi ikke taler om det, men det er et spinkelt håb, for som Leonoras forlag skrev på udgivelsesdagen “#Hvisviikketaleromdet er vist den bog, (næsten) alle taler om i dag her på IG” Leonora Christina Skovs bedrift med Den, der lever stille er et fænomen – “Man vil gerne lave en Leonora”, som damen med de brune øjne sagde, da bloggersalonen forleden blev gentaget, nu digitalt. Hun hedder Camilla, er pressechef på forlaget og også med i den nye bog.

Og sådan bliver det både lidt meta og lidt mudret for mig. For Leonora og jeg deler forlag nu, og jeg genkender flere af bogens personer. På den måde spejler jeg mig både i Leonoras kvien sig ved at anmelde kolleger (hvilket gør dette indlæg svært at skrive), hendes tidligere fornemmelse af ikke rigtig at være med i det gode selskab og hendes registrering af litteraturen som en Winner takes it all-arena. Det føles umuligt at anmelde bogen uden at anmelde kvinden, men da Leonora ofte selv har gentaget, at hun ikke vil anmeldes på sin person, prøver jeg at skille tingene ad. Jeg kan nemlig så godt lide hende – det lidt, jeg har mødt hende – at jeg har lyst til at skrive mere positivt om Hvis vi ikke taler om det, end der er dækning for i min lidt skuffede læseoplevelse.

Der er ting, jeg godt kan lide. Det er en smuk bog. Leonoras æstetiske sans har slået til igen, og både romanen og den medfølgende notesbog Hvis vi ikke skriver om det er simpelthen så lækre at både se på og røre ved, at det er til at blive rørt over. Inden i romanen flyder sproget, man driver som læser behageligt igennem, og også det kan jeg lide. Beskrivelserne fra barndommens mobning og de første år som forfatter transporterer mig ligesom Den, der lever stille tilbage til en tid, vi har tilfælles, fordi vi er jævnaldrende og har levet lidt parallelle liv, selv om vores erfaringer er vidt forskellige. Beskrivelsen af mødet med København, hvor man blandt andet kan få et eksotisk studiejob med at skrive en dement mands erindringer, nyder jeg også i fulde drag. Leonora mødte nok et mere eksotisk København end jeg, men selve mødet spejler jeg mig i.

Til gengæld bliver jeg mindre følelsesmæssigt revet med og har svært ved at se protagonistens projekt – eller måske snarere problem (når vi undtager de meget omdiskuterede 30 sider, som jeg ikke har lyst til at føje yderligere til). Måske er det uretfærdigt, men det er svært helt at forstå, hvordan det blive en succes, have mange foredrag og blive hyldet af sine læsere udgør et drama. Eller tidligere i bogen/livet: hvorfor det at begynde at sælge sine bøger, få legatophold i udlandet og statens treårige arbejdslegat ikke rigtig batter. Da sidstnævnte sker, fremhæves en kikset tale mere end selve legatet. Og mens Leonora ‘kun’ sælger nogle tusinde bøger og kan leve sit gode skriverliv rundt om i verden med sit livs kærlighed ved sin side beskrives det med en form for resignation. Da det lykkes hende at slå helt og aldeles igennem, bliver succeskriteriet ved at være, at ingen dør eller hamrer løs på hende. Er det virkelig rigtigt? Eller er det et greb, der skal få os til at forstå, at den omsorgssvigtede for altid må gennemspille barndommens usunde dynamik med sine forældre og tro, at ingen vil hende det godt? Det forbliver også uklart, om den planlagte filmatisering af Den, der lever stille mest af alt er en belastning, selv om de involverede filmfolk lyder både engagerede og empatiske. Identifikationen er derfor svær at finde.

Jeg under virkelig Leonora hendes succes, for Den, der lever stille kan noget helt særligt. Men har hun mon tænkt over, at det nu er hende, der som vinder ‘tager det hele’, og ser hun det som et problem, eller var det kun et problem, da vinderen var en Knud? Den refleksion ville have været så klædelig, for vores fælles branche er paradoksalt nok ikke for følsomme sjæle, selv om den er fuld af dem.

Kunne vi få de refleksioner og måske også en nærmere forståelse af den far, der også i denne bog forbliver et mysterium, når der har været lidt luft og plads til at tænke? Leonora siger selv, at hun har lovet Annette (som jeg virkelig fortryder, at jeg ikke turde tale med den dag for tre år siden – for hun lyder så spændende!) ikke at skrive mere om sig selv foreløbig. Fair nok. Men om nogle år ville jeg i den grad være klar til igen at flyde med i det Leonora’ske univers. For uanset at denne bog slet ikke vælter mig omkuld som sin forgænger, så har hun sat udtrykkelige spor i vores verden som læsere. Gid, hun må begynde at nyde det lidt mere.

Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.