Bittersød kærlighed

❤️❤️❤️❤️ Følg dit hjerte. Det hedder en vidunderlig roman af italienske Susanna Tamaro, som jeg læste et lille stykke op fra, da min lillesøster blev konfirmeret for over 20 å siden, og jeg holdt mit livs første tale. Romanen var ét langt brev fra en mormor til et barnebarn, og pointen var den åbenlyse, at titlens bydeform kan bruges som en slags ledestjerne i livet. Mormoren ville formidle dette credo til barnebarnet, så hun kunne komme til at leve et liv i overensstemmelse med sine egne følelser – og lidt på samme måde ville jeg forsøge at give det videre til min 12 år yngre søster.

Jeg kom til at tænke på den, da jeg læste den hyggelige svenske underholdningsroman Tidselhonning. For også her kan den ældre generations fejltagelser ses som en slags budskab, der overleveres til den yngre, dog med et tvist. For den ‘yngre’ generation, her i skikkelse af den 42-årige fallerede selvhjælpsbogforfatter Ebba, har faktisk fulgt sit hjerte, men med katastrofale konsekvenser. Ebba, bogens jeg, har nemlig forladt sin søde mand og søn for sit livs forelskelse i pop-stjernen Erik, kun for at blive forladt af ham til fordel for hans unge ekskæreste, som han har gjort gravid. Nu bor Ebba, der før var hele landets selvhjælpsguru, alene og deprimeret i en lejlighed og lever af at skabe kryds-og-tværs’er til ugeblade. En bittersjov detalje er, at Ebba ikke bare var selvhjælpsekspert, men faktisk kærlighedsguru og derfor må lide den ydmygelse at se sin skilsmisse grinet skadefro af i landets medier.

Sådan starter det. Man tror på sin egen ungdom og kærligheden og havets brusen …

Romanens anden protagonist er Veronica, der bor på plejehjem og ser tilbage på en ungdom og en kærlighed, der slap væk. Hun levede lykkeligt med en anden mand i 60 år, men nu drømmer hun lidt om sin den sommer, hvor hun tabte sit hjerte. Skæbnen fletter naturligvis Ebba og Veronicas liv sammen, og romanen krydser mellem de to’s respektive fortid og fælles nutid. Dette greb har jeg aldrig rigtig brudt mig om. Jeg kommer altid til at blive mere optaget af ét af sporene og længes tilbage, når jeg skal slæbes igennem det spor, der interesserer mig mindst. Sådan har jeg det også her. Jeg er mest optaget af nutiden, og jeg keder mig en lille smule ved Veronicas affære med den kunstneriske Bo, der tilbringer sommeren på Veronicas mors pensionat. Historien om bierne, der tager bolig i pensionatet, honningen og kunstværket, som Bo frembringer, siger mig desværre heller ikke det store – måske er jeg blevet lidt for kynisk.

Til gengæld kan jeg godt lide stemningen i det svenske pensionatland, jeg kan lide den uheldige og kiksede Ebba – mere end Veronica – og jeg kan lide, at romanen ikke giver et endegyldigt svar på, om man altid skal følge sit hjerte, om kærlighed overvinder alt, og om kærlighed kan blive for sent. For jeg begynder at tænke, at det svar ikke findes, og det er bedre at lære at leve med end at løbe rundt og lede efter det.

Tidselhonning af Sara Paborn er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget