Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog, før min mor døde

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:

“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”

Og moren svarer:

“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”

Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.

“Det er mig, der skal dø.”

Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.

I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:

“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”

I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:

“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”

Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:

Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.

Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.

Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.

I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.

Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.

Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.

Gæsteanmeldelse: Hemingway igen, igen

Palle Schjødtz har læst noveller, som viser begyndelsen til den stil, der gjorde Hemingway berømt.

❤️❤️❤️❤️❤️ Ernest Hemingway er tilsyneladende uopslidelig, og godt for det. Allerede før Hemingways død for egen hånd i 1961 kunne man købe hans samlede værker i et forlags serieudgivelse, og forlaget Lindhardt og Ringhof har i en længere årrække udsendt forskellige samlinger, hvoraf nogle tidligere er anmeldt på denne bogblog.

Nu er turen kommet til Hemingways tidligste litteratur fra midten af 1920erne. På det tidspunkt havde han allerede gjort sig bemærket som journalist ved en række artikler, som er udgivet af Lindhardt og Ringhof sammen med senere artikler under titlen Udvalgte reportager fra fire årtier.

Den nyeste Hemingway-udgivelse har titlen I vor tid, og det er en novellesamling, der indeholder tre ungdomsnoveller, oversat af Mich Vraa, og to udgaver af novellesamlingen I vor tid, der tidligere er oversat af Poul Borum fra In Our Time.

De tre korte ungdomsnoveller fra 1916 er i Hemingways senere så berømte stil, enkel og realistisk med barske handlinger fra livet i skovene blandt pelsjægere, indianere og boksere.

  … mærkede han ståltænderne på den bjørnefælde, som Dick var kommet for at røgte..

Den første udgave af I vor tid udkom i 1924, og den består af 18 korte tekster med mere eller mindre dramatisk indhold. I 1925 udkom I vor tid igen med næsten de samme korte tekster blandet skiftevis med egentlige noveller, heraf nogle af Hemingways mest berømte: Indianerlejr, Doktoren og doktorens kone, Tredages-stormen, Bokseren og Store flod med to hjerter. Alle novellerne er spændende læsning, og den sidste er en perle.

Hemingway vandt senere stor international berømmelse med sine romaner om krig, kærlighed og heltemod baseret på egne oplevelser i det tyvende århundredes store krige og på havfiskeri efter de helt store fisk ved Cuba eller storvildtjagt i Afrika. I 1954 fik han Nobelprisen i litteratur for næsen af Karen Blixen.

Hvis man vil studere begyndelsen på den stil, som Hemingway efterhånden udviklede til perfektion, og samtidig blive godt underholdt, kan denne samling af korte tekster og noveller stærkt anbefales.

I vor tid af Ernest Hemingway, oversat af Poul Borum og Mich Vraa, er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: “Man ved jo altid bedre”

Antropolog og kommunikationschef Camilla Rosengaard har læst Lotte Kirkebys anden roman med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man ikke vidste bedre. Titlen på Lotte Kirkebys nye roman indkapsler meget præcist bogens kompleks af tvetydige, ambivalente, paradoksale og modsatrettede følelser, som genereres i de nære relationer.

For man ved jo altid bedre. Det gør bogens hovedperson og kvindelige jeg-fortæller i hvert fald. Hun er i en moden alder vendt tilbage til den provinsby, hvor hun i 1960’erne og 1970’erne har levet med sin mand og eneste datter. I løbet af den dag, hvor historien udspiller sig, rulles kvindens fortælling op med særligt fokus på de år, hvor hun skaber en lille familie sammen med sin mand og forsøger at tilpasse sig et lokalsamfund med snævre normer for, hvad kvinder kan og bør.

Tilpasningen lykkes aldrig. Koderne til det sociale er umulige at knække, og læseren deltager side om side med hovedpersonen, der aldrig navngives, i en art antropologisk feltarbejde på sidelinjen af det levede liv med mere observation end egentlig indlevelse.  

Den smertefulde adskillelse fra barnet

Centralt i Kirkebys fortælling står morens vanskelige tilknytning til, og senere adskillelse fra, datteren. Graviditeten og barnets komme slår skår i parforholdet, og det enorme forældreansvar tynger. Metamorfosen ved at gennemleve graviditeten og spalte i to er i centrum for jeg-fortællerens opmærksomhed og har ensomheden som sin følgesvend. Jeg-fortællerens bekymring over de ligheder, datteren har med hende i forhold til de manglende sociale kompetencer, afløses af fremmedgørelsen ved, at datteren allerede som teenager søger sin fars selskab.

Kirkebys skildring af forholdet mellem mor og barn rammer den almenmenneskelige erfaring ind i al dens kompleksitet, ambivalens og tvetydighed.

Sarkastisk blik på hverdagssexismen

I Hvis man ikke vidste bedre hæver Lotte Kirkeby undervejs i romanen blikket fra de nære menneskelige relationer til den større samfundsmæssige kontekst. Vi møder provins-Danmark gennem den veluddannede kvindes blik, og hun er på alle måder ’the odd one out’.

Som kvindelig læge på fødegangen er hun en fremmed fugl i de fødendes øjne. De havde ventet at møde en mandlig læge og kan ikke komme overens med det utraditionelle set up, som en kvindelig læge er på et provinssygehus på dette tidspunkt.

”De var vant til, at deres jordemoder var en kvinde, og gerne ældre, og at sygeplejerskerne var det samme, men ikke lægen. De havde regnet med at se en mand, og måske også håbet det, og jeg forstod det aldrig. Jeg havde forestillet mig, at de ville foretrække at føde sammen med en kvinde.”

Det er som om, at den brydningstid, som karakteriserer de større danske byer på dette tidspunkt, ikke rigtig har sat sit præg på provinsen. Ligestilling og ligeværd har i hvert fald trange kår. Kirkeby giver os et kort kig ind i selskabslivet og spidder sarkastisk den dagligdags-sexisme, som romanens hovedperson må lægge ører til:

”Arkitekten … sagde noget om vores hus, … og han tilføjede, at konerne bestemte for meget, når der skulle bygges. Det blev for upraktisk. ”Hvis de bare forstod, at de skulle lade os om det,” sagde han. ”At de skulle lade os være.” Men måske det var anderledes hos os, fortsatte han, når jeg nu ikke gik hjemme med al min tid og blandede mig, og så kiggede de på hinanden og løftede deres glas, som var det en af de sandheder, verden havde ventet på.”

En fortælling i mol med et afslutningsvist glimt af håb

Som en anden arkæolog afdækker Kirkeby lag på lag den kvindelige hovedpersons håndtering af relationen til de nærmeste. Det er alle de fine redskaber i arkæologens værktøjskasse, der er i brug hos Kirkeby: tilbageholdt information, antydninger, sproglige metaforer, hurtige skift i tid og rum. Bogens beskedne omfang står i kontrast til dens betydningsmættede indhold. Hvert et ord er nøje overvejet. Intet er tilfældigt – for man ved jo altid bedre.

Som med Kirkebys øvrige værker – novellesamlingen Jubilæum og romanen De nærmeste – indtog denne læser de 200 sider med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet. Har man en blå side eller et stemningsleje i mol, formår Kirkeby i den grad at puste liv i de blå toner. For det er smertefuldt at læse om et menneske, der næsten er ved at blive udvisket på grund af manglen på betydningsfulde sociale relationer. Kirkeby leverer dog med denne bog noget så livgivende som et afslutningsvis glimt af håb. Det kan på alle måder anbefales at læse denne helstøbte og vellykkede bog om de svære relationer, der betyder alt.

Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby er udgivet af forlaget Gutkind.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.