Gæsteanmeldelse: “Man ved jo altid bedre”

Antropolog og kommunikationschef Camilla Rosengaard har læst Lotte Kirkebys anden roman med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man ikke vidste bedre. Titlen på Lotte Kirkebys nye roman indkapsler meget præcist bogens kompleks af tvetydige, ambivalente, paradoksale og modsatrettede følelser, som genereres i de nære relationer.

For man ved jo altid bedre. Det gør bogens hovedperson og kvindelige jeg-fortæller i hvert fald. Hun er i en moden alder vendt tilbage til den provinsby, hvor hun i 1960’erne og 1970’erne har levet med sin mand og eneste datter. I løbet af den dag, hvor historien udspiller sig, rulles kvindens fortælling op med særligt fokus på de år, hvor hun skaber en lille familie sammen med sin mand og forsøger at tilpasse sig et lokalsamfund med snævre normer for, hvad kvinder kan og bør.

Tilpasningen lykkes aldrig. Koderne til det sociale er umulige at knække, og læseren deltager side om side med hovedpersonen, der aldrig navngives, i en art antropologisk feltarbejde på sidelinjen af det levede liv med mere observation end egentlig indlevelse.  

Den smertefulde adskillelse fra barnet

Centralt i Kirkebys fortælling står morens vanskelige tilknytning til, og senere adskillelse fra, datteren. Graviditeten og barnets komme slår skår i parforholdet, og det enorme forældreansvar tynger. Metamorfosen ved at gennemleve graviditeten og spalte i to er i centrum for jeg-fortællerens opmærksomhed og har ensomheden som sin følgesvend. Jeg-fortællerens bekymring over de ligheder, datteren har med hende i forhold til de manglende sociale kompetencer, afløses af fremmedgørelsen ved, at datteren allerede som teenager søger sin fars selskab.

Kirkebys skildring af forholdet mellem mor og barn rammer den almenmenneskelige erfaring ind i al dens kompleksitet, ambivalens og tvetydighed.

Sarkastisk blik på hverdagssexismen

I Hvis man ikke vidste bedre hæver Lotte Kirkeby undervejs i romanen blikket fra de nære menneskelige relationer til den større samfundsmæssige kontekst. Vi møder provins-Danmark gennem den veluddannede kvindes blik, og hun er på alle måder ’the odd one out’.

Som kvindelig læge på fødegangen er hun en fremmed fugl i de fødendes øjne. De havde ventet at møde en mandlig læge og kan ikke komme overens med det utraditionelle set up, som en kvindelig læge er på et provinssygehus på dette tidspunkt.

”De var vant til, at deres jordemoder var en kvinde, og gerne ældre, og at sygeplejerskerne var det samme, men ikke lægen. De havde regnet med at se en mand, og måske også håbet det, og jeg forstod det aldrig. Jeg havde forestillet mig, at de ville foretrække at føde sammen med en kvinde.”

Det er som om, at den brydningstid, som karakteriserer de større danske byer på dette tidspunkt, ikke rigtig har sat sit præg på provinsen. Ligestilling og ligeværd har i hvert fald trange kår. Kirkeby giver os et kort kig ind i selskabslivet og spidder sarkastisk den dagligdags-sexisme, som romanens hovedperson må lægge ører til:

”Arkitekten … sagde noget om vores hus, … og han tilføjede, at konerne bestemte for meget, når der skulle bygges. Det blev for upraktisk. ”Hvis de bare forstod, at de skulle lade os om det,” sagde han. ”At de skulle lade os være.” Men måske det var anderledes hos os, fortsatte han, når jeg nu ikke gik hjemme med al min tid og blandede mig, og så kiggede de på hinanden og løftede deres glas, som var det en af de sandheder, verden havde ventet på.”

En fortælling i mol med et afslutningsvist glimt af håb

Som en anden arkæolog afdækker Kirkeby lag på lag den kvindelige hovedpersons håndtering af relationen til de nærmeste. Det er alle de fine redskaber i arkæologens værktøjskasse, der er i brug hos Kirkeby: tilbageholdt information, antydninger, sproglige metaforer, hurtige skift i tid og rum. Bogens beskedne omfang står i kontrast til dens betydningsmættede indhold. Hvert et ord er nøje overvejet. Intet er tilfældigt – for man ved jo altid bedre.

Som med Kirkebys øvrige værker – novellesamlingen Jubilæum og romanen De nærmeste – indtog denne læser de 200 sider med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet. Har man en blå side eller et stemningsleje i mol, formår Kirkeby i den grad at puste liv i de blå toner. For det er smertefuldt at læse om et menneske, der næsten er ved at blive udvisket på grund af manglen på betydningsfulde sociale relationer. Kirkeby leverer dog med denne bog noget så livgivende som et afslutningsvis glimt af håb. Det kan på alle måder anbefales at læse denne helstøbte og vellykkede bog om de svære relationer, der betyder alt.

Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby er udgivet af forlaget Gutkind.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s