Farvel, druk

❤️❤️❤️❤️❤️

Asiatisk i sin Vælde er Angsten.

Sådan tænkte jeg sommetider, når jeg som ung vågnede med tømmermænd efter en særlig voldsom bytur og prøvede at huske, hvem jeg skyldte penge og undskyldninger.

Linjen stammer fra et digt i Tom Kristensens ikoniske roman Hærværk om journalisten Ole Jastrau, der med stor determinisme går i hundene i 1930’ernes København.

Sætningen dukker op hos mig igen, da jeg læser det første afsnit af Jesper Steins roman Ædru om journalisten og forfatteren Jesper, der er færdig med at gå i hundene i vor tids København:

Jeg står på kajen ved Langebro. Om en halv time skal jeg til mit første møde på behandlingsstedet. Der sidder et gisp fast i halsen på mig, så jeg ikke kan trække vejret fuldt ned i lungerne.

De fleste, der har prøvet at være fulde, kender også tømmermændsangsten. Hjertet, der banker alt for hårdt efter en nat med organerne marineret i alkohol, følelsen af at være bedøvet og se helt klart på én gang. Lettelsen, når det endelig bliver dagen efter dagen derpå, og både saltbalancen og virkelighedsopfattelsen står i vater igen.

For Jesper Steins roman-jeg – hvis lighed med forfatteren er tilsigtet – sker det først efter flere årtier på større eller mindre grader af druk. Asiatisk i sin Vælde virker derfor næsten som en underdrivelse. Det er ren rødsel. Hærværk var min egen yndlingsroman, da jeg læste dansk på universitetet i 1990’erne, og den er blot ét eksempel på den kunst-og-undergangs-litteratur, roman-Jesper har forlæst sig på:

Da jeg var ung, ville jeg så gerne opleve det, jeg oplever nu. Jeg fantaserede og drømte om det nul, jeg befinder mig i. Jeg søgte det. Druk, selvdestruktion, skilsmisse, katastrofer og pludselig død.

Romanens og virkelighedens Jesper har haft et godt liv og fine titler som journalist og forfatter, men han har drukket mange af sine dage og ikke mindst sit ægteskab væk. Han må tage antabus for at se sine børn. Nu er han gået i Minnesota-behandling. På en stol i en halvcirkel af andre stole gennemgår han de nødvendige trin sammen med skiftende andre afhængige og deres såkaldte supervisor. Om aftenen og natten på hotelværelser og i lånte lejligheder læser han om den svenske forfatter Per Olov Enquists alkoholisme og gentagne fejlslagne afvænningsforsøg i bogen Et andet liv. For Jesper Stein – og P.O.E. og Tom Kristensen og mange, mange andre kunstnere med dem – har troet på den kulsorte løgn, at alkohol fremmer kreativiteten, og at der er noget særligt ophøjet i at drikke sig ned i et hul.

Det er en syg præmis, at kunst skal blive til i lidelse. Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider.

Alkohol er ikke bare ophøjet i forfatterkredse. Den er en indgroet del af vores forestilling om det ekstra intense liv. Tænk på, hvordan vi i 2020 gik rundt og fnisede ‘funktionspromille’, mens vi nynnede med på Scarlett Pleasures ørehænger What a Night, som lagde et forførende musikalsk lag ovenpå Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk og i nogens øjne gjorde det til en god slutning, at Mads Mikkelsen valgte at danse rundt med gymnasieeleverne i champagnebrusebad i stedet for at tage imod sin ekskones fremstrakte hånd.

Ædru ‘handler’ om ikke om druk, men om det, der følger efter druk, hvis man er heldig nok til at overleve den. Den handler om stolene i halvcirklen og de mennesker, der sidder på dem med al deres smerte, fortrydelse og fornægtelse. De smøger, der bliver røget i gården, teen der bliver drukket, mens de afhængige konfronteres med alt det, de har gjort forkert. Hele konceptet virker så bekendt, formentlig fordi vi har set det så mange gange i amerikanske film. Jeg tricker altid en smule over den ydmygelse, der synes at skulle ligge i afvænningbehandlingen. Den afhængige skal helt ned:

“Så fik jeg et tilbagefald.” (….) “Det hedder, du tog et tilbagefald.”

Altid denne korrekte korreksen, disse hellige selvretfærdige supervisors, tænker jeg, da jeg læser det, men det virker nødvendigt, og måske er det vitterligt det, der skal til. P.O.E. gør oprør under sine behandlinger, det gør Stein ikke. Han er benhård ved sig selv:

Den Jesper, jeg var i 20’erne, fortjener helt sikkert et nådigere blik. Det bliver bare ikke fra mig. Jeg er i gang med at rive ned, jeg er på hævntogt i mit liv.

Hævntogtet afslører løgnene, fornedrelsen, de overmodige seksuelle eskapader, svigtene, som har været følgen af forfatterens misbrug. Indimellem i en grad, så man har lyst til at holde sig for ørerne – eller give ham en krammer. Er Jesper Stein nådesløs i sin hudfletning af sig selv, er han til gengæld generøs over for sine læsere. Vi får lov til at komme med ind i behandlingsrummet, minderne om den mand, han var, da alkohol var en mulighed. Får lov at mørke sorgen over alt det, der er spildt. Kærligheden, som det vigtigste:

Jeg tænker på hende, på det liv, vi har haft sammen, og på mine løgne, som har været mit panser for at kunne drikke. Jeg tænker på den mand, jeg mærker i hendes ord om mig, et monster, en narcissist, et vrangbillede på alt, jeg står for, nogle gange tænker jeg, at hun ville være glad, hvis jeg tog et tilbagefald, fordi det ville bekræfte, at jeg er et menneske, man ikke kan have tillid til.

tog et tilbagefald. Behandlingens ord bliver jeg’ets, og det virker ikke så meget som en sejr som en nødvendighed. Der er kun denne her vej eller døden for ham nu, om ikke den fysiske så mulighedernes død. Muligheden for at være far. Muligheden for at skrive. Leve. Noget er tabt for evigt, og smerten ved det tabte er så virkelig, at det gør ondt at læse. Ondt gør også scenen, hvor forfatteren går med sin nye ven Joe til dennes fernisering og taler ædruelighed for meget modvillige ører. Myten om den påvirkede kunstner er ikke død. Men det er Stein heller ikke. Han er ædru. I live og til stede. Hvilket mod og hvilken evne til at beskrive, hvor meget det koster. Det kan vi faktisk godt være taknemmelige for.

Ædru af Jesper Stein er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen var venligst tilsendt af forlaget