Velskrevet og troværdig

Palle Schjødtz har læst Bugge Kold og Vraas nyeste roman, Tre dage i april.

❤️❤️❤️❤️❤️ Efter succesen med ”Pigen fra det store hvide skib” om hospitalsskibet Jutlandia og nogle af personerne ombord, har forfatterne denne gang kastet sig over dramaet med de hvide busser, som hentede skandinaviske fanger hjem fra koncentrationslejre i Tyskland kort før afslutningen af 2. verdenskrig, altså i april 1945.

Lige som romanen om Jutlandia er denne bog dog først og fremmest baseret på hovedpersonens oplevelser og tanker gennem livet frem til verdenskrigens afslutning, ja faktisk helt frem til tiden for Jutlandias afrejse til Korea, idet forfatterne i denne bog veksler mellem en beskrivelse af hovedpersonen Dagmars oplevelser i de tre dage i april, hvor hun med en af de hvide busser kører til Neuengamme for om muligt at få sin mand med hjem fra en uvis skæbne som Gestapo-arresteret fange gennem mere end et år på den ene side, og en beskrivelse af Dagmars liv indtil da på den anden.

Begge forløb er dramatiske, for Dagmar har haft et hårdt liv fra hendes familie blev ramt af ulykke og efterfølgende vanskelige livsvilkår. Hendes far omkommer ved en arbejdsulykke i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen, og familien kastes ud i fattigdom og nedværdigelse. Alt vendes dog til det bedste for Dagmar, da hun møder den nyudnævnte leder af Dagbladets lokalredaktion i Vamdrup og bliver gift med ham, hvorefter hendes tilværelse bliver vendt til ægteskabelig lykke med status, velstand og børn, lige som hun kan opgive en næsten afsluttet uddannelse som sygeplejerske.

Hendes liv ændres dog brat igen i 1943, fordi hendes redaktør-mand ikke kan nære sig for at drille tyskerne og den korrupte borgmester i Vamdrup, hvorefter Gestapo arresterer ham, og han havner i koncentrationslejren i Neuengamme lige syd for Hamburg, hvorfra efterretningerne om ham er sparsomme.

Mere koncentreret dramatisk er togtet med en af de hvide busser ned gennem et krigshærget, nærmest sønderbombet Nordtyskland, hvor Dagmar har skaffet sig plads for at forsøge at bringe sin mand hjem, idet hun håber, at han stadig er i live. Der mødes vanskeligheder undervejs med såvel bussens holdbarhed som tyske og allierede krigeriske handlinger, og spændingen holdes i live: Vil de nå frem? Vil Poul være i live? Vil de i så fald kunne redde ham med hjem?

De medrejsende er hver for sig interessante, måske ikke mindst chaufføren med sin Hemingway-fremtoning og fornavnet Ernest, og der anes en vis tiltrækning mellem Dagmar og denne mand, som tydeligvis er en af hverdagens helte. Tilmed møder Dagmar under vejs også grev Folke Bernadotte, som var en af hovedmændene bag organiseringen af de hvide busser.

Kompositionen med den løbende vekslen mellem udviklingen i Dagmars liv og den dramatiske ekspedition til Neuengamme fungerer udmærket. Forfatterne har tydeligvis researchet deres emne grundigt, og figurtegningen virker nærmest forbilledligt. Bogen er velskrevet og troværdig, og spændingen holdes i live, hvorfor enkeltheder ikke skal afsløres her. Forfatterne undgår ligeledes forbilledligt en udpensling af det helvede, som koncentrationslejrene var, og som der ellers ofte spekuleres i, når tiden skal beskrives.

Vi får ovenikøbet lidt at vide om, hvordan det videre går, og det skal heller ikke røbes her. Læs i stedet bogen og bliv godt underholdt samtidig med, at den i høj grad giver stof til eftertanke, ikke mindst i denne tid med en ny krig i Europa.

Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Tre dage i april, Lindhardt og Ringhof, 2022