❤❤❤❤❤
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Jeg har hørt det mange gange før, digtet Angst. Jeg har læst det selv, læst det højt, hørt andre læse det højt. Analyseret det og citeret det.
Nu står jeg ved vandet i lillebyen Nysted på Lolland og hører det med skuespiller Morten Nielsens stemme fra en telefon, hvis spinkle højttalere kæmper med november-blæstens susen.
Måske er det, fordi bølgerne slår så smukt ind mod kysten. Måske er det selskabet. Som er godt. Eller måske er det, fordi vi lige har hørt, hvordan digtets ophavsmand, Emil Aarestrup, på en kurrejse til Tyskland måtte tage afsked med sin patient og nære veninde, komtesse Amalie Raben. Rejsen skulle lette hendes helbred, men hun overlevede den ikke.
Jeg bliver ramt. Af digtets livsvisdom, der både er banal og rystende sand: at vi skal dø, og at den, der har elsket mest til sidst, har vundet. (Så Kys det nu, det satans liv, Husk at leve, mens du gør det, husk elske, mens du tør det, En dag tilbage, fortsæt selv – Aarestrup gør det bedst, synes jeg, selv om Nik og Jay ligger et særligt sted i mit hjerte).
Vi står lidt stille og holder fast, inden vi går videre til den 10. og sidste post på digterruten, der har ført mig – og det gode selskab – rundt i Nysted. Vi har været byen rundt, fra Aarestrups lille røde hus i Adelgade, der i dag huser et museum, ud til til Skanseparken, som til selskabets glæde har en lille badeanstalt, og tilbage igen. Vi har lyttet til historien om Emil Aarestrups 11 år i byen og talt lidt med de venlige og yderst snakkesalige lollikker, vi har mødt rundt omkring.
Emil Aarestrup boede i Nysted fra 1827-1838. Her virkede han som læge om dagen og skrev digte om aftenen. Mange af dem saftige digte om kødelige længsler, som hans hustru Caroline ikke helt kunne indfri – hun havde for eksempel en ikke ubetydelig børneflok at se til. Så Aarestrup vansmægtede og hengav sig lejlighedsvis til andre kvinder, som eksempelvis Amalie Raben. Egentlig var digtene til skrivebordsskuffen, men Aarestrups gode ven, Christian Winther, blev så begejstret for hans digtekunst, at han fik ham overtalt til at udgive dem. Det skrammede dog den livsglade lægedigters selvtillid, for omverdenen var ikke klar til landsbylægens sanselige fortolkning af kvinder og natur.
”En vis Liderlighed er den eneste Gehalt (indhold, red.) i disse Poesier.” skrev fx anmelder J.L. Heiberg uvenligt.
Alt det har vi hørt på vores tur. Vi har forestillet os Emil Aarestrup komme kørende i hestevogn ned ad Adelgade og stående melankolsk skuende ved vandet efter sin unge venindes død. Vi har hørt om hans glæde ved mad fra København og kærligheden til Caroline, trods alt. Vi har hørt kendte digte som Til en Veninde og Var det Synd?, vi har grinet og talt om romantik og erotik, og vi har gået cirka fem kilometer. Jeg har tænkt på dengang, jeg både læste og skrev poesi, og på, at menneskets følelser ikke har ændret sig meget på 200 år.
På Gammeltorv slutter turen med det smukke digt Paa Sneen, hvor sidste strofe lyder:
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger – o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne.
Men opnaaes af min Skygge!
Vi vi går hjem med ømme fødder og – for mit vedkommende – ømt hjerte.
Danske digterruter er et enkelt og fremragende koncept. Man går en tur fra post til post, skanner en QR-kode med sin telefon ved hver post og hører små bidder af historie og digtekunst, der tilsammen danner en sanselig lydfortælling om den digter, hvis egn man går rundt i. Det gør – hvis jeg skal dømme ud fra Aarestrup-oplevelsen – både sted og digter mere interessant. Jeg fik lyst til at læse mere Aarestrup, og jeg fik lyst til at komme mere til Lolland. Og det er også meningen, forstår man af leder af Danske digterruter, Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen:
“Ingen er bedre naturguider end de store danske forfattere. Faktisk er vores syn på naturen i forvejen formet af forfattere. For kunstnerne skaber landskaber, ligesom landskaber har skabt forfatterskaber. (…) når den danske natur kan føles som den dejligste i verden, skyldes det ikke mindst forfatternes danmarksbilleder.”
Der er indtil videre 19 digterruter fordelt i hele Danmark. Næste gang skal vi gå Karen Blixen-ruten i Rungsted, hvor jeg også selv har trådt mine barnesko, og dernæst en tur til Vejle og forfølge Inger Christensen op og ned ad bakkerne. Med blod og varme.
Find din yndlingsnaturdigter og næste eventyr på Danskedigterruter.dk
VORES BOGLIV 