Kulturformidler Thomas Tiedje sidder ned og tisser – uden at føle sig umandig af den grund. Han ærgrer sig, når norske Geir Gulliksen bliver selvhadende akademisk, men nyder, når han er personlig, i essay-samlingen Hvis jeg var en mand.
❤️❤️❤️
Siden starten på sit forfatterskab har norske Geir Gulliksen kredset om emner som parforholdets dynamik, manderollen og feminisme. I Historien om et ægteskab (2015) beskrev Gulliksen, hvorledes et trygt ægteskab eroderer, hvilket gav ham en nominering til Nordisk Litteraturpris, og ”Se på os nu” (2019) lagde sig smukt i slipstrømmen med en fortælling om udfordringerne ved troskab i et monogamt forhold. Jeg knuselskede dem begge, mens Den jeg skulle blive (2021) var en skuffende, wannabe-Houllebeque’sk misantropi om en mands længsler efter kærlighed og samhørighed.
Læs Boglivs reportage og anmeldelse af Gulliksens seneste bog
Nu har Gutkind udgivet 15 korte essays af Gulliksen, hvor forfatteren tager livtag med manderollen og det vi kan kalde “den typiske mand”. Og den mand vil Gulliksen ikke være, for han er fyldt af fejl og mangler: “Jeg vil ikke opfattes som ufølsom, dum, lad, selvcentreret, selvtilfreds og priviligeret”, skriver Gulliksen et sted, og funderer i sine essays blandt andet over det forkerte og skamfulde i at kigge efter kvinder, om en mandighed der ingenting tåler, om manden der elsker som en hund (“han løber logrende omkring efter alle de smukke kvinder”), og om mænd der føler sig truet af feminismen.
Til tider bliver det næsten ufrivilligt komisk. Som når Gulliksen skriver, at mænd ikke vil gå ud med en rød paraply i regnvejr eller sidde ned og tisse:
“Tanken om en mand der sidder ned og tisser – uha, præcis som en kvinde! – er selve illustrationen på, hvordan mænd kan miste deres værdighed og blive en slags frivilligt kastrerede lakajer i en feminiseret verden. Det at stå oprejst er et klarere udtryk for styrke end at sætte sig ned”.
Så her er en indrømmelse, Geir: Jeg sidder også ned og tisser. Så kan jeg få mit dopaminfix fra mobilen, og jeg tisser ikke ved siden af. Dog har jeg endnu ikke følt mig som en kastreret lakaj i en feminiseret verden.
Bedst er Geir Gulliksen, når han lægger selvhadet og den akademiske snusfornuft på hylden og tager udgangspunkt i sin egen livshistorie. Som når han skriver om sit uforløste forhold til sin afdøde far:
“Det er ikke forsoning jeg ønsker mig, men glemsel. Jeg vil, at han skal glemme mig, at jeg ikke skal behøve at tænke på ham længere. Han som for længst er død, kan nogle gange dukke op hos mig med sit påståelige og samtidig undvigende blik. Jeg forstår, det er mig selv der kalder ham frem, at noget i mig lokker ham frem, men jeg klandrer ham alligevel for, at han ikke holder sig væk, at han ikke lader mig være i fred”.
Den slags reflektioner er desværre undtagelsen i en essay-samling, hvor jeg ender med at blive lige så træt af Gulliksen, som han er af den typiske mand.
Det er ikke fordi, Gulliksen fejler i sin analyse. Der er sider af maskuliniteten, måden at agere mand på, jeg genkender fra mit personlige opdrag, og først sent har jeg kunne agere med en større spændvidde i forhold til mit køn, kultur, seksualitet og polaritet. Den spændvidde, Gulliksen også efterlyser. Men de 15 essays tilføjer ikke noget nyt til kønsdebatten, tværtom reduceres det maskuline til en stereotyp. Så foretrækker jeg Geir Gulliksen som romanforfatter, hvor han tegner mænd mere nuanceret og humoristisk.
Hvis jeg var en mand af Geir Gulliksen er udgivet af forlaget Gutkind.
Anmeldereksemplar venligst sendt af forlaget
VORES BOGLIV 