Palle Schjødtz havde sit hyr med Jesper Wung-Sungs nye noveller til at starte med. Men vedholdenhed lønner sig, og han endte med at elske bogen.
❤️❤️❤️❤️❤️
Jesper Wung-Sungs novellesamling har ikke været så let at gå til. Allerede titlen: Ud af ti mænd. Og hvad så? Hvor mange? Hvor få? Eller hvordan er de eventuelt ens? Eller forskellige? Selve måden at skrive sætningerne på er også lidt krævende for læseren. MEN giv ikke op! Koncentrer dig og vær frisk i hovedet. En guldgrube af en novellesamling venter, hver med sin specielle mand, hvoraf én tilmed har skiftet køn.
Vi begynder med en mand, der åbenbart har et problem med sin søn, og så snyder har sig til at møde og tale med sønnens kæreste og deres søn på en byggeudstilling, medens sønnen har travlt med sin mobiltelefon.. Generationskløften er tegnet op, og det bliver interessant og måske lidt typisk.
Den næste novelle var min store prøve. Jeg læste den uden rigtig at finde ud af, hvad den handlede om, men efter at have læst den næste, son var ret nem at forstå, vendte jeg tilbage til den første, og nu havde jeg fanget stilen og konceptet stod klart. Det viste sig at være en fremragende beskrivelse af far og datter, der simpelthen ikke kan komme på bølgelængde, selv om de begge forsøger et stykke hen ad vejen. Hele handlingen med bipersonerne i resten af familien er tankevækkende, til tider morsom, bevægende og til sidst overraskende.
Så går det ellers løs med forskellige typer mænd og forskellige måder at håndtere tilværelsen på. Der er usympatiske indtil det forbryderiske, smarte typer, dumme, beregnende, nogle man kan lide, nogle man har ondt af, skilsmisser, generationskløfter, alt sammen tankevækkende og berigende.
Jeg endte med at elske den bog. Den er lige meget for alle køn og alle (voksne) aldre og kan varmt anbefales.
Ud af ti mænd af Jesper Wung-Sung er udgivet på Politikens forlag.
”Når du er klar til at fortsætte, så gå tilbage til Ørstedsgade …”
Klokken er 19 fredag aften. Temperaturen er langt under frysepunktet, og Østre Kirkegård i Vejle er mørk og tåget. Det er Helle Solvangs dannede stemme, som via Danske digerruters app fortæller os, at vi nu kan gå videre, og det er vi i den grad klar til. Jeg kan ikke mærke min ene fod, og vores ånde blæser som røg ud i den kolde aften.
Vores stivfrosne følelse står i skarp kontrast til den inciterende titel på Inger Christensens sidste digtsamling, sonetkransen Sommerfugledalen fra 1991. Et i bogstaveligste forstand formfuldendt værk, der samtidig giver mindelser om den barndom, hvor somrene altid var varme, og man jagtede rundt efter sommerfugle og eventyr.
De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Er dette vingeflimmer kun en stime af lyspartikler i et indbildt syn? Er det min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?
Det er nu fire timer siden, vi startede på en rute, der skulle være på 7,3 kilometer, men i mellemtiden er vokset til en udfordring af proportioner, der har gjort, at vi har set os nødsaget til at døbe den Ingerminoen.
Vi startede energisk ved Himmelpind uden for byen, hvor vi hørte om Inger Christensens barndoms søndagsudflugter og grundlæggelsen af hendes digteriske natursyn:
”Vi er en del af naturen, men er samtidig den særlige del af naturen, der betragter naturen og dermed betragter os selv,” sagde hun.
Det, syntes vi, var så interessant, at vi snakkede løs om fænomenet, mens vi steg lettere pustende op gennem skoven, ufortrødent fortsatte forbi det lille skilt, der viste, at digterruten gik den modsatte vej, gennem en fold med søde geder og en hest og ud i et åbent land med nybyggede parcelhuse.
Det var allerede her, vi begyndte at fryse, og her en digterrute begyndte at forvandle sig til en -mino. Det var også her, at man kunne være kommet til at tænke:
Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok
(Fra Det, 1969)
Hvis altså ikke der var kommet nogle søde lokale forbi og havde vendt vores kort på hovedet og sagt, at vi skulle tilbage til hestene og gederne. Det gjorde vi så. Så denne gang skiltet og gik tilbage mod byen, hvor vi besøgte Inger Christensens gamle skole, hendes barndoms hjem (tror vi nok, vi kunne ikke helt se, hvad der var hvad) og holdt pause ved et sted, hvor der er printet ord i en labyrint i fortovet.
Vi har hørt om alarmerne under Anden Verdenskrig, om Ingers alternative danske stile og de første spæde forsøg på at digte.
Og vi har talt og talt; om sprog og ’virkelighed’, om mennesket og naturen, om hvad vi kan lide ved digte. Om Aarestrups stærke følelser og Inger Christensens systemer og spændende sprog. Sorgforstummet, havblik for rummets gåder, urtidens terningkast, en timeløs kimen af dug og insekter, zinkhvide nætter.
Derudover har vi talt en del om, hvorfor der er så mange frisørsaloner i Vejle. Hvor de lokale mon er henne fredag aften. Og hvorfor bilen foran arresten står med alle fire døre åbne og ikke en sjæl i nærheden.
Nu står vi så her. Med kolde tæer og i selskab med hinanden (og det er godt) og en sublim kunstner, der så det som sin opgave at ” … konstruere en kode .. at bruge et sprog, der endnu ikke eksisterer.”
Da tager vi en drastisk beslutning. De to sidste poster nede ved vandet må vente til i morgen. I stedet går vi på Vejles Street Food; et ret overskueligt sted med blot tre forskellige madboder, men så absolut hyggeligt, prisvenligt og frem for alt varmt. Her bliver vi enige om, at det trods alt var det hele værd at gå Ingerminoen.
Dagen efter slentrer vi forbi 30-40 frisørsaloner ned til Bølgen, det særprægede byggeri, som er blevet Vejles vartegn, og som passer til linjerne:
Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt op,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop
(Fra Det, 1969)
En uge efter overvejer jeg, om ruten ved Vejle skal lide skade ved, at vi gik vild. Det trak jo lidt ned at være så træt, at vi nærmest besvimede på hotelværelset om aftenen. På den anden side: At undgå at fare vild i livet er ikke, hvad det handler om. Det handler om at håndtere det, når det sker, og få det bedste ud af det. Og det gjorde vi. Så Ingerminoen får mine hjerter, også for Ingers skyld, for hun er svær at overvurdere betydning af for dansk digtning (læs for eksempel denne artikel om, hvordan de unge kunstnere er inspireret af hende).
Men som motorsagkyndige til min tredje køreprøve sagde, da han endelig gav mig kortet:
“Det bliver ikke uden anmærkninger”.
Så her er mine anmærkninger:
Skiltene på digterruten kunne godt være større og flere. Let’s face it. Medmindre nogle sagesløse gymnasieelever bliver tvunget til at gå ruten i skoletiden, vil de mestendels blive gået af sådan nogle som os, der er modne nok til en læsebrille. Og distræte nok til at have brug for et skilt. Et stort et.
En digterrute med mangelfuld skiltning kan ses som en form for IKEA-test for boomere. Som vi bestod med flyvende farver. Vi blev ikke uvenner, men var enige om at bebrejde den mangelfulde skiltning for alt. Bør dog ikke testes af forhold i krise eller med deltagere af pernittengrynere.
Man lytter bedre. når man ikke fryser. Vejle-ruten egner sig helt klart bedre til at blive gået en varm sommerdag end en blæsende 3. marts. En dag, hvor man faktisk har lyst til at lægge sig i græsset og se op i himlen, som det bliver foreslået ved post 2. Havde vi gjort det, var vi blevet fundet som to stive pinde. Som en del af naturen.
VORES BOGLIV 