Hver onsdag rækker jeg en hånd tilbage til mit tiårige jeg

❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Min rutine. Første gang skrår jeg gennem laden ind i sadelrummet efter grime og den slidte blå taske med strigler i mit skab og stiller den ude ved bommen. Går gennem laden anden gang efter sadlen og hovedtøjet, min hjelm og en pisk. Går gennem laden tredje gang og skyder slåen fra foderrummet …

MIN rutine. Hver onsdag. Med ganske få afvigelser er den præcis sådan. Jeg har ikke en pose, men en kasse. Min grime hænger ude ved folden. Resten er det samme. Den sidder i mine celler, rutinen, og det har den gjort siden jeg var 9, selv om jeg holdt pause fra den i 35 år. Begejstret sender jeg et billede af siden til min kæreste. For hestelivet er så svært at formidle til andre, at jeg glubsk stjæler Stensgaards ord. At ride er ikke en hobby eller en livsstil. Hestene er ikke ’søde’ eller ’flotte’, som ens klassekammerater plat kunne sige.

De er noget for os, jeg ikke selv har ord for.

Derfor føler jeg mig så genkendt i Hvad jeg ved om kvinder på heste. Den er på så mange måder min historie. Min og tusindvis af andre kvinders. Vi var såkaldte hestepiger med vilde drømme, vi blev voksne og realistiske, men vi længtes stadig, og en dag vovede vi os tilbage og blev kvinder på (islandske) heste. På Island laver de nemlig heste, som kan bære voksne kvinder, selv om de kun er i ponystørrelse, og som kan ud over at kunne tölte, hvilket er dejligt for ømskindede damenumser, også besidder en naturlighed, der mætter en ny længsel. Om islandske heste har Stensgaard skrevet en anden bog, som jeg skal læse pronto.

Fra jeg satte mig op på en træk-pony i Dyrehaven som 4-årig, var heste en fuldstændig uadskillelig del af mit liv. Jeg vidste altid, hvornår jeg skulle ride igen. Mine længsler var rettet mod heste og ridning. Jeg ønskede mig strigler og grimer og støvleknægte og piske til jul. Alle beløb blev målt op imod, hvor mange føl man kunne købe for det. En uge uden ridning gjorde mig lettere nervøs. Jeg striglede, longerede, mugede, red konkurrencer, pudsede sadler, pudsede støvler, slæbte vandspande, strøede hø, strøede halm, tegnede heste, købte heste, elskede heste.

Men en dag skete det for mig, som også skete for Pernille Stensgaard: .

Vi er ved at vokse ud af os selv, men det vil vi ikke vedkende os. I stalden kaster vi os om halsen på hestene, som om det er dem, der er ved at forlade os, og ikke omvendt.

Jeg forlod min hest. Solgte den til min halvpart med lige dele dårlig samvittighed, sorg og enorm lettelse. Jeg fik tid til at kaste min kærlighed på drenge og senere mænd og endnu senere mine børn. Jeg gik på uni, gik på arbejde og fik travlt og fik stress, og min medfødte rygskade sprang op under presset af det hele. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville vende tilbage en dag, men aldrig havde det virket længere væk, end da jeg ikke kunne gå 200 meter ad gangen uden skærende smerter ud i det ene ben.

Langsomt kom jeg tilbage til livet, med træning, tålmodighed og mange tårer.

Og en dag vendte jeg tilbage til hestene. Tøvende og ængstelig med hjertebanken og tankemylder. Hvad hedder nu den der rem, hvordan holder man hånden, når man rider, kan mine ben holde?

Det var ikke ligetil at blive lukket ind i hestenes verden igen, som Stensgaard også beskriver.

En eftermiddag (..) tager jeg min første ridetime, for genert til at sidde i toget i nye ridebukser og støvler og ligne noget, jeg ikke er.

Efter den første ridetime møder hun en af hestepigerne i stalden. Nu er det dem, der har magten, småpiger vi ikke længere burde være bange for, men:

Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.Er den til mennesker eller heste, spørger jeg. Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som et tegn på underkastelse.

Hestepiger har altid været nemme at gøre grin med. Vi var fjollede piger, der bedre kunne lide dyr end mennesker, og som lugtede lidt af hø og hestepærer. Ikke særligt populære hos drengene eller de smarte piger. Pernille Stensgaard tager os alvorligt. Gennem sin egen historie fortæller hun samtidig historien om mennesker og heste. Ud fra en svimlende omfangsrig research fortæller Stensgaard om:

Kvægdriverne med løse tøjler samlet i én hånd. Kavaleri, kosakker, dragoner, officerer, falkonerer med ørne siddende på læderhandsken, konger staldkarle, aristokrater, og som små hidsige signalflag: satinklædte jockeyer med bøjede knæ, svævende over fuldblod. Støvede bønder med svære heste spændt for ploven, harven, tromlen, radrenseren, selvbinderen, hølæsset.

Hun fortæller om rytterstatuer. Om Anne Marie Carl-Nielsen, der som verdens første kvindelige skulptør fik ordre på at opføre en rytterstatue af en konge. Om hendes elev Helen Schou, der giftede sig med en direktør og levede i sus og dus og derfor blev mistænkeliggjort som kunstner.

Om hvordan kvinderne overtog det hesteliv, der ellers altid havde været mændenes.

Hvad jeg ved om kvinder på heste handler om hestenes historie, Danmarks historie, Pernilles historie. Men også om om de bånd, vi knytter, og siden er nødt til at bryde, for der er et indbygget farvel i alle relationer. En mor. En hest. Pernille mister begge dele.

Det er ikke det samme, slet ikke. Men da jeg som 7-årig forelskede mig i Batman, der løb ud på vejen og blev kørt ned lige efter, smagte jeg på sorgen og uafvendeligheden. En smag, der ikke bliver bedre, kun mere genkendelig med tiden. Og det får romanen – som den er klassificeret som – til at løfte sig så højt, at en bekendt helt uden heste-erfaringer erklærede at have læst og elsket den.

Selv mærker jeg et bånd til den pige, jeg var, hele vejen gennem bogen. Og hver onsdag. Når jeg strigler, sadler op og tager af sted. I skoven er jeg alene med hesten, kun mig og et halvt ton dyr, der har indvilliget i at følge mig og mine signaler. Jeg suser ad stierne og er både indianer og cowboy og Dick Turpin og den cirkusprinsesse, jeg så inderligt gerne ville være som barn. I galoppen op ad bakken med svinget er jeg jockeyen, jeg drømte om at blive, selv om jeg var et buttet barn og sikkert allerede vejede for meget. Jeg rækker hånden tilbage til den 10-årige, der blev smidt af hesten igen og igen, og fortæller hende, at det gik godt alt sammen. Jeg er lige her, skoven dufter, og jeg skal ikke andet end at være med min hest.

Vuggende i arkaisk rytme og lyd bærer han mig ind i andre tider. Som en portal, en åbning. Et trip. Jeg taber snoren til øjeblikket, til andre mennesker, og på de mest vellykkede tidsrejser også til mig selv. Jeg er mange steder på én gang og ikke fuldt til stede i nogen af dem, faldet ned mellem verdener og på kort besøg.

Hvad jeg ved om kvinder på heste af Pernille Stensgaard er udgivet af Gyldendal.

Bogen var ikke tilsendt som anmeldereksemplar, men var en gave fra en, der havde set helt rigtigt.

Advertisement

Hvad der skete i Horsens

”Skal vi ikke bare fortsætte til Skanderborg?”

”Jo! Vi tager på roadtrip!”

”Vi er Thelma and Louise!”

Stemningen er fjollet og dirrende lørdag morgen. Måske fordi vi er lidt nervøse, selv om vi har gjort det mange gange før; været på Krimimesse i Horsens og interviewet mere eller mindre kendte forfattere i fyldte sale eller foran to tilhørere og en forfatterfamilie.

The hired help

Koryfæerne[1] på forsædet brummer og fortæller røverhistorier.

De første mange gange jeg bloggede om Horsens, så jeg dem kun på behørig afstand og nævnte jeg dem kun andægtigt ved for- og efternavn. Jeg kan stadig ikke helt sige ”Bo”, men jeg er ved at vænne mig til ”Henrik”. For lige her er vi i samme kategori, vi er ”the hired help”, som ham der hedder Henrik, siger. Dem, der skal hjælpe forfatterne med at lade deres lys skinne og deres opdager blive et household name, hvis det ikke er det i forvejen. Dem, som sædvanligvis ikke bliver nævnt i talen til festmiddagen.

Men selvfølgelig kører vi ikke til Skanderborg. Vi drejer pænt af mod Slottet, som de lokale kalder det gamle statsfængsel, og kører helt op til den hemmelige P-plads tættest på indgangen. En mand i orange vest forsøger ganske vist at afvise os, men her træder koryfæet ved rattet i karakter:

”Vi er forfattere og interviewere!” buldrer han, og vi fniser.

Han fnyser.

”Jeg hader hjemmeværnet.”

Og så er vi her igen.

I vrimlen af damer med rullekufferter, frisk fra turistbussen, sultne efter at møde idoler og gøre gode tilbud. ”Velkommen til,” siger de søde damer i receptionen, og vi får vores navnekort. De første mange år gemte jeg det, når messen var slut, men man bliver jo blasert. Desværre.

Drive by shooting på el-cykel

Mit første interview den dag er med Sofie Sarenbrandt og Pascal Engman. Svenskere på scenen er altid en udfordring. De har svært ved at forstå dansk, og publikum har svært ved at forstå svensk. Men Sofie har været her i så tilpas mange år, at hun kender sine horsensianere. Hendes Sjælevennen tager sin start med en kvinde, der står på en bro på den forkerte side af rækværket med en bebis i armene. En scene, Sofie fortæller, at hun selv oplevede en dag. Dog minus bebis.

”Jeg kom til at tænke på, hvad der får et menneske til at blive så desperat,” og så gik jeg i gang,” fortæller hun.

Pascal Engmans Ulvene foregår i Stockholms bandemiljø. Researchen foregik blandt andet på bagsæder af biler og involverede både, at han overværede at se sine kilder blande kokain og en vis paranoia, som smittede.
”De fleste drive by shootings i Stockholm foregår på el-cykel, fordi de er lydløse, så jeg begyndte at se mig mere over skulderen i den periode,” fortæller han.

Det er overhovedet ikke sjovt, og så alligevel. Ukuelige Sverige, der er pæne og bæredygtige, selv når de er dybt kriminelle.

Hate crime og højre-ekstremisme

Over middag får sympatiske Arttu Tuominen prisen for bedste oversatte krimi. Jeg mødte Arttu for præcis et år siden i Forfatterforeningen, hvor jeg interviewede fire finske forfattere (sig lige det efter et shot vodka), og jeg er en af hans mest begejstrede fans. Hans Delta-serie foregår i et område af Finland, hvor trøstesløst forladt og fattigt industriområde møder den smukkeste natur. Her kæmper tre politifolk med kriminalitet og især med sig selv. I hver bog træder en af de tre særligt frem som hovedkarakter. I Sendebuddet, som han modtager prisen for, er Henrik Oksman i centrum. Han er homoseksuel og cross dresser, og da en håndgranat bliver smidt gennem døren til en homo-natklub, får han et stort dilemma. Han optræder nemlig selv på overvågningskameraet – som kvinde. 

”Homoseksualitet er et tabu i Finland. Vi taler ikke om det,” siger Arttu Tuominen lidt efter, da han og jeg er på scenen i Gymnastiksalen med prisen sat op til skue.

Hate crimes og højre-ekstremisme er også omfattende i Finland, og den alvorlige unge mand vil skrive om det hele. At få en pris imponerer ham mindre.

”Jeg skriver ikke for priser, men for læserne,” siger han, og jeg tror ham. Men under ham nu prisen og den flaske champagne, han næsten glemmer.

Ondskabens hygge

Så har jeg pludselig fri, og der er tid til at dalre rundt og lytte lidt, kramme lidt, endda se lidt på bøger. Krimifolket er de sødeste mennesker – det gælder både forfattere og læsere. Måske fordi de ser lige ind i den ondskab, vi alle sammen indeholder. Accepterer den og lader den udfolde sig på bogsider. Hos Mofibo har de god slik, bobler og en foto-boks, så der hænger vi ud, inden vi lige når hjem og hvile fødderne i to minutter.

Senere på weekenden fortæller Jakob Melander mig, at krimiforfattere er dem, der nyder hinandens selskab mest. De mest ondskabsfulde skulle efter sigende være romance-forfatterne, og hvis der er noget, vi lytter til i bogbranchen, så er det sladder.

(Jeg ved ikke helt, hvordan det er med erotiske forfattere, jeg kender ikke så mange. Men jeg må se at få ringet til E.L. en af dagene).

Om aftenen er det tid til den årlige fest i lokalerne på Comwell Bygholm, hvor det ikke engang er muligt at høre, hvad dem på den anden side af bordet siger. Som interviewere har vi vores eget hjørne af et bord. Herfra har vi skumlet, når alle messens deltagere UNDTAGEN OS er blevet takket, men årets festtaler, Morten Hesseldahl, er åbenbart blevet briefet, for han siger noget om, at det vist ikke altid er så nemt at interviewe, og det tager vi som en tak. Som den hired help, vi er. Resten af talen er … Meningerne er blandede efter. Nogle af os håber ikke, at svenskerne forstod, hvordan han jokede med, at vi kan være glade for, at deres kriminalrate stiger. Andre syntes, den var ”forfriskende”. Ingen har rigtig lyst til at rase her. Nu har vi det lige så hyggeligt.

Hvad der sker i Horsens

Hvad der sker i Horsens, bliver i Horsens, har altid været kodekset for den efterfest, som finder sted i baren, når flødekartofler og stykker af rosa steg er gledet ned, så den del må I undvære. Jeg kan afsløre så meget som, at jeg intet kan afsløre. Mest fordi jeg var så pokkers træt, at jeg gik tidligt hjem. Det er jeg glad for søndag morgen, hvor jeg skal tidligt op for at interviewe svenske Line Areklew, der har skrevet en ferm debut og solgt 80.000 eksemplarer af den i Sverige. Den ene hovedperson Frederik mistede sin familie ved Estonias forlis og lider stadig af angst og depression. Den anden hovedperson blev politibetjent. De to havde én hed nat sammen engang, og nu mødes de igen i en sag, hvor den ene er mistænkt, og den anden er opdager. Men det får Horsens aldrig at vide, for kun én tilhører dukker op, og da hun har fået sin forfatterkrusedulle i bogen, fordufter hun hurtigt igen.

Så der er lang ficka-pause til næste nummer, som er samtale med Jürgen Klahn i Gymnastiksalen. Hans klosterroman En sidste hilsen er en slags hyldest til Ørslev kloster, hvor han har tilbragt mange dejlige skriveophold, og hvor der oplagt kunne ske et mord, når flere kreative eksistenser var samlet på ét sted (som fx Krimimessen. Hvorfor har ingen skrevet den krimi endnu?).

Jürgen Klahn har valgt en hovedperson langt fra sig selv; en 30-årig klosterforvalter ved navn Vera. Kæresten Elsebeth Egholm mente nemlig ikke, at nogen ville læse om ”en gammel knark som dig.” Mange vil til gengæld læse om Vera, hvis fortid rummer et juvelertyveri, en forsvunden far og en mor med hang til at lade sig trøste af tvivlsomme mandspersoner. Underholdende – også at være på scenen med Jürgen. Vi aftaler at ses samme sted, når han har skrevet næste bog. Så hurtigt som tiden går nu om dage, er det lige om lidt.

Jürgensen, Rebernik og Petri

Messe-trætheden er ved at indfinde sig. Jeg køber en kop kaffe og styrer målrettet mod Modtryks sofa med det høje ryglæn. Hvert år tænker jeg, at sådan en vil jeg have derhjemme. Messens larm forsvinder, herfra kan jeg bare sidde og iagttage. Der er stadig gang i bogsalg og samtaler, men det tynder ud. De udenlandske forfattere skal nå deres fly og krammer farvel. Arttu ligner en lykkelig mand. Karin Smirnoff skal tllbage og skrive videre på Millenium-serien (det gør hun fremragende).

Én optræden tilbage: Walter Rebernik, Dennis Jürgensen og Lotte Petri i Indergården – messens største rum – om helte, skurke og sidekicks. Walters helte og skurke står skulder om skulder i serien, Jæger, Offer og Vidne om fremmedlegionæren Markus Larsson og specialkonsulenten Hannah Bengtsson. Til daglig er Rebernik selv advokat, og han bedyrer, at alle personer i bøgerne ’findes’ – i hvert fald alle karaktertrækkene, og det’ fandme uhyggeligt, du.

”De ser ikke mennesker, de ser forhindringer,” som han siger.

Lotte Petri er nestor i selskabet, hvad krimi angår. Hun er vokset op på et psykiatrisk hospital, hvor man lod patienterne passe de ansattes børn for at socialisere dem, og hvor hun som lille pige kunne møde mennesker, der var syet dårligt sammen efter det hvide snit, ude i parken.

”Så jeg har lidt af en ormegård inde i hovedet,” siger hun, og Walther og Dennis ser utilsløret misundelige på hende.

I dag skriver hun blandt andet om psykologen og efterforskeren Sofie Engell, der har mistet et barn og skyller beroligende piller ned med vodka. Sideløbende arbejder Petri sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen om Mofibo-serien Blodengel om drabsefterforskeren Sissel Jæger og retsmediciner Harald Sejersen.

Sidste hik

Dennis Jürgensen skriver om makkerparret Lykke Teit og Rudi Lehmann, hvoraf nyeste bind hedder Bloddue. De rummer både det mørke og det lyse, for det gør vi alle sammen, siger han, og så ryger titlen Kærlighed ved første hik ud ad munden mig, selv om jeg prøver at lade være. Det tager han pænt. Han er et venligt menneske, der er blevet voksen med sin læserskare.

Vi joker om, hvor fedt vi synes, det onde er, og at man kun kan sige det i dette sluttede selskab. Alle tre elsker Ondskabens Hotel og ville derudover ønske, de havde skabt figuren Hannibal Lecter. Som jeg siger: Hyggelige mennesker!

Og så er det pludselig slut igen.

Rullekufferterne skal hjem, vi skal hjem, ”vi ses til næste år”, siger de søde damer i receptionen. Messen er slut.

Jeg tager toget hjem.

Så godnat, Horsens.

So long, Skanderborg.

Jeg lukker mine øjne i Valby.

Alle bøger var venligst tilsendt og/eller udleveret af forlagene. Tak.

---

[1] Koryfæ: person der i kraft af sit virke, sin karriere m.m. har opnået en toneangivende eller meget anset position, eller som fremstår som foregangsmand. I dette og mange andre tilfælde Politiken-kulturjournalister, som har været med, siden før verden gik af lave.