❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Min rutine. Første gang skrår jeg gennem laden ind i sadelrummet efter grime og den slidte blå taske med strigler i mit skab og stiller den ude ved bommen. Går gennem laden anden gang efter sadlen og hovedtøjet, min hjelm og en pisk. Går gennem laden tredje gang og skyder slåen fra foderrummet …
MIN rutine. Hver onsdag. Med ganske få afvigelser er den præcis sådan. Jeg har ikke en pose, men en kasse. Min grime hænger ude ved folden. Resten er det samme. Den sidder i mine celler, rutinen, og det har den gjort siden jeg var 9, selv om jeg holdt pause fra den i 35 år. Begejstret sender jeg et billede af siden til min kæreste. For hestelivet er så svært at formidle til andre, at jeg glubsk stjæler Stensgaards ord. At ride er ikke en hobby eller en livsstil. Hestene er ikke ’søde’ eller ’flotte’, som ens klassekammerater plat kunne sige.
De er noget for os, jeg ikke selv har ord for.
Derfor føler jeg mig så genkendt i Hvad jeg ved om kvinder på heste. Den er på så mange måder min historie. Min og tusindvis af andre kvinders. Vi var såkaldte hestepiger med vilde drømme, vi blev voksne og realistiske, men vi længtes stadig, og en dag vovede vi os tilbage og blev kvinder på (islandske) heste. På Island laver de nemlig heste, som kan bære voksne kvinder, selv om de kun er i ponystørrelse, og som kan ud over at kunne tölte, hvilket er dejligt for ømskindede damenumser, også besidder en naturlighed, der mætter en ny længsel. Om islandske heste har Stensgaard skrevet en anden bog, som jeg skal læse pronto.
Fra jeg satte mig op på en træk-pony i Dyrehaven som 4-årig, var heste en fuldstændig uadskillelig del af mit liv. Jeg vidste altid, hvornår jeg skulle ride igen. Mine længsler var rettet mod heste og ridning. Jeg ønskede mig strigler og grimer og støvleknægte og piske til jul. Alle beløb blev målt op imod, hvor mange føl man kunne købe for det. En uge uden ridning gjorde mig lettere nervøs. Jeg striglede, longerede, mugede, red konkurrencer, pudsede sadler, pudsede støvler, slæbte vandspande, strøede hø, strøede halm, tegnede heste, købte heste, elskede heste.
Men en dag skete det for mig, som også skete for Pernille Stensgaard: .
Vi er ved at vokse ud af os selv, men det vil vi ikke vedkende os. I stalden kaster vi os om halsen på hestene, som om det er dem, der er ved at forlade os, og ikke omvendt.
Jeg forlod min hest. Solgte den til min halvpart med lige dele dårlig samvittighed, sorg og enorm lettelse. Jeg fik tid til at kaste min kærlighed på drenge og senere mænd og endnu senere mine børn. Jeg gik på uni, gik på arbejde og fik travlt og fik stress, og min medfødte rygskade sprang op under presset af det hele. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville vende tilbage en dag, men aldrig havde det virket længere væk, end da jeg ikke kunne gå 200 meter ad gangen uden skærende smerter ud i det ene ben.
Langsomt kom jeg tilbage til livet, med træning, tålmodighed og mange tårer.
Og en dag vendte jeg tilbage til hestene. Tøvende og ængstelig med hjertebanken og tankemylder. Hvad hedder nu den der rem, hvordan holder man hånden, når man rider, kan mine ben holde?
Det var ikke ligetil at blive lukket ind i hestenes verden igen, som Stensgaard også beskriver.
En eftermiddag (..) tager jeg min første ridetime, for genert til at sidde i toget i nye ridebukser og støvler og ligne noget, jeg ikke er.
Efter den første ridetime møder hun en af hestepigerne i stalden. Nu er det dem, der har magten, småpiger vi ikke længere burde være bange for, men:
Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.Er den til mennesker eller heste, spørger jeg. Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som et tegn på underkastelse.
Hestepiger har altid været nemme at gøre grin med. Vi var fjollede piger, der bedre kunne lide dyr end mennesker, og som lugtede lidt af hø og hestepærer. Ikke særligt populære hos drengene eller de smarte piger. Pernille Stensgaard tager os alvorligt. Gennem sin egen historie fortæller hun samtidig historien om mennesker og heste. Ud fra en svimlende omfangsrig research fortæller Stensgaard om:
Kvægdriverne med løse tøjler samlet i én hånd. Kavaleri, kosakker, dragoner, officerer, falkonerer med ørne siddende på læderhandsken, konger staldkarle, aristokrater, og som små hidsige signalflag: satinklædte jockeyer med bøjede knæ, svævende over fuldblod. Støvede bønder med svære heste spændt for ploven, harven, tromlen, radrenseren, selvbinderen, hølæsset.
Hun fortæller om rytterstatuer. Om Anne Marie Carl-Nielsen, der som verdens første kvindelige skulptør fik ordre på at opføre en rytterstatue af en konge. Om hendes elev Helen Schou, der giftede sig med en direktør og levede i sus og dus og derfor blev mistænkeliggjort som kunstner.
Om hvordan kvinderne overtog det hesteliv, der ellers altid havde været mændenes.
Hvad jeg ved om kvinder på heste handler om hestenes historie, Danmarks historie, Pernilles historie. Men også om om de bånd, vi knytter, og siden er nødt til at bryde, for der er et indbygget farvel i alle relationer. En mor. En hest. Pernille mister begge dele.
Det er ikke det samme, slet ikke. Men da jeg som 7-årig forelskede mig i Batman, der løb ud på vejen og blev kørt ned lige efter, smagte jeg på sorgen og uafvendeligheden. En smag, der ikke bliver bedre, kun mere genkendelig med tiden. Og det får romanen – som den er klassificeret som – til at løfte sig så højt, at en bekendt helt uden heste-erfaringer erklærede at have læst og elsket den.
Selv mærker jeg et bånd til den pige, jeg var, hele vejen gennem bogen. Og hver onsdag. Når jeg strigler, sadler op og tager af sted. I skoven er jeg alene med hesten, kun mig og et halvt ton dyr, der har indvilliget i at følge mig og mine signaler. Jeg suser ad stierne og er både indianer og cowboy og Dick Turpin og den cirkusprinsesse, jeg så inderligt gerne ville være som barn. I galoppen op ad bakken med svinget er jeg jockeyen, jeg drømte om at blive, selv om jeg var et buttet barn og sikkert allerede vejede for meget. Jeg rækker hånden tilbage til den 10-årige, der blev smidt af hesten igen og igen, og fortæller hende, at det gik godt alt sammen. Jeg er lige her, skoven dufter, og jeg skal ikke andet end at være med min hest.
Vuggende i arkaisk rytme og lyd bærer han mig ind i andre tider. Som en portal, en åbning. Et trip. Jeg taber snoren til øjeblikket, til andre mennesker, og på de mest vellykkede tidsrejser også til mig selv. Jeg er mange steder på én gang og ikke fuldt til stede i nogen af dem, faldet ned mellem verdener og på kort besøg.
Hvad jeg ved om kvinder på heste af Pernille Stensgaard er udgivet af Gyldendal.
Bogen var ikke tilsendt som anmeldereksemplar, men var en gave fra en, der havde set helt rigtigt.
VORES BOGLIV 