Bænket med Blixen

❤️❤️❤️❤️

Det er en god dag, vi har valgt til at gå vores tredje digterrute, Karen Blixen-ruten. Vores ben er ømme som ny kærlighed, for vi har danset som teenagere aften før, og det er vi trods alt ikke. Så 1,2 kilometers rute fra bænk til bænk i en velfriseret park i næsten lunt forårsvejr passer noget bedre til formen end den stroppetur, vi var på sidst (læs om strabadserne på Ingerminoen her).

Trods sin klejne længde har Blixen-ruten en særlig betydning for mig. Jeg kommer nemlig selv fra Hørsholm og derfor også en smule fra Rungsted, men kun en smule, hvilket jeg prøver at forklare min partner in love og i digterruter. Det er ikke nemt, for Hørsholm og Rungsted er geografisk vævet ind i hinanden og de mentale grænser er subtile.

Rungstedlund husker jeg dog, selv om jeg ikke var helt herfra. Før verden gik Blixen-amok efter filmatiseringen af Mit Afrika med Meryl Streep i hovedrollen, lå baronessens hjem der bare, og vi børn kunne lege frit i parken. Det kom til en brat ende, da Streep og Redford gjorde Blixen red hot igen. I dag er Rungstedlund museum og huser litterære events.

Sådan så her ud i 1980’erne, og sådan ser her ud nu. Både Blixen og jeg har været unge her.

Men parken ligner sig selv. Vi har ikke gået ret langt, før jeg ser en lysning, jeg kan huske krystalklart fra min barndom. Her sidder vi på Fruens bænk og hører redaktør og forfatter Sune de Souza Schmidt Madsen fortælle om Blixen som filosof. Blixen levede et liv, hvor ”ulykkerne regnede ned over hende”, og hver gang tog hun kampen op – og tabte. Kaffefarmen. Dennis. Sygdommen. Det er ifølge de Souza (eller “Sune”, som fortælleren bare kalder sin kilde) grunden til, at hun i modsætning til Kierkegaard lyser på udefrakommende begivenheder og ikke på det indvortes.

At kæmpe både med sig selv og verden udenfor er noget, jeg kender meget til. Som jeg sidder her i lysningen, hvor jeg legede for 40 år siden, synes jeg, at jeg har vundet. Ikke mindst fordi jeg har fundet fred med det paradoksale i livet; som Blixen ifølge de Souza Schmidt Madsen peger på: at vi både er gode og onde som Blixens figurer. At kærligheden både kan gøre ondt og godt. At vi kan elske at se vores børn vokse op og savne dem som små samtidig. Det er grundvilkår, og lige i dag kan jeg godt være i det.

Se dét er skiltning, vi kan forstå – bemærk logo og QR-kode ved Thomas’ hånd!

Vi slentrer fra bænk til bænk og hører om Blixens forskellige temaer – Blixen og Det gastronomiske på Madam Carlsens Bænk, Blixen og identitet på Uglebænk, Blixens pagter på Uglebænk. Her mindes vi den fremragende film Pagten med Birthe Neumann i glansrollen og småskændes om, hvem der har lavet den. (Ja, det var August, jeg indrømmer). En af hendes første pagter var med lillebroren Thomas, og den handlede om ”prøve sig til det yderste” for at finde “det sande i livet”. De to søskende ville tjene (…) det store i livet”. Den pagt blev indgået i Folehave Skov lige bag os, og den blev ikke brudt, sådan som mange af Blixens andre pagter gjorde.

Også jeg går her med en Thomas, som er god at indgå pagter med og kan noget med det store i livet.

Pagter kan have forskellig størrelse. I dag indgik vi den at gå en digterrute på 1,2 km og gjorde det. Og solen belønnede os.

Blixen-ruten er den tredje, vi går, og vi begynder nu at lægge mærke til, hvor forskellige de er. Denne er absolut fremragende skiltet, og vi farer ikke mere vild, end at vi tager post 4, 5 og 6 i omvendt rækkefølge. Det gør til gengæld ikke noget, for hver posts lydfortælling er sin egen og handler ikke om det konkrete sted, vi sidder og lytter til den, ligesom den heller ikke leder videre til den næste.

Og det er faktisk synd.

For en stor del af fornøjelsen, både ved at trave Emil Aarestrup-ruten og stride os gennem Inger-minoen var netop at føle os midt i det hele. Der, hvor forfatterne havde levet og elsket. Selv om det er behageligt at sidde på diverse grønne bænker i Rungstedlund Fuglereservat, så havde det også været sjovt at være lidt mere med i alle de eventyr, vi hører om. Vi kunne måske ikke komme med helt til Afrika, men mindre kan også gøre det. I dag er det mest eksotiske, vi ser, en lille gruppe turister fra Holland, der fotograferer Blixens grav i haven og synes, den er mooi.

I modsætning til de andre to ruter byder denne på forskellige eksperter som de Souza Schmidt Madsen. Sidstnævnte siger interessante ting, men det gør de ikke alle sammen. Fx forstår vi aldrig rigtig, hvad budskabet er på Spættebænk, hvor vi hører om Blixen og køn. Hvilket ellers er et emne, der nok ville kunne få os til at spidse ører. En lille stramning på det plan – og på fortællingernes indhold i det hele taget – ville have været godt. Birgitte Hjort Sørensen læser smukt op af Blixens tekster og giver os begge lyst til at læse lidt mere Blixen.

Alt i alt er vi tilfredse, da vi puster ud på havnen i Rungsted. Måske især med os selv, fordi vi trods de dansetrætte ben tog turen.

Fordi vi har en pagt med det interessante i livet.

Se Blixen-ruten og andre digterruter på danskedigterruter.dk

Advertisement