Sommervenner

❤️❤️❤️❤️ Anette Bjørg og Kamilla Wichmann: Sommervenner

Der sidder en gnaven gammel mand på en bænk. En sommerdag kommer en livsglad lille pige, som endnu ikke er helt nedbøjet af livet, forbi og sætter sig ved siden af. “Hvad er der galt?”, spørger hun. Og det viser sig, at der er meget, at være gnaven over. Mere end rigeligt faktisk. Sønner, som ikke gider besøge gnavne fædre, venner som har efterladt en agterude, koner som er døde fra en.

For barnet erstattes sommerens poetiske og simple glæder med hjerteknugende medfølelse. Lige indtil hun får den bedste idé nogensinde og med et slag får lirket det gamle gnavne hjerte åbent igen.

Bjørg og Wichmanns poetiske fortælling suppleres smukt med smukke akvareltegninger. Historien er fin og handler om temaer, de fleste (også mindre) børn vil kunne forstå. Venskab, ensomhed, tristhed. Det fabulerende og abstrakte univers er både bogens styrke og svaghed. Mens det på den ene side er dybt charmerende, er det også lidt ukonkret og vil muligvis kræve lidt voksenforklaringer for at det mindre barn helt er med.

Anette Bjørg og Kamilla Wichmann, Sommervenner fra forlaget Carlsen.

Vennerne, der altid vil være der for dig

❤️❤️❤️❤️❤️

You look young.

We’re having fun … and if that’s not enough, so … here’s a key to my apartment.

Hvis du ikke allerede har et indre billede af en presset mørkhåret fyr og en nuttet og ret overrasket blondine, der sidder på en kaffebar og tager DEN SNAK om, hvor forholdet er på vej hen (kæreste eller ej, julekort eller ej), så vil du være ligeglad med denne her anmeldelse. Og så har du nok været rimelig irriteret i 90’erne, da dine venner faldt i svime over en fjollet tv-serie om nogle ret så goofy typer med skiftende frisurer, der sad og drak kaffe dagen lang. (Og hvis du har, så kan du godt tåle et gensyn).

 

Jeg kan selv huske, at jeg syntes, Venner var det mest åndssvage navn til en serie, da den kom frem i 1994. Mine yndlingsserier hed Melrose Place og Beverly Hills 90210 og var overhovedet ikke sjove, men fulde af velklædte indædte unge mennesker med svimlende mange dagsordener. Hvis jeg havde kendt ordet generisk, ville jeg have kaldt titlen Venner netop dét. Det var min faste serie-ven, Søren, som sagde, at han var begyndt at se Venner, og jeg tænkte i mit stille sind, at vi nok var begyndt at vokse fra hinanden. Det var vi også, men det havde ikke noget med Venner at gøre.

For jeg tror ikke, det kan overdrives, hvor stor en betydning serien har haft for mig siden. Og det mest mærkelige ved at læse Kelsey Millers bog Venner – I’ll Be There for You er at opdage, at sådan har andre det også. Mange andre. Millioner af andre. Den funktion, Venner har haft for mig – trøst, virkelighedsflugt, genkendelse, ja selv, venskab (jo, jeg sagde det) – sådan har det også været for de andre. Ikke mindst for Miller selv, der beskriver det sådan her, da hun går ind i sit fitness-center, og Venner-genudsendelserne ikke er på:

I det øjeblik tænkte jeg tilbage på alle de andre gange, hvor jeg var vendt tilbage til at se genudsendelser af Venner: Når jeg var syg, når jeg lå på et hotelværelse og ikke kunne sove, når jeg var blevet afvist …

Og det er jo sådan, det er med Venner. Jeg har set Venner med, ja, venner, jeg har set den alene, jeg har endda vistnok set den med kærester. Men allermest har jeg set den med min datter Anna, som nu er 21 og egentlig ikke burde kunne identificere sig med en gruppe unge uden mobiler og internet. Men det kan hun. Vi har et Venner-citat for enhver situation, og jeg vil vove at påstå, at vi kan føre en en hel samtale med dem, hvis vi strenger os lidt an. Nogle af vores favoritter er:

I do have a new found respect. For life.

Oh My God.

This night, this room … I must take a mental picture. Click.

What do I want … what do I want.

So … Mondler?

Vi regnede engang ud, at vi havde set Venner i tre måneder i træk (og det er altså mange genudsendelser siden), vi har slidt dvd-boksen op og ser nu Venner på Netflix. Vi har brugt Venner til trøst og til opmuntring, til tidsfordriv og ventetid, til forkælelse og nærmest som slik. Vi har skiftet mellem yndlingsafsnit og -karakterer, men vi vender altid tilbage til Chandler, Ross og afsnittet, hvor Ross har den der samtale med Mona. Og det, hvor Joey kommer til at slå Ross, efter at han har erklæret sin kærlighed til Rachel (i øvrigt et ‘mislykket’ afsnit ifølge Miller. Hver sin smag).

0a8ac0d6ec57014f2f3dcffaf6ab0b36.png
Det var ikke helt nemt med de gåseøjne, vi begyndte at lave i 90’erne.

Derfor var det også med en lille følelse af angst og et hint af jalousi, jeg gik i gang med Venner-bogen. For hvis ‘alle’ har det på samme måde, gør det så min (og Annas) oplevelse mindre? Og hvad nu, hvis vores Venner slet ikke er søde i virkeligheden? Den følelse tog faktisk et par kapitler at ryste af mig. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af TMI, da jeg læste om, hvordan serien opstod, hvordan der blev castet til rollerne, og hvordan det var lige ved ikke at blive de ‘rigtige’ venner på de rigtige poster. Lidt som at se ind bag tæppet på teateret og opdage, at skuespillerne har sneakers på under prinsessekjolerne.

0x500-1

Men inde i bogen blev jeg hurtigt hooked. Det er sjovt at læse en amerikaners perspektiv på alt det, Venner også er, ud over sjov og varm: homofobisk, alt for hvid (indtil Charlie – en lækker palæontolog med en ustyrligt morsom ex-kæreste – kommer med i niende sæson og scorer først Joey, så Ross), urealistisk i sit plot (hvem passer børnene, og hvordan får de råd til alt det kaffe?) – og svingende i kvalitet. Der er gode sæsoner, fremragende sæsoner og sæsoner, der er ved at sætte det hele over styr. Jeg gyser over at læse, hvordan det hele flere gange var ved at falde sammen, på grund af lønforhandlinger (udført kollektivt – dog lidt svært at forstå, hvor ærgerligt det var for dem at få mindre end en million dollars – per afsnit), og fordi holdet bag tidligt næsten ofrede alt for en Cola Light-reklame-deal af uhyrlige dimensioner. Dejligt nørdet er det også at læse om frisuren The Rachel og hvorfor de seks venner dannede mode, når de faktisk ikke var specielt velklædte.

pURss-E_pYll
Det stumme ‘m’ blev introduceret i min verden, da Charlies ex-kæreste gjorde det ualmindelig svært for Ross at holde fast i Charlie. I ved, hvad jeg mener:)

Miller har researchet grundigt og skriver godt og personligt. Hun er en dedikeret fan, der godt kan finde ud af at være kritisk, hvor det er berettiget, og det er det flere steder. Venner kan analyseres både sexistisk og homofobisk, og det er ok at gøre opmærksom på – også selv om, og måske fordi, vi er blevet klogere siden. At få historierne om, hvordan Venner levede i og med de ændringer, der skete i verden på 10 år, og fx også indblik i, hvordan holdet håndterede den uge i 2001, hvor ikke bare tårnene, men amerikanernes selvopfattelse og resten af verdens opfattelse af fred og ingen fare styrtede sammen (man kan så lave et sjovt afsnit om Halloween med Sean Penn? Det kan man godt), er interessant. Det er bestemt også på sin plads at se på de mindre pæne ting, der foregik bag kulisserne, herunder den diskriminations-sag, som forfatterassistenten Amaani Lyle anlagde – og tabte – mod seriens forfattere.

MV5BOTE5OWZhMTItMzk4Ni00MDAyLTgyNGQtMDJjM2Y0NjdiYzUzXkEyXkFqcGdeQXVyMzU0NTc0MDY@._V1_
Hvad gør man, når hele verden er styrtet i grus, og man skal til at optage et afsnit af verdens mest populære sitcom? Man optager den. Og opdager, at det bringer trøst.

Det ændrer bare ikke rigtigt ved, at Venner stadig føles som et kram, en trøst og en virkelighedsflugt. Genkendelsen ligger i det hele, jeg kan jo huske de fleste afsnit, Miller refererer til. Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er, selv om vi er nogle helt andre og lever under helt andre forhold end de overbetalte skuespillere. Selv 15 år efter, at serien er slut, og verden på mange måder har rykket sig milevidt væk fra det univers, den foregår i, føles det relevant at se Venner. Som Miller skriver:

Nogle ting hører fortiden til. Venner er en historie fra en svunden tid. Den lever gennem de universelle sandheder, den fortæller om slægtskab og kærlighed og om at blive voksen. Den lever stadig i vores kollektive hukommelse sammen med vores gamle bofæller og første kærester, de indforståede vittigheder, vi plejede at fortælle, og de banale sange, vi skrålede med på i bilen for nedrullede vinduer og helt skruet op for anlægget. Der er en fristende bittersødme i at tænke tilbage på de dage – grine ad gamle billeder og krympe sig over det hår, vi havde. Men, som Le Blanc sagde, man kan ikke vende tilbage til de steder og de mennesker. De har forandret sig, og det har vi også, og sådan skal det være. Det er bedst at efterlade dem lige der, hvor de hører til: i den tid. Så mister vi dem aldrig.

Jeg er ikke ked af de mange timer, jeg har tilbragt i selskab med sarkastiske Chandler, følsomme Ross, neurotiske Monica, dumme Joey, søde Rachel og fjollede Phoebe. Det eneste, jeg er lidt ked af – og det er egentlig kun på skrømt – er, at jeg havde en dårlig hårdag den dag, Anna og jeg trådte ind på Central Perk i Warner Brothers’ studier i Burbank og fik lov at sidde i sofaEN.

57540138_377372966441360_8823128312327962624_n
Could we have any worse hair?

 

Venner – I’ll Be There For You er udgivet af Harper Collins og kan blandt andet fanges her

Psst! Hvis du virkelig trænger til trøst en dag, skal du se de her fraklip – jeg GRÆD!

Bogliv til Litteratour “Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov”

Amager Bio er et særligt sted. Opført i 1939-40, brugt som biograf, reddet fra at blive et supermarked og vært for utallige forestillinger og koncerter. I aften har bogfolket indtaget salen med den usædvanligt gode akustik. Vi kommer dryssende i små flokke, får sprittet hænderne af af flinke dørmænd og lister ind i salen. Her er fuldt. Vi har åbenlyst brug for at se og høre noget andet end det, vores små eller store skærme derhjemme kan levere. På rækken bag os bliver der åbnet vin og skålet. Bøger er en fest! Så meget, at jeg straks vælter min sodavand ud over gulvet, men også det klares med humør af de flinke Amager Bio-mænd.

Godt selskab er noget af det vigtigste til et litterært arrangement. Selfies er også vigtige.

Første dame på scenen – ud over Tikko-damen og værten – er Hella Joof. Hun indleder med at fortælle om sin særlige parkeringssang, en slags besværgelse, der altid skaffer hende en P-plads, selv i aften på Amager “det er jo en ø!”, som hun siger. På en måde er det hele Hellas livsfilosofi i en nøddeskal – at tro på, at der sker noget godt og dermed tiltrække det – men i aften får vi det ikke i en nøddeskal. Vi får det foldet ud i en lækker, hjertevarm bølge af ord. Hella fortæller gavmildt om sin selvhjælpsbiografi, Tvilling, Yndling, Grævling (som fik fem hjerter her på Bogliv) og om trangen til at trøste andre med fortællinger fra et liv, der ikke har været helt nemt.

“Jeg havde ingen far, jeg havde en enlig mor og et hjem med mange problemer. Jeg så anderledes ud. Jeg havde mange knager, jeg kunne hænge mine fiaskoer på,” fortæller Hella, der især som yngre var god til det, hun kalder at bade i tårernes flod.

“Jeg lå dernede og rullede mig i den, og når nogen kom og ville kaste mig et redningsbælte, råbte jeg “nej, ikke den farve!” eller “nej, ikke dig!”,” fortæller Hella, og vi griner alle sammen, for hvem af os kender ikke det?

Hun er sjov. Varm. Og vildt god til at læse op. Blandt andet et stykke, der handler om, at alt her i livet har et komisk element, selv når ens bedste veninde forelsker sig i ens eksmand hen over lagkagen til delebarnets fødselsdag.

“Mens det sker, er det jo ikke sjovt, men det er skidesjovt bagefter.”

Det synes vi også. Vi griner og klapper, og der bliver skålet på rækken bagved. Selv da Lise Rønne spørger ud i salen, hvem der har læst Tvilling, Yndling, Grævling – og overser min blafrende hånd! – er humøret højt:

“Ingen har læst den. Heller ikke dem på forlaget. Jeg sørger for, at I alle sammen får den i julegave,” siger Hella med et smil.

Da Anne-Grethe Bjarup Riis kommer på scenen lige i hælene på dette sjove livsstykke, er kontrasten næsten for stor. Hendes selvbiografiske bog om at have en dreng med kræft og opleve at blive totalt svigtet af familie og venner, I Guds rige, slår en tone an, som ligger et helt andet sted i følelsesregisteret.

“80 procent af alle med en alvorlig sygdom mister familie og venner,” citerer Bjarup-Riis, da hun fortæller om, hvordan hun og hendes familie oven i det værst tænkelige – at have et dødssygt barn – også oplever, at hendes familie “ikke har tid” til at komme på besøg.

Da hun læser op af stykket, hvor moren er på Sjælland, men ikke har tid til at komme på Rigshospitalet, kommer hun til at græde.

“Undskyld, det er hårdt at genbesøge,” siger hun.

Men stemningen i Amager Bio er varm. Her må man godt græde, og vi klapper uden fordømmelse, men med medfølelse. Sådan lyder det i hvert fald.

Så er der scene- og stemningsskift igen. Phillip Faber sidder hjemme i selvisolation på grund af en kollega med Covid, så han kan kun være hos os via skærm for at præsentere sin nye bog, Den danske sang, men sådan er vi jo også vant til at se ham, som værten kvikt bemærker.

Et meget sjældent øjeblik, hvor Phillip Faber ikke ler højt og hjerteligt af sig selv.

“Kan man se, om jeg har bukser på?” lægger Phillip ud, og så er stilen lagt. Han er sød og vidende som altid, men derudover er han overraskende sjov. Måske også lidt for sig selv, for han ler højt og hjerteligt af sine egne morsomheder, og det smitter helt vildt – snart griner hele biografen højt, mens Phillip fortæller om Solen er så rød, mor – og den pokkers ræv! Vi får selvfølgelig også lyst til at synge, både den og Lyse nætter, som også er med i bogen. Og da Phillip lidt senere synger Dejlig er jorden, som han har fortalt altid minder ham om den sidste jul med farmor, er vi alle sammen til juleaften med ham, hans afdøde farmor og alle de andre, der har gået om træet med os hver især gennem de tider, der er henrullet allerede.

Sikke nu en følelse!

Heldigvis er det Sara Blædel, der skal på efter Faber, for ingen andre kunne have gjort det med større conduite og frejdighed.

“Nu er det jo bare skidehyggeligt, og så kommer jeg,” siger hun glad.

Krimiforfattere er, har jeg lagt mærke til, ofte tilsyneladende glade mennesker, måske fordi de ikke går og rutter med deres mørke sider, men får dem skrevet ud og renset ud i systemet. Sara Blædel kan glæde sig over at være Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter, fortæller værten, og jeg glæder mig i mit stille sind til den dag, det der “kvindelige” ikke behøver være med i sætningen.

Sara Blædel er et festfyrværkeri på en scene. Jeg har engang selv delt scene med hende, og det kræver sådan set bare, at man stiller et enkelt spørgsmål og så ellers klemmer lårene sammen og prøver at holde sig i sadlen, mens Sara galopperer ud over stepperne og ind i læsernes hjerter. Denne gang har hun igen skrevet om Louise Rick, som hun ellers forlod tilbage i 2014 med bogen Kvinden de meldte savnet.

“Jeg havde givet hende et pissefedt job, en steg af en kæreste og endda seks måneders orlov, så jeg forlod hende på en strand i Mexico med en kold Coro… åh nej, det siger vi ikke. En anden kold bajer,” griner hun.

Mens Sara Blædel holdt pause fra Louise Rick, skrev hun tre bøger om Ilka, bedemandens datter, hvilket ikke alle læsere var lige tilfredse med, men også det blev og bliver i aften taget med et smil.

“Ja, det var ikke så godt,” siger Sara og blinker til en fan på første række.

Og så kom Louise Rick tilbage, først i Pigen under træet (anmeldt begejstret her på siden) og nu i Den tavse enke, der handler om et kvindemord på Tåsinge.

“Alle karaktererne i bogen lever det liv, de nu kan, som dem, de nu er. Og det er jo det, vi gør gennem et liv; vi lærer stille og roligt os selv at kende, og så lever vi det liv, der er bedst for os,” siger Sara og rammer mig lige midt i et livstema. Som gode forfattere jo gør.

For Sara Blædel selv var det aldrig en stor drøm at blive forfatter. Hun er ordblind og fik i sjette klasse skældud af sin lærer over de mange fejl i sin danske stil, hvorefter hendes Cavling-pris-vindende journalistfar Leif Blædel marcherede op til læreren og sagde:

“Du skal aldrig mere tage min datters lyst til at fortælle historier fra hende!”

Den lille Sara var en smule flov, men forstår det nu.

“Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov,” siger hun og udløser jubel på rækken foran os. “Den bruger jeg sgu også næste gang, råbehvisker en dame”, og jeg tænker, at forfattere har indflydelse på mange forskellige måder.

Sara Blædel er den første ved signeringsbordet bagefter. Vi siver stille ud sammen med de andre mange damer i mange aldre, og jeg tager mig selv i at blive lidt lykkelig. Vi grinede, vi græd, vi sang (inden i os selv), og vi klappede. Vi var der. Og lyden var virkelig god.

Arrangementet Litteratour i Amager Bio var arrangeret af Politikens Forlag i samarbejde med Tikko, og vi var venligst inviteret af forlaget. Læs mere og køb billetter her.

Casper & Kongstad, konflikt, venskab og en træt kompliment

❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.

Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.

Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:

Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.

Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?

(….)

Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.

Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.

For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.

Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.

“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.

Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.

“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”

“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.

“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.

“Hvad?” siger jeg.

Vi griner alle tre larmende i lang tid.

“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”

Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.

Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.

Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.

Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

“Man har lyst til at knalde en bevidsthed, mere end en krop”

Det var lidt som at være en lille smule på Bogforum igen, da min veninde og jeg gik til bogarrangement sammen med de andre grånende damer under overskriften “Størst af alt er kærligheden”.

Åh, savn. Bogforum har været en del af mit liv, siden min mor engang i 1990’erne tog mig med i Forum på Frederiksberg, og det gik op for mig, at der var tusindvis af andre mennesker, som elskede bøger ligeså meget som jeg selv, og som gad at tale om dem i timevis. Røre ved dem, købe og sælge dem. Tage dem alvorligt. Elske dem. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg var ikke alene. Siden blev Bogforum lig med arbejde, og det gjorde kun oplevelsen endnu bedre – kærligheden voksede, som den tit gør, når den også involverer en vis smøgen ærmerne op og tage fat.

Men kærlighed i coronaens tid er vanskelig på alle måder, også den til bøgerne og de andre bogdyr. Så i år går det naturligvis ikke at samlede titusindevis af ganske vist meget civiliserede mennesker, der aldrig ville drømme om at nyse andre steder end i ærmet – og det endda diskret – men som alligevel ville udgøre en alt for stor smittefare.

Tine Høegh på scenen for at fortælle om sin vidunderlige roman Tour de chambre. Både bogen og forfatteren er lige til at forelske sig, blev vi hviskende enige om på min række.

Bogfolket giver dog ikke sådan op. Vi ser måske rolige og milde ud på ydersiden, men på indersiden raser en ild, som man ikke skal tage fejl af. Og i november-weekenden, hvor der ville have været Bogforum, hvis verden ikke var gået af lave siden sidste år, har der været masser af små, Corona-hensyntagende arrangementer om litteratur. Søndag morgen står jeg således og venter på min veninde på Rådhuspladsen i København. I et mærkeligt mix mellem et nærmest overnaturligt smukt novembersolskin, en halvskidt lugt af alkohol og ketchup og de sidste rester af i-byen-folket drivende hvileløst rundt på den nyligt renoverede plads. Foran Politikens Pressen, hvor jeg engang selv holdt foredrag (sjældent har jeg været så nervøs, som da det gik op for mig, hvor mange der faktisk kan sidde derinde) står noget, der minder om en miniudgave af køen ved Bogforum. Damer så langt øjet rækker, mange af dem med lidt gråt i toppen. Et øjeblik bliver jeg lidt stolt. Det er sgu os, der holder den her bogverden i gang!

“Nogle af mine venner siger, at jeres generation ligesom tror, I er de første, der har fået et barn,” sagde Jes Stein Pedersen til Olga Ravn. “Hvor tror du, den irritation stammer fra?” replicerede hun. Blodet rulle skam i alle årer, selv om det hele var pænt og nydeligt.

Vi skal ind og høre tre interview og en debat under overskriften “Størst af alt er kærligheden”. Lone Frank har skrevet personligt og populærvidenskabeligt i Størst af alt, Tine Høegh har skrevet om venskab og ungdomsforelskelse i Tour de chambre, og Olga Ravn har skrevet om fødsel og moderskab i Mit arbejde. Jes Stein Pedersen interviewer dem i den rækkefølge, mens vi damer pænt bliver siddende på vores umage stole, fordi der af hensyn til Corona ikke er pause. Når vi skal nifle (den er til dig, Bonde, r.i.p.), lister vi artigt ud med mundbind på, og når vi er tørstige, hvisker vi vores mineralvandsordre i baren.

Det, der sker på scenen, er sjovt og underholdende. Lone Frank fortæller muntert og med videnskabens kynisk om den ‘kærlighedsapp’, der er installeret i os mennesker, fordi det simpelthen kræver mere end én voksen at passe menneskebørnene med de store hoveder, indtil de langt om længe kan klare sig selv. Tine Høegh fortæller sødt om, hvordan hun ofte forelsker sig i nogen, der kan noget med sprog og skriftlighed – eller som intervieweren så poetisk udtrykker det: “man ønsker at knalde en bevidsthed, mere end en krop.” Olga Ravn bringer en vredere energi på scenen, da hun fortæller om chokket ved at blive mor og møde sine egne forestilingers begrænsning: “Jo færre forestillinger, jeg har, når jeg er sammen med andre mennesker, desto mere vidunderligt bliver det. Det gælder også mine børn,” siger hun.

Rigtig sjovt bliver det, da alle tre kvinder er på scenen samtidig. De diskuterer livsvalg og er åbenlyst uenige, hvilket som Olga Ravn bemærker, er helt i orden. Lidt enige er de dog vist om online dating, som Jes Stein Pedersen spørger om ved at indlede med et “Jeg ved godt, at man ikke kun mødes på Hviids Vinstue i dag”. Okay, boomer, kunne man sige, hvis man var den type. “Som jeg skriver i bogen,” siger Tine Høegh,”Tinder kan få en til at hade hele menneskeheden.” Word.

Lidt om polyamourøsitet bliver det også til, men “hvorfor bor de altid så grimt”, bemærker den vidunderligt københavnske kulturredaktør, som også på et tidspunkt bringer vildskab ind i diskussionen ved at foreslå, at man kan bo helt op til 40 kilometer fra København (!) Hele salen griner. Helt ærligt.

Jeg sidder og bliver lidt lykkelig. Ikke over udsigten til Tinder eller endnu en tur i kærlighedens rutsjebane, som jeg måske, måske ikke har tænkt mig at tage (selvfølgelig vil jeg gerne det, who are we kidding, men alting har sin tid, og den tid er ikke lige nu), men fordi det at lytte til mennesker, der elsker ord, bruger dem og gør noget for at forstå verden simpelthen er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Sådan har det været siden 1990’erne, og sådan er det stadig, selv om jeg hverken har min mor, en mand eller Bogforum i år.

Og bagefter gik vi ud og spiste frokost.

Størst af alt af Lone Frank er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Tour de chambre af Tine Høegh er udgivet af Gutkind forlag og kan blandt andet fanges her

Mit arbejde af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

Arrangementet i Politiken var et, vi havde betalt for, men derfor kan vi da fint sige tak alligevel.

Enestående (og) royal biografi

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Normalt anmelder jeg bøger, som lige eller næsten lige er udkommet. Men i dag gør jeg en undtagelse. For da jeg for nylig var på besøg i direktør-kontoret på mit nye forlag, kom jeg til at nævne over for kontorets indehaver, at jeg aldrig havde læst Stephanie Surrugues biografi om Prins Henrik, Enegænger, som jeg netop havde stået og bladret i nede i Boghallen. Direktøren sendte en gavmild håndbevægelse mod sin bugnende bogreol, der tronede bag ved hendes skrivebord og sagde:

“Du må få den, hvis du kan finde den.”

Jeg så opgivende på de mange hundrede bøger og kunne ikke lige spotte biografien i vrimlen. Direktøren talte videre – vi har at gøre med en meget talende direktør – og gik imens hen mod reolen, scannede den kort med blikket og hev uden at stoppe talestrømmen Enegænger ud og rakte mig den. Hun vidste, hvor den var. Måske instinktivt. Og det kan jeg godt forstå, for hvis jeg var forlagsdirektør, ville jeg også være uendelig stolt over at have udgivet denne bog og have lyst til at stikke den i hånden på alle. Jeg kan godt huske, hvor begejstret den blev anmeldt i 2011, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg har fået ud af den, og hvor hurtigt jeg har slugt den. Gennem nogle af andre grunde søvnløse nætter har jeg fordybet mig i en mand, jeg aldrig før har interesseret mig for eller forholdt mig til.

Jeg er ikke royalist, med mindre der er bryllup og kjoler at se på. Jeg synes, det er latterligt at ophøje nogle mennesker frem for andre, og jeg synes, de kongelige har alt for store privilegier. Som de fleste andre danskere har jeg også deltaget i hyggemobningen af Prins Henrik. Jeg har moret mig over hans cirkussprog, hans voksende bug, hans gravhunde og – ha! – hans digte. Men latteren er forstummet, efter at jeg har læst Surrugues bog. Jeg er ikke blevet royalist, og jeg har ikke ændret syn på privilegier og titler. Til gengæld har jeg fået indblik i et utrolig komplekst menneske med en helt usædvanlig livshistorie.

Henri de Monpezat som seksårig. Foto fra bogen.

For danskerne startede Prins Henriks liv, da han giftede sig med vores prinsesse i 1967, men Henri Marie Jean Andrés opvækst og ungdom var mildt sagt eksotisk. Barndom og ungdom i både Indokina og Frankrig, krig og omfattende studier, en begyndende karriere i diplomatiet og så: skæbnemødet med prinsesse Margrethe i London i 1965.

Surrugue giver sig god tid til at fortælle om den franske kolonitid, om Monpezat-familiens sammensætning og historie med patriarken André som det frygtede overhoved, der ofte var i clinch med sin ældste søn, opdragelsen til kulturel dannelse, som Prins Henrik selv tog med sig som et af sit livs vigtigste værdier. Men også umådelig sorg ved tabet af ikke mindre end tre af Prins Henriks søskende, før de blev rigtig voksne. Det er spændende at læse om Monpezat-familien i sig selv, og erkendelsen af, hvor rigt et liv, Henri allerede havde haft, da han blev ‘vores’, øger forståelsen af den omvæltning, det må have været at komme til Danmark og blive prins. Nuvel, en omvæltning til et liv fuld af sjældne oplevelser og ufattelig luksus, men også et liv, hvor hans betydning og status var udefineret til at begynde med og måske aldrig blev rigtig tydelig.

De små scener, Surrugue sætter, gør biografien til en nydelse at læse. Fra bogen.

Enegænger har alt det, jeg forestiller mig, at biografi-fans må efterspørge; en kronologisk gennemgang af et liv fra barndom til alderdom, udsagn fra venner og familie, masser af privatfotos og endda deltagelse af personen selv (hvilket af gode grunde ikke altid er givet). Surrugue kan sit håndværk. Men hun kan så meget mere end det. Som biograf er hun selv synligt til stede i fortællingen. Vi følger hende helt fra starten, da hun i sin “lille udlejningsbil” med Yves Montand på bilradioen kører fra Toulouse til Cahors og sit første møde med Prins Henrik. Her bliver en sympati født, fornemmer vi, og den må vi dele, for i hende har både vi som læsere og Prins Henrik som portrætteret en loyal fortæller. Surrugues egen baggrund som datter af en fransk far og en dansk mor gør hende ikke bare i stand til at samtale med prinsgemalen på hans modersmål, den giver hende også en erfaret forståelse for hans stolthed over Frankrig og hans sorg over aldrig at blive rigtig accepteret som dansk. Om det er derfor, Prins Henrik straks fatter så meget tillid til journalisten, at han beder hende om et lift i den lille udlejningsbil dagen efter det første møde, ved jeg ikke, men tilliden er tydelig og blivende. Surrugue bliver inviteret med til familiemiddage, til receptioner, til samtaler med familie og venner, og dermed bliver vi som læsere også inviteret med ind i en verden, vi per definition kun kender overfladisk. Vi er med i forelskelsen og forlovelsen, opbygningen af en vennekreds og en form for rolle, børnene, rejserne, kunsten, arbejdet og, ikke mindst, sporten. Et helt usædvanligt liv, men med helt sædvanlige menneskelige følelser; glæde, sorg, stolthed, ydmygelse. Succes og fiasko.

Fine privatfotos som dette er et lille studie for sig selv. Foto fra bogen.

Sådan en tillid skal håndteres, og det kan Surrugue. Hun skriver ikke med næsegrus beundring, men gengiver sobert historien om Prins Henrik, herunder den massive kritik, som han mødte i bølger – så var han for forkælet, så var han for streng ved sine børn, så talte han for dårligt dansk, så var han sågar en dyrker af sur udrikkelig vin – og hun spørger modigt hovedpersonen selv til de svære emner, omend forståeligt indimellem “tør i halsen”. Som læser får jeg fornemmelsen af en velopdragen, venlig men altid observant, vidende og kvik journalist – ikke ulig de adjektiver, man kunne bruge om dronningen, som Surrugue også interviewer, ligesom hun taler med Kronprinsen og et udvalg af Prins Henriks venner, både i Danmark og andre steder i Europa. Hun gengiver både vennernes kærlige billede af en omsorgsfuld ven, omend med tendens til lidt kedelige kulturelle udflugter, og kokkenes gengivelse af en temperamentsfuld vært, der vil have maden præcis, som han vil have den. Den ømme hundeejer og den sensitive kunstner. Den strenge far og den spøgende kammerat. Jægeren, sportsmanden, ægtemanden.

Det er underholdende. Rørende og interessant. Og utrolig velskrevet. Små fine scener sættes, historie og nutid jongleres elegant, citater og digte flettes ind i brødteksten uden vaklen. Det må have krævet den tungeste research, men først og fremmest har det krævet conduite at fortælle et så usædvanligt liv uden at træde forkert, men også uden at kede eller fortie (noget alt for vigtigt). Den mission er lykkedes til fulde. Som skribent har jeg faktisk lyst til at neje og bukke, men jeg må nøjes med at give, hvad jeg har: seks hjerter, i dagens anledning med lidt blåt blod.

Tillid og sympati. Jeg synes, dette billede er så rørende. Foto fra bogen.

Enegænger af Stephanie Surrugue er udkommet på Politikens Forlag og kan – udover Politikens boghal og andre boghandler – fanges her

Bogen var venligst foræret til mig af Politikens Forlag.

Rørende overlevelsesmanual

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Nogle bøger er til for at underholde. Andre for at pege vores tanker i nye retninger. Og så er der de bøger, som er til for at redde liv. Sådan en bog er den britiske journalist Sally Bramptons Shoot the damn dog.

Ud over at være en umådeligt succesfuld journalist (og den første chefredaktør på den engelske udgave af Elle), så var Sally Brampton også ramt af tilbagevendende og meget voldsomme depressive perioder. Hun omsatte generøst sine egne, tunge erfaringer i en slags manual for andre ramte og pårørende. Den damn dog, der henvises til i titlen er den selvsamme, som Winston Churchill brugte til at beskrive sine egne depressioner.

Da Brampton tilbage i 2001 blev diagnosticeret med klinisk depression, var sygdommen så godt som fraværende i den offentlige debat. Den levede i det skjulte. I dag er vi dygtigere til at tale om psykisk sygdom, men langt fra dygtige nok. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere være depressive i svær eller lettere grad. Hver femte af os gennemlever en depression i løbet af vores liv. Bramptons bog er simpelthen overmåde relevant for utroligt mange mennesker.

Sally Brampton beskriver med afvæbnende og smertefuld ærlighed (og en stoisk sarkasme), hvordan en depression ser ud indefra. Hun deler sin egen historie – de totale nedture, og også de trædesten, som gradvist og langsomt bærer hende op mod overfladen igen.

Brampton fratager den depressive ansvaret for sin egen lidelse. Hun lærer os at dyrke yoga, meditere, gå daglige ture og at se venner i en ramme, vi kan overskue. At acceptere egne begrænsninger, at slukke for nyhederne og at lade være med at påtage os ansvar, vi ikke kan løfte. At sygdom ikke er svaghed.

Shot the damn dog er ikke feel good litteratur. Til gengæld er bogen helt utroligt velskrevet og indimellem også stærkt underholdende i sin selvironi. Jeg læste den åndeløst på 48 timer, hvorefter jeg straks begyndte at låne den ud til alle mine veninder.

De fleste af os vil statistisk set opleve enten selv at blive ramt af en depression eller at se mennesker, vi holder af, kæmpe sig gennem en. Med Sally Bramptons intelligente, empatiske rejseguide gennem et sort, håbløst land vil vi alle være bedre rustet til at hjælpe både os selv og andre. Til måske endda at redde et liv.

Sally Brampton, Shoot the damn dog fra forlaget Bloomsbury.

Bogen findes desværre ikke på dansk (det burde den!), men den er ikke svær at læse, og den er nem at skaffe på fx saxo.com.

 

Fransk forelskelse

❤️❤️❤️❤️ For mange år siden var jeg på ferie i en lille landsby i Sydfrankrig. Det er ikke nogen hemmelighed, for den by, jeg rejste til, var et magisk og mytisk sted, der har født flere historier siden. Ikke mindst om kærlighed. For det var let at forelske sig i Frankrig. Let at beruse sig. Let at tro på eventyret. For mig føltes det som at komme hjem, selv om alt var fremmedartet.

En doven eftermiddag kom en af vores venner ophidset løbende ind på cafeen og råbte bare: “Legionnaires!” hvorefter alle forlod cafeen og løb med. Byen lå højt oppe på en bakke, og øverst oppe, hvor resterne af en gammel fæstning stadig vidnede om byens krigeriske historie, vrimlede det med bistert udseende soldater, så det lignede en veritabel belejring. Det var fremmedlegionen, der holdt øvelse, og det var både skræmmende og fantastisk spændende at opleve. På behørig sikkerhedsafstand stirrede vi nysgerrigt på de fascinerende legionærer, der ikke mælede et ord eller værdigede os civile nysgerrige så meget som et blik. Dagen efter var de væk, som om de aldrig havde været der.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen flere gange, da jeg læste Elsebeth Egholms nye roman Som natten kender stjernerne. Blandt andet – åbenlyst – fordi en stor del af handlingen er henlagt til Frankrig, og mens jeg læste, kunne jeg næsten lugte og smage mine egne oplevelser igen. Egholm har nemlig blik og sprog for, at Frankrig er et land, man oplever med alle sanser. Man spiser og drikker, elsker og lever. Hun har også blik og sprog for menneskers kampe med sig selv og hinanden. For klassisk musik og kunstnerens tvivl, pligt og passion. For ansvar, skyld og skam. Og så er hun en dreven plotmager efter mange år som “krimimor” til journalisten Dicte Svendsen, hendes søn Peter og senest lægen Rina. Af alle disse talenter har Elsebeth Egholm skabt en dejlig kærlighedsroman, en slags jubilæumsroman, kan jeg ikke lade være med at tænke, for Egholm fylder 60 på torsdag.

60-års-fødselar på torsdag. Jeg har været fan i årtier og er det stadig.

Med årene kommer vi nok alle til at se lidt mere tilbage, og Som natten kender stjernerne tager – måske – Elsebeth Egholm tilbage til ungdommens livtag med klassisk klavermusik. Egholm gik fire år på konservatoriet, inden hun valgte at blive journalist og siden forfatter i stedet. Men hovedpersonen i den nye roman, Malou, er blevet ved musikken. Hun holdes i kort snor af sin ældre ægtemand og manager Holger, en tovholderrolle han har overtaget fra Malous lige så strenge mor Agnes. Da Malous mor tidligt i romanen dør, finder Malou og søsteren Ulla (tak for at holde navnet i live!) i hendes gemmer en plade med en fransk pianistinde, som ligner Malou til forveksling. Det er hendes mormor, Sophie, og da Malou hører pladen, vækkes hendes nysgerrighed gennem musikkens kraft. Hvem var Sophie? Hvem var hendes mor? Og hvem er hun selv?

Det må hun naturligvis til Frankrig for at finde ud af, og der møder hun amerikaneren Cody, en typisk Egholm-mand (i hendes fiktion, i hvert fald); stærk, maskulin, uudgrundelig – og med lig i lasten. Han bor på en husbåd, har ansvar for en lokal kvinde og et sygt barn og kan kun have erotiske forhold, hvis ende han kan se ved begyndelsen. Også Cody er noget ved musikken – omend noget helt andet. Vi får allerede på første side at vide, at hans talent er noget mere beskedent end Malous:

Han kan ikke synge. Men han gør det alligevel. Han kan heller ikke spille guitar, det gør han også alligevel. Der er noget ved scenariet, der får ham til at tro, at han kan.

Cody og Malou mødes meget hurtigt efter, at Malou er ankommet til Frankrig, og vi ved også hurtigt, at de skal komme til at betyde noget for hinanden. Først skal de dog finde ud af Malous gåde. Anden Verdenskrig spiller en stor rolle for plottet, for Malou finder med nogen møje og besvær – ikke mindst på grund af sproget (så smukt og så svært, tellement difficile) ud af ting om sin familie, der har at gøre med tyskernes besættelse, modstandskampen og de svære valg, der måtte træffes dengang. I takt med at hendes families fortid rulles ud, må Malou også træffe valg; hun må tage stilling til, om hun vil tilbage til sin tyranniske mand i Danmark eller skabe et nyt liv for sig selv. Om hun stadig vil spille klaver. Og om hun vil gøre op med sin egen frygt og magelighed. Også Cody må træffe sine valg og finde fred med sine dæmoner. Det er et klassisk plot, ikke voldsomt overraskende, men Egholms krimierfaring sætter især igennem til sidst, hvor jeg fandt mig selv vende siderne med bankende hjerte.

Nu er det jo en kærlighedsroman, og der er bestemt en fin forelskelse mellem Cody og Malou, som jeg sagtens kan sætte mig ind i (lækker og lidt mut amerikaner på husbåd i Frankrig, som ovenikøbet spiller lidt spade – what’s not to like?) Bedst, synes jeg dog, er Malous kærlighedshistorie med sig selv. Måske er det et alderstegn – hos mig. Men jeg glæder mig simpelthen mere over, at hun gennem sin søgen og ved hjælp af det mod, der kommer af at gøre det, man ikke tør, finder hjem i sig selv , end at hun – måske – finder hjem i en mand. Dét er den ægte franske forelskelse.

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er udkommet på Politikens forlag, der også har været venlig at sende et anmeldereksemplar. Bogen kan blandt andet fanges her

Stadig suveræn

❤️❤️❤️❤️❤️ “Gammel kærlighed ruster aldrig”, siger et gammelt ordsprog. Min kærlighed til den britiske romance-forfatter Jojo Moyes startede som en vild forelskelse. Jeg læste først – for en del år siden – Det sidste brev fra din elsker, der foregår i både historisk og ny tid, og En plus en, der er en slags roadtrip med en enlig mor, hendes børn og en hund, og var helt solgt til Moyes’ evne til at skabe karakterer, vi tror på, i en verden, der på en gang ligner vores egen og er eventyrligt romantisk.

Da jeg for seks år siden fik lov til at interviewe Moyes om netop de to romaner på Bogforum i København, voksede forelskelsen. Jeg var frygtelig star struck og tør i munden og havde 40 minutters live interview på engelsk foran mig, da vi mødtes, men hun var bare sød og venlig og interessant at tale med, og interviewet var lige præcis den fornøjelse, jeg havde forestillet mig. Jeg vidste bare med mig selv, at det her var true love.

 

107633_96e6b498edc74fcfa4f03d57d41b597b_500

Allerede der var hun berømt. Det var som at gå sammen med en rockstjerne at pløje sig igennem horderne på vores vej til scenen. Men det var intet imod den bølge af popularitet, der rejste sig over hende omkring bestselleren Mig før dig om den unge Louisa Clark og hendes næsten helt lamme patient Will, der ender med at tage sit eget liv. Da romanen blev filmatiseret, gik der totalt medie-selvsving i det, og på det tidspunkt tabte jeg lidt interessen for Moyes. Det var, som om vores relation var blevet lidt slidt, vi var vokset fra hinanden, andre forfattere havde taget mit fokus. Selvfølgelig læste jeg fortsættelsen Efter dig, men jeg var ikke blæst væk.

maxresdefault

Det er jeg nu. For treeren i ‘serien’, Stadig mig, er simpelthen suveræn. Louisa Clark (Lou) er taget til New York for at arbejde som personlig assistent for Agnes, oprindelig massør fra Polen, nu hovedrig kone nummer to til en mægtig mand på Park Avenue. Tilbage i England venter Lous nye kæreste, ambulanceredderen Sam, som hun mødte i en sort stund efter Wills død. Lou møder et New York, kun få nogensinde vil lære at kende; et uvirkeligt sted hvor en rig kvindes uge kan fyldes op af motion, velgørenhedsmiddage og frisøraftaler, og hvor sammes kalender bestyres af alle mulige andre end kvinden selv. Hvor et hjem er en arbejdsplads for en anonym hær af tjenende ånder, tænk Matador uden varme og humor. Og hvor moral og ærlighed har trange kår. Lou er dog – naturligvis, hun er jo romance-heltinde – en gæv pige, der hurtigt formår at skabe kontakt til sin ulykkelige arbejdsgiver, der bliver holdt ude af det gode selskab og mobbet af sin steddatter, ligesom Lou selvfølgelig også både får venner og hurtigt møder en mand, den charmerende Josh, der ovenikøbet ligner den elskede og mistede Will, og så har vi balladen. Ind over er også lige en ældre dame med en lækker vintagegarderobe, et par piger i en genbrugsbutik, en vredladen husholderske og mange andre fornøjelige bifigurer.

0x500

Plottet er på ingen måde overraskende, man skal ikke have læst mere end en håndfuld romance-romaner for at regne det ud på to splitsekunder. Men det er heller ikke meningen. Den er til gengæld, at vi skal komme til at føle med personerne og ønske, at det går dem godt. Og dét gør vi. Vi hepper på Lou og kærligheden hele vejen igennem, og selv jeg langt fra er en nogle og tyveårig brite med han til vintage-mode, så identificerer jeg mig med hendes grundlæggende dilemma; følge sin egen drøm eller tage sig af andre? Det er det, Jojo Moyes kan: skabe temaer, som alle kan identificere sig med og pakkede dem usædvanligt lækkert og lokkende ind. Moyes kan desuden noget, ikke mange romanceforfattere kan, nemlig at nuancere sine personer. De onde er ikke kun onde, de gode ikke kun gode. Moyes’ verden ligner vores egen, og der er masser af mulighed for spejling, samtidig med at vi aldrig for alvor er bange for, at det ikke skal ende godt. Deri ligger forskellen fra virkeligheden – og nøglen til Moyes’ utrolig velfortjente succes.

Jeg er gen-forelsket.

Stadig mig af Jojo Moyes er udkommet på Cicero og kan blandt andet fanges her

Jeg havde selv købt eksemplaret, jeg har anmeldt her, fordi jeg blev fanget af de fine farver på coveret.

 

Gæsteanmeldelse: “Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab”

Palle lille

Palle Schjødtz giver topkarakter til Mich Vraas nye slægtsroman, Vaniljehuset, som han kalder “en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg længe har læst”.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvordan kan en slægtshistorie fra perioden 1886 til 1930 med tråde tilbage til Napoleonskrigene og den spanske hærs ophold i Danmark i begyndelsen det nittende århundrede gribe læseren så stærkt, at bogen nærmest må sluges? Det er nok fordi vi alle sammen kan finde noget, som ligner vores eget liv. Dertil en spændende komposition og et fantastisk flydende og letlæst sprog. En ren fornøjelse.

Hovedpersonen er det tolvte barn i en skomagerfamilie. Derfor er et af hans fornavne Dusinius, og selv om det giver anledning til mange bemærkninger, bruger han navnet gennem hele livet. Familien er fattig og bor på Vesterbro i Odense, men Dusinius drømmer allerede som dreng om rigdom og anerkendelse. Da han har evnen til at gribe heldet, når det viser sig, og da hans gode opførsel og hjælpsomhed skaffer ham nogle gode voksne venner uden for familien, begynder fremgangen snart. Sine første indtægter får han ved at fremstille sprællemænd og sælge dem ved juletid:

Da Dusinius’ mor fandt hans cigarkasse, indeholdt den fire hundrede og seksogtredive kroner og femogfirs øre

Derefter får han chancen for at sælge vaniljestænger, som han får mulighed for at købe på et fragtskib i havnen, og så går det slag i slag, så han via en periode som succesfuld sælger ender som en velhavende ejer af en krydderiforretning samt ikke mindst en kemisk fabrik, der producerer husholdningsmidler. På vejen – under Første Verdenskrig – foretager han nogle få gange lyssky forretninger, som han ikke er så stolt af. Vi hører også undervejs om Dusinius kærlighedsforhold i ungdommen, til den senere hustru og et par fristelser, som er ved at føre ham på afveje. Som modpol har vi hele tiden hans storebror, som er alt det, Dusinius ikke er, listig, upålidelig og usympatisk. I en periode bringer deres ægteskaber til to søstre dem dog tættere sammen.

0x500-2

Romanens handling er elegant udformet som den midaldrende, hjertesvage Dusinius’ ophold på Hareskov Kuranstalt, hvor han ser tilbage på sit liv, vekslende med afsnit med direkte fortællinger om Dusinius’ liv som dreng, som ung mand og som voksen. I bogens anden halvdel træder Dusinius’ hustru ind i handlingen med afsnit om sit liv og sine tanker. Der eksisterer i hendes familie en myte om, at en spansk løjtnant var far til en af forfædrene, og i nogle særlige afsnit af romanen får vi løjtnantens, henholdsvis hans kærestes, oplevelse af forholdet, som ender dramatisk.

Forfatteren har været inspireret af sin egen families historie, og der er i romanen mange referencer til periodens kendte personer og begivenheder i Odense, men i en efterskrift fortælles det, at der er tale om fiktion. Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab. Det er en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg har længe har læst.

Vaniljehuset af Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.