MAD!

Jeg ved ikke, om du har det lige sådan, men om sommeren får jeg en ubændig lyst til at gå i køkkenet. Måske er det synet af salat, ærter, julerødder og blåbær, der vælter frem i min lille, københavnske køkkenhave. Der er få ting i livet, som giver mig lige så stor glæde som at gå ud en tidlig morgen og plukke hindbær til havregrøden. Eller salat som stadig er helt saftspændt af nattens dug. Jordbær, som først er plukket, da de var præcist modne (og i skarp konkurrence med sneglene!). Kirsebær…åh, kirsebær!

Hvorom alting er, så vil jeg de næste måneder kaste mig over kogebøgerne her på bloggen. De grønne kogebøger, de spritnye, de gode gamle, dem til børn og folk på særkost. Kogebøger til den helt nye kok og til den garvede, som mangler ny inspiration.

Det bliver en forrygende gastronomisk sommerrejse! Håber, I er rejselystne og hænger på.

En sand historie?

❤️❤️❤️❤️ Efter at være blevet verdensberømt med den (tilsyneladende) selvbiografiske roman Alt må vige for natten, udgav Delphine de Vigan to år senere bogen Baseret på en sand historie. I den beskriver hun i vanlig autobiografisk stil tiden efter berømmelsens indtog. Presset fra omverdenen – og fra forfatterens egen familie, som ikke er entydig begejstret for at se familiehemmelighederne udstillet i boghandleres vinduer verden over.

Det er en følsom periode, hvor de Vigan føler sig svækket. I limbo mellem den sidste roman og den næste. Det er i denne tilstand, hun til en fest møder den karismatiske L. Udadtil perfekt hvilende i sin egen krop, varm og omsorgsfuld trænger L stille og roligt helt ind i kernen af forfatterens liv. Til sidst endda helt ind i hendes lejlighed, hvor de i en periode bor sammen.

Mens de to kvinder gradvist nærmer sig hinanden, forsøger de Vigan at komme i gang med sin næste roman. Men romanen kommer ikke. Måske fordi L afviser ethvert forsøg på at skrive den planlagte fiktive roman med sit synspunkt om, at kun “det sande” – det virkeligt oplevede – kan have ægte litterær værdi.

Under L’s indflydelse synker forfatteren langsomt ned i en hjælpeløs depression. Heldigvis er L konstant ved hendes side for at hjælpe. Da de Vigans skriveblokering bliver så slem, at hun ikke længere magter at holde på en blyant, overlader hun gradvist al korrespondance til L. Selv da hun opdager, at L i hendes navn har sendt en mail, som beder alle veninderne om ikke længere at kontakte hende, formår hun ikke at bryde afhængigheden.

Der er dømt dramatisk, voldeligt klimaks, og det indfinder sig da også i fuldt, paranoiafremkaldende mål.

Egentlig tror jeg ikke, at hensigten med Baseret på en sand historie har været at begå en psykologisk thriller. Måske ikke engang at lave et portræt af et komplekst og usundt forhold mellem to kvinder. Jeg læser snarere romanen som en grænsedragning mellem fiktion og biografi.

Mod bogens slutning lader forfatteren Delphine de Vigan bogens Delphine de Vigan tale på en bogmesse, hvor tilhørerne konstant insisterer på at vide, nøjagtigt hvor meget af bestselleren Alt må vige for natten, der er sandt. Hun svarer, at alt er en historie, man fortæller sig selv. Selv det virkelige er en fiktion, en tolkning. Forfatteren holder virkelighedens tømmer, og kan styre den i selv de mest vanvittige retninger. Læseren må følge med. Også hen mod romanens slutning, hvor handlingen til sidst bliver så ekstrem (og indeholder så mange referencer til andre litterære værker), at den ellers klare opfattelse af autenticitet må brydes.

Som de Vigans øvrige bøger er Efter en sand historie smukt skrevet. Letlæst og legende, men samtidig meget lang og ind imellem let slæbende. Selv når hun som her leger med læserens tillid er Delphine de Vigan dog vidunderligt selskab.

Delphine de Vigan, Baseret på en sand historie fra People’s Press.

 

Jojo Moyes overgår sig selv i historisk femi-romance

❤️❤️❤️❤️❤️ Jojo Moyes er måske bedst kendt for sit suveræne portræt af kærlighedens kraft i trilogien Me before you, Me after you og Still me. Med sin seneste udgivelse, Ræk mig stjernerne, skifter Moyes dog – bogstaveligt talt – hest. Hun leverer som vanligt en bundromantisk fortælling med et varieret og engagerende cast af stærke kvinder og tavse, tiltrækkende mænd. Men vi er denne gang også ude i en slags historisk roman.

Ræk mig stjernerne er ikke kun et portræt af to kraftfulde kvinder, men af et litterært fænomen. Moyes bygger sin handling op omkring de horseback libraries, som fra 1935 til 1943 var en del af præsident Roosevelts indsats for at uddanne den del af USAs befolkning, som ikke havde umiddelbar adgang til litteratur.

Denne særlige del af litteraturens historie fortælles gennem to meget forskellige kvinder. Alice er en ung engelsk kvinde, som i ren frustration over sin misbilligende familie forhastet gifter sig med den gennemrejsende amerikaner, Bennett. Ankomsten til USA forløber dog ikke helt som ventet. Ingen ture ned at 5th Avenue i smart spadseredragt. I stedet havner Alice i den yderste udkant af Kentucky. Da det oven i købet viser sig, at der følger en dybt religiøs hustyran af en svigerfar og en forkastet, giftig ekskæreste med i pakken, ser alting snart mere end sort ud for den unge immigrant. Oven i købet begynder forelskelsen i den seksuelt hæmmede brudgom snart at blegne.

I et udslag af oprørsk desperation melder Alice sig som frivillig ridende bibliotekar, da den lille by får sit første mobile bibliotek. Her er ikke tale om senere tiders komfortable bogbusser, men om daglige ridt gennem øde bjerge med saddeltaskerne fulde af bøger.

Det er på biblioteket, at Alice første gang møder Margery, en lokal kvinde, som blæser højt og flot på konventionerne, og som lever efter sine egne regler – fri og uafhængig. I et stærkt religiøst og konservativt lokalsamfund vækker denne livsanskuelse ikke udelt begejstring, og snart hvirvles både Alice og Margery ind i et blodigt drama, som kommer til at berøre hele det lille samfund.

Moyes håndterer som vanligt sine figurer med behændig respekt og varme. Historien spiller på mange strenge – ikke kun de romantiske. Raceproblematikker, analfabetisme, fattigdom , grisk minedrift under umenneskelige forhold, stramme sociale konventioner, kvindefrigørelse – det rummes alt sammen i romanens 435 medrivende sider. Personligt synes jeg, at Ræk mig stjernerne er den bedste bog, Moyes hidtil har skrevet. Og det siger ikke så lidt.

Jojo Moyes, Ræk mig stjernerne fra forlaget Cicero.

Når livet leves proforma

❤️❤️❤️❤️ Standupper Sanne Søndergaards bog Proforma er ikke ny. Faktisk kan den næste år fejre ti års jubilæum. Til gengæld er bogen evigt aktuel og nødvendig.

Siv er netop startet i 1. g sammen med sin bedste ven Lukas. Hun er lesbisk, han er bøsse, og for at undgå folkeskolens chikane bestemmer de sig for at agere kærester – sådan rent proforma.

Bedraget fungerer perfekt. De indlemmes i de “normales” flok, og gymnasielivet udfolder sig med fester og forelskelser – i de forkerte.

Uundgåeligt begynder den omhyggeligt konstruerede fiktion at knage i fugerne, og snart må Siv vælge: Vil hun være som de andre eller vil hun være ærlig.

Sanne Søndergaard har skrevet en vedkommende og ungdomsnær bog om det svære spring ud af skabet. Bogen nærmest chokerede mig med sine beskrivelser af det stigma, som kan følge med en seksualitet, der ikke er som flertallets. Jeg håber, meget har ændret sig i de forløbne ni år.

Det var min 14-årige datter, som først læste Proforma, og som insisterede på, at jeg også skulle læse den. Bogen burde være obligatorisk læsning for alle, som er midt i pubertetens malstrøm. Uanset seksuel præference. Den er ikke kun en bog om at være homoseksuel, men i langt højere grad en lærebog i åbenhed og selvaccept.

Sanne Søndergaard, Proforma fra forlaget Gyldendal.

 

 

 

Livet set fra en japansk døgnkiosk

❤️❤️❤️❤️ Hovedpersonen i Sayaka Muratas roman Døgnkioskmennesket er efter japansk samfundsmålestok en fuldstændig fiasko. Keiko er ganske vist højt uddannet, men på 18. år løstansat i en døgnkiosk. Hun er en 36-årig kvinde uden hverken mand eller børn. Bekymringen er stor. Både i familien og omgivelserne generelt, hvor man ikke kan få den anderledes kvinde til at passe ind i samfundets normale roller.

Keiko er ikke noget af det, hun burde være. Ikke hustru, mor, forretningskvinde. Til gengæld er hun det, man nok herhjemme ville kalde et diagnosebarn. Empatiløs, ja i det hele taget fuldstændigt og klinisk blottet for følelser. Nærmest psykopatisk brutal i sin rationalitet, som da hun køligt konstaterer (for sig selv), at det havde været hurtigere at få søsterens nyfødte til at holde op med at græde ved hjælp af den lille kniv, som ligger på bordet, end med trøst.

Keiko fungerer kun ét sted – i døgnkiosken. Her forstår hun sin rolle. Forventningerne er klare. Der er en gentagen koreografi, som hun kender til perfektion. Mens hun ikke passer ind i samfundets normer, så passer hun til gengæld perfekt i de arbejdsmæssige. Hun er – i alle celler – et døgnkioskmenneske.

Da hun af hensyn til sine omgivelser forsøger at forlade døgnkiosken, mister hun sin balance og sin integritet. Udflugten ind i det normale liv bliver kort og ulykkelig.

Døgnkioskmennesket er et dobbeltportræt. Bogen viser os både en for os eksotisk kultur præget af en snæver normalitetsopfattelse og samtidig også et menneske, hvis sind og følelsesliv er stort set lige så fremmedartede som kulturen.

Murata har begået en bog, som er bemærkelsesværdigt foruroligende trods sin på overfladen rolige handling.

Sayaka Murata, Døgnkioskmennesket fra forlaget Grif.

Moderne spøgelseshistorie, som får nakkehårene til at rejse sig

❤️❤️❤️❤️❤️ Er du til gysende langsomme afsløringer og dødelige hemmeligheder? Gamle, uhyggelige huse fyldt med mennesker, du ikke helt ved, om du kan stole på? Så hæng på her.

Ruth Ware har med romanen om den afdøde Mrs. Westaway skabt en slags krimibastard. En del psykologisk thriller, en del familiedrama og en del godt gammeldags mordmysterie, som vi kender det fra forrige århundredes store krimiforfattere.

Efter sin mors pludselige og voldsomme død lever 21-årige Hal et kummerligt og ensomt liv som tarotkortlæser for turisterne på Brightons berømte mole. Det er ikke et job, man lever fedt af, og Hal ender i en gæld, som får voldsomme typer med nypudsede knojern til at dukke uanmeldt op i hendes lille lejlighed. Situationen er desperat, da et brev fra en sagfører en dag lander i Hals postkasse. En arv fra en bedstemor, Hal aldrig har kendt. Selvom hun har sine tvivl om projektet, drager Hal afsted til familiegodset Trepassen.

Her viser det sig snart, at bedste har efterladt Hal med en anden og mere urovækkende arv end et par tusind pund. Snart er Hals liv både vendt på hovedet og i fare. Hun aner ikke længere, hvem der fjende eller ven.

Vi er ude i en af den slags bøger, hvis handling kan aflæses direkte i pulsen, som bliver højere og højere hen mod bogens eksplosive slutning. Jeg er en sucker for et godt mysterie. I dag er der langt mellem dem, og derfor er Ruth Ware også et ekstra velkomment bekendtskab.

Ruth Ware, Mrs. Westaway er død fra Gyldendals Forlag.

 

Frank forsvinder

❤️❤️❤️❤️ Frank har aldrig følt, at han hører til. Hverken på universitetet eller i den overklassefamilie, som han gennem sit ægteskab med Thea indlemmes i. Han er kronisk malplaceret, en bedrager. Måske er det ophavet, som trækker ham ned. Den skuffede, alkoholiserede mor og den hjerneskadede far, som ikke kunne modstå sin trang til at optræde talentløst og spottet af alle forbipasserende på Strøget.

Thea bliver gravid, og en dag nogle uger før hun skal føde, forsvinder Frank. Han driver til havs i sin kajak og ender på en øde ø, hvor han i bedste alene-i-vildmarken-stil i tre uger må overleve på regnvand og fugleæg, indtil undsætningen kommer.

Først her starter imidlertid det virkelige drama. For tilbage i København tror ingen på Franks Robinson Crusoe-historie. På tre korte uger har Frank mistet sin plads i tilværelsen.

Kristian Bang Foss udforsker i sin mildt vanvittige fortælling et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os meget om at tale om, nemlig det, at vi ikke alle er lige. Frank tager springet fra én social virkelighed til en anden. Og han betaler prisen for sin sociale opstigning i form af en evigt nagende tvivl. Både hos Frank selv og i den velbjærgede svigerfamilie. Kan man stole på Frank? Er han en del af flokken eller et ukendt og upålideligt fremmedlegeme?

Bemærkelsesværdigt nok formår forfatteren at gøre disse egentlig tunge spørgsmål tilstrækkeligt lette til at man læser romanen med et smil. Historien om Franks forsvinden er en hæsblæsende farce med en ret begrænset egentlig handling, men en høj underholdningsværdi.

Frank Bang Foss, Frank vender hjem fra forlaget Gyldendal.

 

Julegave nr. 5 – gaven til madelskeren

Ann-Christine Hellerup Brandt og ikke mindst hendes blog Valdemarsro har leveret mange fulde maver hjemme hos os. I efteråret omsatte den populære køkkenblogger en del af opskriftsarsenalet (og nogle nye tilføjelser) til en helt offline old school papirkogebog. Idéen er at skabe mere nærvær i køkkenet end man får med ipaden eller telefonen tændt. Der skal bladres i rigtigt papir.

Bogen er tænkt som en basiskogebog med 200 opskrifter på aftensmad, som er overskuelig i en travl familiehverdag. Geografisk kommer bogen vidt omkring fra Danmark over både Indien, Mellemøsten og Asien.

Jeg har ikke selv været i gang med at afprøve opskrifter endnu, men hvis de lever op til bloggens niveau, er der formentlig mange gode madoplevelser i vente.

Julegave nr. 4 – gaven til den, som ikke er bange for døden

Var det mon tilfældigt, at Marens Uthaugs seneste bog, En lykkelig slutning, udkom dagen efter halloween? Næppe.

I bogen kaster Uthaug sig over det emne, som måske er det sidste ægte tabu, vi har tilbage, nemlig døden. Det eneste sikre ved den er som bekendt, at den kommer os puster os alle i nakken før eller siden. Det skete også for Maren Uthaug, som over en kort periode mistede uforholdsmæssigt mange mennesker tæt på sig. Som den sublime forfatter hun er, omsatte hun den oplevelse til en nysgerrig litterær udforskning af et emne, få andre har behandlet i romanform.

I den historiske roman, som følger 7 generationer af bedemænd gennem to århundreder, møder vi døden  i mange afskygninger – og med mange forskellige kulturelle bagtæpper. Jeg har aldrig før hørt om en roman, som på samme vanvittige, ved- og underholdende måde leverer dødens kulturhistorie pakket ind i personhistorier. Her er en bog fuld af medlidenhedsdrab, spædbarnsmord, spøgelser og – gisp – nekrofili, som alligevel formår at forblive spiselig. Måske fordi Uthaug har en sublim sans for det groteske og morbide.

Giv bogen til et modigt menneske, som tør udforske livets afslutning.

Maren Uthaug, En lykkelig slutning fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

Julegave nr. 3 – Gaven til naturelskeren

Jeg er fuldstændigt betaget af naturekspert Anders Kofoeds bog om den natur, vi allesammen har adgang til i haven, parken, skoven eller endda på fortovet udenfor vores hjem. Kofoed gør den nære natur til en sand spændingsroman, og hans bog er spækket med fantastisk, overraskende og finurlig viden om pattedyr, fugle, insekter og planter. Tænk, at der overalt omkring os er liv så eksotisk og vanvittigt, at det næsten ikke er til at fatte. Dyr med udstyr til avanceret kemisk krigsførelse. Dyr, som kan tåle at være frosset ned i 30 år. Fugle, hvis næb har et tryk på næsten 50 kilo trods det, at de selv vejer det samme som en pakke gær.

Jeg slugte naturbogen fra ende til anden, men man kan også sagtens have den stående som opslagsværk. I øvrigt snuppede min 11-årige datter bogen, så snart jeg lagde den fra mig, og hun var mindst lige så meget oppe at køre over den, som jeg var. Her er der virkelig underholdning for naturelskere i alle aldre.

Anders Kofoeds store bog om naturen fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget