Nationalmuseet – nu som bog

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Merlin P. Mann: Blodkongens datter

De, som fulgte med i DR’s to sæsoner lange dokumentar om Nationalmuseet og dets kamp for økonomisk overlevelse, vil vide, at museets direktør, Rane Willerslev ikke er en mand, som frygter nytænkning. Tvært imod. Museet fås ikke kun i dit tv, men også på podcast og nu endda også som skønlitteratur til børn fra 9 års alderen og op.

Blodkongens datter er Merlin P. Manns første bog i det, som tegner til at blive en længere serie. Bogens 14-årige hovedperson, Rane (!), ryger i bogen ufrivilligt ud på en rejse, som fører ham knapt et årtusind tilbage i tiden. En rejse, som begynder på netop Nationalmuseet med en af museets udstillingsgenstande, Gunhildkorset, som omdrejningspunkt.

Mann fortæller gennem Ranes oplevelser sin egen hæsblæsende og stærkt underholdende version af en etape af Danmarks historie. Han bringer Rane (og os) så tæt på Svend, Knud, Valdemar og deres blodige kamp om magten, at man næsten mærker blodstænkene på kinden. Vi deltager både i Blodgildet i Roskilde tilbage i 1157 og i det afgørende slag, som alligevel ender med at koste den forræderiske Svend livet. Ind imellem de faktiske historiske begivenheder fletter Mann en kærlighedshistorie mellem Rane og den smukke Gunhild, som både er Gunhildkorsets retmæssige ejer og Svends uægte datter.

Der er smæk på handlingen hele vejen igennem, og Mann er som altid en dygtig fortæller, som formår at sætte så meget farve på både personer og handling, at man nærmest uvilkårligt kommer til at engagere sig i både Ranes kamp for at finde tilbage til nutiden og hele det tusind år gamle drama om kongemagten.

Blodkongens Datter viser os, at historie kan være andet end døde genstande i en støvet montre. Den er en levende fortælling, som trækker tilbage til en tid, som er så fjern, at den kan være vanskelig at forstå.

Manns bogprojekt stopper dog ikke med den gode fortælling. Ambitionsniveauet er højere endnu. Med bogen i hånden får børn gratis adgang til Nationalmuseet (og medfølgende voksne 50 % rabat på entréen), så de selv har mulighed for at beskue det kors, som driver en stor del af fortællingens handling. På museet har man mulighed for at kaste sig ud i en slags skattejagt, som handler om at finde de ting, bogens Rane møder undervejs. Lykkes det, er der en præmie til den opmærksomme læser.

Seks hjerter for både en god, superspændende og velskrevet fortælling og en helt original måde at tænke litteratur på. Vi bifalder!

Merlin P. Mann, Blodkongens datter fra Politikens Forlag

Børnenes bøger

Efteråret er for alvor over os, og ingen årstid egner sig vel egentlig bedre til læsning. Også til at læse for andre. De næste uger vil bloggen blive fyldt med børnebøger. De fjollede, de klassiske, de ret nye og dem, man bliver virkelig klog af.

Der bliver lidt for alle aldre og temperamenter, og jeg har linet et testpanel på tre nogenlunde velvillige med-anmeldere op hjemme i privaten.

Barnlige læsere i alle aldre, glæd jer!

Et kattemenneske

❤️❤️❤️ Det var novellen Kattemenneske, som efter sin offentliggørelse i The New Yorker blæste den unge forfatter Kristen Roupenian helt ud i den litterære stratosfære, hvor de største stjernefrø står og blinker.

Historien om Margot og Roberts helt utroligt kiksede date og den efterfølgende græmmelse og bitterhed hos de to parter blev læst af over en million læsere. Måske fandt de en genkendelse i det pinagtige – de håbløse kys, upassende kommentarer under sexakten, Margots forsøg på at udviske det hele med moderlig ømhed og forståelse.

I bogen Kattemenneske får den oprindelige novelle af samme navn selskab af 11 andre noveller, som alle kredser om det ubehagelige. Fortællingerne balancerer på det punkt, hvor vi som mennesker bliver i tvivl om, hvad der er passende, normalt eller farligt.

Ubehaget illustreres med vidt forskellige bagtæpper. En afrikansk pigeskole, en amerikansk legeplads, en børnefødselsdag, et klassisk eventyr som udvikler sig noget morbidt.

Roupenian skriver godt, og fantasien fejler intet. Det groteske og ind imellem overnaturlige løfter fortællingerne ud over det ordinære. Alligevel kommer de ikke helt op at flyve for mig. Der er for lidt tvetydighed, for lidt til at holde tankerne beskæftiget, efter at novellerne er læst.

For mig er Kattemenneske ikke et litterært hovedværk – men måske et forvarsel om store romaner forude.

Kristen Roupenian, Kattemenneske fra Gyldendals forlag.

 

Rørende overlevelsesmanual

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Nogle bøger er til for at underholde. Andre for at pege vores tanker i nye retninger. Og så er der de bøger, som er til for at redde liv. Sådan en bog er den britiske journalist Sally Bramptons Shoot the damn dog.

Ud over at være en umådeligt succesfuld journalist (og den første chefredaktør på den engelske udgave af Elle), så var Sally Brampton også ramt af tilbagevendende og meget voldsomme depressive perioder. Hun omsatte generøst sine egne, tunge erfaringer i en slags manual for andre ramte og pårørende. Den damn dog, der henvises til i titlen er den selvsamme, som Winston Churchill brugte til at beskrive sine egne depressioner.

Da Brampton tilbage i 2001 blev diagnosticeret med klinisk depression, var sygdommen så godt som fraværende i den offentlige debat. Den levede i det skjulte. I dag er vi dygtigere til at tale om psykisk sygdom, men langt fra dygtige nok. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere være depressive i svær eller lettere grad. Hver femte af os gennemlever en depression i løbet af vores liv. Bramptons bog er simpelthen overmåde relevant for utroligt mange mennesker.

Sally Brampton beskriver med afvæbnende og smertefuld ærlighed (og en stoisk sarkasme), hvordan en depression ser ud indefra. Hun deler sin egen historie – de totale nedture, og også de trædesten, som gradvist og langsomt bærer hende op mod overfladen igen.

Brampton fratager den depressive ansvaret for sin egen lidelse. Hun lærer os at dyrke yoga, meditere, gå daglige ture og at se venner i en ramme, vi kan overskue. At acceptere egne begrænsninger, at slukke for nyhederne og at lade være med at påtage os ansvar, vi ikke kan løfte. At sygdom ikke er svaghed.

Shot the damn dog er ikke feel good litteratur. Til gengæld er bogen helt utroligt velskrevet og indimellem også stærkt underholdende i sin selvironi. Jeg læste den åndeløst på 48 timer, hvorefter jeg straks begyndte at låne den ud til alle mine veninder.

De fleste af os vil statistisk set opleve enten selv at blive ramt af en depression eller at se mennesker, vi holder af, kæmpe sig gennem en. Med Sally Bramptons intelligente, empatiske rejseguide gennem et sort, håbløst land vil vi alle være bedre rustet til at hjælpe både os selv og andre. Til måske endda at redde et liv.

Sally Brampton, Shoot the damn dog fra forlaget Bloomsbury.

Bogen findes desværre ikke på dansk (det burde den!), men den er ikke svær at læse, og den er nem at skaffe på fx saxo.com.

 

Iliaden – kvindernes historie

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis du som jeg gik i gymnasiet i 1990erne, så er der en overhængende fare for, at du på et eller andet tidspunkt af en pinefuldt begejstret oldtidskundskabslærer er blevet trukket sagesløst gennem Iliaden. Homers store heltekvad om grækernes – og i særdeleshed halvguden Achilleus’ – 10-årige belejring af den mægtige by Troja, hvor den underskønne (og gifte) Helene havde forskanset sig med sin elsker, Paris.

Selv fra den klassiske tekst og på tværs af mere end 3000 års historie mærker man volden. Blodet sprøjter ud mellem linjerne, og alle de sagnomspundne heltebedrifter er gavmildt krydret med mord på spædbørn, gravide og gamle.

Ilianden er den ultimative historie om maskulin heroisme. Men hvad med historiens mange kvinder? Bipersonerne, der som skygger glider gennem fortællingen i periferien af vores synsfelt.

I The silence of the girls sætter den engelsk Booker Prize vinder Pat Barker sig for at fortælle kvindernes historie. Gennem dronning Briesis, som har set sin familie blive slagtet og efterfølgende er blevet givet som sejrsgave til deres morder, Achilleus, hører vi om et krigersamfund, hvor kvinder snarere ses som ting, end som individer. Passive, viljesløse og tavse. Nøgen kvinde lærer at spinde, og de tilfangetagne kvinder lærer at sprede benene for den mand, som beslutter, om de skal leve eller dø.

Briesis’ fortælling er åndeløst spændende fra start til slut. Til den klassiske fortællings drama tilføjer Pat Barker menneskeligheden. De endimensionelle, kendte figurer udstyres med troværdige, komplekse og formildende personligheder, som pludselig gør den 3200 år gamle krig levende.

Barker klarer den store opgave med at gendigte en af litteraturhistoriens mastodonter til topkarakter. En helt usædvanlig og stor læseoplevelse.

Pat Barker, Silence of the girls fra Penguin.

Bogen er af uforståelige årsager tilsyneladende endnu ikke oversat til dansk, men den er nemt læst på originalsproget, så giv den alligevel en chance.

 

Grøn gastronomi på 1. klasse

❤️❤️❤️❤️ Gausdal og Floer: Grønsagskogebogen

Den sidste måneds tid har vi bragt en del anmeldelser af vegetariske kogebøger her på bloggen. Nu opper vi gamet og ambitionsniveauet!

De to norske stjernekokke Tom Viktor Gausdal og Stian Floer går i køkkenet med hjemmesankede dunhammerstilke, granskudsirup og syltet brændenælde. Her er kulinarisk overskud og nysgerrighed i overmål. En lyst til at lege med alt det, man ser på både supermarkedshylden og i skovbunden.

Universet er udpræget maskulint. Det er råt, i kontakt med jorden og meget, meget smukt og lækkert at se på.  En slags gastro-mandemad minus de røde bøffer.

Grønsagskogebogen er opdelt i tematiske afsnit, som både kommer omkring salater, supper, det stegte, det kogte, det bagte, det grillede og det vilde, som skal hentes ude i naturen.

Trods det (for denne simle kok) avancerede udtryk er mange af retterne faktisk relativt nemme at gå til. Man behøver ikke være hverken kokkeuddannet eller biolog for at være med.

Til gengæld er der en overhængende chance for at du vil stige mærkbart i dine gæsters kulinariske anseelse, når du udsætter den for en af Grønsagskogebogens opskrifter. De ligner simpelthen en million – også når de består af mondæne ingredienser som broccoli, kartofler og smør.

Tom Viktor Gausdal og Stian Floer, Grønsagskogebogen fra forlaget Strandberg Publishing (som meget venligt har tilsendt os et eksemplar af bogen at anmelde).

 

Top-lækker (og nem) mad for begyndere

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Linn Grubbström: Den store mad for begyndere

Trods titlen behøver man overhovedet ikke være begynder i køkkenet for at have glæde af Linn Grubbströms fine kogebog. Selv efter 25 år ved køkkenbordet er det svært at have noget imod de enkle, let tilberedte (men utroligt lækre) opskrifter, den overskuelige ingrediensliste og de omhyggelige forklaringer. Alle kan være med – både de spritnye og de (halv)gamle kokke.

Bogen er med sine 315 sider omfattende nok til, at man ikke sådan lige løber tør for mad-inspiration, og opskrifterne er delt op i temaer, som gør det nemt at vælge efter lyst eller økonomi. Her er både hurtig, billig, sund, snasket og imponerende mad. Hverdagsmad og opskrifter, man kan servere for svigerfamilien (eller hvem man ellers måtte have lyst til at gøre et godt indtryk på).

Ingredienserne kan fås i ethvert supermarked, og der er lagt væk på det friske og hjemmelavede. Selvom om opskrifterne er nemme, er de ikke fulde af halvfabrikata eller sløje genveje. Det er god, simpel mad lavet fra bunden with a minimum of fuss.

Billedsiden lægger sig tæt op af Grubströms i øvrigt virkelig fine blog, Frk Kræsen. Hver opskrift er omhyggeligt illustreret med billeder af ingredienser og alle led i produktionen. Man skal være umanerligt kulinarisk udfordret for at lave fejl her!

Da jeg flyttede hjemmefra i 1990erne fik alle de unge en kopi af God mad let at lave med i flyttekassen. Den store mad for begyndere er et rigtig godt bud på, hvad du kan give dine unger med, når det er deres tur til at få foden under eget køkkenbord.

Linn Grubström, Den store mad for begyndere fra forlaget Strandberg Publishing. Forlaget har meget venligt doneret et eksemplar af bogen til anmeldelse (hvilket som tidligere skrevet naturligvis har præcist nul betydning for antallet af ❤️).

Grøn luksus i køkkenet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Nadia Mathiasen: 100 kødfrie dage

Den ældste kogebog i min samling er en lille, slidt sag fra 1932. Den er fuld af henkogning, sagosuppe og sulevælling og med anvisning på både optænding i brændekomfuret og tilberedning i høkasse. Ubegribeligt gammeldags og samtidig overraskende moderne, idet den indeholder hele to afsnit om de store fordele ved vegetarisk kost!

At spise grønt er ikke så moderne som vi tror. Det er noget, vi har genopdaget – ikke fordi vi (som vores bedstemødre) ikke har råd til kød, men fordi vi godt kan lide det klima, vi har og egentlig helst så, at det ikke blev forandret nævneværdigt.

Det grønne er blevet en megatrend. Der udgives vegetariske kogebøger som aldrig før. Og ind i denne malstrøm af udgivelser dumper Nadia Mathiasen med en ordentlig vegetarisk whopper af en kogebog. 100 opskrifter fordelt på 340 smukke sider og opdelt i årstider, så man kan gå i køkkenet med de råvarer, som er i sæson.

100 kødfrie dage er en luksusoplevelse. Der er kælet for både billeder, grafik og opskrifter. Bogen er en eklektisk omfavnelse af mad fra hele verden og alle tider. Her er franske galettes, falafler med baba ganoush, palak paneer og pizza, men også et vegetarisk take på den urdanske tartelet. Man skal være ualmindeligt kræsen for ikke at finde noget, som kan få mundvandet til at løbe.

Nadia Mathiasen deler også ud af sin madglæde på den populære blog foodfanatic.dk, hvor du kan browse både vegetariske og ikke-vegetariske opskrifter.

Jeg har pløjet mig gennem en del af bogens opskrifter allerede og er endnu ikke stødt på en ingrediens, jeg ikke kunne finde i min lokale Kvickly, eller en anvisning, jeg ikke umiddelbart kunne forstå.

Ofte er der relativt få ingredienser i retterne – simpelt men godt. Det er tydeligt angivet, hvor lang tid, der aktivt skal bruges på at snitte, blande og svitse og hvor lang tid, maden passer sig selv. Her er vi med andre ord ude i en kogebog, som ikke bare er pyntelig, men som faktisk også er super anvendelig i en normal hverdag fuld af andre ting end madlavning.

Hvis du skal investere i blot én vegetarisk kogebog, så er 100 kødfrie dage et usandsynligt godt bud på en kogebog, som både kan levere middagsidéer til virkelig mange aftensmåltider og som vil gøre hele familien både glad og mæt uden at give dig akut sundhedsstress i processen.

Nadia Mathiesen: 100 kødfrie dage fra forlaget Strandberg Publishing. Det anmeldte eksemplar af bogen er meget venligt sendt til os fra forlaget (hvilket naturligvis ikke har den mindste indflydelse på anmeldelsen. Hvis en bog er ringe gider jeg simpelthen ikke bruge tid på at skrive om den – uanset hvor tilsendt den måtte være).

 

 

Mad til de antiinflammatoriske

❤️❤️❤️❤️❤️ Jerk Langer & Loiuse Bruun: 21 helbredende dage (og 21 nye helbredende dage) med antiinflammatorisk kost

I dag får du en 2 i 1 deal! Ikke dårligt på sådan en næsten helt almindelig mandag. Lad os bare sige, at det er for at fejre ferien og det (potentielt) gode sommervejr!

Hvis du er sådan lidt rigeligt voksen i det ligesom mig, så vil du kunne huske en sand kavalkade af forskellige madmoder.

Måske har du været bange for fedt (som med største forsigtighed skulle blandes med vand og påføres panden med en sprayflaske) i 90’erne, været på Atkins kuren (hvor man vist til gengæld nærmest levede af bacon) i 00’erne, spist brød og kartofler til alting tilbage i 80’erne og indset at vejen til Helvede (eller i hvert fald overvægt) var brolagt med kulhydrater i 10’erne.

I dag er der flere skoler indenfor ernæring end nogensinde før. KETO, LCHF, vegetarisme, veganisme, 5:2, sense, middelhavsdiæt, probiotisk kost, blodtypekost – og antiinflammatorisk kost, som netop er det, vi skal kigge på i dag.

En af de tidligere fortalere for at spise antiinflammatorisk var lægen Jerk Langer, som i 2016 sammen med ernæringsterapeuten Louise Bruun udgav 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost. De to forfattere fulgte i 2018 op med en 2’er (med det passende navn 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost).

Bøgerne er begge opbygget som en 21 dage lang kur, hvor man lever så rent antiinflammatorisk som muligt.

De indledes med en introduktion til kurens ernæringsteoretiske udgangspunkt og de gevinster, man kan høste (bl.a. vægttab, mere energi, mere glæde, bedre tarmflora, bedre styr på en række sygdomme, senere og bedre aldring) og fortsætter med konkrete madplaner og opskrifter til dagens tre måltider i den lille måned, kuren varer.

Jeg er vestjyde og måske derfor ikke umiddelbart til fals for hurtige og (lidt for) smarte mad-luner. Men jeg må i hvert fald delvist bøje mig for den tilgang til maden, som Langer og Bruun præsenterer i de to kogebøger. Måske især fordi de er så  fornuftige. Her er ikke tale om en religiøs observation af benhårde mad-regler, men om simpelthen at lade være med at spise mad, som er lavet på en stor fabrik af nogen, som grundlæggende er ret ligeglade med vores sundhed, at spise flere grønsager, bær, fisk, fuldkorn og gode olier. Selv de mest bøf-med-løg-og-tyk-sovs agtige af os er vist efterhånden med på, at den slags er godt at putte i munden.

Udgangspunktet er videnskabeligt og forklaringerne både grundige og forståelige. Tilgangen er balanceret og kræver samtidig ikke, at man flytter sig selv og sin familie til en større by med et velassorteret specialsupermarked. Oven i købet er de to forfattere så flinke, at de indtænker dobbeltportioner, hvoraf halvdelen kan gemmes, så tiden i køkkenet også kan forkortes lidt.

De mange opskrifter er forholdsvist enkelte og både nemme og hurtige at tilberede. Med få mulige undtagelser vil det også være mad, man formentlig kan få resten af familien til at indtage uden de vilde protester.

Har man lyst til at hoppe med på diæt-karussellen, så er både den antiinflammatoriske kost og Langer og Bruuns to kogebøger et virkeligt fint og fornuftigt sted at starte.

De får fem fuldfede (helt antiinflammerede) hjerter med herfra.

Jerk Langer og Louise Bruun, 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost og 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost fra Politikens Forlag.

MAD!

Jeg ved ikke, om du har det lige sådan, men om sommeren får jeg en ubændig lyst til at gå i køkkenet. Måske er det synet af salat, ærter, julerødder og blåbær, der vælter frem i min lille, københavnske køkkenhave. Der er få ting i livet, som giver mig lige så stor glæde som at gå ud en tidlig morgen og plukke hindbær til havregrøden. Eller salat som stadig er helt saftspændt af nattens dug. Jordbær, som først er plukket, da de var præcist modne (og i skarp konkurrence med sneglene!). Kirsebær…åh, kirsebær!

Hvorom alting er, så vil jeg de næste måneder kaste mig over kogebøgerne her på bloggen. De grønne kogebøger, de spritnye, de gode gamle, dem til børn og folk på særkost. Kogebøger til den helt nye kok og til den garvede, som mangler ny inspiration.

Det bliver en forrygende gastronomisk sommerrejse! Håber, I er rejselystne og hænger på.