Det, vi taler om

For lidt over tre år siden, før verden gik af lave, befandt jeg mig i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Et overdådigt bord var pyntet, der var kager og champagne og en boblende forventningsfuld stemning. Jeg havde hilst på værtinden med bankende hjerte og havde nu hendes ægtefælle til bords, hvilket gjorde mig stum af generthed. En livlig lille kvinde med store brune øjne bød velkommen til bloggersalon og gav ordet til værtinden, der af hjertet takkede os, der var mødt frem. Jeg følte mig som en ubuden gæst, selv om jeg var blevet inviteret. De andre havde nemlig fulgt værtinden på Instagram i hele tilblivelsen af den bog, vi var her for at fejre den kommende udgivelse af. Fra det første ulykkelige skriveophold, hvor hun ikke kunne komme i gang, til øjeblikket hvor den smukke bog med læsebånd og guldtryk var en realitet. Jeg selv havde først fået bogen nogle dage før og havde ikke nået at læse den, og jeg havde kun fulgt Leonora Christina Skov – for hende var det – på Instagram et par dage, men jeg kunne mærke på hypen der og på de andre om bordet, at den var noget helt særligt. Selv sad jeg i smug og kiggede rundt i lejligheden og tænkte, at sådan her bor en forfatter. Med stuer en suite, masser af bøger, stuk i loftet og skrivebord with a view. Jeg var lidt misundelig, men frem for alt mystificeret. Hvad handlede det her om?

Jeg bliver rørt over den kærlighed til håndværket, der ligger i den smukke notesbog Hvis vi ikke skriver om det.

Ved bordet mellem kagebidderne og champagneslurkene talte vi om Leonoras barndom. Om svigt, forældre, Helsinge, livet som udskældt debattør. Det sidste havde jeg selv oplevet på klods hold engang, jeg var på sommerophold på Vallekilde Højskole, og nogle blev så vrede af hendes oplæg, at de udvandrede til den park, jeg selv lå og flød i i forvejen. Jeg havde nemlig pjækket og lagt mig derud med en avis, ikke på grund af Leonora, men fordi jeg var enlig mor og nød en lille pause, mens min datter var på børneprogram. Det eneste, jeg vidste om Leonora dengang, var, at hun ofte skældte ud på netop folk med børn, derfor var jeg ikke så venligt indstillet. De, der kom defilerende ud, var det ærlig talt heller ikke.

Nu sad jeg i hendes stue og mærkede en sitrende energi fra hende og en kæmpe nysgerrighed på hendes historie.

Efter salonen gik jeg hjem og læste Den, der lever stille, Leonoras autobiografiske roman, der skulle komme til at rydde bordet, boghandlerne og foredragssalene, ikke bare det år, men også det næste. Og forstod pludselig det hele. For det var en fantastisk god bog, som også fik velfortjente seks hjerter her på bloggen. Jeg syntes, det var så retfærdig en historie; en forfatter, der rent faktisk havde brugt tid på at øve sig på at skrive, havde arbejdet sig op til sin succes, havde gået så grueligt meget igennem …

I torsdags udkom historien om ‘så grueligt meget’. Bogen om Leonoras udspring, ikke som homo, men som forfatter, hedder Hvis vi ikke taler om det, men det er et spinkelt håb, for som Leonoras forlag skrev på udgivelsesdagen “#Hvisviikketaleromdet er vist den bog, (næsten) alle taler om i dag her på IG” Leonora Christina Skovs bedrift med Den, der lever stille er et fænomen – “Man vil gerne lave en Leonora”, som damen med de brune øjne sagde, da bloggersalonen forleden blev gentaget, nu digitalt. Hun hedder Camilla, er pressechef på forlaget og også med i den nye bog.

Og sådan bliver det både lidt meta og lidt mudret for mig. For Leonora og jeg deler forlag nu, og jeg genkender flere af bogens personer. På den måde spejler jeg mig både i Leonoras kvien sig ved at anmelde kolleger (hvilket gør dette indlæg svært at skrive), hendes tidligere fornemmelse af ikke rigtig at være med i det gode selskab og hendes registrering af litteraturen som en Winner takes it all-arena. Det føles umuligt at anmelde bogen uden at anmelde kvinden, men da Leonora ofte selv har gentaget, at hun ikke vil anmeldes på sin person, prøver jeg at skille tingene ad. Jeg kan nemlig så godt lide hende – det lidt, jeg har mødt hende – at jeg har lyst til at skrive mere positivt om Hvis vi ikke taler om det, end der er dækning for i min lidt skuffede læseoplevelse.

Der er ting, jeg godt kan lide. Det er en smuk bog. Leonoras æstetiske sans har slået til igen, og både romanen og den medfølgende notesbog Hvis vi ikke skriver om det er simpelthen så lækre at både se på og røre ved, at det er til at blive rørt over. Inden i romanen flyder sproget, man driver som læser behageligt igennem, og også det kan jeg lide. Beskrivelserne fra barndommens mobning og de første år som forfatter transporterer mig ligesom Den, der lever stille tilbage til en tid, vi har tilfælles, fordi vi er jævnaldrende og har levet lidt parallelle liv, selv om vores erfaringer er vidt forskellige. Beskrivelsen af mødet med København, hvor man blandt andet kan få et eksotisk studiejob med at skrive en dement mands erindringer, nyder jeg også i fulde drag. Leonora mødte nok et mere eksotisk København end jeg, men selve mødet spejler jeg mig i.

Til gengæld bliver jeg mindre følelsesmæssigt revet med og har svært ved at se protagonistens projekt – eller måske snarere problem (når vi undtager de meget omdiskuterede 30 sider, som jeg ikke har lyst til at føje yderligere til). Måske er det uretfærdigt, men det er svært helt at forstå, hvordan det blive en succes, have mange foredrag og blive hyldet af sine læsere udgør et drama. Eller tidligere i bogen/livet: hvorfor det at begynde at sælge sine bøger, få legatophold i udlandet og statens treårige arbejdslegat ikke rigtig batter. Da sidstnævnte sker, fremhæves en kikset tale mere end selve legatet. Og mens Leonora ‘kun’ sælger nogle tusinde bøger og kan leve sit gode skriverliv rundt om i verden med sit livs kærlighed ved sin side beskrives det med en form for resignation. Da det lykkes hende at slå helt og aldeles igennem, bliver succeskriteriet ved at være, at ingen dør eller hamrer løs på hende. Er det virkelig rigtigt? Eller er det et greb, der skal få os til at forstå, at den omsorgssvigtede for altid må gennemspille barndommens usunde dynamik med sine forældre og tro, at ingen vil hende det godt? Det forbliver også uklart, om den planlagte filmatisering af Den, der lever stille mest af alt er en belastning, selv om de involverede filmfolk lyder både engagerede og empatiske. Identifikationen er derfor svær at finde.

Jeg under virkelig Leonora hendes succes, for Den, der lever stille kan noget helt særligt. Men har hun mon tænkt over, at det nu er hende, der som vinder ‘tager det hele’, og ser hun det som et problem, eller var det kun et problem, da vinderen var en Knud? Den refleksion ville have været så klædelig, for vores fælles branche er paradoksalt nok ikke for følsomme sjæle, selv om den er fuld af dem.

Kunne vi få de refleksioner og måske også en nærmere forståelse af den far, der også i denne bog forbliver et mysterium, når der har været lidt luft og plads til at tænke? Leonora siger selv, at hun har lovet Annette (som jeg virkelig fortryder, at jeg ikke turde tale med den dag for tre år siden – for hun lyder så spændende!) ikke at skrive mere om sig selv foreløbig. Fair nok. Men om nogle år ville jeg i den grad være klar til igen at flyde med i det Leonora’ske univers. For uanset at denne bog slet ikke vælter mig omkuld som sin forgænger, så har hun sat udtrykkelige spor i vores verden som læsere. Gid, hun må begynde at nyde det lidt mere.

Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Et tab, det er svært at få lov at sørge over

Anna Katarina Smit Hinge er blevet medlem af et fællesskab, hun aldrig havde lyst til at blive medlem af. Fællesskabet af kvinder, der har mistet deres ufødte børn. En usynlig smerte, der bliver blot en lille smule lettere at bære, når man er flere om det samme tab.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Det første, man møder i Le Gammeltoft og Marie Nørgaards bog, Tabet, er som i de fleste bøger en dedikation. Normalt plejer det at være noget, jeg hurtigt bladrer forbi uden at tænke videre over den, men denne gang var det anderledes. Dedikationen lyder ”Til Filippa og Lilja – og til de børn, som ikke er her længere”. Da jeg læste den linje, vidste jeg, at vi allerede forstod hinanden. Bogen handler om at miste sit ufødte barn – på alle tidspunkter i graviditeten. For knap en måned siden mistede jeg mine tvillinger i 9. graviditetsuge. Det var og er stadig en kæmpe sorg at miste et liv, som man allerede havde knyttet sig til. Jeg så dem allerede som børn, på trods af at de ikke var større end to kidney-bønner. Men med to hjerter, der slog så fint, føltes størrelsen fuldstændig irrelevant – for de var mine børn. Derfor blev jeg så glad (og rørt), da dedikationen lød ”til de børn, som ikke er her længere”. Det kan nemlig være svært at tillade sig selv at se dem som andet end ”bare” fostre eller pletter på en skærm. Det bliver beskrevet så godt af jordemoder og klinisk psykolog Anna-Katherine Højland i bogen:

”Mange forstår ikke, at det psykologiske forældreskab, der er ved at blive udviklet for det lille ufødte barn, slet ikke stemmer overens med gestationsalderen på fosteret i maven, og som de nu har mistet”.

Dette er blot ét af mange citater fra eksperter, der på fineste vis formår at beskrive de følelser, som man sidder tilbage med efter at have mistet.

Bogen er opdelt i 21 kapitler, som hver ter dedikeret til en kvinde, mand eller ekspert, der fortæller om dét at miste et ufødt barn. Der er også historier, der omhandler fødsler af børn, der når at være i live i et kort stykke tid, før de går bort. Alle fortællingerne er personlige og rørende – og barske at komme igennem. Jeg føler, at jeg kan mærke deres sorg, ensomhed og fortabthed helt inde i hjertet. Flere nævner, at de jo godt kender statistikken for spontane aborter, men at det alligevel kommer som et chok, når det så sker. For det er ikke et emne, der bliver talt meget om, og med mindre man selv har gået igennem det, er det meget svært at forstå, hvor svært det egentlig er. Derfor er det utroligt befriende at læse om alle de par, der sætter ord på deres følelser og ikke lægger skjul på, hvor stor sorgen er. Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.

Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.

Det føles, som om ens følelser bliver normaliseret. Det er ikke forkert at være knust, selvom man ”kun” var tidligt i graviditeten. Jeg begyndte at læse bogen en morgen over kaffen og lagde den ikke fra mig, før jeg var færdig. Jeg kunne mærke, at den bog var lige præcis det, jeg havde brug for i det øjeblik. Udover den lettelse, det er at føle sig forstået, når man føler sig så ensom med sine følelser, så giver bogen også et håb om, at det bliver bedre på et tidspunkt. Mange af kvinderne og mændene i bogen har nemlig et privilegium, som jeg glæder mig til også at have – nemlig tid. Det kan føles, som om tiden snegler sig afsted, når man har mistet. Det eneste, man ønsker, er at komme over på den side, hvor tabet ikke føles som en fysisk ubærlig smerte mere. Det hjælper at læse de smukke historier, hvor parrene på trods af tragedie og ulykke kommer igennem det – og næsten alle ender heldigvis med én eller flere raske babyer.

Bogen skal have seks store hjerter og et kæmpe tak. En tak til Le Gammeltoft og Marie Nørgaard for at skrive en vigtig og rørende bog og for at sætte fokus på et emne, som berører mange, men ikke bliver talt nok om. Bogen kan både læses af kvinder, der har mistet, partnere og andre, der på nogen måde er berørt at et tab.

Tabet – fortællinger om at miste sit ufødte barn af Marie Nørgaard og Le Gammeltoft er udkommet på Heartbooks og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Hemingway for feinschmeckere

Palle Schjødtz skrev stil om Den gamle mand og havet til en terminsprøve i 1959. Nu har han genlæst mesterværket i en ny oversættelse og kalder den “et must for Hemingway-fans”.

❤️❤️❤️❤️❤️ “Den gamle mand og havet regnes af mange som hans bedste roman”, skrev jeg i 1959 til en terminsprøve i dansk stil i 3. g om Hemingway og hans forfatterskab, og det er der sikkert mange, der stadig mener. I hvert tilfælde kastede romanen fra 1952 en Pulitzerpris af sig i 1953, og den var også medvirkende til at indbringe forfatteren Nobelprisen i litteratur i 1954. Der er ingen tvivl om, at han i den periode blev regnet for en af de allerstørste amerikanske forfattere, og litterater i hele verden kappedes om at udlægge teksten om den gamle fisker, der fanger sit livs fisk, kæmper med den i flere dage og nætter, overvinder den og mister den igen til grådige hajer. Det blev Hemingways sidste roman, inden han i 1961 syg og depressiv begik selvmord.

“Den sidste roman Hemingway har udgivet er “Den gamle mand og havet”. Den er af mange regnet for hans bedste.” Sådan skriver Boglivs anmelder i en stil i 3.G.

Allerede i 1950’erne havde et dansk forlag udgivet alle Hemingways romaner på dansk i en serie. Efter hans død blev der måske i en årrække lidt mere stille omkring forfatterskabet, men i de senere år myldrer biografier og genudgivelser frem, og det tyder jo på fornyet interesse.  Selv har jeg med stor fornøjelse genlæst det hele, og det kan anbefales alle til generationer, for emnerne er evigt menneskelige og sproget og fortælleformen fantastisk.

Nu har Lindhardt og Ringhof udgivet biblioteksudgaven af Den gamle mand og havet i en ny dansk oversættelse af Mich Vraa med forord af Hemingways søn Patrick, redigeret og med introduktion af Hemingways sønnesøn Seán. Bogen indeholder desuden en novelle, Jagtens glæder, der ikke tidligere har været udgivet, samt fem yderligere appendices, hvoraf det mest interessante er det fuldstændige, maskinskrevne manuskript til romanen med Hemingways håndskrevne rettelser. Desværre er nedfotograferingen af manuskriptsiderne til bogens sideformat gået ud over læsbarheden, men det er stadig muligt for feinschmeckeren at fordybe sig rettelserne.

Det er velkendt, at Hemingway var en passioneret dybhavsfisker, og bogen indeholder beretninger om, og gamle fotos fra, nogle af de mange fisketure, som har givet Hemingway idé og inspiration til romanen. Den rummer meget detaljerede beskrivelser af udstyr, metoder og besværligheder, og så kan enhver lægge den symbolik i handlingen, som man ønsker.

I introduktionen refererer Seán til et brev fra Hemingway til en bekendt: Så er der den anden hemmelighed. Der er ingen symbolik. Havet er havet. Drengen er drengen, og fisken er fisken. Hajerne er alle sammen hajer, hverken værre eller bedre. Hvis det er rigtigt, reduceres romanen alligevel ikke til en lidt langtrukken historie om en besværlig fisketur, for Hemingways fortælleform fornægter sig ikke. Min personlige opfattelse er dog, at en række af Hemingways andre romaner er nok så interessante.

Mich Vraa har i sin oversættelse brugt et nutidigt letløbende sprog, der naturligvis adskiller sig fra Ole Restrups oprindelige oversættelse, og det er en fordel for nutidens læsere. Bogen er uundværlig for Hemingway fans.

Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway i nyoversættelse ved Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Gæsteanmeldelse: For der var krig i Korea …

Da Palle Schjødtz var 10 år, gjorde Korea-krigen indtryk, og han har glædet sig til at læse om hospitalsskibet Jutlandia. Krigen ville han gerne have hørt mere om, men personfortællingerne er spændende, skriver han.

❤️❤️❤️❤️ Koreakrigen i 1950-53 og den danske humanitære indsats i form af hospitalsskibet Jutlandia er det nok de færreste, der har en erindring om i dag, og i så fald mest på grund af Kim Larsens sang og måske TV-serien M.A.S.H. På en tiårig dreng i Danmark gjorde selve krigen nok det største indtryk, for aviserne berettede, at afhængig af udfaldet kunne det være begyndelsen på en ny verdenskrig. Det var jo en stedfortræderkrig mellem Sovjetunionen og senere Kina på den ene side og FN ved fortrinsvis USA på den anden side, og hvor krigshandlingerne sluttede med en våbenhvile, der aldrig er blevet afløst af en fredsaftale, og hvor våbenhvilen i 2009 er ophævet fra nordkoreansk side, så der i dag faktisk består en krigstilstand mellem det lukkede, kommunistiske Nordkorea (og Kina) og det vestorienterede Sydkorea (og USA).

Det er derfor med store forventninger, man kaster sig over Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, idet sidstnævntes seneste roman, Vaniljehuset, var en af sidste års største boglige oplevelser. Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde, men at den nok ikke kunne leve helt op til denne anmelders forventninger, som måske var urealistiske. Herom senere.

Romanen har to hovedpersoner. Den ene er en ung, dansk sygeplejerske, Molly, som i opgøret efter 2. Verdenskrig har haft en særdeles ubehagelig oplevelse. I kraft af sin faglige kunnen og på trods af sin unge alder bliver hun ansat på Jutlandia, og romanen beskriver i den første halvdel med hende som fortæller nogle oplevelser og refleksioner på rejsen til Korea, både ombord og under de sparsomme ophold i nogle havnebyer, der anløbes på vejen. Indimellem er der afsnit med bogens anden hovedperson, en 11-årig nordkoreansk pige, Yun, der efter et luftangreb på hendes landsby flygter mod syd sammen med sin bror og en anden dreng fra landsbyen. Beskrivelsen af flugten er hjerteskærende.

Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde

I bogens anden halvdel læser vi om hospitalsskibets indsats efter ankomsten til Korea, som oplevet og fortalt af Molly, og Yuns oplevelser i den sydlige havneby Pusan som gadebarn i en hård tilværelse. Til sidst flettes de to hovedpersoners historier sammen for en stund.

Mollys personlige oplevelser, forelskelse og bekæmpelse af de dæmoner, hun har med fra opgøret i Danmark efter 2. Verdenskrig, er interessante og et godt tema i sin selv. Der må imidlertid være meget andet at fantasere om med den store og blandede besætning af søfolk og hospitalspersonale på Jutlandia . Det kunne man godt have lyst til at høre lidt mere om.

Den koreanske piges oplevelser skal formentlig illustrere krigens gru, og det gør romanen udmærket, men det føles som en lille flig af et meget stort drama, som vi ellers ikke hører meget om. De amerikanske soldater, der optræder i romanen fremstilles med en enkelt undtagelse i et generelt usympatisk lys, medens modpartens grusomheder kun sparsomt omtales. Den regionalpolitiske baggrund for konflikten berøres slet ikke, og det savnes. Heller ikke FNs rolle forklares nærmere.

Forfatterne har bygget to personbeskrivelser ind i et verdenspolitisk drama, og som personbeskrivelser er der kun den indvending, at de ikke hører overbevisende sammen. Beskrivelsen af Jutlandia’s rejse og indsats i Korea er også interessant, men der må være meget mere at beskrive. Koreakrigen bliver vi ikke meget klogere på.

Pigen og det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Retningsløs rejse ind i voksenlivet

Kommunikationschef og antropolog Camilla Rosengaard har både læst Helle Helles nye bog BOB forfra og bagfra og er bjergtaget af dens beretning om den ensomme rejse ind i voksenlivet, vi alle må tage.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Langdraget, Arnestedet, Stilledal, Appollovej, Kastanie Allé, Bogholder Allé, Linde Allé, Jernbane Allé, Damhussøen, Grøndals Parkvej. Det vrimler med stednavne i Helle Helles nye coming of age-roman BOB. Stednavne, som udgør faste punkter i den unge Bob’s første måneder på egen hånd i voksenlivet. 

Bob er flyttet fra forældrene på gården i nærheden af Maribo på Lolland til Vanløse med sin kæreste, der er startet på universitetet. Mens kæresten etablerer sig med studiegruppe og studier, er Bob i vildrede om, hvad han vil med sit liv.  

… han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.

Bob kan ikke mærke, hvad han har lyst til, hvor han skal hen, eller for den sags skyld hvem han er her i storbyen. I løbet af romanen vandrer Bob rundt i Vanløse, på Frederiksberg og i indre by. Han lærer efterhånden kortet at kende, mens landskabet forbliver ukendt og fremmed. 

Romanen finder sted i 1980’ernes København, og ungdomsarbejdsløsheden påvirker også Bob’s tilværelse. Han får ved et tilfælde et job som afløser på Sømandshotellet i Nyhavn med få og uregelmæssige ugentlige vagter, der hverken kan give ham en tilstrækkelig indtægt, adgang til nye venskaber eller en form for indhold i livet. 

Hen over det efterår, vinter og forår, som romanen forløber over, går Bob i stigende grad i stå. Alting smuldrer, og ensomheden fylder. 

Gymnasiekæresten, som han er flyttet til byen med, og som i parentes bemærket udgør historiens alvidende fortæller, glider fra ham (ligesom hun i løbet af romanen glider ud af fortællingen). 

Den kærlige familie hjemme på Lolland er langt væk, og selvom de kommer med velmente forslag til, hvad han kan stille op med sit liv, kan de ikke hjælpe ham. Relationen til forældrene er også under forandring. Bob skal træffe sine egne valg, hvilket han tilsyneladende ikke har hverken kompetencerne eller kræfterne til.

Selvom 80’erne ikke rigtig rummede særlig nuancerede begreber for psykisk sårbarhed, får Bob et sammenbrud uden, at han tilsyneladende bliver set, forstået eller hjulpet i den krise, som han befinder sig i.

Bob led af skyldfølelse, den groede i flere retninger. Han var begyndt at råbe af sig selv, hvis han tabte sin blyant eller skar brødet skævt. Men samtidig syntes han også, han råbte af en anden, han vidste bare ikke hvem. Der var nu en lettelse forbundet med udsigten til at skulle være alene hjemme. Han havde udviklet en metode til at gøre rent hen over en hel dag. ….. Iagttog sine håndbevægelser, genkendte indimellem ikke sin hånd.

Bob er ikke i stand til at træffe valg. Det er en af bogens afgørende eksistentielle pointer, at mennesker træffer valg, og valg skaber mennesker. Helle Helle viser på sin sædvanlige underrapporterende vis, hvad der sker, når valgets skabende kraft er udenfor et menneskes rækkevidde. 

Hvordan historien ender for Bob, vil jeg ikke løfte sløret for her, men jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Den er vedkommende for unge såvel som for deres forældre og bedsteforældre. Den beskriver på nænsom, kærlig og ikke-dømmende vis, hvordan tilværelsen kan gå i opløsning i den svære overgang fra barn og ung til voksen. Den demonstrer den liminale fases farefulde territorium, hvor kortet muligvis er til at lære, men landskabet ikke er. 

BOB er så medrivende og samtidig betydningsmættet skrevet, at denne anmelder måtte læse bogen først forfra og siden bagfra. Det kan man godt – ligesom med navnet BOB

BOB af Helle Helle er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Mit bogliv 2020

Fik du læst flere bøger i 2020, end du havde troet, du ville? Eller gik du i mental koma (som jeg først kom til at stave Corona, hvem sagde Freudian slip) under Den Store Nedlukning og lod Netflix fodre dit martrede sind? For mig var det lidt af hvert. I perioder fik jeg læst intenst, i andre lukkede læsningen helt ned.

At det her år kommer til at ændre den måde, vi lever og dermed også læser på, kan ingen vist være i tvivl om. Konsekvensernes omfang er svimlende, og jeg forestiller mig, at vi blandt andet kommer til at bearbejde vores fælles traume gennem de bøger, der vil blive skrevet. Mens vi venter på det – og på vaccinen – kan vi dog godt se lidt på, hvordan året så ud, sådan bog-mæssigt. For mig var det rundt regnet sådan her:

Bedste bogevent: Krimimessen i Horsens var noget af det første, der blev aflyst, da det store C lagde landet ned. Det virkede ufatteligt, at vi ikke skulle til den vanlige fætter-kusine-fest i Statsfængslet, men det skulle blive meget værre, for først trak Politikens forlag og Gyldendal sig fra Bogforum i Bella, og så blev det helt aflyst. Små glimt af lys i vintermørket var dog et event om kærlighed med Tine Høegh, Lone Frank og Olga Ravn i Pressen og Litteratour på Lorteøen, aka Amager Bio med den fremragende lyd og den endnu bedre stemning, da Blædel, Bjarup-Riis, Joof og Faber foldede sig ud. En helt særlig oplevelse var Christians Bogfestival, hvor vi både fik læst digte op af færøske Tóroddur Poulsen, overværede en samtale mellem Lotte Kirkeby om hendes roman De nærmeste og fik den mest vidunderlige minikoncert fra Kira Skov duo. Og sad og blev helt lykkelige, fordi det lidt føltes som livet, der var engang.

Bedste krimi: Fordi jeg ikke skulle til krimimesse, har jeg læst mindre krimi i år. Men tre damer ligger altid tæt på mit krimihjerte, og alle tre udgav bøger i år. Den første, Elsebeth Egholm, skrev ganske vist for en gangs skyld ikke en krimi, men tog os i stedet med til Frankrig og fortalte en fin kærlighedshistorie i Som natten kender stjernerne. Julie Hastrup havde undersøgt, hvad sorg gør ved os i Vildskud, mens Sara Blædel tog samme og andre emner under behandling i Den tavse enke. Jeg elsker de tre’s bøger, er fuld af beundring over deres stamina og er stolt over nu at dele forlag med dem.

Bedste essay-samling: Mathilde Walther Clarke og jeg har fødselsdag samme dag. Det alene gør, at jeg virkelig håber, der er noget om astrologien, for mage til sprog-ekvilibrist skal man lede længe efter. I Huset uden ende fortæller Clarke blandt meget andet om det hus i USA, hvor hendes amerikanske familie boede, da hun var barn og kom på besøg om sommeren. I nabohuset skete et grusomt dobbeltmord, og det får Clarke til at fortælle om seriemordere på en måde, jeg aldrig vil glemme. Clarke skriver også om at miste, om kvindesager, om bøger og liv og meget mere. Klogt, præcist og manende til eftertanke.

Bedste selvhjælps-biografi: Okay, denne kategori er opfundet til Hella Joof, for hun er jo indtil videre den eneste, som har udgivet en sådan. Men Tvilling, Yndling, Grævling er virkelig også så fin og menneskelig en bog, at den fortjener sin egen kategori. Jeg får mere og respekt for Hella Joof, ikke mindst fordi hun næsten altid taler mildhedens, forståelsens og tilgivelsens sag, og det kan vi simpelthen ikke opmuntre nok, for der er så rigeligt af det modsatte.

Bedste udenlandske roman: “Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på.” Sådan skrev jeg blandt andet om Kjell Westös virtuøse roman Tritonus. Det tog lang tid, før klangen af den ikke længere ringede mig ørerne, og det er et stort kompliment. Samtidig et stort velkommen til forlaget Gutkind, der opstod af asken fra mit gamle forlag Rosinante, og som på ingen tid har stået bag hits som Tine Høeghs Tour de Chambre, Stine Pilgaards Meter i sekundet og Caroline Albertine Minors Hummerens skjold.

Bedste kærlighedshistorie: Gammel kærlighed ruster ikke, og mit litterære forhold til Jojo Moyes er efterhånden gammelt. Hun slog voldsomt internationalt igennem med tåreperseren Mig uden mig, som også er filmatiseret, og i år udkom treeren i serien, Stadig mig, som fik mig til at genforelske mig i Moyes. Romance-genren kan noget helt særligt, når den kan – mange gange kan den desværre ikke. Men Moyes og jeg, vi er solid.

Bedste læseoplevelse: I år skulle jeg nå helt til 12. måned, før den bedste læseoplevelse indtraf. Ingen over og ingen ved siden af Jesper Steins selvbiografiske roman Rampen om hans opvækst i Risskov, hans forældres skilsmisse og alkoholisme og hans egen fremkaldelse til den forfatter, han skulle blive. Jeg både spejler mig – i kærligheden til bøger, tiden (med Niels Malmros’ film som en lille fin markør), flugten i fest og mere eller mindre flygtige relationer – og lærer nyt: om at elske sine forældre og være vrede på dem på én gang, om at nuancere sit blik på alt det, man er kommet af. Rampen er en kæmpe gave, og jeg kan, bogstavelig talt, ikke anbefale den nok.

Bedste skriveoplevelse: Jeg har skrevet som en vild i år – artikler, mest, men også en bog mere, min femte. Dens emne, sårbarhed, betyder meget for mig, og jeg var beruset ved tanken om at skulle skrive om det, da jeg fik kontrakten tilbage i 2019. Selve skriveprocessen blev af mange grunde vanskelig, men jeg er glad for resultatet og glæder mig oprigtigt til at dele det med omverdenen, når den udkommer den 14. januar 2021.

Rampen til livet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.

Jeg har læst årets bedste bog.

Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.

Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:

Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?

Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.

Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.

Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.

Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.

Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:

Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.

“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?

Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.

Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.

Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:

“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”

“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”

(….)

“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”

Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:

Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.

Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.

“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.

Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?

Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!

Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.

Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”

Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:

Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.

Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.

Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:

“Hvor ser du det i teksten?”

Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Rampen til livet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.

Jeg har læst årets bedste bog.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 0x500-1.png

Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.

Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:

Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?

Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.

Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 0000120471_10.jpg

Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.

Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.

Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:

Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.

“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?

Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.

Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.

Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:

“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”

“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”

(….)

“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”

Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:

Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.

Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.

“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.”

Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?

Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!

Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.

Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”

Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:

Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.

Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.

Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:

“Hvor ser du det i teksten?”

Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Indflyvning under Blædels fortællevinger

❤️❤️❤️❤️ I Sara Blædels nye Louise Rick-krimi Den tavse enke er der en flyvetur, som starter udfordrende, bliver værre og værre og ender katastrofalt. Lidt samme billede kunne man godt bruge om bogens historie i det hele taget.

Den starter med fundet af en myrdet kvindelig kroejer på Tåsinge. Louise Rick, der har opgivet jobbet som drabschef (ifølge sin skaber, fordi det simpelthen var for kedeligt at skrive om – og fordi man ikke kan sparke sig vej frem for fiktive drabschefer i København) for at blive leder af P13, en slags moderne rejsehold, bliver tilkaldt for at hjælpe det lokale politi – af alle de forkerte grunde, finder hun hurtigt ud af. Mens Rick forsøger at få en efterforskning op at stå med de skuffende ressourcer, hun har fået stillet til rådighed trods forsikringer om det modsatte, udvikler tingene sig fra slemt til værre. Det viser sig nemlig, at der har boet et lille barn på den kro, den myrdede – ifølge alle barnløse – kvinde drev. Drengen er væk, og da det gennem DNA-test viser sig, hvem han er, kommer krybene frem fra under den løftede lokale sten. En for en.

Jeg kan godt lide den måde at komme i gang med en krimi på; med en forholdsvist lang indflyvning, som giver tid og ro til at lære de nye personer at kende. Louise Rick kender vi jo efterhånden ganske godt efter 11 bøger, inklusive denne. Sidst vi så hende, forlod hun sin kæreste Eik på deres jordomrejse, og i denne bog dukker han op for at hjælpe med at finde den forsvundne dreng. Det er klædeligt, at den personlige relation mellem Eik og Louise fylder lige præcis nok og ikke mere. Vi kunne godt have fortabt os i deres will they-won’t they, men Blædel har meget mere på hjerte, en større historie at fortælle, en fortællevinge at brede ud. Louises journalistveninde Camilla er også med igen – omend hun prøver at undslå sig i første omgang – og hende og hendes issues, herunder i i forhold til Louise, kender vi også.

Rundt om de to lærer vi så miljøet på Tåsinge af kende; en flok mennesker med dunkle hemmeligheder, udenomsægteskabelige affærer, skuffelser, undertrykt seksualitet, barnløshed og sorg. Rigtig meget sorg. Dén er Blædel virkelig dygtig til at beskrive. Ligesom hun beskriver mennesker, der står levende for os, også selv om vi måske kun skal kende dem en kort tid, en enkelt bog. Handymanden Jack Skovby, den tragedieramte Helene Funch og den ditto Eva Nørgaard er nogle af dem, vi møder, som gør indtryk. Et liv og et samfund foldes ud, godt nok et, hvor der er mere at græde over end at grine af, men sådan er krimiens væsen.

Den tavse enke er egentlig ikke uhyggelig; jeg kom langt hen i plottet, før min puls steg, men så steg den også eksponentielt. Og jeg læser grundlæggende ikke krimier for at blive skræmt, men for at blive ledt ind i nogle spændende personer og lære at forstå, hvad der driver dem, indimellem til handlinger, der under normale omstændigheder er helt utænkelige. Lige præcis dette mestrer Sara Blædel, og derfor er jeg med på 11. Louise Rick-krimi og står ikke af foreløbig.

Den tavse enke af Sara Blædel er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Kærlighed med stort K

Palle Schjødtz har læst en bog med 20 kærlighedshistorier, fortalt af en af tidens mest populære TV-journalister, Anders Agger. Og anbefaler den varmt til alle os, der bøvler med det store K.

❤️❤️❤️❤️❤️ Mange kender Anders Agger som TV-journalist, ikke mindst fra hans ekskursioner i udlandet og i dette Corona-år i Danmark sammen med Anne Hjernøe. Mingo er en dygtig fotograf med en egen stil i såvel sort/hvide som farvebilleder.

Anders Agger har en særlig fortælle- og interviewstil, ofte med korte sætninger og med kontante spørgsmål, og allerede i læsningen af prologen er det som at høre ham. Godt, hvis man kan lide ham, måske ikke så interessant, hvis man ikke bryder sig om hans stil. I sine interviews er han tilbøjelig til at bringe sig selv i spil – bogstavelig talt gennem sine referencer til fodboldinteressen, men også på andre måder – til bogens emne: Kærlighed med stort K.

Bogen indeholder 20 kærlighedshistorier, de fleste fortalt af begge parter i kærlighedsforholdet, enkelte fortalt af den efterladte part efter partnerens død. Parrene dækker et bredt spektrum af typer, kendte og ukendte for den store offentlighed, gamle og ikke så gamle. De har alle været lykkelige, men ikke uden forviklinger. Som regel læser vi begge parters fortællinger skiftevis, eventuelt afbrudt af Anders Aggers indskudte kommentarer, men det kan også være forfatterens beskrivelser suppleret med den ene parts dagbogsnotater. Nogle af fortællingerne huskes specielt for den måde, parterne lærte hinanden at kende på, for eksempel et tilfældigt møde i et tog, hvor den ene part lige fik afleveret en besked, skønt den anden øjensynligt havde sin kæreste med. I andre fortællinger berettes om et brud undervejs, og hvordan det blev helet. Det glæder en af bogens (kendte) personer sig over.

                      Jeg takker for det liv, jeg har fået

                         Takker for den tid, der er gået

                      Takker for hver eneste dag

                      Og takker for at du kom tilbage

Alle fortællingerne giver sine versioner af den kærlighed, som har været grundlaget for at holde parret sammen – ofte gennem en lang, nærmest livslang periode. Det er tydeligt, at Anders Agger gennem sine samtaler med parrene og deres beretninger har forsøgt at få hold på kærlighedens væsen og udtryk velvidende, at det aldrig helt vil lykkes. Nogle af udsagnene er kloge, andre er rørende, atter andre morsomme.

                      Jeg elsker dig, som han sagde til hende dengang ved sølvbrylluppet foran alle de andre

                      Og siden kom fra det

Læseren vil måske ikke finde alle fortællingerne lige interessante, men de indeholder alle en lærdom om kærlighedens væsen, dens udfordringer og dens store glæder. De fleste vil i fortællingerne finde elementer, som de kan relatere til egne oplevelser – og måske lære noget af.

Mingos fotos er et fint bud på de portrætteredes karakter og supplerer teksten på forbilledlig (!) vis.

Bogen kan varmt anbefales til læsere, som har fundet, har mistet, eller søger kærligheden. Mange vil føle sig forundret, betaget eller bevæget af historierne og ofte underholdt. Anders Agger fans vil elske den.

Kærlighed af Anders Agger og Mingo er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her