Gæsteanmeldelse: Fin bog om Blixen i køkkenet

 

Palle lille

Karen Blixen var overklasseløg, afrikansk farmer og blev udødeliggjort som forfatter. Det ved vi. Men ikke alle ved, hvor meget hun gik op i finere madlavning, Babettes gæstebud upåagtet. Palle Schjødtz, der har læst det meste om Karen Blixen, giver seks hjerter til en ny bog om denne del af baronessens passion.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Der er i årene efter Karen Blixens død i 1962 skrevet et utal af bøger om Karen Blixen, hendes barndom i Danmark fra 1885, hendes liv som kaffefarmer i Afrika fra 1914 til 1931 og hendes fortællinger og livet som forfatter i Danmark fra 1931 til 1962. Hvor hovedparten af bøgerne om Karen Blixen i begyndelsen var analyser af hendes forfatterskab, er der senere tilkommet en lang række af beskrivelser af hendes liv og hendes bekendtskabskreds i Afrika og i Danmark. Karen Blixen var selv medvirkende til interessen for hendes liv med udgivelsen af Den afrikanske farm i 1937, og da denne bog i 1985 blev til en film af Sydney Pollack med stjerneskuespillere, som vandt 7 Oscars, tog interessen fart. Næsten enhver lille detalje af hendes liv er blevet analyseret og gjort til genstand for utallige fortolkninger, af både danske og udenlandske skribenter.

Man skulle tro, at der snart ikke var mere at skrive om, og så kommer der en bog af en dansk skribent, der modbeviser dette. Signe Wulff har i sin bog om Karen Blixen i køkkenet på en elegant og læseværdig måde lagt nye, interessante detaljer til vores viden om Karen Blixen.

0x500

Vi bliver først ført ind i Karen Blixen univers gennem en beskrivelse af hendes barndom og ungdom på en kortfattet, men dog fyldestgørende måde. Dernæst kommer en beskrivelse af den første tid i Afrika, hvor samlivet med ægtemanden, Bror Blixen, syntes lykkeligt. Her begynder henvisningerne til tilberedelsen af maden, valget af vinen og serveringen for alvor at gøre sig gældende, kulminerende med Bror Blixens elegante syv retters menu med lige så imponerende, ledsagende vine under en jagtsafari til South Western Mau Reserve.

Derefter går det løs med Karen Blixen i køkkenet på kaffefarmen i Afrika. Hun var komplet uerfaren i madlavning, men meget ambitiøs, så hun fik efterhånden med de begrænsede råvarer, der var til rådighed, og med de kokke, som hun måtte oplære fra grunden, opbygget en kundskab og en ekspertise, som gjorde hendes middage til stærkt efterspurgte blandt de andre nybyggere. Hendes inspiration var det franske køkken, hvor ellers det lidt tunge engelske køkken var mest udbredt blandt de overvejende engelske nybyggere.

Hun var komplet uerfaren i madlavning, men meget ambitiøs

For at kompensere for de manglende råvarer og brugbare køkkenredskaber sendte Karen Blixen lange indkøbslister hjem til sin mor, som troligt sendte de ønskede varer den lange vej til Nairobi. Karen Blixen lagde også stor vægt på opdækningen, og hun havde medbragt fint service og elegante glas.

I de følgende kapitler kan man læse om middage og gæster, heriblandt ikke mindst Karen Blixens store kærlighed, Denys Finch Hatton, men også en række andre interessante fastboende eller tilrejsende, hvor et højdepunkt var en middag for Prinsen af Wales, der i to omgange var på jagtsafari med Denys Finch Hatton som arrangør. I disse kapitler er der en række spændende henvisninger til særlige retter eller vin, der optræder i Karen Blixens fortællinger, hvilket lægger til forståelsen af det univers, som fortællingerne foregår i.

Bogens centrale kapitel i mere end en forstand er fortællingen om Babettes gæstebud, som dels er en meget læst fortælling i forfatterskabet, dels er filmatiseret af den danske instruktør Gabriel Axel i en Oscarbelønnet film fra 1987. Her er Signe Wulff på hjemmebane, og vi får ikke bare historien om den berømte middag i en nordnorsk bygd, kreeret af en fransk superkok fra en af de bedste restauranter i datidens Paris, men også viden om instruktørens ændringer i den oprindelige menu af filmiske grunde, ændringer som Karen Blixen, hvis hun havde levet ved filmens tilblivelse, næppe ville have gået med til uden videre. Filmens handling er henlagt til en vestjysk flække, hvilket næppe heller ville have faldet i baronessens smag.

Karen Blixen gav i sin fortælling ingen detaljeret opskrift på menuen, og den er derfor blevet kendt og beskrevet på grundlag af den filmiske version. Signe Wulff giver sit bud på, hvorledes den skulle have været i en Blixen-tro version, blandt andet med store udhulede trøfler til de indbagte vagtler. Hvis man har prøvet at lave den 4-retters version fra filmen, bliver man lidt skræmt af Signe Wulffs version, både med hensyn til råvarer, indsats og ikke mindst omkostninger. Endelig er ægte suppe af den store havskildpadde jo ikke længere lovlig. Vi får i dette kapitel også mange spændende oplysninger om det franske køkken, berømte parisiske restauranter og franske vine og deres historie.

Efter en kort beskrivelse af Karen Blixens sidste år på Rungstedlund og den berømte rejse til USA er resten af bogen helliget opskrifter fra Karen Blixens kogebøger, som Signe Wulff har studeret i detaljer. En særlig fin detalje er notaterne fra en kort periode, hvor Karen Blixen under et ophold i Danmark gik i en slags lære hos de franske kokke på Restaurant Rex i Bredgade i København. Disse notater er ikke tidligere beskrevet. Opskrifterne kan efter behov og smag afprøves i læserens eget køkken.

Bogen indeholder omhyggelig dokumentation for de givne oplysninger, litteraturliste og tidslinje for de vigtigste begivenheder i Karen Blixens liv. Den er rigt illustreret med relevante fotos og tegninger, af hvilke mange ikke er særlig velkendte og måske ikke før publiceret. Opsætning og trykning er fremragende. Både Blixen-kendere og nybegyndere vil kunne få stor glæde af denne bog. Kenderne vil helt sikkert finde nye oplysninger, og begynderne vil få en fortræffelig indføring i vores store danske storytellers liv såvel i køkkenet som i almindelighed.

I køkkenet med Karen Blixen af Signe Wulff er udgivet af Storyhouse og kan blandt andet fanges her

 

 

2019 i bog-oplevelser

2019 var et lidt underligt år for mig. Et år med mange gode oplevelser, men også med mange udfordringer i dagliglivet, så jeg næsten har svært ved at skelne månederne fra hinanden. Men når jeg bladrer i Boglivs indlæg, kan jeg se, at jeg alligevel både nåede at læse og skrive en del – og dét handler livet meget om for mig. Så her er min helt personlige og for egen regning-liste over bog-året, der gik:

Største udgivelses-oplevelse: Det var mig der slog Tom Jones ihjel

I årets første måned blev jeg forlægger, da jeg udgav Jan Frejlevs fine fortællinger på mit forlag Sleeping Beauty. Novellerne handler om små mennesker med små liv, og der er både stor sorg, stor humor og helt almindelige fjollerier i dem. Jeg er stolt af at have sat dem i verden sammen med Jan.

Bedste biblioteks-bog: Den indre by af Dea Trier Mørch

Min datter var på Krogerup Højskole, og sammen så vi en udstilling om grafiker og forfatter Dea Trier Mørch. Jeg blev inspireret til at læse en af hendes romaner, og det var virkelig interessant og underholdende. Politik fylder enormt i de pars liv, vi følger, men det gør sex, kønsroller og forældreskab også – nemt at identificere sig med, uanset de mange årtier mellem deres liv og vores.

Mest overvældende forfattermøde: Liane Moriarty

IMG_9037 2
Billedet af en, der kæmper med sin starstruckness og næsten lykkes med det.

Jeg har været fan i årevis, og jeg var ærlig talt temmelig tør i halsen, da den australske forfatter til blandt andet Min mands hemmelighed og Små store løgne kom til Danmark, og jeg fik lov til at interviewe hende til Ugebladet Søndag. Senere samme dag havde jeg Anna, som også er fan, med til blogger-møde med Moriarty om hendes nyeste roman Et fængslende møde. Hun skrev den sødeste mail et par måneder senere, og jeg er ikke for fin til at indrømme, at den slags oplevelser er med til at motivere mit journalistliv.

Unknown4

Bedste moderne roman: Se på os nu

0x500

Geir Gulliksens kølige ægteskabsroman gjorde stort indtryk på mig med sine menneskelige karakterer, der mere end noget andet viser, hvor egoistisk kærligheden kan være. Ikke en udpræget rar oplevelse, men det behøver læsning heller ikke altid være. Med fire hjerter og blandt andet denne svada omtalte jeg bogen:

Se på os nu er en fascinerende, men også forstemmende bog; velskrevet, velkomponeret og virkelig præcis i sine skildringer af personerne, som vi desværre forstår alt for godt. Al den velvilje, al den livslyst – for ikke at sige slet og ret liderlighed – al den tro på, at det hele bliver bedre næste gang – og så alligevel ligner det mest en katastrofe.

Fedeste bloggeroplevelse: På tur med Sara Blædel

Vi røg, vi drak, vi gik næsten med drenge … Livsstykket Sara Blædel inviterede bloggerflokken på en tur med Bornholmer-bussen, ikke til Bornholm, men til Midtsjælland, hvor hun selv kommer fra, og hvor hendes nyeste Louise Rick-roman, Pigen under træet, foregår. Jeg elsker den energi og taknemmelighed, Blædel går til arbejdet med at markedsføre sine bøger med – og bogen var også god. Jeg gav fire hjerter og skrev blandt andet:

Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer (…)

Flittigste gæsteanmelder: Palle Schjødtz

Palle lille

Han læser lange bøger fra start til slut, tager noter undervejs og anmelder omhyggeligt og loyalt. Han er vores faste alkohol-bog-, spionroman- og Karen Blixen-relateret litteraturanmelder, og så er han uden sammenligning den, der skriver fleste gæsteanmeldelser. Det ligger nok til familien, for han er også min far.

Bedste udenlandske oplevelse: Jennifer Egan

0x500-2

Ganske vist krummede vi altså lidt tæer over niveauet for interviewet, men det var en udsøgt fornøjelse at høre den amerikanske forfatter til blandt andet Tæskeholdet banker på fortælle om romanen Manhattan Beach, som var en stor læseoplevelse i sig selv. Niveauet steg, ryggen blev ranket, og nye erkendelser blev gjort. Tak, Louisiana!

Bedste læseoplevelse: Dage i Cape May

0x500

Hvor er det vidunderligt, når man bliver overrasket af en bog, der bare kræver at blive læst fra ende til anden. Et ungt par tager på bryllupsrejse i 1950’erne, de kender ikke sig selv eller hinanden godt nok til at være ægtefolk, det hele ligner en fiasko, og så i sidste øjeblik møder de en flok dekadente naboer, og alt ændres i en rus af alkohol, sex og nye erkendelser. Jeg gav fem hjerter og skrev blandt andet:

Det sidste kapitel, som er en slags ‘hvad der siden skete’, tog pusten fra mig og gjorde mig ædru på den måde, man kan være, når man har været oppe hele natten og sidder på en strand og ser solen stå op.

Som en ekstra bonus blev jeg venner med forfatteren med det spøjse navn Chip Cheak på Facebook, og jeg kan stadig ikke rigtig komme mig over, at dette begavede menneske er debutant!

Bedste nostalgi-læsning: Venner – I’ll be There for You

I en tid, hvor fiktive personer kan føles tættere på end vores rigtige venner, fordi vi ved mere om dem, kan betydningen af tv-serien Venner for mig næsten ikke overvurderes. Det er jeg i den grad ikke alene om, og det er også en del af pointen. Jeg følte mig spejlet i bogen om Venner, men fandt også ud af meget nyt, blandt andet om, hvor mange gange serien var i fare for at blive stoppet igen. Jeg gav fem hjerter og sagde blandt andet:

Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er (…)

At blive set som dem, vi var og er. Er det ikke også det, bøger kan, når de er bedst? Må de sidste dage af 2019 blive gode læsedage for alle os, der elsker bøger.

fyervaerkeri_amat-martinez-vila-756062-unsplash.jpg

 

Ungdomsanmeldelse: Sørgelig, men fortrøstningsfuld roman

Boglivs ungdomsanmelder Frida Manniche har læst en vigtig roman om det alt for store pres, unge lever under i dag. Hun er lidt skuffet over karakterer og slutning, men skriver alligevel, at romanen er, præcis som den skal være.

❤️❤️❤️❤️ “Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.”

Josephine på 18 år skal være helt perfekt. Hun knokler i skolen, spiser kun mad, der passer ind i hendes kur, og har valgt sig den perfekte kæreste. Men alt går ikke ligeså godt, som det ser ud til. Josephines nøje udvalgte planer for fremtiden går langsomt fra hinanden, da hun bliver konfronteret med hendes egne fysiske og psykiske grænser.

Ditte Wieses fortælling om stress og forventningspres er målrettet ældre teenagere. Fortællingen er sørgelig, men fortrøstningsfuld. Wiese har skrevet en bog fyldt med drama og romance, og man flyver gennem de 336 sider. Og så drukner jeg er en aktuel bog, som burde anbefales til alle såkaldte ”tolv-tals-piger” eller enhver anden teenager, der føler presset til at være perfekte.

0x500.png

Den er rå og sørgelig, men også forhåbningsfuld; Wiese kritiserer perfektionist-kulturen, men serverer os dette med en stor portion optimisme oveni. Jeg åbnede bogen med en forventning om, at jeg skulle trækkes igennem teenagerangst og selvmedlidenhed, og bogen leverer også dette, men Ditte Wiese formår at strukturere og pakke det ind på en sådan måde, at det bliver udholdeligt og relaterbart.

Da jeg først var blevet færdig med bogen, var jeg en smule skuffet over, hvor meget håb og hvor lidt jeg havde lyst til at give op og lægge mig til at sove. Jeg havde håbet på en anden historie, som ville ende ulykkeligt og opgivende, for det er en sådan historie, som bedst ville tilfredsstille min indre dramatiske teenager. Til gengæld fik vi en halvforvirrende og håbefuld slutning. Jeg kan dog sige nu, et lille stykke tid efter, at fortællingen om Josephine afrundes præcis på den måde, som den skal. De unge, som føler sig som Josephine, har brug for en bog, som giver dem et venligt skub i den rigtige retning, og som giver dem modet til at være sig selv og slippe fri fra et umuligt og selvopfundet ideal.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fandt en eneste af bogens karakterer særlig sympatiske. Det er gjort meget tydeligt, at mange af disse personer helt med vilje ikke er særlig rare, men fortællingen mister noget af sin virkning, når man ikke engang finder hovedpersonen Josephine bare en lille smule behagelig. Og det er ærgerligt, for jeg tror bogen ville blive hos læseren længere, hvis man havde lyst til at spejle sig selv i Josephine bare en lille smule. Heldigvis er fortællingens præmis sådan, at bogens indhold og budskab ikke forvrænges eller ødelægges på grund af dette, og på nogle punkter forstærker disse uvenlige karakterers personlighed det budskab, som Wiese vil ud med. Man vil jo netop ikke være som Josephine eller hendes venner; det er en skildring af en usund hverdag og tilstand.

Wiese har skrevet en vigtig bog. De danske ungdomsuddannelser flyder med unge, der udmatter sig selv med fejlfinding, så en bog der er læst som en hver anden teenage-roman, men som skaber plads til en positiv reevaluering af sit eget mentale helbred, er trængende.

Og så drukner jeg af Ditte Wiese er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her

Den største smerte

❤️❤️❤️❤️  Veras far er som fædre er flest i forstaden (no bogstavrim intended). Han går og roder lidt med et sportsvogn i garagen, mens Veras storebror Valdemar spiller Fortnite, og hun selv hygger sig med sine veninder. Men en dag holder Veras far helt op med at arbejde på bilen eller på noget i det hele taget. Han dør alene derude i garagen.

Det er afsættet for Estrid Dyekjærs fine “børneroman” Det røde lyn. Titlen refererer til bilens navn, og den er vigtig, for den bliver et tilflugtssted for Vera, når hun vil være tæt på sin far; så sidder hun i bilen og hører farens musik. I skolen går det skidt. De andre kan ikke rumme Veras smerte – den største smerte af alle, når man er barn – og kun kammeraten Liva taler til hende, som om hun stadig var normal. Og så er der det med, at den nye dreng i klassen er halvt italiensk og har blå blå øjne og allerede har mødt Vera i toget fra Rom, da Vera og hendes mor og bror rejste væk for at glemme det hele let.

0x500-1

En sorg, en forelskelse og en uforstående klasse; Vera har det ikke nemt, hun ligger vågen om natten, selv om hun altid har haft et godt sovehjerte:

De fleste nætter lå jeg bare og længtes efter at komme i skole, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Men når jeg sad der, var det, som om hans duft og varmen fra hans bare arme lige ved siden af mig lammede mig, så jeg hverken kunne tænke, tale eller bevæge mig.

Sproget i bogen er ligefremt og roligt, handlingen ikke overdrevet dramatisk, for følelserne er store nok i sig selv, som de jo er i denne afsindige alder. Jeg ville have slugt den lige så sultent som 14-årig, som jeg gjorde nu. Måske endda endnu mere; for bogen er sjovt tidløs – selv om Valdemar spiller computer, og Vera ønsker sig en iPhone, så spiller teknologi og SoMe nærmest ingen rolle. Det er egentlig kun befriende.

Men at skolen er så dårlig til at håndtere Veras sorg, og at hendes klassekammerater ‘får lov’ til at drille hende med, at hun går til skolepsykolog, det må da være en anakronisme? Måske hentet fra bogens forlæg, som er forfatterens eget liv – det fortalte hun mig, da jeg faldt over bogen på BogForum og i snak med hende.

Desværre er det ikke nogen anakronisme, at vi har det svært med at rumme det, der er svært for andre. Bøger skaber empati, også på det område. Så hurra for Det røde lyn!

Det røde lyn af Estrid Dyekjær er udkommet på Byens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

Gæsteanmeldelse: Velskreven spion-roman fra 88-årige le Carré

Palle lille

Boglivs spion-roman-anmelder Palle Schjødtz er stærkt tilfreds med, at John le Carré stadig bliver ved med at skrive om det britiske efterretningsvæsen og -uvæsen.

❤️❤️❤️❤️❤️

John le Carré er tidligere blevet rosende omtalt i Bogliv for sine romaner, sin autobiografi og en anden forfatters store biografi om ham. Han er nu blevet 88 år, og man skulle have troet, at nu var det slut med nye bøger fra hans hånd. Det har vist sig at være forkert, for nu har han igen skrevet en bog om de britiske spioner, og tilmed er det en velskreven og spændende roman, der foregår i London i 2018.

Hovedpersonen er den 47-årige Nat, som i mange år har arbejdet i det britiske efterretningsvæsen. Nu er hans tid som føringsofficer for agenter bag jerntæppet forbi, og han håber på et passende afslappet retræte-job, hvor han kan få tid til at dyrke sin store passion for at spille badminton. Han er klubmester i den lokale klub, og han kan stadig holde langt yngre modstandere nede.

0x500.png

Nat tager modvilligt imod et job i en skraldespandsafdeling af region London, The Haven, med en broget skare spioner ansat. En af disse er den unge og kønne Florence, som er i gang med at undersøge en ukrainsk oligark med russiske interesser. Samtidig dukker en yngre, ranglet og kejtet mand op i badmintonklubben for at udfordre Nat til en match. Nat tager udfordringen op og vinder knebent over Ed. En revanche må der til, at det udvikler sig efterhånden til et ugentligt spil og efterhånden en slags venskab.

På ægte John le Carré-vis udvikler historien sig i flere retninger, hvor fortielser, løgne og internationale såvel som interne manøvrer foregår, uden man finder ud af, hvad der egentlig er gang i. Hvorfor bliver Florences bestræbelser på at afsløre oligarken tilsyneladende bremset højere oppe i systemet? Hvad er det egentlig med ham Ed? Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Handlingen og sproget er en fornøjelse at læse, og oversætteren, Jakob Levinsen, skal roses for at omsætte le Carrés højengelsk til en smukt og moderne dansk, hvor specielle engelske udtryk kun sjældent er oversat direkte. Til sidst løses alle gåder lidt pludseligt og måske overraskende, men der er jo også forfatterens stil.

Bogen er et must for alle John le Carré fans, og den kan med fornøjelse læses af alle, der kan lide en veldrejet og spændende historie, hvor man langt hen ad vejen kan gætte med, og hvor det nok for de fleste vil vise sig, at de har gættet forkert. John le Carré er gennem årene blevet mere og mere politisk i sine bøger, og her synes det at gå ud over Europas situation i almindelighed og den britiske efterretningstjeneste i særdeleshed.

Fri agent af John le Carré er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst fremsendt af det nu hedengange forlag.

Lejrskole med langsigtede konsekvenser

❤️❤️❤️❤️ I 8. klasse startede jeg på en ny skole, Rungsted Private Realskole. En uge efter skulle vi på lejrskole til Sønderjylland. I toget pjattede og snakkede vi, så meget som vi nu turde for de ret strikse lærere, der var ansat på den ret gammeldags skole. En sød dreng smilede til mig, og jeg smilede igen, og pludselig var vi lukket inde i en af de klassiske seksmandskupeer, helt alene og helt generte. Der skete ingenting. Vi var begge for generte. Men næsten 30 år senere sad vi igen i en togkupé og kørte mod Sønderjylland. Nu var der kamera på, for drengen var vokset op og blevet en af Danmarks rigeste mænd, og han og jeg var med i et program, der hed Mig og klassen. Med seerne som vidne kørte vi  vestpå og ned ad memory lane medbringende Jolly Cola og drengens dagbog, hvori der blandt andet stod, at drengene en aften var krøbet ind til pigerne for at … spille skak! Vi grinede til hinanden, og et øjeblik spillede det lidt i øjnene igen, for mindernes gade er magisk, også selv om livet rykker en rig dreng og en almindelig pige helt væk fra hinanden.

Hvorfor nu denne lange indledning? Fordi de tidlige teenageår er så definerende og lejrskole en ikonisk rejse. Om man kommer til Sønderjylland eller Bornholm, så er det ofte her, man får øjnene lidt op for drengene (eller pigerne) – dem i klassen eller de lokale. Måske får man også sin første øl eller endda sit første spil skak. Eller også må man se på, mens alt dette sker for de andre, for sådan er livet også, især i den alder, ikke alle når det samme sted hen samtidig, om overhovedet. Om det handler Sara Blædels 10. Louise Rick-krimi Pigen under træet. I 1995 rejser en 7. klasse fra Midtsjælland til Bornholm, men ikke alle kommer med hjem igen. Pigen Susan, der både er fremmelig og udsat, bliver væk og først fundet i nutiden som lig. Og den følsomme Mona, som dengang advarede sine lærere om, at noget frygteligt ville ske på turen, er aldrig kommet sig over det, men lever med angst, sin insektsamling og sin gamle skolepsykolog som eneste selskab.

0x500.png

I klassen dengang gik også Louise Ricks nuværende svigerinde, Trine, der netop er forsvundet, efterladende Louises bror Mikkel i den tro, at han igen er blevet forladt. Mikkel forsøger at begå selvmord, og det bliver ikke bedre, da politiet mistænker ham for at have slået sin kone ihjel. Louise, der egentlig har orlov og er ude at rejse med sin kæreste og plejesøn, bliver nu både pårørende og opdager, for naturligvis må hun prøve at opklare sagen og få sin bror frikendt – i øvrigt sammen med sin journalist-veninde Camilla, der også er fra egnen. Begge har bøvl i privatlivet, Louise med kæresten og Camilla med sin voksne søn, der kommer i uføre.

Med dette plot har Blædel skabt perfekte rammer for at lade sine karakterer udfordre følelsesmæssigt og gamle forviklinger finde dages lys. At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder. Det er også at få serveret, for ikke at sige få lige i smasken, hvordan livet kunne have set ud, hvis man var blevet i byen. Det er for eksempel at møde sin gamle kæreste igen og enten tænke “godt, jeg slap væk” eller “var det dumt?” og at blive konfronteret med nogle, der engang var seje og nu blot er sølle. Dén øvelse slipper Pigen under træet godt fra. Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer, hvilket også er grunden til, at hendes læsere har været kede af, at hun lod Louise Rick hvile en tid, mens hun skrev bedemands-trilogien om figuren Ilka – den kunne jeg nu også godt lide.

At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder.

Krimimæssigt er Pigen under træet måske ikke det mest originale eller nervepirrende, der nogensinde er skrevet, men for mig betyder det ikke så meget, for dramaerne imellem mennesker er langt mere spændende – og uhyggelige. Ikke mindst med det Blædel’ske blik.

Pigen under træet af Sara Blædel er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af Politikens forlag. 

Blod, lort og security-satire – det’ Bogforum, baby

38.186 læsere. Så mange var i Bella Center til årets Bogforum – ikke så mærkeligt, at der var lidt trangt i metroen! Selv havde jeg en god messe – hårdt arbejde, flygtige møder af typen “Guuud hej, har du det godt, nå jeg må videre” og en dejligt stor oplevelse til sidst.

Mere om den om lidt.

IMG_9305.jpg

Jeg startede fredag eftermiddag med at være irriteret over, at den gamle indgang var lukket – jeg er same procedure-typen, ikke spor omstillingsparat. Den såkaldte “forfatterlounge”, hvor man kunne lægge tøjet og samle tankerne, lå tillige langt pokker i vold; op ad en rulletrappe, der ikke duede, så en der gjorde, ned ad en lang gang med mennesketomme butikker, og så var man endelig fremme i et spøjst rum, hvor man kunne få gratis kaffe og købe møblerne. Jeg gik 27.404 skridt i løbet af weekenden og vænnede mig til new procedure. Så meget, man kan udvikle sig.

0x500-2

Men det var jo ikke det, det handlede om. Det handlede om bøgerne. Og forfatterne. Fredag eftermiddag var jeg på Levnu-scenen med over-seje Anne-Cathrine Riebnitzsky, der foruden at være soldat og prisbelønnet romanforfatter også er noget så eksotisk om bue-og-pil-jæger og har skrevet om det i Med bue og pil – jagthistorier. Det fortalte hun levende, varmt og begejstret om til et lidt forskrækket publikum (for man kan altså ikke tale om jagt uden at tale om død og blod, sorry), og så var fredagen ligesom sparket i gang. Senere delte jeg samme scene med en vaskeægte tv-stjerne, Anne Hjernø, der har tabt 20 kilo uden at tabe et gram af humøret og fortalt om det i Slank, let og mæt. Hende kunne de godt lide i Bella – det kunne jeg også.

 

Lørdag startede sent for mig. Jeg var igen på Levnu-scenen (som dermed blev en lillebitte vane for mig, og dem elsker jeg) med blogger Cana Buttenschøn, der har skrevet bogen 40 ting, du i virkeligheden skal vide om din fødsel. Vores publikum var enten gravide eller trætte i fødderne eller begge dele, og vi talte en del om … lavement. De gravide på første række blev lidt blege i takt med, at Cana fortalte, men lort er altså ofte en del af ligningen ved fødsler – heldigvis kommer der børn ud af dem. I rask trav ned til Scenen for at mødes med stjernerne Rydahl og Kazinski i skikkelse af Thomas Rydahl og Jacob Weinreich (det tredje bandmedlem, Anders Rønnow Klarlund, var blevet hjemme for at skrive på en tv-serie), som har skrevet en knaldspændende bog, Mordet på en havfrue, med H.C. Andersen i hovedrollen. I hans København flød lorten i gaderne, og det talte vi om – heldigvis også om andet. De fyre er fortællere af guds nåde, og det gør det til en udsøgt fornøjelse at dele rampelys med dem.

 

Søndag morgen var jeg en kende tør i munden, for sådan en effekt har kongelighed på mig, og Maria Helleberg er jo “dronningen af historiske romaner”. Denne gang har hun skrevet en bog om sin egen familie, og den – altså familien – er godt nok ikke kedelig. Og det er Helleberg heller ikke. Vi havde en rigtig god samtale.

 

9F47C622-2BC3-495B-9E37-C9408E1FBBE8

Og så var arbejdsdelen af Bogforum – den, der fylder så meget i månederne optil, hvor man læser og rykker forlag, læser mere og skriver spørgsmål ned, som man godt ved, man sikkert ikke får brug for – pludselig slut. Og de fleste af dem, jeg skulle møde, gået hjem. Hvilket betød, at jeg fik mulighed for selv at læne mig tilbage og nyde andres arbejde. Jeg skridtede målrettet mod Auditoriet, hvor en af mine gamle helte, biograf Jens Andersen, fortalte og sang om Kim Larsen, som han har skrevet bogen Kim Larsen, mine unge år om. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg har beundret “JA”, som KL kaldte ham, siden jeg hørte ham første gang på Schæffergården i 1997, hvor han fortalte om sin Tove Ditlevsen-biografi, Til døden os skiller. Bagefter gik jeg sporenstregs ned og læste alt af TD.

IMG_9308

Det var nu ikke derfor, jeg sad i Auditoriet. Jeg sad der, fordi jeg VILLE have en plads til at høre seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fortælle om sin bog Hertil og ikke længere.

IMG_9323.jpg

Hvilket betød, at jeg simpelthen indtog forreste række ikke en, men to timer, før hun gik på. For jeg hører til den del af befolkningen, der sørger over Radio 24-7 og omkommer af grin over DKRA – og faktisk har forladt et møde, fordi nogen sagde “Get a life” om 24-7-demoen foran Kulturministeriet. Jeg gider ikke være voksen omkring det, jeg er bare fan. Megafan. Så da jeg havde hørt både Jens Andersen OG Rane Willerslev (Rygrad og rummelighed, også spændende) uden at turde gå på toilettet, var jeg ikke rigtig til sinds at lade mig smide ud af sikkerhedsvagten, der insisterede på at “rydde salen”. Han havde dog en ret insisterende (for ikke at sige brysk) facon, så jeg måtte give mig. Men her trådte fan-kulturen i karakter, for de demonstrerende Radio 24-7-medfans, der naturligvis stod udenfor forrest i køen, hev mig kærligt med ind igen. Og SÅ kom hun, vores veninde, værtinde, heltinde og gudinde, og hvor VAR det vidunderligt at se og høre hende. Hvis du vil høre, hvor sjovt jeg synes det var, kan du høre det i min live-streaming i fangruppen på Facebook. Her peakede min messe.

6E01E562-CB5D-4B14-803F-9018A99589AC

Allersidste oplevelse var altid skideskægge Ditte og Louise, der fortalte om hygge-sexisme, Jørgen Leth på knæ for kussen og hvor fedt det er at være liderlig og sur på en gang. Tak for kaffe og …

IMG_9316.jpg

… tak for i år!

 

Næste Bogforum er 30. oktober- 1. november 2020.

Gæsteanmeldelse: Flydende sjælevarmer

Palle lille

Enhver kender til en iskold G&T på en solbeskinnet terrasse en lun sommeraften, men kan gin også drikkes om vinteren? Ja, siger ny bog – og Boglivs alkoholbogsanmelder, Palle Schjødtz, stemmer i.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man troede, at gin i alle mulige fantasifulde varianter var et modefænomen, der måtte være ved at sygne hen, så bliver man belært om det modsatte ved en gennemlæsning af Iben Diamants nye bog. Den er nemlig fyldt med nye idéer til at nyde den i grunden enkle basisdrik, som gin er, navnlig i den kommende, kolde tid på året. Bogen indeholder en lang række opskrifter på gin og tonic – med garniture naturligvis – som hver for sig er indbydende og velegnede til årstiden, men som i mange tilfælde også ledsages af forslag til sammensætning med årstidens – og ikke mindst julens – retter. Der er også forslag til diverse cocktails og lune gindrinks til den kolde tid.

En særlig omtale er viet til slåengin. Som en trofast fremstiller af denne drik baseret på indsamling af bærrene om efteråret og hensætning i nogle måneder med en billig gin og rørsukker overvældes man af læsningen af kommercielle udgaver med hver sin karakteristiske smagsnuance og opskrifterne på anvendelser. En af de lune måtte straks afprøves – uhm.

0x500-1.png

Iben Diamant har udviklet en særdeles sikker hånd til at præsentere sit stof, som foruden alle opskrifterne indeholder systematiske oversigter over de forskellige grupper af ginner og velegnede mærker af Indian Tonic. Læseren bliver klar over, at her drejer det sig om at vælge sine favoritter, for det er hverken sundt for tegnebog eller helbred at ville det hele. Her er bogen let at gå til, og hvad enten man vil prøve en fadlagret gin som avec, en kold gin til silden eller slåengin til risalamanden findes vejledningen i bogen.

Lige som de tidligere ginbøger fra Iben Diamants hånd foreligger denne bog i et praktisk format, og den er et godt bud på en julegave eller værtinde-/værtsgave, evt. i kombination med et af de mange omtalte produkter.

Gin til den kolde tid af Iben Diamant er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

#starstruck: at møde sin yndlingsforfatter

“Betyder det, at jeg nu har en firer på Robert de Niro?”, spurgte min kæreste forleden og demonstrerede dermed, at han endelig har forstået ideen i, hvordan vi alle er forbundet gennem hinanden i seks led, hvilket jeg utrætteligt har forsøgt at indvie ham i de sidste to år.

Liane og Anna og Ulla
“Det var godt, vi ikke stod ved siden af hinanden, så havde vi nærmest været et spejl,” var min datter Annas kommentar til det her billede, som – indrømmet – var et peak for mig. Ikke mindst fordi det var min mor, der i sin tid introducerede mig til Moriartys bøger, og jeg har introduceret dem til min datter. En cirkel-sluttet fornemmelse.

Og ja, eftersom både min datter og jeg i går mødte den australske forfatter Liane Moriarty, der gennem sin bog Big Little Lies og tv-serien af samme navn har mødt Meryl Streep, så har Jan nu en firer på Bob. Det i sig selv er jo ikke revolutionerende eller bare i nærheden af at være det, det ved jeg godt, selv om min kæreste for en gangs skyld var lidt imponeret.

Faktisk er det sådan her: at møde kendte mennesker er ingen oplevelse i sig selv. Der er lige et enkelt øjeblik, hvor det giver lidt hjertebanken, fordi du ser de roller, skuespilleren har spillet, eller de sange, sangeren har sunget, for dig. (Sådan var det også for Liane Moriarty, da hun mødte Nicole Kidman, fortalte hun). Derefter er det et menneske, du møder. Måske ikke ‘helt almindeligt’, men dog et menneske. Nogle klikker du med, andre ikke. Nogle har en god dag, andre ikke. Det eksotiske er sjældent eksotisk, når det kommer tæt nok på.

IMG_9037 2
Billedet af en (hende længst til venstre, red.) , der kæmper med sin starstruckness og næsten lykkes med det. “Du møder sikkert mange kendte mennesker,” havde Liane Moriarty lige sagt til mig. Nej, det gør jeg ikke, og selv hvis jeg gjorde, ville det her øjeblik lyse helt særligt op. For det gør hun med sin skrift. Foto: Mette Kønig

Men det er også sådan her: Mange kendte mennesker er, SoMe-kulturen uagtet, blevet kendte, fordi de kan og har gjort noget helt særligt. Og når de får lov til at tale om det, er de som regel spændende at høre på. Det er ret ofte ret dødssygt at interviewe en skuespiller om hendes kost eller motions-regime, med mindre han eller hun brænder særligt for lige præcis dét. Men at tale med dem om skuespil er fantastisk – for det ved de jo noget om! Nogle af de bedste samtaler, jeg kan huske om netop det, var med Lars Ranthe (om rollen som Kjeld Petersen i Dirk), Anne Louise Hassing (om filmen Jagten) og Helle Fagralid (om sex-scenerne i Så længe jeg lever, hvor hun blev instrueret af sin egen mand, Ole Bornedal). For ikke at tale om Margrethe Vestager (konkurrence og ledelse), Åge Hareide (fodbold og ledelse) og Simon Emil Ammitzbøl (at være minister og far). Hvilket privilegium at få lov at tale med dygtige mennesker om det, de er dygtige til.

“Get me Meryl!”

Bare rolig, jeg har en pointe. For for mig var det at møde Liane Moriarty lige så stort, som det må have været for hende at møde Meryl Streep første gang. For Meryl Streep er Liane Moriartys yndlingsskuespiller, og Liane Moriarty er en af mine yndlingsforfattere. Moriarty fik mulighed for at skrive historien til anden sæson af Big Little Lies og havde egentlig ikke lyst. Men da hendes søster sagde: “Gør det, hvis det er sjovt,” vidste hun pludselig, hvad der skulle til:

“Hvis jeg én gang i livet kunne få lov til at sige: Get me Meryl! – og få hende, så skulle jeg ikke bede om mere,” fortalte hun grinende i Cinemateket i København, hvor hun deltog i en Politiken-podcast om Onde kvinder i fiktionens verden.

IMG_6310 2

BLL fik Meryl i rollen som Nicole Kidmans karakters  svigermor, Mary Louise, og Meryl var ifølge Liane Moriarty lovely. Som vi jo undrer os over, at vores idoler kan være,  – og bliver skuffede over, hvis de ikke er. For grunden til, at vi beundrer dem, er ofte, at vi føler, de kender os og giver vores følelser sprog, krop eller musik. De ser os og får os til at se os selv. Og så vil det altså være helt ubærligt, hvis de samtidig ikke er søde.

Liane Moriarty er sød. Venlig, imødekommende – og lidt reserveret. (“Hun er cool og sarkastisk,” var min datters dom – så bliver det ikke bedre fra den kant). Da hun efter arrangementet i Cinemateket sad over for en gruppe bloggere, og ingen rigtig ville stille det første spørgsmål, sagde hun:

“Jeg havde fået at vide på forhånd, at skandinaverne ikke kan lide at spørge. I USA sidder de alle samme med hånden oppe med det samme. Jeg kan godt lide jeres måde.”

Da hun fortalte, at hun også var vild med Borgen og Sofie Gråbøls sweater i Forbrydelsen, begyndte vi kollektivt at løsne op. For lidt stive var vi jo. Det var jeg allerede otte timer før blogger-mødet, hvor jeg mødte Liane til et ene-interview, og i starten kunne mærke, hvor nervøs jeg blev, og hvor lidt godt det gjorde for mit interview. For et møde mellem mennesker bliver jo først rigtig interessant, når vi mødes som netop det og ikke som fan og idol. Begge positioner er låste og ufrie, og at ryste sig fri af dem er svært, ikke fordi hverken den ene eller anden part er umenneskelig, men fordi den ene part føler et slægtsskab, den anden umuligt kan føle. Det kan nemt både blive for fjernt og for tæt. Som da en ung journalist, fordi en af hovedpersonerne i Moriartys nye bog, Et fængslende møde, er i overgangsalderen, bad Moriarty om at gøre rede for sine egne overgangsalder-symptomer:

I felt like showing her my menopausal rage (Jeg fik lyst til at vise hende min overgangsalder-vrede),” sagde hun til et grinende publikum i Cinemateket.

Selv havde jeg en lignende oplevelse, da en journalist i forbindelse med min udgivelse af novellesamlingen En duft af appelsin spurgte mig, hvordan mit eget erotiske liv havde udviklet sig med alderen? Jeg blev vred, men hvorfor egentlig? Jeg havde jo skrevet indgående og detaljeret om erotik og agiteret for, at det kan vi godt snakke om, ligesom Liane Moriarty har skrevet om overgangsalder. I fiktionens verden, ja, men jeg kan godt forstå forvirringen: Vil eller vil hun ikke diskutere alt det svære og intime?

Som forfatter kan man nemt komme til at gøre sig tilgængelig på en anden måde, end man havde forestillet sig, og grænserne kan være svære at finde, både for den ene og den anden part. Jeg havde i øvrigt en anden oplevelse med en journalist, der spurgte om det samme ud fra et mere menneskeligt niveau – hun gav lidt af sig selv, og så fik jeg også lyst til at give og svarede faktisk på spørgsmålet. De her ting er ikke sort-hvide og derfor, synes jeg, vanvittigt spændende.

Tilbage i interview-situationen skete der heldigvis det, der næsten altid sker, når jeg interviewer. Jeg blev nysgerrig. Når det sker, glemmer jeg mig selv, og det er det bedste, der kan ske for en interviewer og et interview. Så vi kom til at tale om det, jeg var allermest nysgerrig på, og nej, det var faktisk ikke, hvordan Meryl Streep er ‘i virkeligheden’. Men hvordan Liane Moriartys egen virkelighed ser ud; hvordan finder hun på historier (hun samler små stykker op her og der og kan ikke lade være med at tænke what if?), hvordan skriver hun (derudad fra en start, og så går hun tilbage), hvordan plotter hun (det gør hun ikke), hvad frygter hun mest (at hun har fået for meget lykke, og at hun vil blive straffet for det). Meget af det vil du kunne læse i mit interview med Liane Moriarty i et kommende nummer af ugebladet Søndag. Og alt det, jeg ikke bruger der, lover jeg at hælde ud her. I skal nok få mere Moriarty, promise!

Forlden fik jeg en toer på Meryl Streep, men en etter på Liane Moriarty. Dét var en ægte gave.

Liane Moriartys bøger – mine yndlings i fed

  • Three Wishes
  • The Last Anniversary
  • The Hypnotists Love Story (Hypnotisørens kærlighed)
  • What Alice Forgot (Det hun glemte)
  • The Husband’s Secret (Min mands hemmelighed)
  • Big Little Lies (Små store løgne)
  • Truly Madly Guilty (Vanvittig skyldig)
  • Nine Perfect Strangers (Et fængslende møde)

Et fængslende møde af Liane Moriarty er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

 

 

 

Gæsteanmeldelse: 11 små skæbnefortællinger i særklasse

 

 

foto til Ulla (1)

Cand. mag. Karima Brodersen har læst en novellesamling med temaer på den helt store klinge. Hun har alle seks hjerter fremme og glæder sig over at møde en forfatter, der ser os mennesker.

❤❤❤❤❤❤ ”Vi er små skabninger i et stort maskineri. Skæbnen er større end os”, konstaterer en af personerne i Lauren Groffs seneste bog Florida. Et centralt udsagn for hele novellesamlingen, hvis 11 små skæbnefortællinger alle foregår i delstaten Florida, hvor solen ikke altid skinner fra en skyfri himmel. Det er noveller i særklasse, der handler om de store temaer som liv og død, kærlighed og had, længsel og ensomhed. Lauren Groff har et særligt blik for skævheder og sprækker og hendes poetiske sprog emmer af atmosfære.

0x500

I den første novelle, Spøgelser og returgods, møder vi den frustrerede, vrede kvinde, der føler sig låst i rollen som mor og sin mands kone. Hun forsøger at løbe fra det hele på sin faste løbetur, mens månen griner af livets lunefuldhed, og det eneste der forandrer sig, er hendes omgivelser. Spøgelser er i øvrigt et tilbagevendende billede, en slags rød tråd, i flere af novellerne, men kun svagt antydet.

I Forestillinger om den runde jords hjørner er den voksne søn Jude stadig mærket af et forkrampet forhold til sin følelseskolde far. Faren er død for længst, men hans spøgelse har sønnen svært ved at ryste af sig. I en robåd i sumpen, hvor bådens årer går tabt, bliver sønnen måske fri:

Jude prøvede at gøre sig det behageligt men svedte, og nu fik myggene færten af ham og kom sværmende. Stilheden var spøgelsesagtig, for han huskede søen som et tætvævet tapet af lyd, tranernes klikken og svirren, cikaderne, uglerne, de mystiske og næsten dyriske skrig, der kom for langt væk fra, til at man kunne identificere dem. Han ville gerne have fundet en forbindelse til noget, som han havde mistet, men han kunne ikke finde det.

I en anden novelle, Grådige hunde, efterlades to små piger alene på en ø, de maler sig med morens efterladte makeup og beskrives som ”spøgelsespiger med klovnemakeup og blomstrede sækkekjoler”. Det er en grum historie, men også sært kærlig i beskrivelsen af de to små søstre, der med barnets naivitet er i katastrofen på en uskyldig og umiddelbar facon.

lauren-groff_copyright-Megan-Brown
Lauren Groff er amerikaner, hun bor i Florida sammen med sin mand og deres to børn. Lauren Groff har skrevet tre romaner og to novellesamlinger og modtaget et væld af priser. I 2018  var hun finalist til National Book Award med novellesamlingen Florida.

Novellerne kredser om alle de komplicerede relationer, der kan udspille sig mellem manden og kvinden, mellem forældre og børn, mellem ægtefæller, mellem søskende og mellem venner. Personerne har det til fælles, at de alle oplever eller har oplevet sorg ellers svigt, og de har alle et tomrum, som de håber på at nogen eller noget kan udfylde. I en af novellerne ræsonnerer hovedpersonen,  at hvis man aften efter aften kigger længe nok på månen, vil man opdage, at den rent faktisk griner. Men ikke ad os ensomme mennesker, vi er alt for små, og vores liv er alt for flygtige til, at den overhovedet bemærker os.

Skæbnen er et vilkår. Måske er det en trøst, at livet og skæbnen er så meget større end os, men det er godt, vi har Lauren Groff, hun ser os, mennesker.

Florida er udkommet på dansk på Lindhart og Ringhof og kan blandt andet fanges her