Stadig suveræn

❤️❤️❤️❤️❤️ “Gammel kærlighed ruster aldrig”, siger et gammelt ordsprog. Min kærlighed til den britiske romance-forfatter Jojo Moyes startede som en vild forelskelse. Jeg læste først – for en del år siden – Det sidste brev fra din elsker, der foregår i både historisk og ny tid, og En plus en, der er en slags roadtrip med en enlig mor, hendes børn og en hund, og var helt solgt til Moyes’ evne til at skabe karakterer, vi tror på, i en verden, der på en gang ligner vores egen og er eventyrligt romantisk.

Da jeg for seks år siden fik lov til at interviewe Moyes om netop de to romaner på Bogforum i København, voksede forelskelsen. Jeg var frygtelig star struck og tør i munden og havde 40 minutters live interview på engelsk foran mig, da vi mødtes, men hun var bare sød og venlig og interessant at tale med, og interviewet var lige præcis den fornøjelse, jeg havde forestillet mig. Jeg vidste bare med mig selv, at det her var true love.

 

107633_96e6b498edc74fcfa4f03d57d41b597b_500

Allerede der var hun berømt. Det var som at gå sammen med en rockstjerne at pløje sig igennem horderne på vores vej til scenen. Men det var intet imod den bølge af popularitet, der rejste sig over hende omkring bestselleren Mig før dig om den unge Louisa Clark og hendes næsten helt lamme patient Will, der ender med at tage sit eget liv. Da romanen blev filmatiseret, gik der totalt medie-selvsving i det, og på det tidspunkt tabte jeg lidt interessen for Moyes. Det var, som om vores relation var blevet lidt slidt, vi var vokset fra hinanden, andre forfattere havde taget mit fokus. Selvfølgelig læste jeg fortsættelsen Efter dig, men jeg var ikke blæst væk.

maxresdefault

Det er jeg nu. For treeren i ‘serien’, Stadig mig, er simpelthen suveræn. Louisa Clark (Lou) er taget til New York for at arbejde som personlig assistent for Agnes, oprindelig massør fra Polen, nu hovedrig kone nummer to til en mægtig mand på Park Avenue. Tilbage i England venter Lous nye kæreste, ambulanceredderen Sam, som hun mødte i en sort stund efter Wills død. Lou møder et New York, kun få nogensinde vil lære at kende; et uvirkeligt sted hvor en rig kvindes uge kan fyldes op af motion, velgørenhedsmiddage og frisøraftaler, og hvor sammes kalender bestyres af alle mulige andre end kvinden selv. Hvor et hjem er en arbejdsplads for en anonym hær af tjenende ånder, tænk Matador uden varme og humor. Og hvor moral og ærlighed har trange kår. Lou er dog – naturligvis, hun er jo romance-heltinde – en gæv pige, der hurtigt formår at skabe kontakt til sin ulykkelige arbejdsgiver, der bliver holdt ude af det gode selskab og mobbet af sin steddatter, ligesom Lou selvfølgelig også både får venner og hurtigt møder en mand, den charmerende Josh, der ovenikøbet ligner den elskede og mistede Will, og så har vi balladen. Ind over er også lige en ældre dame med en lækker vintagegarderobe, et par piger i en genbrugsbutik, en vredladen husholderske og mange andre fornøjelige bifigurer.

0x500

Plottet er på ingen måde overraskende, man skal ikke have læst mere end en håndfuld romance-romaner for at regne det ud på to splitsekunder. Men det er heller ikke meningen. Den er til gengæld, at vi skal komme til at føle med personerne og ønske, at det går dem godt. Og dét gør vi. Vi hepper på Lou og kærligheden hele vejen igennem, og selv jeg langt fra er en nogle og tyveårig brite med han til vintage-mode, så identificerer jeg mig med hendes grundlæggende dilemma; følge sin egen drøm eller tage sig af andre? Det er det, Jojo Moyes kan: skabe temaer, som alle kan identificere sig med og pakkede dem usædvanligt lækkert og lokkende ind. Moyes kan desuden noget, ikke mange romanceforfattere kan, nemlig at nuancere sine personer. De onde er ikke kun onde, de gode ikke kun gode. Moyes’ verden ligner vores egen, og der er masser af mulighed for spejling, samtidig med at vi aldrig for alvor er bange for, at det ikke skal ende godt. Deri ligger forskellen fra virkeligheden – og nøglen til Moyes’ utrolig velfortjente succes.

Jeg er gen-forelsket.

Stadig mig af Jojo Moyes er udkommet på Cicero og kan blandt andet fanges her

Jeg havde selv købt eksemplaret, jeg har anmeldt her, fordi jeg blev fanget af de fine farver på coveret.

 

Gæsteanmeldelse: “Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab”

Palle lille

Palle Schjødtz giver topkarakter til Mich Vraas nye slægtsroman, Vaniljehuset, som han kalder “en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg længe har læst”.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvordan kan en slægtshistorie fra perioden 1886 til 1930 med tråde tilbage til Napoleonskrigene og den spanske hærs ophold i Danmark i begyndelsen det nittende århundrede gribe læseren så stærkt, at bogen nærmest må sluges? Det er nok fordi vi alle sammen kan finde noget, som ligner vores eget liv. Dertil en spændende komposition og et fantastisk flydende og letlæst sprog. En ren fornøjelse.

Hovedpersonen er det tolvte barn i en skomagerfamilie. Derfor er et af hans fornavne Dusinius, og selv om det giver anledning til mange bemærkninger, bruger han navnet gennem hele livet. Familien er fattig og bor på Vesterbro i Odense, men Dusinius drømmer allerede som dreng om rigdom og anerkendelse. Da han har evnen til at gribe heldet, når det viser sig, og da hans gode opførsel og hjælpsomhed skaffer ham nogle gode voksne venner uden for familien, begynder fremgangen snart. Sine første indtægter får han ved at fremstille sprællemænd og sælge dem ved juletid:

Da Dusinius’ mor fandt hans cigarkasse, indeholdt den fire hundrede og seksogtredive kroner og femogfirs øre

Derefter får han chancen for at sælge vaniljestænger, som han får mulighed for at købe på et fragtskib i havnen, og så går det slag i slag, så han via en periode som succesfuld sælger ender som en velhavende ejer af en krydderiforretning samt ikke mindst en kemisk fabrik, der producerer husholdningsmidler. På vejen – under Første Verdenskrig – foretager han nogle få gange lyssky forretninger, som han ikke er så stolt af. Vi hører også undervejs om Dusinius kærlighedsforhold i ungdommen, til den senere hustru og et par fristelser, som er ved at føre ham på afveje. Som modpol har vi hele tiden hans storebror, som er alt det, Dusinius ikke er, listig, upålidelig og usympatisk. I en periode bringer deres ægteskaber til to søstre dem dog tættere sammen.

0x500-2

Romanens handling er elegant udformet som den midaldrende, hjertesvage Dusinius’ ophold på Hareskov Kuranstalt, hvor han ser tilbage på sit liv, vekslende med afsnit med direkte fortællinger om Dusinius’ liv som dreng, som ung mand og som voksen. I bogens anden halvdel træder Dusinius’ hustru ind i handlingen med afsnit om sit liv og sine tanker. Der eksisterer i hendes familie en myte om, at en spansk løjtnant var far til en af forfædrene, og i nogle særlige afsnit af romanen får vi løjtnantens, henholdsvis hans kærestes, oplevelse af forholdet, som ender dramatisk.

Forfatteren har været inspireret af sin egen families historie, og der er i romanen mange referencer til periodens kendte personer og begivenheder i Odense, men i en efterskrift fortælles det, at der er tale om fiktion. Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab. Det er en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg har længe har læst.

Vaniljehuset af Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Krig, sejlads, hårdt pres og lette damer

 

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en dramadokumentarisk bog om sømanden Axel Emil Martin Woythal, som gjorde tjeneste under anden verdenskrig. Bogen er skrevet af Axels søn Arne, der hermed giver sin far den anerkendelse, de danske søfolk ikke fik . Det er der kommet en tankevækkende bog ud af, skriver vores anmelder.

❤️❤️❤️❤️

Forfatteren er drabsefterforsker i politiet og desuden kriminalforfatter med foreløbig fire bind i serien om Rasmus Berg og Drabsafdelingen. Nu har han skrevet en fin bog om sin far, sømanden Axel Emil Martin Woythal, der tilbragte den anden verdenskrig ombord på handelsskibe i allieret tjeneste.

max-2-scaled

Ligesom så mange andre danske søfolk befandt Axel Woythal sig om bord på et dansk fragtskib i udenlandsk farvand den 9. april 1940, og ligesom mere end 6.000 danske søfolk kom han til at gøre allieret krigstjeneste til søs, i Axels tilfælde gennem hele krigen. Han var således med til at evakuere engelske soldater fra Dunkirk i 1940, blive torpederet på Nordatlanten i konvoj mod Murmansk i 1941, blive jagtet af ubåde i Det indiske Ocean i 1942, bombet af Luftwaffe i Tripoli i 1943, fragte amerikanske soldater i Stillehavskampagnen i 1944 og være udsat for Kamikaze-angreb ved Ny Guinea i 1945.

Forfatteren har selvfølgelig talt med sin far om begivenhederne, og han har desuden gennemgået sin fars souvenirer, for eksempel landlovspas og kursusbeviser fra skyttekurser. Desuden har han været på arkiverne hos forskellige rederier og krigssamlinger, så han har haft en grundig viden at bygge sin beretning på. Det er der kommet en spændende og tankevækkende bog ud af – ikke en nøjagtig historisk gennemgang af krigen, men en fortælling om, hvordan en dansk sømand oplevede begivenhederne til søs, den korte eller længere landlov i havnebyer over hele verden med værtshusbesøg og lette damer, presset, som blev dæmpet med alkohol, og mere seriøse forbindelser med tre kvinder i hver sin verdensdel.

Formen er dramadokumentarisk med  et enkelt sidespring til et besøg hos en nulevende krigssejler, der bliver 100 år i 2020. Vi oplever Axels reaktioner på de voldsomme begivenheder, det tætte sammenhold i besætningerne, venskaberne og drømmen om engang at slå sig ned og stifte familie, måske med en af de tre kærester, men han valgte til sidst at vende hjem til Danmark. Som for så mange andre blev tiden efter krigen ikke uden problemer. Han kom hjem den 9. marts 1946 og følte sig ikke særlig anerkendt for sin indsats, og snart var han på langfart igen indtil 1960, hvor han endeligt gik i land.

Over tusind danske søfolk mistede livet i allieret tjeneste under den anden verdenskrig, og Arne Woythal lufter i slutningen af bogen sin berettigede indignation over de danske og engelske myndigheders mangel på anerkendelse af de danske søfolks indsats, en indsats som var stærkt medvirkende til Danmarks status efter krigen som en allieret nation. Først i 2014 kom en beskeden anerkendelse gennem deltagelse ved halvfjerdsårsdagen for invasionen i Normandiet, og i 2017 blev der opsat et mindesmærke i Mindelunden. Forfatteren opregner de medaljer, som hans far burde have haft, men som han ikke fik. Trods sit krigssejlersyndrom klagede Axel sig dog ikke, for som han sagde: “Vi sejlede bare”.

Fra Murmansk til Stillehavet af Arne Woythal er udkommet på Byens Forlag.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Med på Tines tour

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ At anmelde bøger kan være skrækindjagende. Ikke så skrækindjagende som at skrive bøger, der bliver anmeldt, langtfra, men alligevel. For der er jo ikke bare det, man selv synes om bogen. Der er også det, de andre synes. Alt det, man helst skal få øje på og få italesat, så man viser, hvor dygtig en læser, man er. I visse kredse, i hvert fald. At læse tekster sammen er en god idé, jeg brugte selv årevis på at læse tekster sammen med andre, da jeg læste dansk ligesom Asta, hovedpersonen i Tine Høegs Tour de chambre. Man kan hjælpe hinanden med at få øje på ting, der åbner teksterne og giver større læseoplevelser. At læse andres anmeldelser for at blive klogere på, hvad man selv synes, er derimod et vildspor, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå, men det har været svært med lige præcis denne bog.

For Tour de chambre er blevet anmeldt, omtalt og hyldet i snart sagt alle medier – med rette. Den er fremragende.

0x500
Det smukke omslag hensætter mig til en nostalgisk 80’er-fornemmelse. Jeg glæder mig over, at det nye Gutkind sætter en ny standard for omslag.

Mange har understreget sproget. Ligesom debutromanen Nye rejsende, som jeg også var vild med, og som skaffede Tine Høegh Bogforums Debutantpris, er Tour de chambre sat op som ét langt prosadigt, hvilket tilfører teksten poesi. Elementært, elegant og vanvittigt godt udført. Læs alle de andre anmeldelser, hvis du vil have flere gode ord på. Eller nyd, hvor godt, det er, når noget kan siges kort uden at kede:

hvor gammel er det du er?

treogtredive siger jeg

han løfter sit glas

jeg forestiller mig at den klare væske er gift

tik tak siger han

For mig var det imidlertid noget andet, der gjorde læseoplevelsen fuldendt, og jeg kan ikke sige anderledes, end at jeg var der selv. Jeg var studerende på et kollegium. Jeg gik til forelæsninger og kollegiefester og eksamen. Jeg forelskede mig i min bedste venindes kæreste, August, mens jeg prøvede at date håbløse Niels Klitten med de gode intentioner:

hej Asta jeg ville gerne koordinere

ang. på fredag. Skal vi mødes foran

kollegiet kl. 19? Vi kunne tage på Mønten

eller evt. Blomsten (med mindre du ikke

bryder dig om røg). Karussellen er en

tredje mulighed (men samme situation

ang. røgen) Jeg glæder mig til en hyggelig

aften med dig mvh. Niels K

Jeg var en forfatter, der kæmpede med min tekst om en betonkunstner, mens jeg indimellem passede min venindes lille søn og drømte om at blive gravid selv og tænkte tilbage på August, der døde midt i det, der skulle være vores alles livs start og også midt i det, der skete, som ikke skulle være sket – måske. Jeg kunne huske det hele.

Noget af det kunne jeg huske, fordi jeg faktisk var der selv engang. Som tidligere danskstuderende med forfatterdrømme, var det her stærkt genkendeligt:

Du ligner en der har ligget og knaldet

jeg møder Hannibal da jeg er

på vej tilbage til mit værelse

haha siger jeg. Very funny

jeg lukker døren bag mig og ser mig i spejlet

jeg er rødspættet på brystet og på halsen

mine øjne skinner som af feber

vi har talt om tekst i fire timer

Jeg husker det også, fordi jeg engang var enlig mor som Astas veninde Mai, fordi jeg engang ønskede mig et barn (til) som Asta, fordi jeg engang var forelsket i en forkert, og fordi jeg engang har delt forlag med Tine Høegh og været til forlagsfest og hørt, hvad forfattere siger til hinanden.

Men mest af alt kan jeg huske alt, hvad der sker i Tour de chambre, fordi Tine Høegh skriver mig ind i teksten. Jeg er Asta, og Asta er mig, og det er så meget mere, end at jeg “lever mig ind i” karakteren eller “holder med hende”. Jeg behøver ikke at have haft hendes erfaringer i virkeligheden for at have haft dem, og sådan er den allerbedste, fineste litteratur. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, Høegh. Om det er linje-poesien eller humoren eller talesproget eller den nøje udvælgelse af sætninger. Måske ville jeg kunne analysere mig frem til det sammen med mine gamle medstuderende fra danskstudiet, men det behøver jeg ikke mere. Jeg kan nøjes med at nyde, at der er nogen, som kan skrive sådan og få mig til at huske oplevelser, jeg aldrig har haft. Og det gør jeg. I alt for hurtige fulde drag.

Tour de chambre af Tine Høegh er udkommet på Gutkind Forlag og kan blandet andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

En undersøgelse af sorg og hævntørst

❤️❤️❤️❤️

“Meget har du budt mig!” Sådan har jeg nogle gange haft lyst til at sige til Julie Hastrup i de 11 år og to dage, jeg har kendt hende som forfatter. For Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer, sådan som de er kommet til udtryk i hendes lange stribe af Rebekka Holm-krimier, har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt. Som for eksempel i hendes forrige roman, Blodspor, der blandt andet bød på et middagsselskab udelukkende med døde deltagere. Det er hård kost, når man faktisk ikke behøver mere end et gammelt afsnit af Barnaby for at blive skræmt fra vid og sans!

Skærmbillede 2020-05-24 kl. 09.11.04

Når jeg alligevel har været hooked fra starten af Hastrups forfatterskab med debuten En torn i øjet fra 2009, skyldes det i meget høj grad hendes karakterer. Naturligvis Rebekka Holm selv, den introverte politikvinde med den traumatiske barndomshændelse i bagagen, og inderkredsen omkring hende; veninden Dorte, makkeren Reza og i de senere bøger kæresten Niclas. Men også, måske endda især, de mange bifigurer, som Hastrup altid kæler for og morer sig med, uanset hvor stor eller lille en rolle, personen spiller i det endelige plot. Jeg mærker og deler interessen for menneskesindet i de mange meget forskellige mennesker, der optræder omkring drabsmysterierne i Hastrups bøger.

Julie Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer (….) har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt.

I Vildskud udgår persongalleriet fra en sorggruppe i Sorgens hus i København (som Julie Hastrup har placeret på en adresse, hvor hun selv har boet som barn). Her mødes Lars, der har mistet sin kone ved en lægefejl, Arne, hvis unge søn blev overfaldet få dage efter sin studentereksamen og begik selvmord efterfølgende, og Johanna, hvis toårigedatter druknede i en swimmingpool på en ferie, for sammen med psykologen Nikolaj at bearbejde deres såkaldt komplicerede sorg. Da en fjerde sørgende, Mille, kommer med i gruppen, ændrer dynamikken sig, og bearbejdning af sorg bliver til udveksling af hævnfantasier. Det er typisk Julie Hastrup, at hun inkluderer flere personer, end hun egentlig har brug for, naturligvis til dels for at vildlede os læsere, men vildledningen bliver en lille ekstra gave i form af personager, vi ikke normalt møder. En grafitti-maler, en rig (!) selvhjælpsforfatter, en ung politimand på juicekur. Miljøet af som altid mangfoldigt, og det er sådan en fornøjelse!

0x500

Vildskud er en personlig sag for Julie Hastrup . Hendes søn William blev for nogle år siden slået ned på Nørreport Station, og det raseri, hun følte over for voldsmændene, lige da hun fik opkaldet om overfaldet, er udgangspunkt for undersøgelsen af hævntørst i bogen. Vildskud er måske derfor, synes jeg,  en af de mere realistiske romaner i serien. Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker, og volden er i mindre doser og mere realistisk og mindre aparte end i mange af de andre bøger. Af en eller anden grund er det mindre skræmmende for mig, for andre vil det muligvis være omvendt.

Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker

Vildskud er den første Julie Hastrup-roman, der ikke udfordrer mig så voldsomt på uhyggen, og jeg kan garantere for, at det ikke skyldes nyfunden hårdhudethed. Alligevel – eller derfor? – læste jeg bogen i ét stræk (godt 400 sider på halvandet døgn), og det skyldes især det psykologiske indhold. Sorg og hævntørst, retfærdighed og manglen på den i verden, skyld og ansvar; store temaer, som Hastrup behandler både indfølende og underholdende. Og jeg mener ‘underholdende’ som en stor kompliment. Jeg har den største respekt for forfattere, der kan få en handling til at skride frem, få sine læsere til at vende siderne og sige noget vigtigt i processen. Det er så meget sværere en kombination, end man tror. Og Julie Hastrup, hun mestrer den.

Julie Hastrup

Så kære Julie Hastrup: “Meget har du budt mig i alle disse år – tusind tak for det, og tillykke med dit nye pletskud, Vildskud.”

Vildskud af Julie Hastrup er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Tanker tænkt til ende

❤️❤️❤️❤️❤️

Erindring er noget underligt noget. Substansløs som et digt eller røg. Hvor findes alt det der er sket?

Så enkelt kan noget, man har gået og spekuleret over i måneds- eller årevis så åbenbart formuleres. Af Mathilde Walter Clarke, vel at mærke. Forfatteren til essay-samlingen Huset uden ende, som udkom i marts, kan noget med sproget, jeg virkelig gerne ville kunne. Præcist og tilsyneladende helt uanstrengt sætter hun ord på det ordløse eller på selve det, at ord er svære at sætte på:

(.) hvordan kan jeg skrive om noget som suger alt sprog ud af mig? Hvordan skrive om noget jeg ikke selv forstår?

Ja, hvordan? Det gad jeg også godt vide, jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at Clarke kan. Hun skriver om så forskellige emner som massemord, feminisme, litteratur, familie og tab på en måde, så teksten i sig selv bliver spændende som en kriminalroman. En tekst, der stiller spørgsmål og prøver at svare; på hvordan litteratur skal læses, hvad et jeg egentlig er, eller hvordan vi som europæere kan forstå det uforståelige i amerikansk politik. Siderne bladrer nærmest sig selv, man læser i lange sultne stræk og glemmer at trække vejret. Men tankerne er så dybe, at det tager lang tid at ‘læse’ bogen færdig, for der er så meget at fordøje og fortolke, tanker, der skal tænkes til ende. Eller forsøges på.

0x500

Måske lyder det abstrakt, og det er nogle af tankerne bestemt også, men teksterne er samtidig konkrete og tæt på livet, som det leves, også når det leves eller sluttes ufatteligt grusomt. Som på de første 60 sider, der tager udgangspunkt i et dobbeltmord, der skete i nabohuset til Mathilde Walter Clarkes amerikanske families hus, hvor hun tilbragte somrene som barn. Clarke skrev fremragende om sin amerikanske familie i romanen Lone Star, der udkom i 2017, og det var under researchen til denne, at det gik op for hende, at dobbeltmordet skete, mens hun selv var i USA. Alligevel er der ingen spor, hverken i Clarkes egen erindring, i brevene fra den sommer eller i hendes stadig levende fars erindring om, at hun skulle have været der under den dramatiske begivenhed.

Jeg huskede faste rutiner i huset uden ende, helt almindelige dage som alle andre dage, hvor min far kørte os i skole om morgenen og mine søskendes mor hentede os igen i sin beigefarvede Oldsmobile. (….) Men jeg huskede intet om at nogen omkring dette tidspunkt var gået ind ad naboens bagdør og havde slået dem ihjel med en hammer. (….) Erindringen er notorisk upålidelig.

Videre research fører Clarke til en nærmest uønsket viden om en række uprovokerede mord og massemordere, der blev jaget som vildt og dyrket som rockstjerner i USA, da hun var barn. Uden sensation eller sentimentalitet beskriver Clarke forskellige mordere og deres ofre, måden de blev set på og forsøgene på ikke bare at opklare, men også forklare, hvorfor nogen begår så grusomme handlinger. Det gør Clarke ikke, altså forsøger at forklare; hun sætter i stedet ord på netop det, at vi ikke kan forklare det, i hvert fald ikke ved at spørge morderen selv:

Vi kan beskrive det udenom, vi kan beskrive vinden, røret, lyden, men vi kan ikke råbe ned i røret hvorfor det lyder så hult og forvente et meningsfuldt svar.

Essay-samlingen er i fem dele, hvoraf fortællingen om huset og mordene i USA – og en del om USA og om Clarkes amerikanske familie – er den første. De næste fire er samlet under overskrifterne At se, Kvindesager, At miste, samt Bøger og liv. Hvert essay har sin egen fortælling, tone og sit eget tema, så de burde alle have deres egen anmeldelse, men jeg kan ikke skrive noget om dem, som de ikke siger bedre selv. Jeg oplever, at jeg bliver klogere af at læse dem – jeg har i hvert fald muligheden. De taler til min hjerne og mit hjerte, til min humor og min vrede. Jeg kan bedst lide at blive rørt på mit hjerte, måske er jeg lidt sentimental. Det er Clarke ikke, virker det som om, men hun er følsom og klog på en gang. De tre essays om At miste gør indtryk på en som mig – med et udtryk, Clarke andetsteds i bogen tager afstand fra, så spejler jeg mig i dette:

(.) når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Så er der kun datid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen.

Jeg har ikke selv – endnu – præcise holdninger til at generationsopdele litteraturen (Brev til Olga Ravn), hvordan Søren Kierkegaard skal læses (At jage Kierkegaards spøgelse) eller om, hvorvidt en sort gorilla på en legeplads er udtryk for racisme (Gorillaen i Corsicana). Men jeg får lyst til at få holdninger af at læse Huset uden ende. Fordi Clarke med sin overlegne fortællekunst viser, hvor fine nuancer af livet, vi kan finde frem til, hvis vi gider gøre os den anstrengelse i det mindste at forsøge at tænke tanker til ende. Jeg får lyst til at oppe mig: Læse mere og bedre. Formulere mig mere præcist. Være lidt mere årvågen. Nu, hvor jeg skriver denne anmeldelse, får jeg også lyst til at læse alle essayene igen (og igen), og jeg får lyst til at anbefale dem på det allervarmeste. Det være hermed gjort.

Huset uden ende af Mathilde Walter Clarke er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

Gæsteanmeldelse: Letlæst og spændende

Palle lille

Palle Schjødtz har været på en hæsblæsende tur i store biler med voldsparate personer på et bagtæppe af international politik, alt sammen gennem et nyt fiktivt bekendtskab, ex-jægersoldaten Tom Cortzen.

❤️❤️❤️❤️

Hovedpersonen i denne spændingsroman, Tom Cortzen, er en tidligere jægersoldat med udstationeringer i Irak og Afghanistan. En mission gik galt og kostede hans kammerat livet, mens han selv ”slap” med en voldsom medfart som fange hos fjenden. Den øverste ledelse svigtede i situationen, og det gjorde ondt på Tom, ikke mindst fordi hans far var den øverste leder. Han havde derfor besluttet ikke længere at stille sig til rådighed for kongeriget, men ved et kort besøg i Danmark ved faderens begravelse bliver han alligevel ”overtalt” af en amerikansk CIA-ven og en hemmelig gren af Forsvarets Efterretningstjeneste til et nyt eventyr.

0x500

Anledningen er mordet på en iransk dataekspert med hjemsted i Dubai. Dennes kæreste er en dansk skønhed med en modelfortid, og hun er forsvundet efter mordet på iraneren. Desuden er Toms gode ven omkommet ved en helikopterulykke, der virker meget skummel.

Tom kaster sig ud i opgaven, og begivenhederne tager hurtigt fart. De involverede personer er voldsparate personer med brede skuldre, skudklare våben og en noget primitiv adfærd. En række bipersoner mister livet ved at komme i vejen for Tom og hans modstandere. Læseren kan i starten kun gætte på, hvad stridens genstand er. Begge parter har rådighed over store kraftfulde biler, og når dette ikke slår til, kan Tom heldigvis manøvrere forskellige fly. En overgang får man på fornemmelsen, at der bygges op til lidt erotik mellem iranerens kæreste og vores helt, men helten (eller forfatteren) forspilder lejligheden, og kæresten forsvinder ud af handlingen.

Bukkehave beskriver begivenhederne på en letlæst facon, og han forstår at holde spændingen ved lige med et jævnt stigende niveau. At handlingen samtidig bliver mere og mere usandsynlig, gør ikke så meget. Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær. Læseren må spørge sig selv, om det her virkelig er sådan, det foregår.

Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær.

På et tidspunkt dukker en forretningsmand op med uhyggelige planer om at udvikle en metode til at sætte demokratiet ud af spillet i verdens stærkeste nation, og det viser sig, at iranerens arbejde er nøglen til denne plan. Tom får hænderne fulde, og handlingen forlægges til Berlin. Gæt selv, hvordan det går.

Bogen er meget James Bond-agtig, så hvis man har smag for det, kan den anbefales.

Kongetro af Tobias Bukkehave er udkommet på Politikens Forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

 

Eskapisme eller spejl?

Hvem er du, når krisen rammer? hed mit seneste indlæg her. Spørgsmålet var en slags paraply-overskrift til både den bog, jeg anmeldte – Jacob Weinreichs meget læseværdige Pigen fra den franske skole – og den tid, vi lever i. Når hele verden og dermed også vi selv rammes af krig, som i Pigen fra Den Franske Skole, eller en smitsom virus uden behandling eller vaccine, som i vores tid, opdager vi hver især ting om os selv, vi ikke vidste før. Nogle af os har mere mod og mandshjerte, end vi før havde givet os selv credit for. Vi bliver frihedskæmpere eller Corona-krigere i alle afskygninger. Andre af os dukker hovedet i angst og prøver at holde ubehaget stangen for at fortsætte noget, der ligner en hverdag. Vi bliver tryktestet, ikke bare som kærester og hjemmeskolere, men som mennesker.

Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg sidder og lytter til den fremragende podcast I røven af … Denne gang er værterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb i røven af den lige så fremragende terror-serie Når støvet har lagt sig, som fik den underlige og utaknemmelige skæbne at blive lanceret midt under Corona. I det afsnit, jeg hører, diskuterer værterne med DR’s dramachef, Christian Rank, hvilke tv-serier, vi vil se, når der er krise. Chefen siger, at der er to veje: den ene del af publikum vil se katastrofe-serier, der spejler den krise, vi står midt i, fordi verden er forandret, og det virker for overfladisk at se Venner. De vil have et spejl. Den anden del vil se Venner og grine i trygt selskab. De vil have en flugt, de er eskapister.

Jeg tilhører den anden del. Jeg havde mildt sagt set Venner en del gange inden Corona (læs om min passion for serien i anmeldelsen af bogen om Venner), men jeg har alligevel set mindst ét afsnit hver dag, siden vi begyndte at være sammen hver for sig. Det samme gælder min læsning. Litterært er jeg gået i fosterstilling med Nynnes dagbog, Bridget Jones’ Diary og en ny i genren Confessions of a Forty Something Fuckup. Imens læser min kæreste en bog om Tysklands historie og husker sig selv på, hvordan verdens historie har lært os ting, vi burde blive klogere af.

IMG_0168

Klogere vil jeg også gerne være. Men jeg kan ikke rigtig tage viden ind, når jeg er bange, som jeg indrømmer, at jeg har været under Corona-krisen. Virkeligheden er for overvældende, jeg søger mod det kendte og trygge, mens jeg venter på, at faren driver over. Dér giver Bridget og Nynne præcis det, jeg har brug for. Jeg kender dem ud og ind, jeg kender deres problemer og løsninger, og jeg ved, at uanset hvor håbløst det hele kan se ud, så ender det faktisk med at gå. Og netop det har jeg brug for, når krisen raser. Troen på, at det nok skal gå. Er det overfladisk og fejt? Måske. Jeg kan i hvert fald godt få dårlig samvittighed, når jeg læser andres opdateringer om, hvordan de må rationere deres nyhedsforbrug under Corona-krisen, for jeg følger kun lige med til, at jeg kan gøre, som jeg skal. Jeg går heller ikke på opdagelse i historien for at ‘lære af den’, sådan som min kæreste gør, og jeg hører kun overfladisk efter, når han analyserer situationen i en historisk kontekst, for jeg føler mig ikke mere handlekraftig af at vide, at vi som menneskehed begår de samme fejltagelser igen og igen. Tværtimod. Jeg bliver modløs af det.

IMG_0169

Enhver må gøre, som enhver bedst kan, tror jeg. På et tidspunkt vil jeg igen gå i gang med at læse noget nyt – jeg går for eksempel og glæder mig til at læse Mathilde Walther Clarkes Huset uden ende, som er på vej i posten. Hendes selvbiografiske  Lone Star var min største læseoplevelse i sommeren 2018, en sommer, der nu føles som en fjernt minde; vi sad på en lille strand på Bornholm og nød livet og litteraturen, og vi var overhovedet ikke optaget af afstand, host eller nys. Jeg håber, det bliver sådan engang igen.

Serie-mæssigt glæder jeg mig også over, at jeg tog hul på netop Når støvet har lagt sig, for hold nu op, hvor er den god (og man må gerne spole over den ni minutter lange terrorangrebsscene, for man forstår snildt følelserne og plottet uden at se et eneste menneske blive skudt). Forleden overhalede jeg på en Corona-venlig cykeltur i København Karen-Lise Mynster på en cykelsti på Frederiksberg, og jeg havde lyst til at stoppe og takke hende for indsatsen, for hun er simpelthen på eller over Ghita-niveau.

asset.dr

Så helt i kulturelt hi er jeg ikke gået. Jeg deltager i verden så meget, som jeg nu tør. Og læser om det, jeg kan forholde mig til. Det er måske også en slags confession?

Bridget Jones’ Omnibus. The Singleton Years. Bridget Jones’s Diary & The Edge of Reason af Helen Fielding er udgivet på Picador og kan blandt andet fanges her

Nynnes dagbog 2 af Henriette Lind og Lotte Thorsen er udgivet af Politikens forlag og kan fanges her

Confessions of a Forty-somthing Fuck-up af Alexandra Potter kan blandt andet fanges her

En kort historie om Tyskland af James Hawes er udkommet på dansk på forlaget Bilgrav og kan blandt andet fanges her

Bogen om Tyskland er venligst tilsendt fra forlaget.

Nydelse og afsky i et Hemingway’sk liv

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

Fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig. Det skrev Ernest Hemingway om i reportager og artikler af svingende kvalitet, skriver Boglivs gæsteanmelder nummer 1, Palle Schjødtz, som dog har glædet sig over at læse de nyudgivne tekster på dansk og forudser, at andre Hemingway-fans vil gøre det samme.

❤️❤️❤️❤️ ❤️ Der er i disse år tilsyneladende en stigende appetit efter Hemingways romaner og noveller, hvis man skal dømme efter antallet af genudgivelser. Det er derfor ikke underligt, at også hans reportager og artikler i aviser og magasiner er blevet genstand for interesse, selv om Hemingway næppe selv ville have billiget det. Han mente nemlig, at der var stor forskel på det, der var skrevet for at tjene til dagen og vejen som avisskribent ,og det, der var skrevet med det for øje at skrive så godt, man kan.

Når man læser denne bog, kan man på den ene side give Hemingway ret, for de enkelte tekster er af meget svingende kvalitet, men som Hemingway-fan vil man på den anden side glæde sig over, at den er udgivet og nu genudgivet i en ny og udvidet udgave. Bogen tjener nemlig dels til en fordybelse i Hemingways specielle kortfattede og kontante stil, der har tjent som forbillede for en lang række forfattere over hele verden, dels til forståelsen af, hvorledes Hemingway har opsøgt eventyret og dramaet hele livet for at hente inspiration til sine romaner og noveller. Så kan læseren alt efter temperament og smag nyde eller have afsky for de hændelser, teksterne handler om, blandt andet fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig som observatør eller deltager. Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige. Mange af teksterne har dannet forlæg til romaner eller noveller, ja – de er nærmest blevet brugt mere eller mindre uændrede i den “virkelige” litteratur.

0x500

Den første del indeholder reportager fra begyndelsen af tyverne til The Toronto Daily Star og Toronto Star Weekly. De er som regel korte og kontante beretninger om det daglige liv, hvor Hemingway nu befinder sig. Her oplever læseren også Hemingways begejstring for tyrefægtning i et par lidt længere beretninger, som nærmest kunne have været noveller. Næste afsnit er en række artikler til mandebladet Esquire i begyndelsen af trediverne. I mellemtiden var Hemingway blevet etableret som forfatter med bl.a. romanerne ”Solen går sin gang” og ”Farvel til våbnene”. Artiklerne er blevet lidt længere og mere generelt interessante. En interessant observation er det, at Hemingway argumenterer kraftigt for, at USA skal holde sig væk fra den krig i Europa, som det er ved at trække op til. En særlig morsom artikel handler om, hvordan han næsten ufrivilligt forklarer en forfatterspire om, hvordan man skal skrive, At skrive godt er at skrive sandt.

Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige.

Resten af bogen er da også præget af krig, først den spanske borgerkrig i slutningen af trediverne, hvor Hemingway var udsendt som krigskorrespondent for North American Newspaper Alliance, og derefter 2. verdenskrig, hvor han først var i Kina for at undersøge krigen mod Japan og senere blev mere og mere involveret i amerikanernes deltagelse i krigshandlingerne i Europa efter japanernes angreb på Pearl Harbour. Her skrev han mest til New York avisen PM og senere til tidsskriftet Collier’s. Beretningerne er mere og mere voldsomme og blodige i disse år, og Hemingway synes at deltage mere og mere aktivt i krigshandlingerne.

Det sidste afsnit er fra efterkrigstiden i begyndelsen af halvtredserne, hvor artiklerne bliver mere desillusionerede og til sidst nærmest tragiske med to fly-nedstyrtninger tæt på hinanden, som Hemingway måske aldrig rigtig kom sig over. En artikel beskæftiger sig indgående med hans morskab ved at læse de nekrologer, som blev skrevet på baggrund af en meddelelse fra Afrika om, at fly-uheldet havde været fatalt.

Ernest Hemingway (1899-1961) var en af sin tids største amerikanske forfattere, og han fik i 1954 Nobelprisen i litteratur, som han i øvrigt syntes, at Karen Blixen burde have haft. Han var dog ikke i stand til at rejse til Stockholm for at modtage prisen, og en svindende fysik og en mere og mere depressivt sind førte til sidst til hans selvmord.

Hemingway: Udvalgte reportager fra fire årtier. Udgivet af William White, 1967. På dansk i udvidet udgave ved Mich Vraa og Knud Holst, Lindhardt og Ringhof. 2019. Fang den blandt andet her

Hvem er du, når krisen rammer?

❤️❤️❤️❤️❤️ På Frederiksberg  går en lille pige i skole og bliver drillet af de andre piger. I England gør en ung mand sig klar til en mission, der kan koste ham og hans mænd livet. I Shellhuset i København sidder en modstandsmand, der har mistet en bror og en kæreste og ikke vil miste en kammerat. Det er den 21. marts 1945, og om lidt er 2. Verdenskrig slut. Men inden da sker en tragedie i Danmark, som mange af os har hørt om, men få virkelig kender. Engelske Mosquito-fly under Royal Air Force har planlagt at bombe Gestapos københavnske hovedkvarter, Shellhuset, i tre bølger. Men i den første bølge havarerer et fly tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg, og de næste bølger tror fejlagtigt, at målet er, hvor røgen er, og smider flere bomber over Frederiksberg. 86 børn og 18 voksne omkommer på skolen, mens tabene i Shellhuset er 55 tyske soldater, 47 danske Gestapo-medlemmer og 8 danske Gestapo-fanger. Dertil en række danske civile og ni engelske piloter.

0x500-1

Om denne blodige begivenhed handler Pigen fra Den Franske Skole. En roman, der var timet til at udkomme 19. marts 2020, før nogen vidste, at vi på den dag, 75 år og to dage efter bombardementet, ville sidde isoleret i vores hjem og måbende se til, at Corona-virus lukker verden ned. En krise, som nogen har kaldt den største siden netop 2. Verdenskrig.

Egentlig er det uretfærdigt at blive anmeldt på den måde. For Pigen fra Den Franske skole står flot alene. Jacob Weinreich (den ene del af pseudonymet A.J. Kazinski, men denne gang på egen klædelig pote) har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med: Den lille Malene, der går på Den Franske Skole og bliver drillet med øge-navnet Alene-Malene. Den søde søster Benedikte, der tilbyder Malene lidt trøst på gangen, minutter inden bomberne falder, og langt mere end det, da de er faldet. Piloten Edward, der flyver sine togter med et foto af den skønne Rita Hayworth til at opmuntre ham. Modstandsmanden Harald, der mistede sin bror i krigens første dage og nu kæmper sin egen kamp med store ofre til følge. Oversætteren Asta med den tyske baggrund, der bliver lokket ind i modstandskampen unde falske forudsætninger.

Det er et åbenlyst effektivt fortælletræk at følge begivenhederne fra disse forskellige synsvinkler, ikke bare fordi det gør historien afvekslende og underholdende, men også fordi det er sådan, vi mennesker går til store (og små) begivenheder; med vores egen agenda, vores egen historie og erfaring, vores eget syn på rigtigt og forkert. Også uden Corona havde Pigen fra Den Franske Skole fået sine velfortjente hjerter her.

Jacob Weinreich har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med.

Men det er umuligt ikke at anmelde den ind i den tid, den udkommer i. Dens læsere, herunder denne, har jo fået helt nye erfaringer, siden den blev afleveret til tryk. Vi står i en global krise, og vi er kun lige i starten af den. Selv om vi stadig kan gå i supermarkedet og rundt om Damhussøen (med god afstand), har vi mistet en del af vores frihed og en god bid af vores ubekymrethed – i det omfang, vi havde den. Vi har mistet den daglige fysiske kontakt med kolleger og kære venner, og det niver og napper, ligesom angsten for, hvad der skal blive af verdensøkonomien og vores eget bogholderi blander sig med de onde virus-drømme om natten. Og vi har fået nye erfaringer om os selv; i kriser finder vi nemlig ud af, hvem vi er; er vi Harald, der kæmper mod tyskerne, eller er vi søster Benedikte, der lader krigen være vores bagtæppe og overlader det til andre at finde ud af det? Er vi dem, der spænder traileren på bilen og drøner ned og køber 100 ruller toiletpapir, eller er vi dem, der råber selvretfærdigt på Facebook af dem, der gør det? Spritter vi vores mælkekartoner af, eller glæder vi os over tiden til at så forårsløg? Tror vi på, at Gud eller Søren Brostrøm nok skal ordne det hele, eller tror vi kun på os selv? Vi ved sikkert godt, hvem vi gerne vil være, især når bøgerne skal skrive bagefter, men vi ved ikke, hvem vi er, før vi mærker det. Det smukke er, at vi kan udvikle os, som for eksempel Søster Benedikte gør i bogen.

I forordet til Pigen fra Den Franske Skole skriver Weinreich:

Kan en tid være særligt modig? Kræve særligt mod? Og jeg spørger mig selv, om et af nutidens problemer simpelt hen er manglen på mod? Fra lederne, fra politikerne, fra os alle. Ingen vil risikere noget, ingen vil kæmpe for noget i dag, livet er så godt.

Ja, livet er godt. Værd at kæmpe for. Og afhængigt af, at nogle af os er modige. Eller at vi i det mindste er så modige, som vi kan være. At vi bevarer vores menneskelighed. Og selv om det kan virke omsonst at skrive og læse bøger, mens så mange kæmper for deres eget og andres liv, så kan bøgerne bidrage til, at vi udvikler lige præcis den empati og forståelse for andre, der er afgørende, når krisen rammer. Og vi opdager, hvem vi er.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her