Gæsteanmeldelse: Kærlighed med stort K

Palle Schjødtz har læst en bog med 20 kærlighedshistorier, fortalt af en af tidens mest populære TV-journalister, Anders Agger. Og anbefaler den varmt til alle os, der bøvler med det store K.

❤️❤️❤️❤️❤️ Mange kender Anders Agger som TV-journalist, ikke mindst fra hans ekskursioner i udlandet og i dette Corona-år i Danmark sammen med Anne Hjernøe. Mingo er en dygtig fotograf med en egen stil i såvel sort/hvide som farvebilleder.

Anders Agger har en særlig fortælle- og interviewstil, ofte med korte sætninger og med kontante spørgsmål, og allerede i læsningen af prologen er det som at høre ham. Godt, hvis man kan lide ham, måske ikke så interessant, hvis man ikke bryder sig om hans stil. I sine interviews er han tilbøjelig til at bringe sig selv i spil – bogstavelig talt gennem sine referencer til fodboldinteressen, men også på andre måder – til bogens emne: Kærlighed med stort K.

Bogen indeholder 20 kærlighedshistorier, de fleste fortalt af begge parter i kærlighedsforholdet, enkelte fortalt af den efterladte part efter partnerens død. Parrene dækker et bredt spektrum af typer, kendte og ukendte for den store offentlighed, gamle og ikke så gamle. De har alle været lykkelige, men ikke uden forviklinger. Som regel læser vi begge parters fortællinger skiftevis, eventuelt afbrudt af Anders Aggers indskudte kommentarer, men det kan også være forfatterens beskrivelser suppleret med den ene parts dagbogsnotater. Nogle af fortællingerne huskes specielt for den måde, parterne lærte hinanden at kende på, for eksempel et tilfældigt møde i et tog, hvor den ene part lige fik afleveret en besked, skønt den anden øjensynligt havde sin kæreste med. I andre fortællinger berettes om et brud undervejs, og hvordan det blev helet. Det glæder en af bogens (kendte) personer sig over.

                      Jeg takker for det liv, jeg har fået

                         Takker for den tid, der er gået

                      Takker for hver eneste dag

                      Og takker for at du kom tilbage

Alle fortællingerne giver sine versioner af den kærlighed, som har været grundlaget for at holde parret sammen – ofte gennem en lang, nærmest livslang periode. Det er tydeligt, at Anders Agger gennem sine samtaler med parrene og deres beretninger har forsøgt at få hold på kærlighedens væsen og udtryk velvidende, at det aldrig helt vil lykkes. Nogle af udsagnene er kloge, andre er rørende, atter andre morsomme.

                      Jeg elsker dig, som han sagde til hende dengang ved sølvbrylluppet foran alle de andre

                      Og siden kom fra det

Læseren vil måske ikke finde alle fortællingerne lige interessante, men de indeholder alle en lærdom om kærlighedens væsen, dens udfordringer og dens store glæder. De fleste vil i fortællingerne finde elementer, som de kan relatere til egne oplevelser – og måske lære noget af.

Mingos fotos er et fint bud på de portrætteredes karakter og supplerer teksten på forbilledlig (!) vis.

Bogen kan varmt anbefales til læsere, som har fundet, har mistet, eller søger kærligheden. Mange vil føle sig forundret, betaget eller bevæget af historierne og ofte underholdt. Anders Agger fans vil elske den.

Kærlighed af Anders Agger og Mingo er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Bogliv til Litteratour “Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov”

Amager Bio er et særligt sted. Opført i 1939-40, brugt som biograf, reddet fra at blive et supermarked og vært for utallige forestillinger og koncerter. I aften har bogfolket indtaget salen med den usædvanligt gode akustik. Vi kommer dryssende i små flokke, får sprittet hænderne af af flinke dørmænd og lister ind i salen. Her er fuldt. Vi har åbenlyst brug for at se og høre noget andet end det, vores små eller store skærme derhjemme kan levere. På rækken bag os bliver der åbnet vin og skålet. Bøger er en fest! Så meget, at jeg straks vælter min sodavand ud over gulvet, men også det klares med humør af de flinke Amager Bio-mænd.

Godt selskab er noget af det vigtigste til et litterært arrangement. Selfies er også vigtige.

Første dame på scenen – ud over Tikko-damen og værten – er Hella Joof. Hun indleder med at fortælle om sin særlige parkeringssang, en slags besværgelse, der altid skaffer hende en P-plads, selv i aften på Amager “det er jo en ø!”, som hun siger. På en måde er det hele Hellas livsfilosofi i en nøddeskal – at tro på, at der sker noget godt og dermed tiltrække det – men i aften får vi det ikke i en nøddeskal. Vi får det foldet ud i en lækker, hjertevarm bølge af ord. Hella fortæller gavmildt om sin selvhjælpsbiografi, Tvilling, Yndling, Grævling (som fik fem hjerter her på Bogliv) og om trangen til at trøste andre med fortællinger fra et liv, der ikke har været helt nemt.

“Jeg havde ingen far, jeg havde en enlig mor og et hjem med mange problemer. Jeg så anderledes ud. Jeg havde mange knager, jeg kunne hænge mine fiaskoer på,” fortæller Hella, der især som yngre var god til det, hun kalder at bade i tårernes flod.

“Jeg lå dernede og rullede mig i den, og når nogen kom og ville kaste mig et redningsbælte, råbte jeg “nej, ikke den farve!” eller “nej, ikke dig!”,” fortæller Hella, og vi griner alle sammen, for hvem af os kender ikke det?

Hun er sjov. Varm. Og vildt god til at læse op. Blandt andet et stykke, der handler om, at alt her i livet har et komisk element, selv når ens bedste veninde forelsker sig i ens eksmand hen over lagkagen til delebarnets fødselsdag.

“Mens det sker, er det jo ikke sjovt, men det er skidesjovt bagefter.”

Det synes vi også. Vi griner og klapper, og der bliver skålet på rækken bagved. Selv da Lise Rønne spørger ud i salen, hvem der har læst Tvilling, Yndling, Grævling – og overser min blafrende hånd! – er humøret højt:

“Ingen har læst den. Heller ikke dem på forlaget. Jeg sørger for, at I alle sammen får den i julegave,” siger Hella med et smil.

Da Anne-Grethe Bjarup Riis kommer på scenen lige i hælene på dette sjove livsstykke, er kontrasten næsten for stor. Hendes selvbiografiske bog om at have en dreng med kræft og opleve at blive totalt svigtet af familie og venner, I Guds rige, slår en tone an, som ligger et helt andet sted i følelsesregisteret.

“80 procent af alle med en alvorlig sygdom mister familie og venner,” citerer Bjarup-Riis, da hun fortæller om, hvordan hun og hendes familie oven i det værst tænkelige – at have et dødssygt barn – også oplever, at hendes familie “ikke har tid” til at komme på besøg.

Da hun læser op af stykket, hvor moren er på Sjælland, men ikke har tid til at komme på Rigshospitalet, kommer hun til at græde.

“Undskyld, det er hårdt at genbesøge,” siger hun.

Men stemningen i Amager Bio er varm. Her må man godt græde, og vi klapper uden fordømmelse, men med medfølelse. Sådan lyder det i hvert fald.

Så er der scene- og stemningsskift igen. Phillip Faber sidder hjemme i selvisolation på grund af en kollega med Covid, så han kan kun være hos os via skærm for at præsentere sin nye bog, Den danske sang, men sådan er vi jo også vant til at se ham, som værten kvikt bemærker.

Et meget sjældent øjeblik, hvor Phillip Faber ikke ler højt og hjerteligt af sig selv.

“Kan man se, om jeg har bukser på?” lægger Phillip ud, og så er stilen lagt. Han er sød og vidende som altid, men derudover er han overraskende sjov. Måske også lidt for sig selv, for han ler højt og hjerteligt af sine egne morsomheder, og det smitter helt vildt – snart griner hele biografen højt, mens Phillip fortæller om Solen er så rød, mor – og den pokkers ræv! Vi får selvfølgelig også lyst til at synge, både den og Lyse nætter, som også er med i bogen. Og da Phillip lidt senere synger Dejlig er jorden, som han har fortalt altid minder ham om den sidste jul med farmor, er vi alle sammen til juleaften med ham, hans afdøde farmor og alle de andre, der har gået om træet med os hver især gennem de tider, der er henrullet allerede.

Sikke nu en følelse!

Heldigvis er det Sara Blædel, der skal på efter Faber, for ingen andre kunne have gjort det med større conduite og frejdighed.

“Nu er det jo bare skidehyggeligt, og så kommer jeg,” siger hun glad.

Krimiforfattere er, har jeg lagt mærke til, ofte tilsyneladende glade mennesker, måske fordi de ikke går og rutter med deres mørke sider, men får dem skrevet ud og renset ud i systemet. Sara Blædel kan glæde sig over at være Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter, fortæller værten, og jeg glæder mig i mit stille sind til den dag, det der “kvindelige” ikke behøver være med i sætningen.

Sara Blædel er et festfyrværkeri på en scene. Jeg har engang selv delt scene med hende, og det kræver sådan set bare, at man stiller et enkelt spørgsmål og så ellers klemmer lårene sammen og prøver at holde sig i sadlen, mens Sara galopperer ud over stepperne og ind i læsernes hjerter. Denne gang har hun igen skrevet om Louise Rick, som hun ellers forlod tilbage i 2014 med bogen Kvinden de meldte savnet.

“Jeg havde givet hende et pissefedt job, en steg af en kæreste og endda seks måneders orlov, så jeg forlod hende på en strand i Mexico med en kold Coro… åh nej, det siger vi ikke. En anden kold bajer,” griner hun.

Mens Sara Blædel holdt pause fra Louise Rick, skrev hun tre bøger om Ilka, bedemandens datter, hvilket ikke alle læsere var lige tilfredse med, men også det blev og bliver i aften taget med et smil.

“Ja, det var ikke så godt,” siger Sara og blinker til en fan på første række.

Og så kom Louise Rick tilbage, først i Pigen under træet (anmeldt begejstret her på siden) og nu i Den tavse enke, der handler om et kvindemord på Tåsinge.

“Alle karaktererne i bogen lever det liv, de nu kan, som dem, de nu er. Og det er jo det, vi gør gennem et liv; vi lærer stille og roligt os selv at kende, og så lever vi det liv, der er bedst for os,” siger Sara og rammer mig lige midt i et livstema. Som gode forfattere jo gør.

For Sara Blædel selv var det aldrig en stor drøm at blive forfatter. Hun er ordblind og fik i sjette klasse skældud af sin lærer over de mange fejl i sin danske stil, hvorefter hendes Cavling-pris-vindende journalistfar Leif Blædel marcherede op til læreren og sagde:

“Du skal aldrig mere tage min datters lyst til at fortælle historier fra hende!”

Den lille Sara var en smule flov, men forstår det nu.

“Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov,” siger hun og udløser jubel på rækken foran os. “Den bruger jeg sgu også næste gang, råbehvisker en dame”, og jeg tænker, at forfattere har indflydelse på mange forskellige måder.

Sara Blædel er den første ved signeringsbordet bagefter. Vi siver stille ud sammen med de andre mange damer i mange aldre, og jeg tager mig selv i at blive lidt lykkelig. Vi grinede, vi græd, vi sang (inden i os selv), og vi klappede. Vi var der. Og lyden var virkelig god.

Arrangementet Litteratour i Amager Bio var arrangeret af Politikens Forlag i samarbejde med Tikko, og vi var venligst inviteret af forlaget. Læs mere og køb billetter her.

Casper & Kongstad, konflikt, venskab og en træt kompliment

❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.

Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.

Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:

Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.

Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?

(….)

Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.

Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.

For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.

Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.

“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.

Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.

“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”

“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.

“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.

“Hvad?” siger jeg.

Vi griner alle tre larmende i lang tid.

“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”

Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.

Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.

Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.

Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Med den politiske journalist på arbejde

Palle Schjødtz har fået et godt indblik i politikeres magtspil og journalisters maskinrum i Niels Krause-Kjærs velkomponerede og velskrevne roman.

❤️❤️❤️❤️ Niels Krause-Kjær kender den landspolitiske verden og medieverdenen indefra og udefra, og med den baggrund har han konstrueret en ny intrige til sin hovedperson, Ulrik Torp, der er politisk journalist som Krause-Kjær selv. Samme Torp er ved bogens start i en lidt ynkelig situation efter en faglig og mental nedtur. Han forsøger nu at bygge en tilværelse op igen i et kontorfællesskab med andre nedbrudte fagfæller ved at skrive nekrologer og andet mindre lødigt journalistisk arbejde. Ægteskabet går dårligt, økonomien er elendig, den lånte lejlighed skal fraflyttes, og bilen mangler et nyt batteri. Det er næsten som opskriften på en gammeldags knaldroman om en amerikansk privatdetektiv, men det er bedre end som så.

Et par mystiske dødsfald blandt tidligere politikere fanger hans opmærksomhed, og snart er han på jagt efter sandheden bag partipolitiske intriger, voldelige demonstrationer, hemmelige oplysninger fra Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne, falske beskyldninger om bedrageri med forskningsbevillinger på universitetet, fake news, kommunistisk konspiration og indblanding fra fremmede magter. Selv en lille henvisning til en virusinfektion i udvikling er kommet med. Et særligt element er konkurrencen med forskellige politiske grupperinger om at være mest dansksindede omkring forslaget om en ny dansk nationaldag.

Med hjælp fra en ung kvinde, der er droppet ud fra journalistuddannelsen, men som heller ikke synes at behøve den, arbejder Torp sig langsomt frem mod sandheden. Vi får et indblik i journalistikkens effektive brug af kildebeskyttelse, indiskretion og manipulation til at afsløre magthavernes lumske og ligefrem kriminelle spil.

De mange aktører i romanen står hver for sig lidt svagt, men handlingen er lige som i de foregående to politiske spændingsromaner velkomponeret og velskrevet med stor aktualitet, og den har også potentialet til en filmatisering.

Fandens forår af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

“Man har lyst til at knalde en bevidsthed, mere end en krop”

Det var lidt som at være en lille smule på Bogforum igen, da min veninde og jeg gik til bogarrangement sammen med de andre grånende damer under overskriften “Størst af alt er kærligheden”.

Åh, savn. Bogforum har været en del af mit liv, siden min mor engang i 1990’erne tog mig med i Forum på Frederiksberg, og det gik op for mig, at der var tusindvis af andre mennesker, som elskede bøger ligeså meget som jeg selv, og som gad at tale om dem i timevis. Røre ved dem, købe og sælge dem. Tage dem alvorligt. Elske dem. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg var ikke alene. Siden blev Bogforum lig med arbejde, og det gjorde kun oplevelsen endnu bedre – kærligheden voksede, som den tit gør, når den også involverer en vis smøgen ærmerne op og tage fat.

Men kærlighed i coronaens tid er vanskelig på alle måder, også den til bøgerne og de andre bogdyr. Så i år går det naturligvis ikke at samlede titusindevis af ganske vist meget civiliserede mennesker, der aldrig ville drømme om at nyse andre steder end i ærmet – og det endda diskret – men som alligevel ville udgøre en alt for stor smittefare.

Tine Høegh på scenen for at fortælle om sin vidunderlige roman Tour de chambre. Både bogen og forfatteren er lige til at forelske sig, blev vi hviskende enige om på min række.

Bogfolket giver dog ikke sådan op. Vi ser måske rolige og milde ud på ydersiden, men på indersiden raser en ild, som man ikke skal tage fejl af. Og i november-weekenden, hvor der ville have været Bogforum, hvis verden ikke var gået af lave siden sidste år, har der været masser af små, Corona-hensyntagende arrangementer om litteratur. Søndag morgen står jeg således og venter på min veninde på Rådhuspladsen i København. I et mærkeligt mix mellem et nærmest overnaturligt smukt novembersolskin, en halvskidt lugt af alkohol og ketchup og de sidste rester af i-byen-folket drivende hvileløst rundt på den nyligt renoverede plads. Foran Politikens Pressen, hvor jeg engang selv holdt foredrag (sjældent har jeg været så nervøs, som da det gik op for mig, hvor mange der faktisk kan sidde derinde) står noget, der minder om en miniudgave af køen ved Bogforum. Damer så langt øjet rækker, mange af dem med lidt gråt i toppen. Et øjeblik bliver jeg lidt stolt. Det er sgu os, der holder den her bogverden i gang!

“Nogle af mine venner siger, at jeres generation ligesom tror, I er de første, der har fået et barn,” sagde Jes Stein Pedersen til Olga Ravn. “Hvor tror du, den irritation stammer fra?” replicerede hun. Blodet rulle skam i alle årer, selv om det hele var pænt og nydeligt.

Vi skal ind og høre tre interview og en debat under overskriften “Størst af alt er kærligheden”. Lone Frank har skrevet personligt og populærvidenskabeligt i Størst af alt, Tine Høegh har skrevet om venskab og ungdomsforelskelse i Tour de chambre, og Olga Ravn har skrevet om fødsel og moderskab i Mit arbejde. Jes Stein Pedersen interviewer dem i den rækkefølge, mens vi damer pænt bliver siddende på vores umage stole, fordi der af hensyn til Corona ikke er pause. Når vi skal nifle (den er til dig, Bonde, r.i.p.), lister vi artigt ud med mundbind på, og når vi er tørstige, hvisker vi vores mineralvandsordre i baren.

Det, der sker på scenen, er sjovt og underholdende. Lone Frank fortæller muntert og med videnskabens kynisk om den ‘kærlighedsapp’, der er installeret i os mennesker, fordi det simpelthen kræver mere end én voksen at passe menneskebørnene med de store hoveder, indtil de langt om længe kan klare sig selv. Tine Høegh fortæller sødt om, hvordan hun ofte forelsker sig i nogen, der kan noget med sprog og skriftlighed – eller som intervieweren så poetisk udtrykker det: “man ønsker at knalde en bevidsthed, mere end en krop.” Olga Ravn bringer en vredere energi på scenen, da hun fortæller om chokket ved at blive mor og møde sine egne forestilingers begrænsning: “Jo færre forestillinger, jeg har, når jeg er sammen med andre mennesker, desto mere vidunderligt bliver det. Det gælder også mine børn,” siger hun.

Rigtig sjovt bliver det, da alle tre kvinder er på scenen samtidig. De diskuterer livsvalg og er åbenlyst uenige, hvilket som Olga Ravn bemærker, er helt i orden. Lidt enige er de dog vist om online dating, som Jes Stein Pedersen spørger om ved at indlede med et “Jeg ved godt, at man ikke kun mødes på Hviids Vinstue i dag”. Okay, boomer, kunne man sige, hvis man var den type. “Som jeg skriver i bogen,” siger Tine Høegh,”Tinder kan få en til at hade hele menneskeheden.” Word.

Lidt om polyamourøsitet bliver det også til, men “hvorfor bor de altid så grimt”, bemærker den vidunderligt københavnske kulturredaktør, som også på et tidspunkt bringer vildskab ind i diskussionen ved at foreslå, at man kan bo helt op til 40 kilometer fra København (!) Hele salen griner. Helt ærligt.

Jeg sidder og bliver lidt lykkelig. Ikke over udsigten til Tinder eller endnu en tur i kærlighedens rutsjebane, som jeg måske, måske ikke har tænkt mig at tage (selvfølgelig vil jeg gerne det, who are we kidding, men alting har sin tid, og den tid er ikke lige nu), men fordi det at lytte til mennesker, der elsker ord, bruger dem og gør noget for at forstå verden simpelthen er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Sådan har det været siden 1990’erne, og sådan er det stadig, selv om jeg hverken har min mor, en mand eller Bogforum i år.

Og bagefter gik vi ud og spiste frokost.

Størst af alt af Lone Frank er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Tour de chambre af Tine Høegh er udgivet af Gutkind forlag og kan blandt andet fanges her

Mit arbejde af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

Arrangementet i Politiken var et, vi havde betalt for, men derfor kan vi da fint sige tak alligevel.

At blive set gennem andres liv

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er en kunst, som nærmest ikke kan overvurderes, men som konsekvent bliver undervurderet. Kunsten af gøre det svære let. At formulere viden så florlet, at det virker, som om det også var florlet at indsamle den viden, bearbejde og erkende den. Jeg husker den kunst fra mine år i magasinbranchen. “Damebladsjournalistik”, fnøs folk og vidste ikke, hvor meget umage, der faktisk skal til for at lave de lækre rubrikker, den inciterende indledningen, brødteksten, der holder læseren fanget til sidste punktum, også når emnet er snotnæser eller hedeture. Og hvor dårligt, det kan gøres, hvilket giver de ægte kunstnere et ufortjent dårligt ry.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Hella Bella Joofs selvhjælpsbiografi Tvilling, Yndling, Grævling. Eller rettere, da jeg slugte den i grådige inhaleringer over en weekend, med weekendens umådehold, men også med dens skamløse nydelse. For Hella Joof kan lige præcis det; hun kan servere sandheder så sødt og sjovt og finurligt, at man nemt kan overse den visdom og det indimellem hårdt levede liv, der førte op til den florlette pointe. Som her, hvor hun fortæller om at have hår, inden vidste, hvad de skulle stille op med:

Hårbalsamen og afrokamme dukkede først op i firserne. Så jeg havde hestehale eller blev det meste af min barndom det, der dengang hed drengeklippet, hver sommer, så var det hår ligesom ude af verden.

Hellas liv opvækst var i det hele taget ikke let. Som uægte barn af en jurastuderende fra Gambia og en au pair fra Danmark, voksede hun op, ikke bare med følelsen af anderledeshed, men med en helt reel og synlig en. Hendes hudfarve var simpelthen eksotisk og udløste stirren, hvisken og slet og ret racisme. Hendes mor blev gift med en ven og skilt igen og fandt sammen med en anden mand, som ikke var god for Hella, og sådan fortsatte barndommen, bumlende og skramlende og altid med en understrøm af bekymring for, om der var penge nok. Hella har ikke fået meget forærende i sit liv, hun kender uligheden nedefra, så at sige, men bekender sig til et liberalt synspunkt og troen på eget ansvar. Det knuselsker jeg hende for. Ikke så få gange har hun fået hug i medierne, når en udtalelse blev for bombastisk eller bare for borgerlig for mediedanmark, men jeg kan godt lide, når Hella bliver politisk, ikke mindst i bogen her, hvor nuancerne får plads – ja, også dem om indianerne og nedbrænding af landsbyer!

Faktisk er der meget, jeg knuselsker i denne bog, som kommer rundt om kvinders forhold til kroppen, til mænd, til andre kvinder og til børn. Små fine historier om svigt, jalousi, mindreværd, sorg, glæde og smerte. Større og alvorlige om moderkærlighed og mangel på samme, overgreb og manglende selvværd. Masser af tyngde trods de lette formuleringer.

Og så er der i Tvilling, Yndling, Grævling en umiskendelig stemning skabt af ord, som jeg genkender fra min egen barndom i 70’erne. Holda munda, troede Hella for eksempel, at hendes far råbte, når han hilste farvel med et “Hold dig munter”. Hvor jeg husker den slags fonetiske misforståelser. Vores gengivelser af ABBA-sangene på fritten var ét langt eksempel (men de artikulerede nu heller ikke så tydeligt, de svenske damer). Jeg husker træsko, tiltrækkende grimme drenge, veninde-rænkespil og Otto Leisner i fjernsynet. Jeg husker også – selv om jeg lige er en postgang senere i verden end Hella – ensretningen:

Man skulle have noget bestemt hår og en bestemt krop og en bestemt Wranglerjakke med en stålbørste i brystlommen og nogle bestemte Lee-cowboybukser med en bestemt knap på baglommen og nogle bestemte træskostøvler med ekstra hæl. (…) Jeg havde ingen af de lovpligtige effekter eller kendetegn.

Åh, hvor det minder mig om at starte på Rungsted Private Realskole og 1985 og være nødt til at købe to aflagte Lacoste-t-shirts af min ældre veninde. 250 kr. per styk, det var en formue dengang. Og selv om jeg dermed omgikkes “de rige svin”, og hun omgikkes de rigtige røde, så var ensretningen så absolut skåret over samme læst – edderrødme, som også er et ord, jeg fik et lykkeligt gensyn med. Hella Joof skriver et sted, at “Det allervigtigste i verden er at blive set.” På en måde føles læsningen af hendes selvhjælpsbiografi som at blive set, fordi vi har set så meget af det samme, og hun har lagt mærke til det også. Ensomheden bliver mindre, selv om “… i sjældens mørke nat er vi alene.”. I det hele taget er der en stor omsorg for andres sjæle, en læggen mærke til, hvad vi mennesker kan gøre for hinanden, en nænsomhed, man skal lidt om bag humoren for virkelig at sætte pris på. På et tidspunkt tog Hella Joof mellemnavnet Bella – helt uden at være til numerolog, hvilket naturligvis vakte en del furore i visse kredse, men jeg er helt rolig. Kvinden bag teksten er en smuk sjæl, som vi har at være taknemmelige for, ligesom hun er taknemmelig for livet:

(.) jeg er her endnu, og der er ingen andre steder, jeg hellere vil være, (…)

Tvilling, Yndling, Grævling (du er selv nødt til at læse den for at finde ud af, hvorfor den hedder sådan, men jeg lover, at det bliver en fest) af Hella Joof er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Enestående (og) royal biografi

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Normalt anmelder jeg bøger, som lige eller næsten lige er udkommet. Men i dag gør jeg en undtagelse. For da jeg for nylig var på besøg i direktør-kontoret på mit nye forlag, kom jeg til at nævne over for kontorets indehaver, at jeg aldrig havde læst Stephanie Surrugues biografi om Prins Henrik, Enegænger, som jeg netop havde stået og bladret i nede i Boghallen. Direktøren sendte en gavmild håndbevægelse mod sin bugnende bogreol, der tronede bag ved hendes skrivebord og sagde:

“Du må få den, hvis du kan finde den.”

Jeg så opgivende på de mange hundrede bøger og kunne ikke lige spotte biografien i vrimlen. Direktøren talte videre – vi har at gøre med en meget talende direktør – og gik imens hen mod reolen, scannede den kort med blikket og hev uden at stoppe talestrømmen Enegænger ud og rakte mig den. Hun vidste, hvor den var. Måske instinktivt. Og det kan jeg godt forstå, for hvis jeg var forlagsdirektør, ville jeg også være uendelig stolt over at have udgivet denne bog og have lyst til at stikke den i hånden på alle. Jeg kan godt huske, hvor begejstret den blev anmeldt i 2011, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg har fået ud af den, og hvor hurtigt jeg har slugt den. Gennem nogle af andre grunde søvnløse nætter har jeg fordybet mig i en mand, jeg aldrig før har interesseret mig for eller forholdt mig til.

Jeg er ikke royalist, med mindre der er bryllup og kjoler at se på. Jeg synes, det er latterligt at ophøje nogle mennesker frem for andre, og jeg synes, de kongelige har alt for store privilegier. Som de fleste andre danskere har jeg også deltaget i hyggemobningen af Prins Henrik. Jeg har moret mig over hans cirkussprog, hans voksende bug, hans gravhunde og – ha! – hans digte. Men latteren er forstummet, efter at jeg har læst Surrugues bog. Jeg er ikke blevet royalist, og jeg har ikke ændret syn på privilegier og titler. Til gengæld har jeg fået indblik i et utrolig komplekst menneske med en helt usædvanlig livshistorie.

Henri de Monpezat som seksårig. Foto fra bogen.

For danskerne startede Prins Henriks liv, da han giftede sig med vores prinsesse i 1967, men Henri Marie Jean Andrés opvækst og ungdom var mildt sagt eksotisk. Barndom og ungdom i både Indokina og Frankrig, krig og omfattende studier, en begyndende karriere i diplomatiet og så: skæbnemødet med prinsesse Margrethe i London i 1965.

Surrugue giver sig god tid til at fortælle om den franske kolonitid, om Monpezat-familiens sammensætning og historie med patriarken André som det frygtede overhoved, der ofte var i clinch med sin ældste søn, opdragelsen til kulturel dannelse, som Prins Henrik selv tog med sig som et af sit livs vigtigste værdier. Men også umådelig sorg ved tabet af ikke mindre end tre af Prins Henriks søskende, før de blev rigtig voksne. Det er spændende at læse om Monpezat-familien i sig selv, og erkendelsen af, hvor rigt et liv, Henri allerede havde haft, da han blev ‘vores’, øger forståelsen af den omvæltning, det må have været at komme til Danmark og blive prins. Nuvel, en omvæltning til et liv fuld af sjældne oplevelser og ufattelig luksus, men også et liv, hvor hans betydning og status var udefineret til at begynde med og måske aldrig blev rigtig tydelig.

De små scener, Surrugue sætter, gør biografien til en nydelse at læse. Fra bogen.

Enegænger har alt det, jeg forestiller mig, at biografi-fans må efterspørge; en kronologisk gennemgang af et liv fra barndom til alderdom, udsagn fra venner og familie, masser af privatfotos og endda deltagelse af personen selv (hvilket af gode grunde ikke altid er givet). Surrugue kan sit håndværk. Men hun kan så meget mere end det. Som biograf er hun selv synligt til stede i fortællingen. Vi følger hende helt fra starten, da hun i sin “lille udlejningsbil” med Yves Montand på bilradioen kører fra Toulouse til Cahors og sit første møde med Prins Henrik. Her bliver en sympati født, fornemmer vi, og den må vi dele, for i hende har både vi som læsere og Prins Henrik som portrætteret en loyal fortæller. Surrugues egen baggrund som datter af en fransk far og en dansk mor gør hende ikke bare i stand til at samtale med prinsgemalen på hans modersmål, den giver hende også en erfaret forståelse for hans stolthed over Frankrig og hans sorg over aldrig at blive rigtig accepteret som dansk. Om det er derfor, Prins Henrik straks fatter så meget tillid til journalisten, at han beder hende om et lift i den lille udlejningsbil dagen efter det første møde, ved jeg ikke, men tilliden er tydelig og blivende. Surrugue bliver inviteret med til familiemiddage, til receptioner, til samtaler med familie og venner, og dermed bliver vi som læsere også inviteret med ind i en verden, vi per definition kun kender overfladisk. Vi er med i forelskelsen og forlovelsen, opbygningen af en vennekreds og en form for rolle, børnene, rejserne, kunsten, arbejdet og, ikke mindst, sporten. Et helt usædvanligt liv, men med helt sædvanlige menneskelige følelser; glæde, sorg, stolthed, ydmygelse. Succes og fiasko.

Fine privatfotos som dette er et lille studie for sig selv. Foto fra bogen.

Sådan en tillid skal håndteres, og det kan Surrugue. Hun skriver ikke med næsegrus beundring, men gengiver sobert historien om Prins Henrik, herunder den massive kritik, som han mødte i bølger – så var han for forkælet, så var han for streng ved sine børn, så talte han for dårligt dansk, så var han sågar en dyrker af sur udrikkelig vin – og hun spørger modigt hovedpersonen selv til de svære emner, omend forståeligt indimellem “tør i halsen”. Som læser får jeg fornemmelsen af en velopdragen, venlig men altid observant, vidende og kvik journalist – ikke ulig de adjektiver, man kunne bruge om dronningen, som Surrugue også interviewer, ligesom hun taler med Kronprinsen og et udvalg af Prins Henriks venner, både i Danmark og andre steder i Europa. Hun gengiver både vennernes kærlige billede af en omsorgsfuld ven, omend med tendens til lidt kedelige kulturelle udflugter, og kokkenes gengivelse af en temperamentsfuld vært, der vil have maden præcis, som han vil have den. Den ømme hundeejer og den sensitive kunstner. Den strenge far og den spøgende kammerat. Jægeren, sportsmanden, ægtemanden.

Det er underholdende. Rørende og interessant. Og utrolig velskrevet. Små fine scener sættes, historie og nutid jongleres elegant, citater og digte flettes ind i brødteksten uden vaklen. Det må have krævet den tungeste research, men først og fremmest har det krævet conduite at fortælle et så usædvanligt liv uden at træde forkert, men også uden at kede eller fortie (noget alt for vigtigt). Den mission er lykkedes til fulde. Som skribent har jeg faktisk lyst til at neje og bukke, men jeg må nøjes med at give, hvad jeg har: seks hjerter, i dagens anledning med lidt blåt blod.

Tillid og sympati. Jeg synes, dette billede er så rørende. Foto fra bogen.

Enegænger af Stephanie Surrugue er udkommet på Politikens Forlag og kan – udover Politikens boghal og andre boghandler – fanges her

Bogen var venligst foræret til mig af Politikens Forlag.

Gæsteanmeldelse: Hovedkarakter med menneskelige mangler

Palle Schjødtz har læst en vellykket dansk historisk slægtsroman med en hovedkarakter, man både får ondt af og bliver irriteret på, skriver han, mens han alligevel ser frem til de næste bind i serien.

❤️❤️❤️❤️ Fortællingen tager sit udgangspunkt på Fanø ved skiftet til det 20. århundrede. Fortællingens hovedperson, Erling Brinch, vokser op i et skipperhjem, hvor moderen er familiens faste holdepunkt, for faderen er meget væk på langfart. En drukneulykke, hvor hans lillebror omkommer, kommer til at præge hans barndom og egentlig hele hans liv.

Vi følger de næste halvtreds år i Erlings liv med de nære personlige oplevelser på baggrund af de store nationale og verdenshistoriske begivenheder med de to verdenskrige som de største. Vi oplever Erlings venskab med en vanskabt dreng og hans urimelige tab af dette venskab. Han tager en studentereksamen i stedet for straks at tage ud at sejle, lige som de andre Fanødrenge, for derefter at tage hyre til søs for at tjene penge til medicinstudiet. Da han går i land, bliver det til en tid som husar og derefter studiet i København, hvor han får sin gang på en nyvunden vens værtshus, hvor tidens politiske problemer diskuteres livligt ved stambordet.

Efter et kortere forhold til en sygeplejerske, som passer ham under en alvorlig lungebetændelse, møder han en kvinde, som bliver en besættelse, men også en udfordring, som han ikke tør tage op. Hun repræsenterer det liv og den humanitære indsats, som han troede skulle blive hans. I stedet gifter han sig med en rig forretningsmands datter i Vejle, hvor han bliver en del af det bedre borgerskab som praktiserende læge.

Ægteskabet er ikke vellykket, og på et tidspunkt indleder han et venskab med en boghandler, der etablerer sig i byen. Også dette venskab sættes over styr på grund af Erlings manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og forstå og acceptere deres handlinger. Anden verdenskrig giver ham mulighed for at vise mod og handlekraft, men ellers virker han som en lidt indelukket tilskuer til livet. Man får ondt af ham, men bliver også lidt irriteret over hans menneskelige mangler. I persongalleriet omkring Erling møder vi en række interessante og sommetider farverige mennesker.

Forfatterne har villet skabe en dansk slægtsfortælling med historiske referencer, og begge dele er lykkedes, så man med forventning ser frem til de følgende bind af den trilogi, som stilles i udsigt.

Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Størst af alt er selvforståelsen

❤️❤️❤️❤️❤️ Nej, det er selvfølgelig løgn. Størst af alt er kærligheden. Det ved vi, om ikke andre steder fra, så fra utallige bryllupstaler, vi har overhørt, for står man og mangler lidt guddommelig højstemthed til lejligheden, ligger det lige til højrebenet at citere Paulus’ Første Brev til Korintherne (Kapitel 13).

Når jeg alligevel skriver det med selvforståelsen, så er det, fordi jeg under læsningen af Lone Franks Størst af alt – om kærlighedens natur kom til at tænke, at hendes undersøgelse af, hvad kærligheden egentlig er, i grunden er en undersøgelse af, hvad et menneske er. Er vi en samling celler? En art, hvis eneste formål er at reproducere os selv? Er vi vores biologi eller vores psykologi – en videnskab, Frank ikke har så meget til overs for – eller er vi faktisk væsener med sjæle? Forklarlige eller uforklarlige?

Frank siger det selv i starten af bogen:

“Man kan sige, at kærligheden er med til at give et signalement af mennesket som art. Hvis den ikke fandtes, eller hvis den udspillede sig på en anden måde, ville vi være et helt anderledes dyr.”

“Et helt anderledes dyr”. Lone Franks baggrund i biologien fornægter sig ikke. Men det gør hendes fremragende formidlingsevner som videnskabsjournalist heller ikke. Vi er allerede fanget fra første linje:

“Telefonens ringelyd er lille og tynd, men den rammer som en eksplosion i mørgenmørket. Klokken er syv, og ingen ringer klokken syv. Kun dem, man ikke vil høre fra.”

Udgangspunktet for Lone Franks undersøgelse er hendes eget liv, og bogen starter med et lavpunkt, nemlig den dag hendes mand Morten dør, kun 56 år gammel. Midt i den største sorg går det op for hende, at hun har elsket ham højere, end hun troede, og at der nu ikke er nogen i verden, der elsker hende. Som det nysgerrige væsen, hun er, bruger hun denne sørgelige situation som udgangspunkt for en dobbelt undersøgelse: En undersøgelse af hende selv og hendes anlæg for at elske og blive elsket og en undersøgelse af kærlighedens væsen i sig selv. Det kom der først den bevægende podcast Ingen elsker Lone Frank og nu bogen her ud af.

Formen veksler mellem nedslag i Lone Franks eget liv, interview med eksperter, herunder psykologen Asger Neumann, som hun beder om at hjælpe hende med at afdække hendes egne mønstre, og gennemgange af undersøgelser og forskning, der hjælper med at lægge mosaikken til kærlighedens natur. Vi hører for eksempel om, hvad tilknytning er, og hvordan Lone Frank var trygt tilknyttet gennem det tætte og givende bånd til især sin far. Vi får spændende indsigter i forskellige dyrearters præferencer for eksempelvis utroskab og ikke mindre spændende indsigter i Lone Franks egne sidespring.

Det fungerer fremragende. For en i bund og grund romantisk sjæl som jeg glider den massive information om hormoner, celler, arter, flokke, antropologiske studier og mentale skemaer meget bedre ned, når jeg kan hæfte dem op på et andet menneskes historie(r); når jeg kan spejle mig eller få aha-oplevelser ved indsigten i, at nogle oplever præcis som jeg eller præcis modsat af mig. Jeg lærer om Lone Frank og derigennem om mig selv. Og bliver overvældet over, hvor ens man kan være på nogle punkter og hvor forskellige på andre. Jeg forstår, at menneske både er noget helt bestemt og noget helt særligt, formet af sine gener og sin opvækst i et forhold, der stadig er svært at forstå.

Men bliver jeg klogere på, hvad kærlighed er? Ja, hvis jeg ikke gør, er det i hvert fald min egen skyld, for Lone Franks research og formidling er grundig og generøs. For mig er især afsnittet om tilknytning interessant på en lidt dyster måde. At den måde, vi knytter os til vores mor og/eller far som spæde lægger en form for ubevidst skabelon for, hvordan vi knytter os til vores partnere i vores voksne kærlighedsliv, er måske ikke verdens største overraskelse, men graden af betydningen er voldsom, viser blandt andet et amerikansk projekt, der startede i 1977 og fulgte næsten 300 børn og deres mødre i over 30 år:

“Selv efter tre årtier var der en klar sammenhæng mellem de tidligere babyers tilknytningsmønstre og den måde, deres voksne inkarnation agerede i kærlighedsforhold.”

Også vores præference for eksklusivitet, vores dyrkelse af kærligheden og angst for ensomheden (som Lone Frank ikke deler) og aha-indsigter som “kærlighed er ikke en følelse” er blandt de mange givende indsigter, som gør, at jeg med det samme har lyst til at bladre tilbage til side 1 og starte forfra.

Men måske er det allerstørste udbytte af Størst af alt erkendelsen af, hvor komplekse væsener, vi er, og at det måske derfor er helt i orden ikke at kunne finde ud af det hele, herunder kærligheden. Men at det er værd at prøve, utrætteligt som en forsker eller en videnskabsjournalist at blive ved og ved at spørge og ikke tage de første nemme svar for gode varer, men afprøve dem, forblive nysgerrige og kritiske og se på os selv gennem ikke bare ét, men mange prismer. For i arbejdet med at undersøge verden og os selv finder vi jo ud af noget, vi alle kan få glæde af, som denne bog er et glimrende eksempel på. Lone Frank lærer noget vigtigt om sig selv – som du skal læse bogen for at finde ud af, hvad er, synes jeg – og i processen øser hun gavmildt opdagelser og pointer ud over os andre.

Dét er vel også en slags kærlighed?

Størst af alt – om kærlighedens natur af Lone Frank er udkommer på Politikens Forlag, som har været så venlige at sende et gratis eksemplar. Den kan blandt andet fanges her

Fransk forelskelse

❤️❤️❤️❤️ For mange år siden var jeg på ferie i en lille landsby i Sydfrankrig. Det er ikke nogen hemmelighed, for den by, jeg rejste til, var et magisk og mytisk sted, der har født flere historier siden. Ikke mindst om kærlighed. For det var let at forelske sig i Frankrig. Let at beruse sig. Let at tro på eventyret. For mig føltes det som at komme hjem, selv om alt var fremmedartet.

En doven eftermiddag kom en af vores venner ophidset løbende ind på cafeen og råbte bare: “Legionnaires!” hvorefter alle forlod cafeen og løb med. Byen lå højt oppe på en bakke, og øverst oppe, hvor resterne af en gammel fæstning stadig vidnede om byens krigeriske historie, vrimlede det med bistert udseende soldater, så det lignede en veritabel belejring. Det var fremmedlegionen, der holdt øvelse, og det var både skræmmende og fantastisk spændende at opleve. På behørig sikkerhedsafstand stirrede vi nysgerrigt på de fascinerende legionærer, der ikke mælede et ord eller værdigede os civile nysgerrige så meget som et blik. Dagen efter var de væk, som om de aldrig havde været der.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen flere gange, da jeg læste Elsebeth Egholms nye roman Som natten kender stjernerne. Blandt andet – åbenlyst – fordi en stor del af handlingen er henlagt til Frankrig, og mens jeg læste, kunne jeg næsten lugte og smage mine egne oplevelser igen. Egholm har nemlig blik og sprog for, at Frankrig er et land, man oplever med alle sanser. Man spiser og drikker, elsker og lever. Hun har også blik og sprog for menneskers kampe med sig selv og hinanden. For klassisk musik og kunstnerens tvivl, pligt og passion. For ansvar, skyld og skam. Og så er hun en dreven plotmager efter mange år som “krimimor” til journalisten Dicte Svendsen, hendes søn Peter og senest lægen Rina. Af alle disse talenter har Elsebeth Egholm skabt en dejlig kærlighedsroman, en slags jubilæumsroman, kan jeg ikke lade være med at tænke, for Egholm fylder 60 på torsdag.

60-års-fødselar på torsdag. Jeg har været fan i årtier og er det stadig.

Med årene kommer vi nok alle til at se lidt mere tilbage, og Som natten kender stjernerne tager – måske – Elsebeth Egholm tilbage til ungdommens livtag med klassisk klavermusik. Egholm gik fire år på konservatoriet, inden hun valgte at blive journalist og siden forfatter i stedet. Men hovedpersonen i den nye roman, Malou, er blevet ved musikken. Hun holdes i kort snor af sin ældre ægtemand og manager Holger, en tovholderrolle han har overtaget fra Malous lige så strenge mor Agnes. Da Malous mor tidligt i romanen dør, finder Malou og søsteren Ulla (tak for at holde navnet i live!) i hendes gemmer en plade med en fransk pianistinde, som ligner Malou til forveksling. Det er hendes mormor, Sophie, og da Malou hører pladen, vækkes hendes nysgerrighed gennem musikkens kraft. Hvem var Sophie? Hvem var hendes mor? Og hvem er hun selv?

Det må hun naturligvis til Frankrig for at finde ud af, og der møder hun amerikaneren Cody, en typisk Egholm-mand (i hendes fiktion, i hvert fald); stærk, maskulin, uudgrundelig – og med lig i lasten. Han bor på en husbåd, har ansvar for en lokal kvinde og et sygt barn og kan kun have erotiske forhold, hvis ende han kan se ved begyndelsen. Også Cody er noget ved musikken – omend noget helt andet. Vi får allerede på første side at vide, at hans talent er noget mere beskedent end Malous:

Han kan ikke synge. Men han gør det alligevel. Han kan heller ikke spille guitar, det gør han også alligevel. Der er noget ved scenariet, der får ham til at tro, at han kan.

Cody og Malou mødes meget hurtigt efter, at Malou er ankommet til Frankrig, og vi ved også hurtigt, at de skal komme til at betyde noget for hinanden. Først skal de dog finde ud af Malous gåde. Anden Verdenskrig spiller en stor rolle for plottet, for Malou finder med nogen møje og besvær – ikke mindst på grund af sproget (så smukt og så svært, tellement difficile) ud af ting om sin familie, der har at gøre med tyskernes besættelse, modstandskampen og de svære valg, der måtte træffes dengang. I takt med at hendes families fortid rulles ud, må Malou også træffe valg; hun må tage stilling til, om hun vil tilbage til sin tyranniske mand i Danmark eller skabe et nyt liv for sig selv. Om hun stadig vil spille klaver. Og om hun vil gøre op med sin egen frygt og magelighed. Også Cody må træffe sine valg og finde fred med sine dæmoner. Det er et klassisk plot, ikke voldsomt overraskende, men Egholms krimierfaring sætter især igennem til sidst, hvor jeg fandt mig selv vende siderne med bankende hjerte.

Nu er det jo en kærlighedsroman, og der er bestemt en fin forelskelse mellem Cody og Malou, som jeg sagtens kan sætte mig ind i (lækker og lidt mut amerikaner på husbåd i Frankrig, som ovenikøbet spiller lidt spade – what’s not to like?) Bedst, synes jeg dog, er Malous kærlighedshistorie med sig selv. Måske er det et alderstegn – hos mig. Men jeg glæder mig simpelthen mere over, at hun gennem sin søgen og ved hjælp af det mod, der kommer af at gøre det, man ikke tør, finder hjem i sig selv , end at hun – måske – finder hjem i en mand. Dét er den ægte franske forelskelse.

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er udkommet på Politikens forlag, der også har været venlig at sende et anmeldereksemplar. Bogen kan blandt andet fanges her