Gæsteanmeldelse: Retningsløs rejse ind i voksenlivet

Kommunikationschef og antropolog Camilla Rosengaard har både læst Helle Helles nye bog BOB forfra og bagfra og er bjergtaget af dens beretning om den ensomme rejse ind i voksenlivet, vi alle må tage.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Langdraget, Arnestedet, Stilledal, Appollovej, Kastanie Allé, Bogholder Allé, Linde Allé, Jernbane Allé, Damhussøen, Grøndals Parkvej. Det vrimler med stednavne i Helle Helles nye coming of age-roman BOB. Stednavne, som udgør faste punkter i den unge Bob’s første måneder på egen hånd i voksenlivet. 

Bob er flyttet fra forældrene på gården i nærheden af Maribo på Lolland til Vanløse med sin kæreste, der er startet på universitetet. Mens kæresten etablerer sig med studiegruppe og studier, er Bob i vildrede om, hvad han vil med sit liv.  

… han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.

Bob kan ikke mærke, hvad han har lyst til, hvor han skal hen, eller for den sags skyld hvem han er her i storbyen. I løbet af romanen vandrer Bob rundt i Vanløse, på Frederiksberg og i indre by. Han lærer efterhånden kortet at kende, mens landskabet forbliver ukendt og fremmed. 

Romanen finder sted i 1980’ernes København, og ungdomsarbejdsløsheden påvirker også Bob’s tilværelse. Han får ved et tilfælde et job som afløser på Sømandshotellet i Nyhavn med få og uregelmæssige ugentlige vagter, der hverken kan give ham en tilstrækkelig indtægt, adgang til nye venskaber eller en form for indhold i livet. 

Hen over det efterår, vinter og forår, som romanen forløber over, går Bob i stigende grad i stå. Alting smuldrer, og ensomheden fylder. 

Gymnasiekæresten, som han er flyttet til byen med, og som i parentes bemærket udgør historiens alvidende fortæller, glider fra ham (ligesom hun i løbet af romanen glider ud af fortællingen). 

Den kærlige familie hjemme på Lolland er langt væk, og selvom de kommer med velmente forslag til, hvad han kan stille op med sit liv, kan de ikke hjælpe ham. Relationen til forældrene er også under forandring. Bob skal træffe sine egne valg, hvilket han tilsyneladende ikke har hverken kompetencerne eller kræfterne til.

Selvom 80’erne ikke rigtig rummede særlig nuancerede begreber for psykisk sårbarhed, får Bob et sammenbrud uden, at han tilsyneladende bliver set, forstået eller hjulpet i den krise, som han befinder sig i.

Bob led af skyldfølelse, den groede i flere retninger. Han var begyndt at råbe af sig selv, hvis han tabte sin blyant eller skar brødet skævt. Men samtidig syntes han også, han råbte af en anden, han vidste bare ikke hvem. Der var nu en lettelse forbundet med udsigten til at skulle være alene hjemme. Han havde udviklet en metode til at gøre rent hen over en hel dag. ….. Iagttog sine håndbevægelser, genkendte indimellem ikke sin hånd.

Bob er ikke i stand til at træffe valg. Det er en af bogens afgørende eksistentielle pointer, at mennesker træffer valg, og valg skaber mennesker. Helle Helle viser på sin sædvanlige underrapporterende vis, hvad der sker, når valgets skabende kraft er udenfor et menneskes rækkevidde. 

Hvordan historien ender for Bob, vil jeg ikke løfte sløret for her, men jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Den er vedkommende for unge såvel som for deres forældre og bedsteforældre. Den beskriver på nænsom, kærlig og ikke-dømmende vis, hvordan tilværelsen kan gå i opløsning i den svære overgang fra barn og ung til voksen. Den demonstrer den liminale fases farefulde territorium, hvor kortet muligvis er til at lære, men landskabet ikke er. 

BOB er så medrivende og samtidig betydningsmættet skrevet, at denne anmelder måtte læse bogen først forfra og siden bagfra. Det kan man godt – ligesom med navnet BOB

BOB af Helle Helle er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Mit bogliv 2020

Fik du læst flere bøger i 2020, end du havde troet, du ville? Eller gik du i mental koma (som jeg først kom til at stave Corona, hvem sagde Freudian slip) under Den Store Nedlukning og lod Netflix fodre dit martrede sind? For mig var det lidt af hvert. I perioder fik jeg læst intenst, i andre lukkede læsningen helt ned.

At det her år kommer til at ændre den måde, vi lever og dermed også læser på, kan ingen vist være i tvivl om. Konsekvensernes omfang er svimlende, og jeg forestiller mig, at vi blandt andet kommer til at bearbejde vores fælles traume gennem de bøger, der vil blive skrevet. Mens vi venter på det – og på vaccinen – kan vi dog godt se lidt på, hvordan året så ud, sådan bog-mæssigt. For mig var det rundt regnet sådan her:

Bedste bogevent: Krimimessen i Horsens var noget af det første, der blev aflyst, da det store C lagde landet ned. Det virkede ufatteligt, at vi ikke skulle til den vanlige fætter-kusine-fest i Statsfængslet, men det skulle blive meget værre, for først trak Politikens forlag og Gyldendal sig fra Bogforum i Bella, og så blev det helt aflyst. Små glimt af lys i vintermørket var dog et event om kærlighed med Tine Høegh, Lone Frank og Olga Ravn i Pressen og Litteratour på Lorteøen, aka Amager Bio med den fremragende lyd og den endnu bedre stemning, da Blædel, Bjarup-Riis, Joof og Faber foldede sig ud. En helt særlig oplevelse var Christians Bogfestival, hvor vi både fik læst digte op af færøske Tóroddur Poulsen, overværede en samtale mellem Lotte Kirkeby om hendes roman De nærmeste og fik den mest vidunderlige minikoncert fra Kira Skov duo. Og sad og blev helt lykkelige, fordi det lidt føltes som livet, der var engang.

Bedste krimi: Fordi jeg ikke skulle til krimimesse, har jeg læst mindre krimi i år. Men tre damer ligger altid tæt på mit krimihjerte, og alle tre udgav bøger i år. Den første, Elsebeth Egholm, skrev ganske vist for en gangs skyld ikke en krimi, men tog os i stedet med til Frankrig og fortalte en fin kærlighedshistorie i Som natten kender stjernerne. Julie Hastrup havde undersøgt, hvad sorg gør ved os i Vildskud, mens Sara Blædel tog samme og andre emner under behandling i Den tavse enke. Jeg elsker de tre’s bøger, er fuld af beundring over deres stamina og er stolt over nu at dele forlag med dem.

Bedste essay-samling: Mathilde Walther Clarke og jeg har fødselsdag samme dag. Det alene gør, at jeg virkelig håber, der er noget om astrologien, for mage til sprog-ekvilibrist skal man lede længe efter. I Huset uden ende fortæller Clarke blandt meget andet om det hus i USA, hvor hendes amerikanske familie boede, da hun var barn og kom på besøg om sommeren. I nabohuset skete et grusomt dobbeltmord, og det får Clarke til at fortælle om seriemordere på en måde, jeg aldrig vil glemme. Clarke skriver også om at miste, om kvindesager, om bøger og liv og meget mere. Klogt, præcist og manende til eftertanke.

Bedste selvhjælps-biografi: Okay, denne kategori er opfundet til Hella Joof, for hun er jo indtil videre den eneste, som har udgivet en sådan. Men Tvilling, Yndling, Grævling er virkelig også så fin og menneskelig en bog, at den fortjener sin egen kategori. Jeg får mere og respekt for Hella Joof, ikke mindst fordi hun næsten altid taler mildhedens, forståelsens og tilgivelsens sag, og det kan vi simpelthen ikke opmuntre nok, for der er så rigeligt af det modsatte.

Bedste udenlandske roman: “Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på.” Sådan skrev jeg blandt andet om Kjell Westös virtuøse roman Tritonus. Det tog lang tid, før klangen af den ikke længere ringede mig ørerne, og det er et stort kompliment. Samtidig et stort velkommen til forlaget Gutkind, der opstod af asken fra mit gamle forlag Rosinante, og som på ingen tid har stået bag hits som Tine Høeghs Tour de Chambre, Stine Pilgaards Meter i sekundet og Caroline Albertine Minors Hummerens skjold.

Bedste kærlighedshistorie: Gammel kærlighed ruster ikke, og mit litterære forhold til Jojo Moyes er efterhånden gammelt. Hun slog voldsomt internationalt igennem med tåreperseren Mig uden mig, som også er filmatiseret, og i år udkom treeren i serien, Stadig mig, som fik mig til at genforelske mig i Moyes. Romance-genren kan noget helt særligt, når den kan – mange gange kan den desværre ikke. Men Moyes og jeg, vi er solid.

Bedste læseoplevelse: I år skulle jeg nå helt til 12. måned, før den bedste læseoplevelse indtraf. Ingen over og ingen ved siden af Jesper Steins selvbiografiske roman Rampen om hans opvækst i Risskov, hans forældres skilsmisse og alkoholisme og hans egen fremkaldelse til den forfatter, han skulle blive. Jeg både spejler mig – i kærligheden til bøger, tiden (med Niels Malmros’ film som en lille fin markør), flugten i fest og mere eller mindre flygtige relationer – og lærer nyt: om at elske sine forældre og være vrede på dem på én gang, om at nuancere sit blik på alt det, man er kommet af. Rampen er en kæmpe gave, og jeg kan, bogstavelig talt, ikke anbefale den nok.

Bedste skriveoplevelse: Jeg har skrevet som en vild i år – artikler, mest, men også en bog mere, min femte. Dens emne, sårbarhed, betyder meget for mig, og jeg var beruset ved tanken om at skulle skrive om det, da jeg fik kontrakten tilbage i 2019. Selve skriveprocessen blev af mange grunde vanskelig, men jeg er glad for resultatet og glæder mig oprigtigt til at dele det med omverdenen, når den udkommer den 14. januar 2021.

Rampen til livet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.

Jeg har læst årets bedste bog.

Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.

Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:

Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?

Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.

Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.

Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.

Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.

Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:

Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.

“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?

Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.

Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.

Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:

“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”

“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”

(….)

“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”

Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:

Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.

Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.

“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.

Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?

Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!

Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.

Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”

Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:

Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.

Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.

Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:

“Hvor ser du det i teksten?”

Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Rampen til livet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.

Jeg har læst årets bedste bog.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 0x500-1.png

Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.

Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:

Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?

Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.

Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 0000120471_10.jpg

Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.

Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.

Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:

Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.

“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?

Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.

Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.

Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:

“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”

“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”

(….)

“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”

Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:

Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.

Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.

“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.”

Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?

Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!

Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.

Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”

Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:

Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.

Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.

Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:

“Hvor ser du det i teksten?”

Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Indflyvning under Blædels fortællevinger

❤️❤️❤️❤️ I Sara Blædels nye Louise Rick-krimi Den tavse enke er der en flyvetur, som starter udfordrende, bliver værre og værre og ender katastrofalt. Lidt samme billede kunne man godt bruge om bogens historie i det hele taget.

Den starter med fundet af en myrdet kvindelig kroejer på Tåsinge. Louise Rick, der har opgivet jobbet som drabschef (ifølge sin skaber, fordi det simpelthen var for kedeligt at skrive om – og fordi man ikke kan sparke sig vej frem for fiktive drabschefer i København) for at blive leder af P13, en slags moderne rejsehold, bliver tilkaldt for at hjælpe det lokale politi – af alle de forkerte grunde, finder hun hurtigt ud af. Mens Rick forsøger at få en efterforskning op at stå med de skuffende ressourcer, hun har fået stillet til rådighed trods forsikringer om det modsatte, udvikler tingene sig fra slemt til værre. Det viser sig nemlig, at der har boet et lille barn på den kro, den myrdede – ifølge alle barnløse – kvinde drev. Drengen er væk, og da det gennem DNA-test viser sig, hvem han er, kommer krybene frem fra under den løftede lokale sten. En for en.

Jeg kan godt lide den måde at komme i gang med en krimi på; med en forholdsvist lang indflyvning, som giver tid og ro til at lære de nye personer at kende. Louise Rick kender vi jo efterhånden ganske godt efter 11 bøger, inklusive denne. Sidst vi så hende, forlod hun sin kæreste Eik på deres jordomrejse, og i denne bog dukker han op for at hjælpe med at finde den forsvundne dreng. Det er klædeligt, at den personlige relation mellem Eik og Louise fylder lige præcis nok og ikke mere. Vi kunne godt have fortabt os i deres will they-won’t they, men Blædel har meget mere på hjerte, en større historie at fortælle, en fortællevinge at brede ud. Louises journalistveninde Camilla er også med igen – omend hun prøver at undslå sig i første omgang – og hende og hendes issues, herunder i i forhold til Louise, kender vi også.

Rundt om de to lærer vi så miljøet på Tåsinge af kende; en flok mennesker med dunkle hemmeligheder, udenomsægteskabelige affærer, skuffelser, undertrykt seksualitet, barnløshed og sorg. Rigtig meget sorg. Dén er Blædel virkelig dygtig til at beskrive. Ligesom hun beskriver mennesker, der står levende for os, også selv om vi måske kun skal kende dem en kort tid, en enkelt bog. Handymanden Jack Skovby, den tragedieramte Helene Funch og den ditto Eva Nørgaard er nogle af dem, vi møder, som gør indtryk. Et liv og et samfund foldes ud, godt nok et, hvor der er mere at græde over end at grine af, men sådan er krimiens væsen.

Den tavse enke er egentlig ikke uhyggelig; jeg kom langt hen i plottet, før min puls steg, men så steg den også eksponentielt. Og jeg læser grundlæggende ikke krimier for at blive skræmt, men for at blive ledt ind i nogle spændende personer og lære at forstå, hvad der driver dem, indimellem til handlinger, der under normale omstændigheder er helt utænkelige. Lige præcis dette mestrer Sara Blædel, og derfor er jeg med på 11. Louise Rick-krimi og står ikke af foreløbig.

Den tavse enke af Sara Blædel er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Kærlighed med stort K

Palle Schjødtz har læst en bog med 20 kærlighedshistorier, fortalt af en af tidens mest populære TV-journalister, Anders Agger. Og anbefaler den varmt til alle os, der bøvler med det store K.

❤️❤️❤️❤️❤️ Mange kender Anders Agger som TV-journalist, ikke mindst fra hans ekskursioner i udlandet og i dette Corona-år i Danmark sammen med Anne Hjernøe. Mingo er en dygtig fotograf med en egen stil i såvel sort/hvide som farvebilleder.

Anders Agger har en særlig fortælle- og interviewstil, ofte med korte sætninger og med kontante spørgsmål, og allerede i læsningen af prologen er det som at høre ham. Godt, hvis man kan lide ham, måske ikke så interessant, hvis man ikke bryder sig om hans stil. I sine interviews er han tilbøjelig til at bringe sig selv i spil – bogstavelig talt gennem sine referencer til fodboldinteressen, men også på andre måder – til bogens emne: Kærlighed med stort K.

Bogen indeholder 20 kærlighedshistorier, de fleste fortalt af begge parter i kærlighedsforholdet, enkelte fortalt af den efterladte part efter partnerens død. Parrene dækker et bredt spektrum af typer, kendte og ukendte for den store offentlighed, gamle og ikke så gamle. De har alle været lykkelige, men ikke uden forviklinger. Som regel læser vi begge parters fortællinger skiftevis, eventuelt afbrudt af Anders Aggers indskudte kommentarer, men det kan også være forfatterens beskrivelser suppleret med den ene parts dagbogsnotater. Nogle af fortællingerne huskes specielt for den måde, parterne lærte hinanden at kende på, for eksempel et tilfældigt møde i et tog, hvor den ene part lige fik afleveret en besked, skønt den anden øjensynligt havde sin kæreste med. I andre fortællinger berettes om et brud undervejs, og hvordan det blev helet. Det glæder en af bogens (kendte) personer sig over.

                      Jeg takker for det liv, jeg har fået

                         Takker for den tid, der er gået

                      Takker for hver eneste dag

                      Og takker for at du kom tilbage

Alle fortællingerne giver sine versioner af den kærlighed, som har været grundlaget for at holde parret sammen – ofte gennem en lang, nærmest livslang periode. Det er tydeligt, at Anders Agger gennem sine samtaler med parrene og deres beretninger har forsøgt at få hold på kærlighedens væsen og udtryk velvidende, at det aldrig helt vil lykkes. Nogle af udsagnene er kloge, andre er rørende, atter andre morsomme.

                      Jeg elsker dig, som han sagde til hende dengang ved sølvbrylluppet foran alle de andre

                      Og siden kom fra det

Læseren vil måske ikke finde alle fortællingerne lige interessante, men de indeholder alle en lærdom om kærlighedens væsen, dens udfordringer og dens store glæder. De fleste vil i fortællingerne finde elementer, som de kan relatere til egne oplevelser – og måske lære noget af.

Mingos fotos er et fint bud på de portrætteredes karakter og supplerer teksten på forbilledlig (!) vis.

Bogen kan varmt anbefales til læsere, som har fundet, har mistet, eller søger kærligheden. Mange vil føle sig forundret, betaget eller bevæget af historierne og ofte underholdt. Anders Agger fans vil elske den.

Kærlighed af Anders Agger og Mingo er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Bogliv til Litteratour “Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov”

Amager Bio er et særligt sted. Opført i 1939-40, brugt som biograf, reddet fra at blive et supermarked og vært for utallige forestillinger og koncerter. I aften har bogfolket indtaget salen med den usædvanligt gode akustik. Vi kommer dryssende i små flokke, får sprittet hænderne af af flinke dørmænd og lister ind i salen. Her er fuldt. Vi har åbenlyst brug for at se og høre noget andet end det, vores små eller store skærme derhjemme kan levere. På rækken bag os bliver der åbnet vin og skålet. Bøger er en fest! Så meget, at jeg straks vælter min sodavand ud over gulvet, men også det klares med humør af de flinke Amager Bio-mænd.

Godt selskab er noget af det vigtigste til et litterært arrangement. Selfies er også vigtige.

Første dame på scenen – ud over Tikko-damen og værten – er Hella Joof. Hun indleder med at fortælle om sin særlige parkeringssang, en slags besværgelse, der altid skaffer hende en P-plads, selv i aften på Amager “det er jo en ø!”, som hun siger. På en måde er det hele Hellas livsfilosofi i en nøddeskal – at tro på, at der sker noget godt og dermed tiltrække det – men i aften får vi det ikke i en nøddeskal. Vi får det foldet ud i en lækker, hjertevarm bølge af ord. Hella fortæller gavmildt om sin selvhjælpsbiografi, Tvilling, Yndling, Grævling (som fik fem hjerter her på Bogliv) og om trangen til at trøste andre med fortællinger fra et liv, der ikke har været helt nemt.

“Jeg havde ingen far, jeg havde en enlig mor og et hjem med mange problemer. Jeg så anderledes ud. Jeg havde mange knager, jeg kunne hænge mine fiaskoer på,” fortæller Hella, der især som yngre var god til det, hun kalder at bade i tårernes flod.

“Jeg lå dernede og rullede mig i den, og når nogen kom og ville kaste mig et redningsbælte, råbte jeg “nej, ikke den farve!” eller “nej, ikke dig!”,” fortæller Hella, og vi griner alle sammen, for hvem af os kender ikke det?

Hun er sjov. Varm. Og vildt god til at læse op. Blandt andet et stykke, der handler om, at alt her i livet har et komisk element, selv når ens bedste veninde forelsker sig i ens eksmand hen over lagkagen til delebarnets fødselsdag.

“Mens det sker, er det jo ikke sjovt, men det er skidesjovt bagefter.”

Det synes vi også. Vi griner og klapper, og der bliver skålet på rækken bagved. Selv da Lise Rønne spørger ud i salen, hvem der har læst Tvilling, Yndling, Grævling – og overser min blafrende hånd! – er humøret højt:

“Ingen har læst den. Heller ikke dem på forlaget. Jeg sørger for, at I alle sammen får den i julegave,” siger Hella med et smil.

Da Anne-Grethe Bjarup Riis kommer på scenen lige i hælene på dette sjove livsstykke, er kontrasten næsten for stor. Hendes selvbiografiske bog om at have en dreng med kræft og opleve at blive totalt svigtet af familie og venner, I Guds rige, slår en tone an, som ligger et helt andet sted i følelsesregisteret.

“80 procent af alle med en alvorlig sygdom mister familie og venner,” citerer Bjarup-Riis, da hun fortæller om, hvordan hun og hendes familie oven i det værst tænkelige – at have et dødssygt barn – også oplever, at hendes familie “ikke har tid” til at komme på besøg.

Da hun læser op af stykket, hvor moren er på Sjælland, men ikke har tid til at komme på Rigshospitalet, kommer hun til at græde.

“Undskyld, det er hårdt at genbesøge,” siger hun.

Men stemningen i Amager Bio er varm. Her må man godt græde, og vi klapper uden fordømmelse, men med medfølelse. Sådan lyder det i hvert fald.

Så er der scene- og stemningsskift igen. Phillip Faber sidder hjemme i selvisolation på grund af en kollega med Covid, så han kan kun være hos os via skærm for at præsentere sin nye bog, Den danske sang, men sådan er vi jo også vant til at se ham, som værten kvikt bemærker.

Et meget sjældent øjeblik, hvor Phillip Faber ikke ler højt og hjerteligt af sig selv.

“Kan man se, om jeg har bukser på?” lægger Phillip ud, og så er stilen lagt. Han er sød og vidende som altid, men derudover er han overraskende sjov. Måske også lidt for sig selv, for han ler højt og hjerteligt af sine egne morsomheder, og det smitter helt vildt – snart griner hele biografen højt, mens Phillip fortæller om Solen er så rød, mor – og den pokkers ræv! Vi får selvfølgelig også lyst til at synge, både den og Lyse nætter, som også er med i bogen. Og da Phillip lidt senere synger Dejlig er jorden, som han har fortalt altid minder ham om den sidste jul med farmor, er vi alle sammen til juleaften med ham, hans afdøde farmor og alle de andre, der har gået om træet med os hver især gennem de tider, der er henrullet allerede.

Sikke nu en følelse!

Heldigvis er det Sara Blædel, der skal på efter Faber, for ingen andre kunne have gjort det med større conduite og frejdighed.

“Nu er det jo bare skidehyggeligt, og så kommer jeg,” siger hun glad.

Krimiforfattere er, har jeg lagt mærke til, ofte tilsyneladende glade mennesker, måske fordi de ikke går og rutter med deres mørke sider, men får dem skrevet ud og renset ud i systemet. Sara Blædel kan glæde sig over at være Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter, fortæller værten, og jeg glæder mig i mit stille sind til den dag, det der “kvindelige” ikke behøver være med i sætningen.

Sara Blædel er et festfyrværkeri på en scene. Jeg har engang selv delt scene med hende, og det kræver sådan set bare, at man stiller et enkelt spørgsmål og så ellers klemmer lårene sammen og prøver at holde sig i sadlen, mens Sara galopperer ud over stepperne og ind i læsernes hjerter. Denne gang har hun igen skrevet om Louise Rick, som hun ellers forlod tilbage i 2014 med bogen Kvinden de meldte savnet.

“Jeg havde givet hende et pissefedt job, en steg af en kæreste og endda seks måneders orlov, så jeg forlod hende på en strand i Mexico med en kold Coro… åh nej, det siger vi ikke. En anden kold bajer,” griner hun.

Mens Sara Blædel holdt pause fra Louise Rick, skrev hun tre bøger om Ilka, bedemandens datter, hvilket ikke alle læsere var lige tilfredse med, men også det blev og bliver i aften taget med et smil.

“Ja, det var ikke så godt,” siger Sara og blinker til en fan på første række.

Og så kom Louise Rick tilbage, først i Pigen under træet (anmeldt begejstret her på siden) og nu i Den tavse enke, der handler om et kvindemord på Tåsinge.

“Alle karaktererne i bogen lever det liv, de nu kan, som dem, de nu er. Og det er jo det, vi gør gennem et liv; vi lærer stille og roligt os selv at kende, og så lever vi det liv, der er bedst for os,” siger Sara og rammer mig lige midt i et livstema. Som gode forfattere jo gør.

For Sara Blædel selv var det aldrig en stor drøm at blive forfatter. Hun er ordblind og fik i sjette klasse skældud af sin lærer over de mange fejl i sin danske stil, hvorefter hendes Cavling-pris-vindende journalistfar Leif Blædel marcherede op til læreren og sagde:

“Du skal aldrig mere tage min datters lyst til at fortælle historier fra hende!”

Den lille Sara var en smule flov, men forstår det nu.

“Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov,” siger hun og udløser jubel på rækken foran os. “Den bruger jeg sgu også næste gang, råbehvisker en dame”, og jeg tænker, at forfattere har indflydelse på mange forskellige måder.

Sara Blædel er den første ved signeringsbordet bagefter. Vi siver stille ud sammen med de andre mange damer i mange aldre, og jeg tager mig selv i at blive lidt lykkelig. Vi grinede, vi græd, vi sang (inden i os selv), og vi klappede. Vi var der. Og lyden var virkelig god.

Arrangementet Litteratour i Amager Bio var arrangeret af Politikens Forlag i samarbejde med Tikko, og vi var venligst inviteret af forlaget. Læs mere og køb billetter her.

Casper & Kongstad, konflikt, venskab og en træt kompliment

❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.

Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.

Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:

Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.

Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?

(….)

Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.

Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.

For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.

Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.

“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.

Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.

“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”

“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.

“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.

“Hvad?” siger jeg.

Vi griner alle tre larmende i lang tid.

“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”

Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.

Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.

Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.

Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Med den politiske journalist på arbejde

Palle Schjødtz har fået et godt indblik i politikeres magtspil og journalisters maskinrum i Niels Krause-Kjærs velkomponerede og velskrevne roman.

❤️❤️❤️❤️ Niels Krause-Kjær kender den landspolitiske verden og medieverdenen indefra og udefra, og med den baggrund har han konstrueret en ny intrige til sin hovedperson, Ulrik Torp, der er politisk journalist som Krause-Kjær selv. Samme Torp er ved bogens start i en lidt ynkelig situation efter en faglig og mental nedtur. Han forsøger nu at bygge en tilværelse op igen i et kontorfællesskab med andre nedbrudte fagfæller ved at skrive nekrologer og andet mindre lødigt journalistisk arbejde. Ægteskabet går dårligt, økonomien er elendig, den lånte lejlighed skal fraflyttes, og bilen mangler et nyt batteri. Det er næsten som opskriften på en gammeldags knaldroman om en amerikansk privatdetektiv, men det er bedre end som så.

Et par mystiske dødsfald blandt tidligere politikere fanger hans opmærksomhed, og snart er han på jagt efter sandheden bag partipolitiske intriger, voldelige demonstrationer, hemmelige oplysninger fra Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne, falske beskyldninger om bedrageri med forskningsbevillinger på universitetet, fake news, kommunistisk konspiration og indblanding fra fremmede magter. Selv en lille henvisning til en virusinfektion i udvikling er kommet med. Et særligt element er konkurrencen med forskellige politiske grupperinger om at være mest dansksindede omkring forslaget om en ny dansk nationaldag.

Med hjælp fra en ung kvinde, der er droppet ud fra journalistuddannelsen, men som heller ikke synes at behøve den, arbejder Torp sig langsomt frem mod sandheden. Vi får et indblik i journalistikkens effektive brug af kildebeskyttelse, indiskretion og manipulation til at afsløre magthavernes lumske og ligefrem kriminelle spil.

De mange aktører i romanen står hver for sig lidt svagt, men handlingen er lige som i de foregående to politiske spændingsromaner velkomponeret og velskrevet med stor aktualitet, og den har også potentialet til en filmatisering.

Fandens forår af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

“Man har lyst til at knalde en bevidsthed, mere end en krop”

Det var lidt som at være en lille smule på Bogforum igen, da min veninde og jeg gik til bogarrangement sammen med de andre grånende damer under overskriften “Størst af alt er kærligheden”.

Åh, savn. Bogforum har været en del af mit liv, siden min mor engang i 1990’erne tog mig med i Forum på Frederiksberg, og det gik op for mig, at der var tusindvis af andre mennesker, som elskede bøger ligeså meget som jeg selv, og som gad at tale om dem i timevis. Røre ved dem, købe og sælge dem. Tage dem alvorligt. Elske dem. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg var ikke alene. Siden blev Bogforum lig med arbejde, og det gjorde kun oplevelsen endnu bedre – kærligheden voksede, som den tit gør, når den også involverer en vis smøgen ærmerne op og tage fat.

Men kærlighed i coronaens tid er vanskelig på alle måder, også den til bøgerne og de andre bogdyr. Så i år går det naturligvis ikke at samlede titusindevis af ganske vist meget civiliserede mennesker, der aldrig ville drømme om at nyse andre steder end i ærmet – og det endda diskret – men som alligevel ville udgøre en alt for stor smittefare.

Tine Høegh på scenen for at fortælle om sin vidunderlige roman Tour de chambre. Både bogen og forfatteren er lige til at forelske sig, blev vi hviskende enige om på min række.

Bogfolket giver dog ikke sådan op. Vi ser måske rolige og milde ud på ydersiden, men på indersiden raser en ild, som man ikke skal tage fejl af. Og i november-weekenden, hvor der ville have været Bogforum, hvis verden ikke var gået af lave siden sidste år, har der været masser af små, Corona-hensyntagende arrangementer om litteratur. Søndag morgen står jeg således og venter på min veninde på Rådhuspladsen i København. I et mærkeligt mix mellem et nærmest overnaturligt smukt novembersolskin, en halvskidt lugt af alkohol og ketchup og de sidste rester af i-byen-folket drivende hvileløst rundt på den nyligt renoverede plads. Foran Politikens Pressen, hvor jeg engang selv holdt foredrag (sjældent har jeg været så nervøs, som da det gik op for mig, hvor mange der faktisk kan sidde derinde) står noget, der minder om en miniudgave af køen ved Bogforum. Damer så langt øjet rækker, mange af dem med lidt gråt i toppen. Et øjeblik bliver jeg lidt stolt. Det er sgu os, der holder den her bogverden i gang!

“Nogle af mine venner siger, at jeres generation ligesom tror, I er de første, der har fået et barn,” sagde Jes Stein Pedersen til Olga Ravn. “Hvor tror du, den irritation stammer fra?” replicerede hun. Blodet rulle skam i alle årer, selv om det hele var pænt og nydeligt.

Vi skal ind og høre tre interview og en debat under overskriften “Størst af alt er kærligheden”. Lone Frank har skrevet personligt og populærvidenskabeligt i Størst af alt, Tine Høegh har skrevet om venskab og ungdomsforelskelse i Tour de chambre, og Olga Ravn har skrevet om fødsel og moderskab i Mit arbejde. Jes Stein Pedersen interviewer dem i den rækkefølge, mens vi damer pænt bliver siddende på vores umage stole, fordi der af hensyn til Corona ikke er pause. Når vi skal nifle (den er til dig, Bonde, r.i.p.), lister vi artigt ud med mundbind på, og når vi er tørstige, hvisker vi vores mineralvandsordre i baren.

Det, der sker på scenen, er sjovt og underholdende. Lone Frank fortæller muntert og med videnskabens kynisk om den ‘kærlighedsapp’, der er installeret i os mennesker, fordi det simpelthen kræver mere end én voksen at passe menneskebørnene med de store hoveder, indtil de langt om længe kan klare sig selv. Tine Høegh fortæller sødt om, hvordan hun ofte forelsker sig i nogen, der kan noget med sprog og skriftlighed – eller som intervieweren så poetisk udtrykker det: “man ønsker at knalde en bevidsthed, mere end en krop.” Olga Ravn bringer en vredere energi på scenen, da hun fortæller om chokket ved at blive mor og møde sine egne forestilingers begrænsning: “Jo færre forestillinger, jeg har, når jeg er sammen med andre mennesker, desto mere vidunderligt bliver det. Det gælder også mine børn,” siger hun.

Rigtig sjovt bliver det, da alle tre kvinder er på scenen samtidig. De diskuterer livsvalg og er åbenlyst uenige, hvilket som Olga Ravn bemærker, er helt i orden. Lidt enige er de dog vist om online dating, som Jes Stein Pedersen spørger om ved at indlede med et “Jeg ved godt, at man ikke kun mødes på Hviids Vinstue i dag”. Okay, boomer, kunne man sige, hvis man var den type. “Som jeg skriver i bogen,” siger Tine Høegh,”Tinder kan få en til at hade hele menneskeheden.” Word.

Lidt om polyamourøsitet bliver det også til, men “hvorfor bor de altid så grimt”, bemærker den vidunderligt københavnske kulturredaktør, som også på et tidspunkt bringer vildskab ind i diskussionen ved at foreslå, at man kan bo helt op til 40 kilometer fra København (!) Hele salen griner. Helt ærligt.

Jeg sidder og bliver lidt lykkelig. Ikke over udsigten til Tinder eller endnu en tur i kærlighedens rutsjebane, som jeg måske, måske ikke har tænkt mig at tage (selvfølgelig vil jeg gerne det, who are we kidding, men alting har sin tid, og den tid er ikke lige nu), men fordi det at lytte til mennesker, der elsker ord, bruger dem og gør noget for at forstå verden simpelthen er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Sådan har det været siden 1990’erne, og sådan er det stadig, selv om jeg hverken har min mor, en mand eller Bogforum i år.

Og bagefter gik vi ud og spiste frokost.

Størst af alt af Lone Frank er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Tour de chambre af Tine Høegh er udgivet af Gutkind forlag og kan blandt andet fanges her

Mit arbejde af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

Arrangementet i Politiken var et, vi havde betalt for, men derfor kan vi da fint sige tak alligevel.