Stadig suveræn

❤️❤️❤️❤️❤️ “Gammel kærlighed ruster aldrig”, siger et gammelt ordsprog. Min kærlighed til den britiske romance-forfatter Jojo Moyes startede som en vild forelskelse. Jeg læste først – for en del år siden – Det sidste brev fra din elsker, der foregår i både historisk og ny tid, og En plus en, der er en slags roadtrip med en enlig mor, hendes børn og en hund, og var helt solgt til Moyes’ evne til at skabe karakterer, vi tror på, i en verden, der på en gang ligner vores egen og er eventyrligt romantisk.

Da jeg for seks år siden fik lov til at interviewe Moyes om netop de to romaner på Bogforum i København, voksede forelskelsen. Jeg var frygtelig star struck og tør i munden og havde 40 minutters live interview på engelsk foran mig, da vi mødtes, men hun var bare sød og venlig og interessant at tale med, og interviewet var lige præcis den fornøjelse, jeg havde forestillet mig. Jeg vidste bare med mig selv, at det her var true love.

 

107633_96e6b498edc74fcfa4f03d57d41b597b_500

Allerede der var hun berømt. Det var som at gå sammen med en rockstjerne at pløje sig igennem horderne på vores vej til scenen. Men det var intet imod den bølge af popularitet, der rejste sig over hende omkring bestselleren Mig før dig om den unge Louisa Clark og hendes næsten helt lamme patient Will, der ender med at tage sit eget liv. Da romanen blev filmatiseret, gik der totalt medie-selvsving i det, og på det tidspunkt tabte jeg lidt interessen for Moyes. Det var, som om vores relation var blevet lidt slidt, vi var vokset fra hinanden, andre forfattere havde taget mit fokus. Selvfølgelig læste jeg fortsættelsen Efter dig, men jeg var ikke blæst væk.

maxresdefault

Det er jeg nu. For treeren i ‘serien’, Stadig mig, er simpelthen suveræn. Louisa Clark (Lou) er taget til New York for at arbejde som personlig assistent for Agnes, oprindelig massør fra Polen, nu hovedrig kone nummer to til en mægtig mand på Park Avenue. Tilbage i England venter Lous nye kæreste, ambulanceredderen Sam, som hun mødte i en sort stund efter Wills død. Lou møder et New York, kun få nogensinde vil lære at kende; et uvirkeligt sted hvor en rig kvindes uge kan fyldes op af motion, velgørenhedsmiddage og frisøraftaler, og hvor sammes kalender bestyres af alle mulige andre end kvinden selv. Hvor et hjem er en arbejdsplads for en anonym hær af tjenende ånder, tænk Matador uden varme og humor. Og hvor moral og ærlighed har trange kår. Lou er dog – naturligvis, hun er jo romance-heltinde – en gæv pige, der hurtigt formår at skabe kontakt til sin ulykkelige arbejdsgiver, der bliver holdt ude af det gode selskab og mobbet af sin steddatter, ligesom Lou selvfølgelig også både får venner og hurtigt møder en mand, den charmerende Josh, der ovenikøbet ligner den elskede og mistede Will, og så har vi balladen. Ind over er også lige en ældre dame med en lækker vintagegarderobe, et par piger i en genbrugsbutik, en vredladen husholderske og mange andre fornøjelige bifigurer.

0x500

Plottet er på ingen måde overraskende, man skal ikke have læst mere end en håndfuld romance-romaner for at regne det ud på to splitsekunder. Men det er heller ikke meningen. Den er til gengæld, at vi skal komme til at føle med personerne og ønske, at det går dem godt. Og dét gør vi. Vi hepper på Lou og kærligheden hele vejen igennem, og selv jeg langt fra er en nogle og tyveårig brite med han til vintage-mode, så identificerer jeg mig med hendes grundlæggende dilemma; følge sin egen drøm eller tage sig af andre? Det er det, Jojo Moyes kan: skabe temaer, som alle kan identificere sig med og pakkede dem usædvanligt lækkert og lokkende ind. Moyes kan desuden noget, ikke mange romanceforfattere kan, nemlig at nuancere sine personer. De onde er ikke kun onde, de gode ikke kun gode. Moyes’ verden ligner vores egen, og der er masser af mulighed for spejling, samtidig med at vi aldrig for alvor er bange for, at det ikke skal ende godt. Deri ligger forskellen fra virkeligheden – og nøglen til Moyes’ utrolig velfortjente succes.

Jeg er gen-forelsket.

Stadig mig af Jojo Moyes er udkommet på Cicero og kan blandt andet fanges her

Jeg havde selv købt eksemplaret, jeg har anmeldt her, fordi jeg blev fanget af de fine farver på coveret.

 

MAD!

Jeg ved ikke, om du har det lige sådan, men om sommeren får jeg en ubændig lyst til at gå i køkkenet. Måske er det synet af salat, ærter, julerødder og blåbær, der vælter frem i min lille, københavnske køkkenhave. Der er få ting i livet, som giver mig lige så stor glæde som at gå ud en tidlig morgen og plukke hindbær til havregrøden. Eller salat som stadig er helt saftspændt af nattens dug. Jordbær, som først er plukket, da de var præcist modne (og i skarp konkurrence med sneglene!). Kirsebær…åh, kirsebær!

Hvorom alting er, så vil jeg de næste måneder kaste mig over kogebøgerne her på bloggen. De grønne kogebøger, de spritnye, de gode gamle, dem til børn og folk på særkost. Kogebøger til den helt nye kok og til den garvede, som mangler ny inspiration.

Det bliver en forrygende gastronomisk sommerrejse! Håber, I er rejselystne og hænger på.

Gæsteanmeldelse: “Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab”

Palle lille

Palle Schjødtz giver topkarakter til Mich Vraas nye slægtsroman, Vaniljehuset, som han kalder “en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg længe har læst”.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvordan kan en slægtshistorie fra perioden 1886 til 1930 med tråde tilbage til Napoleonskrigene og den spanske hærs ophold i Danmark i begyndelsen det nittende århundrede gribe læseren så stærkt, at bogen nærmest må sluges? Det er nok fordi vi alle sammen kan finde noget, som ligner vores eget liv. Dertil en spændende komposition og et fantastisk flydende og letlæst sprog. En ren fornøjelse.

Hovedpersonen er det tolvte barn i en skomagerfamilie. Derfor er et af hans fornavne Dusinius, og selv om det giver anledning til mange bemærkninger, bruger han navnet gennem hele livet. Familien er fattig og bor på Vesterbro i Odense, men Dusinius drømmer allerede som dreng om rigdom og anerkendelse. Da han har evnen til at gribe heldet, når det viser sig, og da hans gode opførsel og hjælpsomhed skaffer ham nogle gode voksne venner uden for familien, begynder fremgangen snart. Sine første indtægter får han ved at fremstille sprællemænd og sælge dem ved juletid:

Da Dusinius’ mor fandt hans cigarkasse, indeholdt den fire hundrede og seksogtredive kroner og femogfirs øre

Derefter får han chancen for at sælge vaniljestænger, som han får mulighed for at købe på et fragtskib i havnen, og så går det slag i slag, så han via en periode som succesfuld sælger ender som en velhavende ejer af en krydderiforretning samt ikke mindst en kemisk fabrik, der producerer husholdningsmidler. På vejen – under Første Verdenskrig – foretager han nogle få gange lyssky forretninger, som han ikke er så stolt af. Vi hører også undervejs om Dusinius kærlighedsforhold i ungdommen, til den senere hustru og et par fristelser, som er ved at føre ham på afveje. Som modpol har vi hele tiden hans storebror, som er alt det, Dusinius ikke er, listig, upålidelig og usympatisk. I en periode bringer deres ægteskaber til to søstre dem dog tættere sammen.

0x500-2

Romanens handling er elegant udformet som den midaldrende, hjertesvage Dusinius’ ophold på Hareskov Kuranstalt, hvor han ser tilbage på sit liv, vekslende med afsnit med direkte fortællinger om Dusinius’ liv som dreng, som ung mand og som voksen. I bogens anden halvdel træder Dusinius’ hustru ind i handlingen med afsnit om sit liv og sine tanker. Der eksisterer i hendes familie en myte om, at en spansk løjtnant var far til en af forfædrene, og i nogle særlige afsnit af romanen får vi løjtnantens, henholdsvis hans kærestes, oplevelse af forholdet, som ender dramatisk.

Forfatteren har været inspireret af sin egen families historie, og der er i romanen mange referencer til periodens kendte personer og begivenheder i Odense, men i en efterskrift fortælles det, at der er tale om fiktion. Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab. Det er en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg har længe har læst.

Vaniljehuset af Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Krig, sejlads, hårdt pres og lette damer

 

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en dramadokumentarisk bog om sømanden Axel Emil Martin Woythal, som gjorde tjeneste under anden verdenskrig. Bogen er skrevet af Axels søn Arne, der hermed giver sin far den anerkendelse, de danske søfolk ikke fik . Det er der kommet en tankevækkende bog ud af, skriver vores anmelder.

❤️❤️❤️❤️

Forfatteren er drabsefterforsker i politiet og desuden kriminalforfatter med foreløbig fire bind i serien om Rasmus Berg og Drabsafdelingen. Nu har han skrevet en fin bog om sin far, sømanden Axel Emil Martin Woythal, der tilbragte den anden verdenskrig ombord på handelsskibe i allieret tjeneste.

max-2-scaled

Ligesom så mange andre danske søfolk befandt Axel Woythal sig om bord på et dansk fragtskib i udenlandsk farvand den 9. april 1940, og ligesom mere end 6.000 danske søfolk kom han til at gøre allieret krigstjeneste til søs, i Axels tilfælde gennem hele krigen. Han var således med til at evakuere engelske soldater fra Dunkirk i 1940, blive torpederet på Nordatlanten i konvoj mod Murmansk i 1941, blive jagtet af ubåde i Det indiske Ocean i 1942, bombet af Luftwaffe i Tripoli i 1943, fragte amerikanske soldater i Stillehavskampagnen i 1944 og være udsat for Kamikaze-angreb ved Ny Guinea i 1945.

Forfatteren har selvfølgelig talt med sin far om begivenhederne, og han har desuden gennemgået sin fars souvenirer, for eksempel landlovspas og kursusbeviser fra skyttekurser. Desuden har han været på arkiverne hos forskellige rederier og krigssamlinger, så han har haft en grundig viden at bygge sin beretning på. Det er der kommet en spændende og tankevækkende bog ud af – ikke en nøjagtig historisk gennemgang af krigen, men en fortælling om, hvordan en dansk sømand oplevede begivenhederne til søs, den korte eller længere landlov i havnebyer over hele verden med værtshusbesøg og lette damer, presset, som blev dæmpet med alkohol, og mere seriøse forbindelser med tre kvinder i hver sin verdensdel.

Formen er dramadokumentarisk med  et enkelt sidespring til et besøg hos en nulevende krigssejler, der bliver 100 år i 2020. Vi oplever Axels reaktioner på de voldsomme begivenheder, det tætte sammenhold i besætningerne, venskaberne og drømmen om engang at slå sig ned og stifte familie, måske med en af de tre kærester, men han valgte til sidst at vende hjem til Danmark. Som for så mange andre blev tiden efter krigen ikke uden problemer. Han kom hjem den 9. marts 1946 og følte sig ikke særlig anerkendt for sin indsats, og snart var han på langfart igen indtil 1960, hvor han endeligt gik i land.

Over tusind danske søfolk mistede livet i allieret tjeneste under den anden verdenskrig, og Arne Woythal lufter i slutningen af bogen sin berettigede indignation over de danske og engelske myndigheders mangel på anerkendelse af de danske søfolks indsats, en indsats som var stærkt medvirkende til Danmarks status efter krigen som en allieret nation. Først i 2014 kom en beskeden anerkendelse gennem deltagelse ved halvfjerdsårsdagen for invasionen i Normandiet, og i 2017 blev der opsat et mindesmærke i Mindelunden. Forfatteren opregner de medaljer, som hans far burde have haft, men som han ikke fik. Trods sit krigssejlersyndrom klagede Axel sig dog ikke, for som han sagde: “Vi sejlede bare”.

Fra Murmansk til Stillehavet af Arne Woythal er udkommet på Byens Forlag.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

En sand historie?

❤️❤️❤️❤️ Efter at være blevet verdensberømt med den (tilsyneladende) selvbiografiske roman Alt må vige for natten, udgav Delphine de Vigan to år senere bogen Baseret på en sand historie. I den beskriver hun i vanlig autobiografisk stil tiden efter berømmelsens indtog. Presset fra omverdenen – og fra forfatterens egen familie, som ikke er entydig begejstret for at se familiehemmelighederne udstillet i boghandleres vinduer verden over.

Det er en følsom periode, hvor de Vigan føler sig svækket. I limbo mellem den sidste roman og den næste. Det er i denne tilstand, hun til en fest møder den karismatiske L. Udadtil perfekt hvilende i sin egen krop, varm og omsorgsfuld trænger L stille og roligt helt ind i kernen af forfatterens liv. Til sidst endda helt ind i hendes lejlighed, hvor de i en periode bor sammen.

Mens de to kvinder gradvist nærmer sig hinanden, forsøger de Vigan at komme i gang med sin næste roman. Men romanen kommer ikke. Måske fordi L afviser ethvert forsøg på at skrive den planlagte fiktive roman med sit synspunkt om, at kun “det sande” – det virkeligt oplevede – kan have ægte litterær værdi.

Under L’s indflydelse synker forfatteren langsomt ned i en hjælpeløs depression. Heldigvis er L konstant ved hendes side for at hjælpe. Da de Vigans skriveblokering bliver så slem, at hun ikke længere magter at holde på en blyant, overlader hun gradvist al korrespondance til L. Selv da hun opdager, at L i hendes navn har sendt en mail, som beder alle veninderne om ikke længere at kontakte hende, formår hun ikke at bryde afhængigheden.

Der er dømt dramatisk, voldeligt klimaks, og det indfinder sig da også i fuldt, paranoiafremkaldende mål.

Egentlig tror jeg ikke, at hensigten med Baseret på en sand historie har været at begå en psykologisk thriller. Måske ikke engang at lave et portræt af et komplekst og usundt forhold mellem to kvinder. Jeg læser snarere romanen som en grænsedragning mellem fiktion og biografi.

Mod bogens slutning lader forfatteren Delphine de Vigan bogens Delphine de Vigan tale på en bogmesse, hvor tilhørerne konstant insisterer på at vide, nøjagtigt hvor meget af bestselleren Alt må vige for natten, der er sandt. Hun svarer, at alt er en historie, man fortæller sig selv. Selv det virkelige er en fiktion, en tolkning. Forfatteren holder virkelighedens tømmer, og kan styre den i selv de mest vanvittige retninger. Læseren må følge med. Også hen mod romanens slutning, hvor handlingen til sidst bliver så ekstrem (og indeholder så mange referencer til andre litterære værker), at den ellers klare opfattelse af autenticitet må brydes.

Som de Vigans øvrige bøger er Efter en sand historie smukt skrevet. Letlæst og legende, men samtidig meget lang og ind imellem let slæbende. Selv når hun som her leger med læserens tillid er Delphine de Vigan dog vidunderligt selskab.

Delphine de Vigan, Baseret på en sand historie fra People’s Press.

 

Jojo Moyes overgår sig selv i historisk femi-romance

❤️❤️❤️❤️❤️ Jojo Moyes er måske bedst kendt for sit suveræne portræt af kærlighedens kraft i trilogien Me before you, Me after you og Still me. Med sin seneste udgivelse, Ræk mig stjernerne, skifter Moyes dog – bogstaveligt talt – hest. Hun leverer som vanligt en bundromantisk fortælling med et varieret og engagerende cast af stærke kvinder og tavse, tiltrækkende mænd. Men vi er denne gang også ude i en slags historisk roman.

Ræk mig stjernerne er ikke kun et portræt af to kraftfulde kvinder, men af et litterært fænomen. Moyes bygger sin handling op omkring de horseback libraries, som fra 1935 til 1943 var en del af præsident Roosevelts indsats for at uddanne den del af USAs befolkning, som ikke havde umiddelbar adgang til litteratur.

Denne særlige del af litteraturens historie fortælles gennem to meget forskellige kvinder. Alice er en ung engelsk kvinde, som i ren frustration over sin misbilligende familie forhastet gifter sig med den gennemrejsende amerikaner, Bennett. Ankomsten til USA forløber dog ikke helt som ventet. Ingen ture ned at 5th Avenue i smart spadseredragt. I stedet havner Alice i den yderste udkant af Kentucky. Da det oven i købet viser sig, at der følger en dybt religiøs hustyran af en svigerfar og en forkastet, giftig ekskæreste med i pakken, ser alting snart mere end sort ud for den unge immigrant. Oven i købet begynder forelskelsen i den seksuelt hæmmede brudgom snart at blegne.

I et udslag af oprørsk desperation melder Alice sig som frivillig ridende bibliotekar, da den lille by får sit første mobile bibliotek. Her er ikke tale om senere tiders komfortable bogbusser, men om daglige ridt gennem øde bjerge med saddeltaskerne fulde af bøger.

Det er på biblioteket, at Alice første gang møder Margery, en lokal kvinde, som blæser højt og flot på konventionerne, og som lever efter sine egne regler – fri og uafhængig. I et stærkt religiøst og konservativt lokalsamfund vækker denne livsanskuelse ikke udelt begejstring, og snart hvirvles både Alice og Margery ind i et blodigt drama, som kommer til at berøre hele det lille samfund.

Moyes håndterer som vanligt sine figurer med behændig respekt og varme. Historien spiller på mange strenge – ikke kun de romantiske. Raceproblematikker, analfabetisme, fattigdom , grisk minedrift under umenneskelige forhold, stramme sociale konventioner, kvindefrigørelse – det rummes alt sammen i romanens 435 medrivende sider. Personligt synes jeg, at Ræk mig stjernerne er den bedste bog, Moyes hidtil har skrevet. Og det siger ikke så lidt.

Jojo Moyes, Ræk mig stjernerne fra forlaget Cicero.

Med på Tines tour

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ At anmelde bøger kan være skrækindjagende. Ikke så skrækindjagende som at skrive bøger, der bliver anmeldt, langtfra, men alligevel. For der er jo ikke bare det, man selv synes om bogen. Der er også det, de andre synes. Alt det, man helst skal få øje på og få italesat, så man viser, hvor dygtig en læser, man er. I visse kredse, i hvert fald. At læse tekster sammen er en god idé, jeg brugte selv årevis på at læse tekster sammen med andre, da jeg læste dansk ligesom Asta, hovedpersonen i Tine Høegs Tour de chambre. Man kan hjælpe hinanden med at få øje på ting, der åbner teksterne og giver større læseoplevelser. At læse andres anmeldelser for at blive klogere på, hvad man selv synes, er derimod et vildspor, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå, men det har været svært med lige præcis denne bog.

For Tour de chambre er blevet anmeldt, omtalt og hyldet i snart sagt alle medier – med rette. Den er fremragende.

0x500
Det smukke omslag hensætter mig til en nostalgisk 80’er-fornemmelse. Jeg glæder mig over, at det nye Gutkind sætter en ny standard for omslag.

Mange har understreget sproget. Ligesom debutromanen Nye rejsende, som jeg også var vild med, og som skaffede Tine Høegh Bogforums Debutantpris, er Tour de chambre sat op som ét langt prosadigt, hvilket tilfører teksten poesi. Elementært, elegant og vanvittigt godt udført. Læs alle de andre anmeldelser, hvis du vil have flere gode ord på. Eller nyd, hvor godt, det er, når noget kan siges kort uden at kede:

hvor gammel er det du er?

treogtredive siger jeg

han løfter sit glas

jeg forestiller mig at den klare væske er gift

tik tak siger han

For mig var det imidlertid noget andet, der gjorde læseoplevelsen fuldendt, og jeg kan ikke sige anderledes, end at jeg var der selv. Jeg var studerende på et kollegium. Jeg gik til forelæsninger og kollegiefester og eksamen. Jeg forelskede mig i min bedste venindes kæreste, August, mens jeg prøvede at date håbløse Niels Klitten med de gode intentioner:

hej Asta jeg ville gerne koordinere

ang. på fredag. Skal vi mødes foran

kollegiet kl. 19? Vi kunne tage på Mønten

eller evt. Blomsten (med mindre du ikke

bryder dig om røg). Karussellen er en

tredje mulighed (men samme situation

ang. røgen) Jeg glæder mig til en hyggelig

aften med dig mvh. Niels K

Jeg var en forfatter, der kæmpede med min tekst om en betonkunstner, mens jeg indimellem passede min venindes lille søn og drømte om at blive gravid selv og tænkte tilbage på August, der døde midt i det, der skulle være vores alles livs start og også midt i det, der skete, som ikke skulle være sket – måske. Jeg kunne huske det hele.

Noget af det kunne jeg huske, fordi jeg faktisk var der selv engang. Som tidligere danskstuderende med forfatterdrømme, var det her stærkt genkendeligt:

Du ligner en der har ligget og knaldet

jeg møder Hannibal da jeg er

på vej tilbage til mit værelse

haha siger jeg. Very funny

jeg lukker døren bag mig og ser mig i spejlet

jeg er rødspættet på brystet og på halsen

mine øjne skinner som af feber

vi har talt om tekst i fire timer

Jeg husker det også, fordi jeg engang var enlig mor som Astas veninde Mai, fordi jeg engang ønskede mig et barn (til) som Asta, fordi jeg engang var forelsket i en forkert, og fordi jeg engang har delt forlag med Tine Høegh og været til forlagsfest og hørt, hvad forfattere siger til hinanden.

Men mest af alt kan jeg huske alt, hvad der sker i Tour de chambre, fordi Tine Høegh skriver mig ind i teksten. Jeg er Asta, og Asta er mig, og det er så meget mere, end at jeg “lever mig ind i” karakteren eller “holder med hende”. Jeg behøver ikke at have haft hendes erfaringer i virkeligheden for at have haft dem, og sådan er den allerbedste, fineste litteratur. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, Høegh. Om det er linje-poesien eller humoren eller talesproget eller den nøje udvælgelse af sætninger. Måske ville jeg kunne analysere mig frem til det sammen med mine gamle medstuderende fra danskstudiet, men det behøver jeg ikke mere. Jeg kan nøjes med at nyde, at der er nogen, som kan skrive sådan og få mig til at huske oplevelser, jeg aldrig har haft. Og det gør jeg. I alt for hurtige fulde drag.

Tour de chambre af Tine Høegh er udkommet på Gutkind Forlag og kan blandet andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

En undersøgelse af sorg og hævntørst

❤️❤️❤️❤️

“Meget har du budt mig!” Sådan har jeg nogle gange haft lyst til at sige til Julie Hastrup i de 11 år og to dage, jeg har kendt hende som forfatter. For Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer, sådan som de er kommet til udtryk i hendes lange stribe af Rebekka Holm-krimier, har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt. Som for eksempel i hendes forrige roman, Blodspor, der blandt andet bød på et middagsselskab udelukkende med døde deltagere. Det er hård kost, når man faktisk ikke behøver mere end et gammelt afsnit af Barnaby for at blive skræmt fra vid og sans!

Skærmbillede 2020-05-24 kl. 09.11.04

Når jeg alligevel har været hooked fra starten af Hastrups forfatterskab med debuten En torn i øjet fra 2009, skyldes det i meget høj grad hendes karakterer. Naturligvis Rebekka Holm selv, den introverte politikvinde med den traumatiske barndomshændelse i bagagen, og inderkredsen omkring hende; veninden Dorte, makkeren Reza og i de senere bøger kæresten Niclas. Men også, måske endda især, de mange bifigurer, som Hastrup altid kæler for og morer sig med, uanset hvor stor eller lille en rolle, personen spiller i det endelige plot. Jeg mærker og deler interessen for menneskesindet i de mange meget forskellige mennesker, der optræder omkring drabsmysterierne i Hastrups bøger.

Julie Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer (….) har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt.

I Vildskud udgår persongalleriet fra en sorggruppe i Sorgens hus i København (som Julie Hastrup har placeret på en adresse, hvor hun selv har boet som barn). Her mødes Lars, der har mistet sin kone ved en lægefejl, Arne, hvis unge søn blev overfaldet få dage efter sin studentereksamen og begik selvmord efterfølgende, og Johanna, hvis toårigedatter druknede i en swimmingpool på en ferie, for sammen med psykologen Nikolaj at bearbejde deres såkaldt komplicerede sorg. Da en fjerde sørgende, Mille, kommer med i gruppen, ændrer dynamikken sig, og bearbejdning af sorg bliver til udveksling af hævnfantasier. Det er typisk Julie Hastrup, at hun inkluderer flere personer, end hun egentlig har brug for, naturligvis til dels for at vildlede os læsere, men vildledningen bliver en lille ekstra gave i form af personager, vi ikke normalt møder. En grafitti-maler, en rig (!) selvhjælpsforfatter, en ung politimand på juicekur. Miljøet af som altid mangfoldigt, og det er sådan en fornøjelse!

0x500

Vildskud er en personlig sag for Julie Hastrup . Hendes søn William blev for nogle år siden slået ned på Nørreport Station, og det raseri, hun følte over for voldsmændene, lige da hun fik opkaldet om overfaldet, er udgangspunkt for undersøgelsen af hævntørst i bogen. Vildskud er måske derfor, synes jeg,  en af de mere realistiske romaner i serien. Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker, og volden er i mindre doser og mere realistisk og mindre aparte end i mange af de andre bøger. Af en eller anden grund er det mindre skræmmende for mig, for andre vil det muligvis være omvendt.

Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker

Vildskud er den første Julie Hastrup-roman, der ikke udfordrer mig så voldsomt på uhyggen, og jeg kan garantere for, at det ikke skyldes nyfunden hårdhudethed. Alligevel – eller derfor? – læste jeg bogen i ét stræk (godt 400 sider på halvandet døgn), og det skyldes især det psykologiske indhold. Sorg og hævntørst, retfærdighed og manglen på den i verden, skyld og ansvar; store temaer, som Hastrup behandler både indfølende og underholdende. Og jeg mener ‘underholdende’ som en stor kompliment. Jeg har den største respekt for forfattere, der kan få en handling til at skride frem, få sine læsere til at vende siderne og sige noget vigtigt i processen. Det er så meget sværere en kombination, end man tror. Og Julie Hastrup, hun mestrer den.

Julie Hastrup

Så kære Julie Hastrup: “Meget har du budt mig i alle disse år – tusind tak for det, og tillykke med dit nye pletskud, Vildskud.”

Vildskud af Julie Hastrup er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Tanker tænkt til ende

❤️❤️❤️❤️❤️

Erindring er noget underligt noget. Substansløs som et digt eller røg. Hvor findes alt det der er sket?

Så enkelt kan noget, man har gået og spekuleret over i måneds- eller årevis så åbenbart formuleres. Af Mathilde Walter Clarke, vel at mærke. Forfatteren til essay-samlingen Huset uden ende, som udkom i marts, kan noget med sproget, jeg virkelig gerne ville kunne. Præcist og tilsyneladende helt uanstrengt sætter hun ord på det ordløse eller på selve det, at ord er svære at sætte på:

(.) hvordan kan jeg skrive om noget som suger alt sprog ud af mig? Hvordan skrive om noget jeg ikke selv forstår?

Ja, hvordan? Det gad jeg også godt vide, jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at Clarke kan. Hun skriver om så forskellige emner som massemord, feminisme, litteratur, familie og tab på en måde, så teksten i sig selv bliver spændende som en kriminalroman. En tekst, der stiller spørgsmål og prøver at svare; på hvordan litteratur skal læses, hvad et jeg egentlig er, eller hvordan vi som europæere kan forstå det uforståelige i amerikansk politik. Siderne bladrer nærmest sig selv, man læser i lange sultne stræk og glemmer at trække vejret. Men tankerne er så dybe, at det tager lang tid at ‘læse’ bogen færdig, for der er så meget at fordøje og fortolke, tanker, der skal tænkes til ende. Eller forsøges på.

0x500

Måske lyder det abstrakt, og det er nogle af tankerne bestemt også, men teksterne er samtidig konkrete og tæt på livet, som det leves, også når det leves eller sluttes ufatteligt grusomt. Som på de første 60 sider, der tager udgangspunkt i et dobbeltmord, der skete i nabohuset til Mathilde Walter Clarkes amerikanske families hus, hvor hun tilbragte somrene som barn. Clarke skrev fremragende om sin amerikanske familie i romanen Lone Star, der udkom i 2017, og det var under researchen til denne, at det gik op for hende, at dobbeltmordet skete, mens hun selv var i USA. Alligevel er der ingen spor, hverken i Clarkes egen erindring, i brevene fra den sommer eller i hendes stadig levende fars erindring om, at hun skulle have været der under den dramatiske begivenhed.

Jeg huskede faste rutiner i huset uden ende, helt almindelige dage som alle andre dage, hvor min far kørte os i skole om morgenen og mine søskendes mor hentede os igen i sin beigefarvede Oldsmobile. (….) Men jeg huskede intet om at nogen omkring dette tidspunkt var gået ind ad naboens bagdør og havde slået dem ihjel med en hammer. (….) Erindringen er notorisk upålidelig.

Videre research fører Clarke til en nærmest uønsket viden om en række uprovokerede mord og massemordere, der blev jaget som vildt og dyrket som rockstjerner i USA, da hun var barn. Uden sensation eller sentimentalitet beskriver Clarke forskellige mordere og deres ofre, måden de blev set på og forsøgene på ikke bare at opklare, men også forklare, hvorfor nogen begår så grusomme handlinger. Det gør Clarke ikke, altså forsøger at forklare; hun sætter i stedet ord på netop det, at vi ikke kan forklare det, i hvert fald ikke ved at spørge morderen selv:

Vi kan beskrive det udenom, vi kan beskrive vinden, røret, lyden, men vi kan ikke råbe ned i røret hvorfor det lyder så hult og forvente et meningsfuldt svar.

Essay-samlingen er i fem dele, hvoraf fortællingen om huset og mordene i USA – og en del om USA og om Clarkes amerikanske familie – er den første. De næste fire er samlet under overskrifterne At se, Kvindesager, At miste, samt Bøger og liv. Hvert essay har sin egen fortælling, tone og sit eget tema, så de burde alle have deres egen anmeldelse, men jeg kan ikke skrive noget om dem, som de ikke siger bedre selv. Jeg oplever, at jeg bliver klogere af at læse dem – jeg har i hvert fald muligheden. De taler til min hjerne og mit hjerte, til min humor og min vrede. Jeg kan bedst lide at blive rørt på mit hjerte, måske er jeg lidt sentimental. Det er Clarke ikke, virker det som om, men hun er følsom og klog på en gang. De tre essays om At miste gør indtryk på en som mig – med et udtryk, Clarke andetsteds i bogen tager afstand fra, så spejler jeg mig i dette:

(.) når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Så er der kun datid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen.

Jeg har ikke selv – endnu – præcise holdninger til at generationsopdele litteraturen (Brev til Olga Ravn), hvordan Søren Kierkegaard skal læses (At jage Kierkegaards spøgelse) eller om, hvorvidt en sort gorilla på en legeplads er udtryk for racisme (Gorillaen i Corsicana). Men jeg får lyst til at få holdninger af at læse Huset uden ende. Fordi Clarke med sin overlegne fortællekunst viser, hvor fine nuancer af livet, vi kan finde frem til, hvis vi gider gøre os den anstrengelse i det mindste at forsøge at tænke tanker til ende. Jeg får lyst til at oppe mig: Læse mere og bedre. Formulere mig mere præcist. Være lidt mere årvågen. Nu, hvor jeg skriver denne anmeldelse, får jeg også lyst til at læse alle essayene igen (og igen), og jeg får lyst til at anbefale dem på det allervarmeste. Det være hermed gjort.

Huset uden ende af Mathilde Walter Clarke er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

Når livet leves proforma

❤️❤️❤️❤️ Standupper Sanne Søndergaards bog Proforma er ikke ny. Faktisk kan den næste år fejre ti års jubilæum. Til gengæld er bogen evigt aktuel og nødvendig.

Siv er netop startet i 1. g sammen med sin bedste ven Lukas. Hun er lesbisk, han er bøsse, og for at undgå folkeskolens chikane bestemmer de sig for at agere kærester – sådan rent proforma.

Bedraget fungerer perfekt. De indlemmes i de “normales” flok, og gymnasielivet udfolder sig med fester og forelskelser – i de forkerte.

Uundgåeligt begynder den omhyggeligt konstruerede fiktion at knage i fugerne, og snart må Siv vælge: Vil hun være som de andre eller vil hun være ærlig.

Sanne Søndergaard har skrevet en vedkommende og ungdomsnær bog om det svære spring ud af skabet. Bogen nærmest chokerede mig med sine beskrivelser af det stigma, som kan følge med en seksualitet, der ikke er som flertallets. Jeg håber, meget har ændret sig i de forløbne ni år.

Det var min 14-årige datter, som først læste Proforma, og som insisterede på, at jeg også skulle læse den. Bogen burde være obligatorisk læsning for alle, som er midt i pubertetens malstrøm. Uanset seksuel præference. Den er ikke kun en bog om at være homoseksuel, men i langt højere grad en lærebog i åbenhed og selvaccept.

Sanne Søndergaard, Proforma fra forlaget Gyldendal.