Gæsteanmeldelse: Fin bog om Blixen i køkkenet

 

Palle lille

Karen Blixen var overklasseløg, afrikansk farmer og blev udødeliggjort som forfatter. Det ved vi. Men ikke alle ved, hvor meget hun gik op i finere madlavning, Babettes gæstebud upåagtet. Palle Schjødtz, der har læst det meste om Karen Blixen, giver seks hjerter til en ny bog om denne del af baronessens passion.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Der er i årene efter Karen Blixens død i 1962 skrevet et utal af bøger om Karen Blixen, hendes barndom i Danmark fra 1885, hendes liv som kaffefarmer i Afrika fra 1914 til 1931 og hendes fortællinger og livet som forfatter i Danmark fra 1931 til 1962. Hvor hovedparten af bøgerne om Karen Blixen i begyndelsen var analyser af hendes forfatterskab, er der senere tilkommet en lang række af beskrivelser af hendes liv og hendes bekendtskabskreds i Afrika og i Danmark. Karen Blixen var selv medvirkende til interessen for hendes liv med udgivelsen af Den afrikanske farm i 1937, og da denne bog i 1985 blev til en film af Sydney Pollack med stjerneskuespillere, som vandt 7 Oscars, tog interessen fart. Næsten enhver lille detalje af hendes liv er blevet analyseret og gjort til genstand for utallige fortolkninger, af både danske og udenlandske skribenter.

Man skulle tro, at der snart ikke var mere at skrive om, og så kommer der en bog af en dansk skribent, der modbeviser dette. Signe Wulff har i sin bog om Karen Blixen i køkkenet på en elegant og læseværdig måde lagt nye, interessante detaljer til vores viden om Karen Blixen.

0x500

Vi bliver først ført ind i Karen Blixen univers gennem en beskrivelse af hendes barndom og ungdom på en kortfattet, men dog fyldestgørende måde. Dernæst kommer en beskrivelse af den første tid i Afrika, hvor samlivet med ægtemanden, Bror Blixen, syntes lykkeligt. Her begynder henvisningerne til tilberedelsen af maden, valget af vinen og serveringen for alvor at gøre sig gældende, kulminerende med Bror Blixens elegante syv retters menu med lige så imponerende, ledsagende vine under en jagtsafari til South Western Mau Reserve.

Derefter går det løs med Karen Blixen i køkkenet på kaffefarmen i Afrika. Hun var komplet uerfaren i madlavning, men meget ambitiøs, så hun fik efterhånden med de begrænsede råvarer, der var til rådighed, og med de kokke, som hun måtte oplære fra grunden, opbygget en kundskab og en ekspertise, som gjorde hendes middage til stærkt efterspurgte blandt de andre nybyggere. Hendes inspiration var det franske køkken, hvor ellers det lidt tunge engelske køkken var mest udbredt blandt de overvejende engelske nybyggere.

Hun var komplet uerfaren i madlavning, men meget ambitiøs

For at kompensere for de manglende råvarer og brugbare køkkenredskaber sendte Karen Blixen lange indkøbslister hjem til sin mor, som troligt sendte de ønskede varer den lange vej til Nairobi. Karen Blixen lagde også stor vægt på opdækningen, og hun havde medbragt fint service og elegante glas.

I de følgende kapitler kan man læse om middage og gæster, heriblandt ikke mindst Karen Blixens store kærlighed, Denys Finch Hatton, men også en række andre interessante fastboende eller tilrejsende, hvor et højdepunkt var en middag for Prinsen af Wales, der i to omgange var på jagtsafari med Denys Finch Hatton som arrangør. I disse kapitler er der en række spændende henvisninger til særlige retter eller vin, der optræder i Karen Blixens fortællinger, hvilket lægger til forståelsen af det univers, som fortællingerne foregår i.

Bogens centrale kapitel i mere end en forstand er fortællingen om Babettes gæstebud, som dels er en meget læst fortælling i forfatterskabet, dels er filmatiseret af den danske instruktør Gabriel Axel i en Oscarbelønnet film fra 1987. Her er Signe Wulff på hjemmebane, og vi får ikke bare historien om den berømte middag i en nordnorsk bygd, kreeret af en fransk superkok fra en af de bedste restauranter i datidens Paris, men også viden om instruktørens ændringer i den oprindelige menu af filmiske grunde, ændringer som Karen Blixen, hvis hun havde levet ved filmens tilblivelse, næppe ville have gået med til uden videre. Filmens handling er henlagt til en vestjysk flække, hvilket næppe heller ville have faldet i baronessens smag.

Karen Blixen gav i sin fortælling ingen detaljeret opskrift på menuen, og den er derfor blevet kendt og beskrevet på grundlag af den filmiske version. Signe Wulff giver sit bud på, hvorledes den skulle have været i en Blixen-tro version, blandt andet med store udhulede trøfler til de indbagte vagtler. Hvis man har prøvet at lave den 4-retters version fra filmen, bliver man lidt skræmt af Signe Wulffs version, både med hensyn til råvarer, indsats og ikke mindst omkostninger. Endelig er ægte suppe af den store havskildpadde jo ikke længere lovlig. Vi får i dette kapitel også mange spændende oplysninger om det franske køkken, berømte parisiske restauranter og franske vine og deres historie.

Efter en kort beskrivelse af Karen Blixens sidste år på Rungstedlund og den berømte rejse til USA er resten af bogen helliget opskrifter fra Karen Blixens kogebøger, som Signe Wulff har studeret i detaljer. En særlig fin detalje er notaterne fra en kort periode, hvor Karen Blixen under et ophold i Danmark gik i en slags lære hos de franske kokke på Restaurant Rex i Bredgade i København. Disse notater er ikke tidligere beskrevet. Opskrifterne kan efter behov og smag afprøves i læserens eget køkken.

Bogen indeholder omhyggelig dokumentation for de givne oplysninger, litteraturliste og tidslinje for de vigtigste begivenheder i Karen Blixens liv. Den er rigt illustreret med relevante fotos og tegninger, af hvilke mange ikke er særlig velkendte og måske ikke før publiceret. Opsætning og trykning er fremragende. Både Blixen-kendere og nybegyndere vil kunne få stor glæde af denne bog. Kenderne vil helt sikkert finde nye oplysninger, og begynderne vil få en fortræffelig indføring i vores store danske storytellers liv såvel i køkkenet som i almindelighed.

I køkkenet med Karen Blixen af Signe Wulff er udgivet af Storyhouse og kan blandt andet fanges her

 

 

2019 i bog-oplevelser

2019 var et lidt underligt år for mig. Et år med mange gode oplevelser, men også med mange udfordringer i dagliglivet, så jeg næsten har svært ved at skelne månederne fra hinanden. Men når jeg bladrer i Boglivs indlæg, kan jeg se, at jeg alligevel både nåede at læse og skrive en del – og dét handler livet meget om for mig. Så her er min helt personlige og for egen regning-liste over bog-året, der gik:

Største udgivelses-oplevelse: Det var mig der slog Tom Jones ihjel

I årets første måned blev jeg forlægger, da jeg udgav Jan Frejlevs fine fortællinger på mit forlag Sleeping Beauty. Novellerne handler om små mennesker med små liv, og der er både stor sorg, stor humor og helt almindelige fjollerier i dem. Jeg er stolt af at have sat dem i verden sammen med Jan.

Bedste biblioteks-bog: Den indre by af Dea Trier Mørch

Min datter var på Krogerup Højskole, og sammen så vi en udstilling om grafiker og forfatter Dea Trier Mørch. Jeg blev inspireret til at læse en af hendes romaner, og det var virkelig interessant og underholdende. Politik fylder enormt i de pars liv, vi følger, men det gør sex, kønsroller og forældreskab også – nemt at identificere sig med, uanset de mange årtier mellem deres liv og vores.

Mest overvældende forfattermøde: Liane Moriarty

IMG_9037 2
Billedet af en, der kæmper med sin starstruckness og næsten lykkes med det.

Jeg har været fan i årevis, og jeg var ærlig talt temmelig tør i halsen, da den australske forfatter til blandt andet Min mands hemmelighed og Små store løgne kom til Danmark, og jeg fik lov til at interviewe hende til Ugebladet Søndag. Senere samme dag havde jeg Anna, som også er fan, med til blogger-møde med Moriarty om hendes nyeste roman Et fængslende møde. Hun skrev den sødeste mail et par måneder senere, og jeg er ikke for fin til at indrømme, at den slags oplevelser er med til at motivere mit journalistliv.

Unknown4

Bedste moderne roman: Se på os nu

0x500

Geir Gulliksens kølige ægteskabsroman gjorde stort indtryk på mig med sine menneskelige karakterer, der mere end noget andet viser, hvor egoistisk kærligheden kan være. Ikke en udpræget rar oplevelse, men det behøver læsning heller ikke altid være. Med fire hjerter og blandt andet denne svada omtalte jeg bogen:

Se på os nu er en fascinerende, men også forstemmende bog; velskrevet, velkomponeret og virkelig præcis i sine skildringer af personerne, som vi desværre forstår alt for godt. Al den velvilje, al den livslyst – for ikke at sige slet og ret liderlighed – al den tro på, at det hele bliver bedre næste gang – og så alligevel ligner det mest en katastrofe.

Fedeste bloggeroplevelse: På tur med Sara Blædel

Vi røg, vi drak, vi gik næsten med drenge … Livsstykket Sara Blædel inviterede bloggerflokken på en tur med Bornholmer-bussen, ikke til Bornholm, men til Midtsjælland, hvor hun selv kommer fra, og hvor hendes nyeste Louise Rick-roman, Pigen under træet, foregår. Jeg elsker den energi og taknemmelighed, Blædel går til arbejdet med at markedsføre sine bøger med – og bogen var også god. Jeg gav fire hjerter og skrev blandt andet:

Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer (…)

Flittigste gæsteanmelder: Palle Schjødtz

Palle lille

Han læser lange bøger fra start til slut, tager noter undervejs og anmelder omhyggeligt og loyalt. Han er vores faste alkohol-bog-, spionroman- og Karen Blixen-relateret litteraturanmelder, og så er han uden sammenligning den, der skriver fleste gæsteanmeldelser. Det ligger nok til familien, for han er også min far.

Bedste udenlandske oplevelse: Jennifer Egan

0x500-2

Ganske vist krummede vi altså lidt tæer over niveauet for interviewet, men det var en udsøgt fornøjelse at høre den amerikanske forfatter til blandt andet Tæskeholdet banker på fortælle om romanen Manhattan Beach, som var en stor læseoplevelse i sig selv. Niveauet steg, ryggen blev ranket, og nye erkendelser blev gjort. Tak, Louisiana!

Bedste læseoplevelse: Dage i Cape May

0x500

Hvor er det vidunderligt, når man bliver overrasket af en bog, der bare kræver at blive læst fra ende til anden. Et ungt par tager på bryllupsrejse i 1950’erne, de kender ikke sig selv eller hinanden godt nok til at være ægtefolk, det hele ligner en fiasko, og så i sidste øjeblik møder de en flok dekadente naboer, og alt ændres i en rus af alkohol, sex og nye erkendelser. Jeg gav fem hjerter og skrev blandt andet:

Det sidste kapitel, som er en slags ‘hvad der siden skete’, tog pusten fra mig og gjorde mig ædru på den måde, man kan være, når man har været oppe hele natten og sidder på en strand og ser solen stå op.

Som en ekstra bonus blev jeg venner med forfatteren med det spøjse navn Chip Cheak på Facebook, og jeg kan stadig ikke rigtig komme mig over, at dette begavede menneske er debutant!

Bedste nostalgi-læsning: Venner – I’ll be There for You

I en tid, hvor fiktive personer kan føles tættere på end vores rigtige venner, fordi vi ved mere om dem, kan betydningen af tv-serien Venner for mig næsten ikke overvurderes. Det er jeg i den grad ikke alene om, og det er også en del af pointen. Jeg følte mig spejlet i bogen om Venner, men fandt også ud af meget nyt, blandt andet om, hvor mange gange serien var i fare for at blive stoppet igen. Jeg gav fem hjerter og sagde blandt andet:

Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er (…)

At blive set som dem, vi var og er. Er det ikke også det, bøger kan, når de er bedst? Må de sidste dage af 2019 blive gode læsedage for alle os, der elsker bøger.

fyervaerkeri_amat-martinez-vila-756062-unsplash.jpg

 

Julegave nr. 5 – gaven til madelskeren

Ann-Christine Hellerup Brandt og ikke mindst hendes blog Valdemarsro har leveret mange fulde maver hjemme hos os. I efteråret omsatte den populære køkkenblogger en del af opskriftsarsenalet (og nogle nye tilføjelser) til en helt offline old school papirkogebog. Idéen er at skabe mere nærvær i køkkenet end man får med ipaden eller telefonen tændt. Der skal bladres i rigtigt papir.

Bogen er tænkt som en basiskogebog med 200 opskrifter på aftensmad, som er overskuelig i en travl familiehverdag. Geografisk kommer bogen vidt omkring fra Danmark over både Indien, Mellemøsten og Asien.

Jeg har ikke selv været i gang med at afprøve opskrifter endnu, men hvis de lever op til bloggens niveau, er der formentlig mange gode madoplevelser i vente.

Julegave nr. 4 – gaven til den, som ikke er bange for døden

Var det mon tilfældigt, at Marens Uthaugs seneste bog, En lykkelig slutning, udkom dagen efter halloween? Næppe.

I bogen kaster Uthaug sig over det emne, som måske er det sidste ægte tabu, vi har tilbage, nemlig døden. Det eneste sikre ved den er som bekendt, at den kommer os puster os alle i nakken før eller siden. Det skete også for Maren Uthaug, som over en kort periode mistede uforholdsmæssigt mange mennesker tæt på sig. Som den sublime forfatter hun er, omsatte hun den oplevelse til en nysgerrig litterær udforskning af et emne, få andre har behandlet i romanform.

I den historiske roman, som følger 7 generationer af bedemænd gennem to århundreder, møder vi døden  i mange afskygninger – og med mange forskellige kulturelle bagtæpper. Jeg har aldrig før hørt om en roman, som på samme vanvittige, ved- og underholdende måde leverer dødens kulturhistorie pakket ind i personhistorier. Her er en bog fuld af medlidenhedsdrab, spædbarnsmord, spøgelser og – gisp – nekrofili, som alligevel formår at forblive spiselig. Måske fordi Uthaug har en sublim sans for det groteske og morbide.

Giv bogen til et modigt menneske, som tør udforske livets afslutning.

Maren Uthaug, En lykkelig slutning fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

Julegave nr. 3 – Gaven til naturelskeren

Jeg er fuldstændigt betaget af naturekspert Anders Kofoeds bog om den natur, vi allesammen har adgang til i haven, parken, skoven eller endda på fortovet udenfor vores hjem. Kofoed gør den nære natur til en sand spændingsroman, og hans bog er spækket med fantastisk, overraskende og finurlig viden om pattedyr, fugle, insekter og planter. Tænk, at der overalt omkring os er liv så eksotisk og vanvittigt, at det næsten ikke er til at fatte. Dyr med udstyr til avanceret kemisk krigsførelse. Dyr, som kan tåle at være frosset ned i 30 år. Fugle, hvis næb har et tryk på næsten 50 kilo trods det, at de selv vejer det samme som en pakke gær.

Jeg slugte naturbogen fra ende til anden, men man kan også sagtens have den stående som opslagsværk. I øvrigt snuppede min 11-årige datter bogen, så snart jeg lagde den fra mig, og hun var mindst lige så meget oppe at køre over den, som jeg var. Her er der virkelig underholdning for naturelskere i alle aldre.

Anders Kofoeds store bog om naturen fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

 

 

 

 

 

Ungdomsanmeldelse: Sørgelig, men fortrøstningsfuld roman

Boglivs ungdomsanmelder Frida Manniche har læst en vigtig roman om det alt for store pres, unge lever under i dag. Hun er lidt skuffet over karakterer og slutning, men skriver alligevel, at romanen er, præcis som den skal være.

❤️❤️❤️❤️ “Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.”

Josephine på 18 år skal være helt perfekt. Hun knokler i skolen, spiser kun mad, der passer ind i hendes kur, og har valgt sig den perfekte kæreste. Men alt går ikke ligeså godt, som det ser ud til. Josephines nøje udvalgte planer for fremtiden går langsomt fra hinanden, da hun bliver konfronteret med hendes egne fysiske og psykiske grænser.

Ditte Wieses fortælling om stress og forventningspres er målrettet ældre teenagere. Fortællingen er sørgelig, men fortrøstningsfuld. Wiese har skrevet en bog fyldt med drama og romance, og man flyver gennem de 336 sider. Og så drukner jeg er en aktuel bog, som burde anbefales til alle såkaldte ”tolv-tals-piger” eller enhver anden teenager, der føler presset til at være perfekte.

0x500.png

Den er rå og sørgelig, men også forhåbningsfuld; Wiese kritiserer perfektionist-kulturen, men serverer os dette med en stor portion optimisme oveni. Jeg åbnede bogen med en forventning om, at jeg skulle trækkes igennem teenagerangst og selvmedlidenhed, og bogen leverer også dette, men Ditte Wiese formår at strukturere og pakke det ind på en sådan måde, at det bliver udholdeligt og relaterbart.

Da jeg først var blevet færdig med bogen, var jeg en smule skuffet over, hvor meget håb og hvor lidt jeg havde lyst til at give op og lægge mig til at sove. Jeg havde håbet på en anden historie, som ville ende ulykkeligt og opgivende, for det er en sådan historie, som bedst ville tilfredsstille min indre dramatiske teenager. Til gengæld fik vi en halvforvirrende og håbefuld slutning. Jeg kan dog sige nu, et lille stykke tid efter, at fortællingen om Josephine afrundes præcis på den måde, som den skal. De unge, som føler sig som Josephine, har brug for en bog, som giver dem et venligt skub i den rigtige retning, og som giver dem modet til at være sig selv og slippe fri fra et umuligt og selvopfundet ideal.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fandt en eneste af bogens karakterer særlig sympatiske. Det er gjort meget tydeligt, at mange af disse personer helt med vilje ikke er særlig rare, men fortællingen mister noget af sin virkning, når man ikke engang finder hovedpersonen Josephine bare en lille smule behagelig. Og det er ærgerligt, for jeg tror bogen ville blive hos læseren længere, hvis man havde lyst til at spejle sig selv i Josephine bare en lille smule. Heldigvis er fortællingens præmis sådan, at bogens indhold og budskab ikke forvrænges eller ødelægges på grund af dette, og på nogle punkter forstærker disse uvenlige karakterers personlighed det budskab, som Wiese vil ud med. Man vil jo netop ikke være som Josephine eller hendes venner; det er en skildring af en usund hverdag og tilstand.

Wiese har skrevet en vigtig bog. De danske ungdomsuddannelser flyder med unge, der udmatter sig selv med fejlfinding, så en bog der er læst som en hver anden teenage-roman, men som skaber plads til en positiv reevaluering af sit eget mentale helbred, er trængende.

Og så drukner jeg af Ditte Wiese er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her

Julegave nr. 2 – gaven til den unge julefilmselsker

Næste år er det præcist 30 år siden lille Macaulay Culkin blev hele verdens yndlingsmøgunge i rollen som Kevin McCallister, som af sin julestressede og børnerige familie ved et uheld efterlades derhjemme, da resten af familien tager på juleferie. Siden er filmen blevet fast inventar på julesendefladen.

Nu er julefilmklassikeren udkommet som en farverig og virkelig vellykket billedbog til de små og halvstore børn. Ligesom i filmen er der masser af løjer og rabalder, og bogen gengiver faktisk overbevisende filmens sjove øjeblikke og hæsblæsende action.

Bogen egner sig super godt til højtlæsning for de mindre børn, men vil også være underholdende nok til, at lidt større børn har lyst til at læse den selv.

Et rigtigt godt bud på en julebog, som både er sjov for barnet og for den, som læser højt.

Alene hjemme, Hughes/Columbus/Smith fra forlaget Carlsen.

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

Julegave nr. 1 – ro til de mindste

Verden drejer hurtigere end nogensinde før, og det kan mærkes helt ind i børneværelserne. Somme tider kan det være svært at falde til ro efter en dag med masser af smæk på.

Heldigvis hjælper det tit med en god godnathistorie. Især hvis godnathistorien er skrevet af Emilie Meldgaard Jacobsen, som både er uddannet pædagog og meditationsekspert.

Emilie har skrevet og tegnet en billedbog til de helt små børn, som ud over at være en fint illustreret fortælling om den lille, hyggelige bamse Tjugga, også er en søvnmeditation, som med gentagelser, beroligende lyde og åndedrætsøvelser luller det lille barn i søvn.

En fin gave til det lille barn – eller til de nybagte (og sikkert jævnt trætte) forældre.

Natbjørnen Tjugga af Emilie Meldgaard Jacobsen fra forlaget Aronson. Du kan få en lille forsmag på bogen på forlagets hjemmeside. 

Julestemning til store og små

Første søndag i advent. Nedtællingen til juleaften er for alvor i gang. Jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mig sker der somme tider det, at julestemningen simpelthen drukner lidt i en af julens andre traditioner, nemlig juletravlheden.

Der er for mange pakker, som skal købes og pakkes ind, for mange gavekalenderdimser at holde styr på, for mange brunkager at bage, for mange juleklassearrangementer og julefrokoster. FOR MEGET!

Når man er julestresset er man ikke festlig. Så skal farten ned. Og den bedste måde at gøre det på er (i hvert fald for mig) at læse. En bog tager den tid, en bog skal tage. Den har ingen fast forward knap.

Hvis du har lyst til at læse dig til lidt julestemning, så kommer her den stak bøger, jeg selv har liggende i nødhjælpskassen til de stressede juledage.

Jenny Fagerlund – 24 gode gerninger

Efter at have mistet sin mand juleaften for to år siden har Emma også mistet ikke bare glæden ved julen, men livslysten. Hendes liv er blevet farveløst og lidt ensomt, og hun ser sin forretning bukke langsomt under økonomisk, uden at kunne finde motivationen til at rette op på tingene. En aften på vej hjem støder hun bogstaveligt talt ind i en ældre mand, som er faret vild i snestormen. Emma følger ham hjem, og en idé fødes. Emma beslutter at gøre 24 gode gerninger – en for hver aften frem til juleaften. Vil Emmas beslutning om at sprede glæde kunne trække hende ud af hendes egen sorg? Og hvordan ser hende liv ud, når hun vågner om morgenen den 25. december?

Jenny Colgan – Rosie Hopkins søde jul

I julen kan vi klare lidt mere sukker end normalt, og Colgans bøger ligger virkelig i den søde ende. I denne bog helt bogstaveligt, for hovedpersonen (titlens Rosie Hopkins) er indehaver af en ualmindeligt hyggelig old school slikbutik. Alt er imidlertid ikke helt uproblematisk i sukkerland, for midt i juleforberedelserne rammes både Rosie og den lille by, hvor hun bor, af uventede prøvelser. Julefreden er alvorligt udfordret og sukkerhjerterne erstattet af knuste hjerter.

Jeg indrømmer, at ovenstående plot måske godt kan give lidt hvinen i tænderne, men det reddes af, at Jenny Colgan simpelthen er en virkelig dygtig chick lit forfatter, som formår at holde sine bøger så tilpas uforudsigelige og interessante, at man aldrig når at gå helt i sukkerchok. Hyggen er i hvert fald garanteret.

Astrid Lindgren – Julefortællinger

Mon ikke barndommes jul var den allerbedste? Sneen var hvidere dengang, gaverne bedre og spændingen større. Det er dejligt at genfinde sin barndoms jul – og at gøre det sammen med sine egne børn. Jeg kommer til at tvangsindlægge mine børn (som egentlig er alt for store til den slags) til højtlæsning af den her bog, som er fuld af alle Astrid Lindgrens bedste julehistorier. Kitte Kry er her og Lotte, som kan alt, og alle børnene fra Bulderby. Det er ren juleglæde.

Den største smerte

❤️❤️❤️❤️  Veras far er som fædre er flest i forstaden (no bogstavrim intended). Han går og roder lidt med et sportsvogn i garagen, mens Veras storebror Valdemar spiller Fortnite, og hun selv hygger sig med sine veninder. Men en dag holder Veras far helt op med at arbejde på bilen eller på noget i det hele taget. Han dør alene derude i garagen.

Det er afsættet for Estrid Dyekjærs fine “børneroman” Det røde lyn. Titlen refererer til bilens navn, og den er vigtig, for den bliver et tilflugtssted for Vera, når hun vil være tæt på sin far; så sidder hun i bilen og hører farens musik. I skolen går det skidt. De andre kan ikke rumme Veras smerte – den største smerte af alle, når man er barn – og kun kammeraten Liva taler til hende, som om hun stadig var normal. Og så er der det med, at den nye dreng i klassen er halvt italiensk og har blå blå øjne og allerede har mødt Vera i toget fra Rom, da Vera og hendes mor og bror rejste væk for at glemme det hele let.

0x500-1

En sorg, en forelskelse og en uforstående klasse; Vera har det ikke nemt, hun ligger vågen om natten, selv om hun altid har haft et godt sovehjerte:

De fleste nætter lå jeg bare og længtes efter at komme i skole, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Men når jeg sad der, var det, som om hans duft og varmen fra hans bare arme lige ved siden af mig lammede mig, så jeg hverken kunne tænke, tale eller bevæge mig.

Sproget i bogen er ligefremt og roligt, handlingen ikke overdrevet dramatisk, for følelserne er store nok i sig selv, som de jo er i denne afsindige alder. Jeg ville have slugt den lige så sultent som 14-årig, som jeg gjorde nu. Måske endda endnu mere; for bogen er sjovt tidløs – selv om Valdemar spiller computer, og Vera ønsker sig en iPhone, så spiller teknologi og SoMe nærmest ingen rolle. Det er egentlig kun befriende.

Men at skolen er så dårlig til at håndtere Veras sorg, og at hendes klassekammerater ‘får lov’ til at drille hende med, at hun går til skolepsykolog, det må da være en anakronisme? Måske hentet fra bogens forlæg, som er forfatterens eget liv – det fortalte hun mig, da jeg faldt over bogen på BogForum og i snak med hende.

Desværre er det ikke nogen anakronisme, at vi har det svært med at rumme det, der er svært for andre. Bøger skaber empati, også på det område. Så hurra for Det røde lyn!

Det røde lyn af Estrid Dyekjær er udkommet på Byens forlag og kan blandt andet fanges samme sted