Derfor er jeg vild med “I LOVE LOUISE”

Boglivs erhvervspraktikant Laura Lemonius brugte sin uge i praktik på at arbejde med bogen “I LOVE LOUISE” af 48-årige Sissel Bergfjord. Her fortæller Laura, hvorfor hun har valgt den.

I bogen “I LOVE LOUISE” møder man Mirjam, hvis forældre er skilt. Faren har lige har mødt verdens mest perfekte kæreste. Alt virker så godt og lykkeligt, indtil farens kæreste langsomt begynder at ekskludere Mirjam fra den nye familie, som hun åbenbart ikke er velkommen i, selvom det er hendes egen far.

Jeg synes, bogen er et helt fantastisk stykke arbejde, der virkelig sætter følelserne i gang. Jeg elsker måden, Sissel Bergfjord kan få vreden og følelserne ud af én, når alting går galt for Mirjam. Man får helt lyst til give hende et kæmpe kram og slå alle, der nogle sinde har gjort hende fortræd. Som i dette eksempel:

Louise var i gang med at skubbe mig ud af mit værelse, ud af lejligheden, ud af deres liv, centimeter for centimeter, som havet, der langsomt æder sig ind på kysterne og til sidst sluger husene langs vandet. Hvordan kunne hun mene, at jeg ikke var en del af deres familie? William var fandeme min bror, hvornår skulle jeg så se ham?

Bogen indeholder noget, alle kan relatere til, på en eller anden måde. Om du har oplevet ungdommen eller kun lige blevet en del af den. Om du har fået nye stedforældre, er blevet uvenner med din bedsteveninde, eller du bare har brug for en super oplevelse. Så vil jeg råde dig til at læse ”I LOVE LOUISE”.

Læs Lauras interview med Sissel Bergfjord her

Interview: ”Jeg ville skrive en moderne fortælling om den onde stedmor”

Sissel Bergfjord skriver i ”I LOVE LOUISE” om stedforældre ud fra blandt andet sine egne erfaringer. Vores Boglivs erhvervspraktikant har talt med forfatteren til en af sine yndlingsbøger.

Af Laura Nymann Lemonius, 9. klasse

Hvad var dine tanker bag ”I LOVE LOUISE”, og hvorfor skrev du den?

Jeg ville skrive en moderne fortælling om ”den onde stedmor”, som er et klassisk tema og samtidig en problematik, som findes i dag. ”I LOVE LOUISE” handler om en pige, der føler, at hun mister sin far lidt i en periode, fordi hans loyalitet ikke er hos hende. Historien er fortalt fra pigens synsvinkel: Hvordan er det at have en stedmor, som dybest set helst ville undvære, at man var der? De fleste børn vil jo gerne have en god relation til de voksne. Jeg har selv haft to stedmødre, og jeg kender til følelsen af, at stedmødre ikke holder af én. Jeg så meget op til mine stedmødre og syntes, de var helt fantastiske. Jeg ville rigtig gerne have et godt forhold til dem, men de ville ikke have et godt forhold til mig. Bogen er fiktion, og jeg har ikke direkte taget udgangspunkt i mine egne stedmødre, men jeg kender til problematikken.

Hvorfor er du blevet forfatter, og hvad fik dig til at skrive ungdomsbøger?

Jeg tror mere, det har valgt mig, end jeg har valgt det. Jeg har ikke siddet og bladret i kataloger og tænkt: ”Man kan blive forfatter, det vil jeg gerne være.” Efter jeg havde gået på Forfatterskolen og var debuteret, søgte jeg ind på Forfatterskolen for børnelitteratur for at prøve noget nyt.

Foto: Simon Klein-Knudsen

Er nogle af karaktererne i ”I LOVE LOUISE” baseret på din egen virkelighed?

Nej, ikke entydigt. Jeg har altid lavet mine lektier rimeligt hurtigt, så jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, bagefter. Det gør hovedkarakteren, Mirjam, også. Jeg kan også godt genkende lidt af min egen far i faren i bogen. Faren i bogen vil egentlig bare gerne have, at alt er godt, og når det ikke er godt, er han en smule konfliktsky. Han sætter ikke stedmoren på plads. Man kan sige, at jeg har været inspireret af noget, som også har fyldt meget i min egen barndom.

Tror du at mange børn og unge kan relatere til ”I LOVE LOUISE”?

Ja, det tror jeg, hvis de har prøvet at have stedforældre. Heldigvis er der nogle børn, som har et rigtig godt forhold til deres stedforældre. Der er nogle voksne, som i den grad er i stand til at elske deres stedbørn. Men jeg tror desværre også, at rigtig mange har svært ved at rumme deres stedbørn. Både fordi de er et produkt af et tidligere forhold, og fordi de tager meget tid og opmærksomhed fra den nye partner. Min første stedmor var rigtig sød ved mig, indtil hun selv fik et barn. Fra det øjeblik var jeg egentlig mere i vejen. Også den erfaring har jeg brugt i bogen.

Hvem eller hvad er du meget inspireret af, i dine bøger?

Jeg læser rigtig meget, for det er den benzin man bruger, når man skal skrive. Jeg er dog ikke inspireret af en speciel forfatter. Jeg læser både meget smal litteratur og relativt bred litteratur – og meget norsk litteratur, fordi der er så meget godt.

I LOVE LOUISE af Sissel Bergfjord er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Læs Lauras begrundelse for at arbejde med “I LOVE LOUISE” her

Læs mere om Sissel Bergfjord her

“Hver gang jeg er alene for længe, glemmer jeg, hvem jeg er”

Det er længe siden, jeg læste den norske forfatter Geir Gulliksens roman Den jeg skulle blive. Længe siden jeg burde have omtalt den her. Men jeg kunne ikke rigtig. Jeg ville gerne. Alle andre flød over i stjerner og hjerter og begejstring. Men jeg havde svært ved at rumme historien om Henning, der, nyfyret fra sit reklamejob og desillusioneret over sine forhold til kvinder, forsøger at indlede forhold til mænd, mens han reflekterer over de relationer, som har bragt ham dertil, hvor han. For sådan tænker Henning nemlig.

“Henning klandrer de kvinder, han har været sammen med, fordi de har villet have, at han skulle være mand på en særlig måde. Men det er ikke en god idé. Man må selv tage ansvar.”

Sådan sagde Geir Gulliksen en smuk august-aften, måske sommerens sidste, ved en salon om køn og kærlighed på Karen Blixen Museet i Rungsted. Et flere gange udsat arrangement, som lige var det, der skulle til, for at jeg kunne skrive om Den jeg skulle blive.

Vi kunne skimte skibene i det fjerne, mens kærligheden og kønnene blev samtalet frem.

For som han sad der og reflekterede roligt og charmerende over kærligheden i samtale med Elisabeth Skou Pedersen forstod jeg næsten ikke, hvorfor Den jeg skulle blive var så svær for mig at læse. Men det var den. For Hennings refleksioner over, hvordan hans parforhold har påvirket ham, ikke mindst den inderlige insisteren på, at det man føler, må være sandheden, om det så skal koste en halvdelen af ens barns liv – den halvdel, hvor det ikke er hjemme – gør ondt lige der, hvor det gør ondt i forvejen på mange af os såkaldt moderne mennesker, der lever efter vores ‘mave’, følger vores ‘hjerte’ og ikke mindst dyrker forelskelsen næsten som en gud. En dum gud.

“Forelskede mennesker er jo naive. De er også forelskede i sig selv og derfor dobbelt naive,” sagde Geir Gulliksen den aften, og ih, hvor vi lo alle sammen i den smukke aften på museet.

For det gjorde godt at sidde der med vores kolde drikke og solbrændte ben og have en lidt ironisk-kynisk distance til den der fjollede kærlighed. Men kynismen nåede ikke op på det tæppebeklædte podium. Manden deroppe gjorde nemlig klart, at han tror på kærligheden. Han er gift for tredje gang med et lønligt håb om ikke at skulle skilles igen – og en følelse af, at det var hende, han er sammen med nu, han bare skulle møde, for at det lykkedes.

“Men tænker jeg det igennem, så havde jeg jo også den følelse første og anden gang, jeg blev gift. Jeg tror, vi er mange, der troede, vi skulle være sammen med den, vi mødte som sekstenårige, for evigt. Hvordan kan man tro andet, når man er forelsket?” smilede han.

Geir Gulliksen har altså både forfatterens blik for, at det moderne menneske i sin kompromisløse søgen efter egen lykke lyver for sig selv og andre og river gode hjem ned, og en menneskelig tro på, at det er sådan det må være, for kærligheden er det største.

“Nogle lever for kærligheden, andre synes, den er hyggelig. Jeg er en af de første,” som han sagde.

Måske er det derfor, Geir Gulliksens bøger om parforholdet – dets begyndelse, midte og slutning – kan føles så ubehagelige at læse, selv om de er så velskrevne (måske netop derfor). For karaktererne, fra den tilsyneladende åbne, men i virkeligheden manipulerende Jon i Historie om et ægteskab over den utro Hans med sit naive ego-projekt i Se på os nu til Henning med sine pinefulde forsøg på at blive en mand, der elsker mænd, i Den jeg skulle blive, gør ting, vi alt for godt forstår. De lever efter deres egne behov, forsøger at forstå andres og få dem til at passe sammen, mens de med sved på panden rationaliserer i en uendelighed for at holde det hele ud.

Værst – eller bedst – for mig i Den jeg skulle blive – er Hennings præcise observationer af den datter, hvis mor han engang forlod for at leve et nyt kærlighedsforhold ud. I august-aftenen sagde Geir Gulliksen:

“Vi plejer at sige, at bare de voksne er glade, så er børnene glade. Men sådan er det ikke nødvendigvis.”

I bogen står:

De første år, mens hun stadig var lille, græd hun ofte, og altid om søndagen. Hun sagde, at hun savnede mor, når hun var hos mig, og at hun savnede mig, når hun var hos mor. Jeg forstod ikke, at hun sagde det på den måde for at udglatte, så ingen af os skulle blive såret. Hun længtes, men ikke efter os. Eller hun længtes efter en version af os, der ikke længere fandtes, dem vi havde været, da vi boede sammen.

Av. Bare av. Hvis nogen synes, at skilsmisseforældre indimellem er for hårde ved sig selv, skulle de bare møde Henning. Men de følelsesmæssige pisk har en funktion; for hvis ikke vi forstår barnets smerte, hvordan skal vi så kunne møde dem i den?

Henning er også hård ved både sig selv og kvinderne, når han reflekterer over sine forhold til til dem; forhold, som i nogen grad har kostet hamhans egen identitet. Den mandlige identitet optager i det hele taget Geir Gulliksen.

“Der skal meget lidt til, for at en mand ikke føler sig mandig. Kan han tage en rød paraply over sig, når det regner? Kan han gå i kjole? Mange synes måske ikke, det er så vigtigt, men jeg er meget optaget af det.”

For Henning forsøger at komme til at elske (med) mænd for at blive den, han skulle blive. Han går på en dating-app og bliver forsøgsvis husven for et heteroseksuelt par, et pinefuldt fejlslagent forsøg, beskrevet i lange detaljer. Fantastisk skrevet, svært at læse. Senere forelsker han sig faktisk i en mand, der viser sig ikke at være homoseksuel, og måske opstår noget nyt, en udvidelse af forståelsen af, hvad kærlighed kan være.

Hvorom alting er, Henning må selv finde ud af, hvem han skulle blive, men kan man det?

“Jeg tror meget på det relationelle. At vi opstår sammen med andre. Og så snart jeg har sagt det, kan jeg høre koret af mennesker, der råber “Nej! Jeg er mig selv, når jeg er alene.” Det er interessant, at man kan have det forskelligt. Jeg kan komme med et eksempel. Jeg er meget mørkeræd, men da jeg havde min toårige datter med i sommerhus, var jeg ikke bange. Ikke fordi hun kunne forsvare mig, det kunne hun jo ikke, men fordi der var jeg far. Jeg vidste, hvem jeg var. Hver gang jeg er for længe alene, glemmer jeg, hvem jeg er,” sagde Gulliksen og fortsatte:

“Og hver gang jeg er sammen med andre, mister jeg mig selv.”

Der blev, bilder jeg mig ind, en kort stilhed i rummet, fordi vi alle kunne genkende det. Vi så ud på skibene på Øresund gennem vinduet og på portrættet af Karen Blixen, og så sendte vi den kloge nordmand hjem på et skib og gik selv ud i livet for at møde kærligheden, slå os på den og bedrage os selv og andre.

“For sådan er livet,” sagde han.

Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen er i Danmark udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Til de (nærmest) voksne

Til de voksne – People's

❤️❤️❤️❤️❤️ Linn Skåber og Lisa Aisato: Til de voksne

Vi har tidligere med stor fornøjelse anmeldt Linn Skåber og Lisa Aisatos monologer til ungdommen her på bloggen. Nu er den norske skuespiller og tegneren tilbage – denne gang med 286 siders livskloge monologer til de, der for længst har forladt ungdommen, og er blevet til en slags voksne.

Skåber kalder os i bogen i øvrigt ikke voksne, men voksende. Meget præcist. For hvornår er man egentlig sådan helt udvokset som menneske. Formentlig (og forhåbentlig) aldrig.

Selv i 40’erne, 50’erne og 60’erne kan man stadig ind imellem få lyst til at kalde på en rigtig voksen. Og måske er det ikke så sært. For det er ikke altid nemmere at være ældre, end det var at være ung.

Man skal vænne sig til, at ens børn også er blevet voksne. Tackle dødsangsten og kropsforfaldet på en lyserød yogamåtte henne i SATS. Overleve at blive forladt eller at blive i et parforhold, som forlængst er afgået ved døden. Måske bliver man forældreløs.

Skåber beskriver det hele med sympati, indfølelse og et sikkert blik for det, vi alle sammen deler, når vi står der midt i livet: Usikkerheden, tabene og håbet om, at finde en ny mening i den store del af livet, som stadig er tilbage. Det er sørgeligt, ondt, smukt og ind imellem også utroligt sjovt.

Skåbers små monologer (som nærmest er korte noveller) er bittersøde observationer af det liv, som starter, der hvor ungdommen slutter. Aisato bidrager som vanligt med tegninger så smukke og fortællende, at man har lyst til at hænge dem alle sammen op på sin væg. Gid der havde været endnu flere af dem!

Til de voksne burde være pligtlæsning for alle, som har svært ved at finde sig selv i rollen som voksen(de).

Linn Skåber og Lisa Aisato: Til de voksne fra People’s Press, som meget venligt har sendt os et anmeldereksemplar af bogen.

Bittersød kærlighed

❤️❤️❤️❤️ Følg dit hjerte. Det hedder en vidunderlig roman af italienske Susanna Tamaro, som jeg læste et lille stykke op fra, da min lillesøster blev konfirmeret for over 20 å siden, og jeg holdt mit livs første tale. Romanen var ét langt brev fra en mormor til et barnebarn, og pointen var den åbenlyse, at titlens bydeform kan bruges som en slags ledestjerne i livet. Mormoren ville formidle dette credo til barnebarnet, så hun kunne komme til at leve et liv i overensstemmelse med sine egne følelser – og lidt på samme måde ville jeg forsøge at give det videre til min 12 år yngre søster.

Jeg kom til at tænke på den, da jeg læste den hyggelige svenske underholdningsroman Tidselhonning. For også her kan den ældre generations fejltagelser ses som en slags budskab, der overleveres til den yngre, dog med et tvist. For den ‘yngre’ generation, her i skikkelse af den 42-årige fallerede selvhjælpsbogforfatter Ebba, har faktisk fulgt sit hjerte, men med katastrofale konsekvenser. Ebba, bogens jeg, har nemlig forladt sin søde mand og søn for sit livs forelskelse i pop-stjernen Erik, kun for at blive forladt af ham til fordel for hans unge ekskæreste, som han har gjort gravid. Nu bor Ebba, der før var hele landets selvhjælpsguru, alene og deprimeret i en lejlighed og lever af at skabe kryds-og-tværs’er til ugeblade. En bittersjov detalje er, at Ebba ikke bare var selvhjælpsekspert, men faktisk kærlighedsguru og derfor må lide den ydmygelse at se sin skilsmisse grinet skadefro af i landets medier.

Sådan starter det. Man tror på sin egen ungdom og kærligheden og havets brusen …

Romanens anden protagonist er Veronica, der bor på plejehjem og ser tilbage på en ungdom og en kærlighed, der slap væk. Hun levede lykkeligt med en anden mand i 60 år, men nu drømmer hun lidt om sin den sommer, hvor hun tabte sit hjerte. Skæbnen fletter naturligvis Ebba og Veronicas liv sammen, og romanen krydser mellem de to’s respektive fortid og fælles nutid. Dette greb har jeg aldrig rigtig brudt mig om. Jeg kommer altid til at blive mere optaget af ét af sporene og længes tilbage, når jeg skal slæbes igennem det spor, der interesserer mig mindst. Sådan har jeg det også her. Jeg er mest optaget af nutiden, og jeg keder mig en lille smule ved Veronicas affære med den kunstneriske Bo, der tilbringer sommeren på Veronicas mors pensionat. Historien om bierne, der tager bolig i pensionatet, honningen og kunstværket, som Bo frembringer, siger mig desværre heller ikke det store – måske er jeg blevet lidt for kynisk.

Til gengæld kan jeg godt lide stemningen i det svenske pensionatland, jeg kan lide den uheldige og kiksede Ebba – mere end Veronica – og jeg kan lide, at romanen ikke giver et endegyldigt svar på, om man altid skal følge sit hjerte, om kærlighed overvinder alt, og om kærlighed kan blive for sent. For jeg begynder at tænke, at det svar ikke findes, og det er bedre at lære at leve med end at løbe rundt og lede efter det.

Tidselhonning af Sara Paborn er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget

Det, vi taler om

For lidt over tre år siden, før verden gik af lave, befandt jeg mig i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Et overdådigt bord var pyntet, der var kager og champagne og en boblende forventningsfuld stemning. Jeg havde hilst på værtinden med bankende hjerte og havde nu hendes ægtefælle til bords, hvilket gjorde mig stum af generthed. En livlig lille kvinde med store brune øjne bød velkommen til bloggersalon og gav ordet til værtinden, der af hjertet takkede os, der var mødt frem. Jeg følte mig som en ubuden gæst, selv om jeg var blevet inviteret. De andre havde nemlig fulgt værtinden på Instagram i hele tilblivelsen af den bog, vi var her for at fejre den kommende udgivelse af. Fra det første ulykkelige skriveophold, hvor hun ikke kunne komme i gang, til øjeblikket hvor den smukke bog med læsebånd og guldtryk var en realitet. Jeg selv havde først fået bogen nogle dage før og havde ikke nået at læse den, og jeg havde kun fulgt Leonora Christina Skov – for hende var det – på Instagram et par dage, men jeg kunne mærke på hypen der og på de andre om bordet, at den var noget helt særligt. Selv sad jeg i smug og kiggede rundt i lejligheden og tænkte, at sådan her bor en forfatter. Med stuer en suite, masser af bøger, stuk i loftet og skrivebord with a view. Jeg var lidt misundelig, men frem for alt mystificeret. Hvad handlede det her om?

Jeg bliver rørt over den kærlighed til håndværket, der ligger i den smukke notesbog Hvis vi ikke skriver om det.

Ved bordet mellem kagebidderne og champagneslurkene talte vi om Leonoras barndom. Om svigt, forældre, Helsinge, livet som udskældt debattør. Det sidste havde jeg selv oplevet på klods hold engang, jeg var på sommerophold på Vallekilde Højskole, og nogle blev så vrede af hendes oplæg, at de udvandrede til den park, jeg selv lå og flød i i forvejen. Jeg havde nemlig pjækket og lagt mig derud med en avis, ikke på grund af Leonora, men fordi jeg var enlig mor og nød en lille pause, mens min datter var på børneprogram. Det eneste, jeg vidste om Leonora dengang, var, at hun ofte skældte ud på netop folk med børn, derfor var jeg ikke så venligt indstillet. De, der kom defilerende ud, var det ærlig talt heller ikke.

Nu sad jeg i hendes stue og mærkede en sitrende energi fra hende og en kæmpe nysgerrighed på hendes historie.

Efter salonen gik jeg hjem og læste Den, der lever stille, Leonoras autobiografiske roman, der skulle komme til at rydde bordet, boghandlerne og foredragssalene, ikke bare det år, men også det næste. Og forstod pludselig det hele. For det var en fantastisk god bog, som også fik velfortjente seks hjerter her på bloggen. Jeg syntes, det var så retfærdig en historie; en forfatter, der rent faktisk havde brugt tid på at øve sig på at skrive, havde arbejdet sig op til sin succes, havde gået så grueligt meget igennem …

I torsdags udkom historien om ‘så grueligt meget’. Bogen om Leonoras udspring, ikke som homo, men som forfatter, hedder Hvis vi ikke taler om det, men det er et spinkelt håb, for som Leonoras forlag skrev på udgivelsesdagen “#Hvisviikketaleromdet er vist den bog, (næsten) alle taler om i dag her på IG” Leonora Christina Skovs bedrift med Den, der lever stille er et fænomen – “Man vil gerne lave en Leonora”, som damen med de brune øjne sagde, da bloggersalonen forleden blev gentaget, nu digitalt. Hun hedder Camilla, er pressechef på forlaget og også med i den nye bog.

Og sådan bliver det både lidt meta og lidt mudret for mig. For Leonora og jeg deler forlag nu, og jeg genkender flere af bogens personer. På den måde spejler jeg mig både i Leonoras kvien sig ved at anmelde kolleger (hvilket gør dette indlæg svært at skrive), hendes tidligere fornemmelse af ikke rigtig at være med i det gode selskab og hendes registrering af litteraturen som en Winner takes it all-arena. Det føles umuligt at anmelde bogen uden at anmelde kvinden, men da Leonora ofte selv har gentaget, at hun ikke vil anmeldes på sin person, prøver jeg at skille tingene ad. Jeg kan nemlig så godt lide hende – det lidt, jeg har mødt hende – at jeg har lyst til at skrive mere positivt om Hvis vi ikke taler om det, end der er dækning for i min lidt skuffede læseoplevelse.

Der er ting, jeg godt kan lide. Det er en smuk bog. Leonoras æstetiske sans har slået til igen, og både romanen og den medfølgende notesbog Hvis vi ikke skriver om det er simpelthen så lækre at både se på og røre ved, at det er til at blive rørt over. Inden i romanen flyder sproget, man driver som læser behageligt igennem, og også det kan jeg lide. Beskrivelserne fra barndommens mobning og de første år som forfatter transporterer mig ligesom Den, der lever stille tilbage til en tid, vi har tilfælles, fordi vi er jævnaldrende og har levet lidt parallelle liv, selv om vores erfaringer er vidt forskellige. Beskrivelsen af mødet med København, hvor man blandt andet kan få et eksotisk studiejob med at skrive en dement mands erindringer, nyder jeg også i fulde drag. Leonora mødte nok et mere eksotisk København end jeg, men selve mødet spejler jeg mig i.

Til gengæld bliver jeg mindre følelsesmæssigt revet med og har svært ved at se protagonistens projekt – eller måske snarere problem (når vi undtager de meget omdiskuterede 30 sider, som jeg ikke har lyst til at føje yderligere til). Måske er det uretfærdigt, men det er svært helt at forstå, hvordan det blive en succes, have mange foredrag og blive hyldet af sine læsere udgør et drama. Eller tidligere i bogen/livet: hvorfor det at begynde at sælge sine bøger, få legatophold i udlandet og statens treårige arbejdslegat ikke rigtig batter. Da sidstnævnte sker, fremhæves en kikset tale mere end selve legatet. Og mens Leonora ‘kun’ sælger nogle tusinde bøger og kan leve sit gode skriverliv rundt om i verden med sit livs kærlighed ved sin side beskrives det med en form for resignation. Da det lykkes hende at slå helt og aldeles igennem, bliver succeskriteriet ved at være, at ingen dør eller hamrer løs på hende. Er det virkelig rigtigt? Eller er det et greb, der skal få os til at forstå, at den omsorgssvigtede for altid må gennemspille barndommens usunde dynamik med sine forældre og tro, at ingen vil hende det godt? Det forbliver også uklart, om den planlagte filmatisering af Den, der lever stille mest af alt er en belastning, selv om de involverede filmfolk lyder både engagerede og empatiske. Identifikationen er derfor svær at finde.

Jeg under virkelig Leonora hendes succes, for Den, der lever stille kan noget helt særligt. Men har hun mon tænkt over, at det nu er hende, der som vinder ‘tager det hele’, og ser hun det som et problem, eller var det kun et problem, da vinderen var en Knud? Den refleksion ville have været så klædelig, for vores fælles branche er paradoksalt nok ikke for følsomme sjæle, selv om den er fuld af dem.

Kunne vi få de refleksioner og måske også en nærmere forståelse af den far, der også i denne bog forbliver et mysterium, når der har været lidt luft og plads til at tænke? Leonora siger selv, at hun har lovet Annette (som jeg virkelig fortryder, at jeg ikke turde tale med den dag for tre år siden – for hun lyder så spændende!) ikke at skrive mere om sig selv foreløbig. Fair nok. Men om nogle år ville jeg i den grad være klar til igen at flyde med i det Leonora’ske univers. For uanset at denne bog slet ikke vælter mig omkuld som sin forgænger, så har hun sat udtrykkelige spor i vores verden som læsere. Gid, hun må begynde at nyde det lidt mere.

Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Et tab, det er svært at få lov at sørge over

Anna Katarina Smit Hinge er blevet medlem af et fællesskab, hun aldrig havde lyst til at blive medlem af. Fællesskabet af kvinder, der har mistet deres ufødte børn. En usynlig smerte, der bliver blot en lille smule lettere at bære, når man er flere om det samme tab.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Det første, man møder i Le Gammeltoft og Marie Nørgaards bog, Tabet, er som i de fleste bøger en dedikation. Normalt plejer det at være noget, jeg hurtigt bladrer forbi uden at tænke videre over den, men denne gang var det anderledes. Dedikationen lyder ”Til Filippa og Lilja – og til de børn, som ikke er her længere”. Da jeg læste den linje, vidste jeg, at vi allerede forstod hinanden. Bogen handler om at miste sit ufødte barn – på alle tidspunkter i graviditeten. For knap en måned siden mistede jeg mine tvillinger i 9. graviditetsuge. Det var og er stadig en kæmpe sorg at miste et liv, som man allerede havde knyttet sig til. Jeg så dem allerede som børn, på trods af at de ikke var større end to kidney-bønner. Men med to hjerter, der slog så fint, føltes størrelsen fuldstændig irrelevant – for de var mine børn. Derfor blev jeg så glad (og rørt), da dedikationen lød ”til de børn, som ikke er her længere”. Det kan nemlig være svært at tillade sig selv at se dem som andet end ”bare” fostre eller pletter på en skærm. Det bliver beskrevet så godt af jordemoder og klinisk psykolog Anna-Katherine Højland i bogen:

”Mange forstår ikke, at det psykologiske forældreskab, der er ved at blive udviklet for det lille ufødte barn, slet ikke stemmer overens med gestationsalderen på fosteret i maven, og som de nu har mistet”.

Dette er blot ét af mange citater fra eksperter, der på fineste vis formår at beskrive de følelser, som man sidder tilbage med efter at have mistet.

Bogen er opdelt i 21 kapitler, som hver ter dedikeret til en kvinde, mand eller ekspert, der fortæller om dét at miste et ufødt barn. Der er også historier, der omhandler fødsler af børn, der når at være i live i et kort stykke tid, før de går bort. Alle fortællingerne er personlige og rørende – og barske at komme igennem. Jeg føler, at jeg kan mærke deres sorg, ensomhed og fortabthed helt inde i hjertet. Flere nævner, at de jo godt kender statistikken for spontane aborter, men at det alligevel kommer som et chok, når det så sker. For det er ikke et emne, der bliver talt meget om, og med mindre man selv har gået igennem det, er det meget svært at forstå, hvor svært det egentlig er. Derfor er det utroligt befriende at læse om alle de par, der sætter ord på deres følelser og ikke lægger skjul på, hvor stor sorgen er. Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.

Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.

Det føles, som om ens følelser bliver normaliseret. Det er ikke forkert at være knust, selvom man ”kun” var tidligt i graviditeten. Jeg begyndte at læse bogen en morgen over kaffen og lagde den ikke fra mig, før jeg var færdig. Jeg kunne mærke, at den bog var lige præcis det, jeg havde brug for i det øjeblik. Udover den lettelse, det er at føle sig forstået, når man føler sig så ensom med sine følelser, så giver bogen også et håb om, at det bliver bedre på et tidspunkt. Mange af kvinderne og mændene i bogen har nemlig et privilegium, som jeg glæder mig til også at have – nemlig tid. Det kan føles, som om tiden snegler sig afsted, når man har mistet. Det eneste, man ønsker, er at komme over på den side, hvor tabet ikke føles som en fysisk ubærlig smerte mere. Det hjælper at læse de smukke historier, hvor parrene på trods af tragedie og ulykke kommer igennem det – og næsten alle ender heldigvis med én eller flere raske babyer.

Bogen skal have seks store hjerter og et kæmpe tak. En tak til Le Gammeltoft og Marie Nørgaard for at skrive en vigtig og rørende bog og for at sætte fokus på et emne, som berører mange, men ikke bliver talt nok om. Bogen kan både læses af kvinder, der har mistet, partnere og andre, der på nogen måde er berørt at et tab.

Tabet – fortællinger om at miste sit ufødte barn af Marie Nørgaard og Le Gammeltoft er udkommet på Heartbooks og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Hemingway for feinschmeckere

Palle Schjødtz skrev stil om Den gamle mand og havet til en terminsprøve i 1959. Nu har han genlæst mesterværket i en ny oversættelse og kalder den “et must for Hemingway-fans”.

❤️❤️❤️❤️❤️ “Den gamle mand og havet regnes af mange som hans bedste roman”, skrev jeg i 1959 til en terminsprøve i dansk stil i 3. g om Hemingway og hans forfatterskab, og det er der sikkert mange, der stadig mener. I hvert tilfælde kastede romanen fra 1952 en Pulitzerpris af sig i 1953, og den var også medvirkende til at indbringe forfatteren Nobelprisen i litteratur i 1954. Der er ingen tvivl om, at han i den periode blev regnet for en af de allerstørste amerikanske forfattere, og litterater i hele verden kappedes om at udlægge teksten om den gamle fisker, der fanger sit livs fisk, kæmper med den i flere dage og nætter, overvinder den og mister den igen til grådige hajer. Det blev Hemingways sidste roman, inden han i 1961 syg og depressiv begik selvmord.

“Den sidste roman Hemingway har udgivet er “Den gamle mand og havet”. Den er af mange regnet for hans bedste.” Sådan skriver Boglivs anmelder i en stil i 3.G.

Allerede i 1950’erne havde et dansk forlag udgivet alle Hemingways romaner på dansk i en serie. Efter hans død blev der måske i en årrække lidt mere stille omkring forfatterskabet, men i de senere år myldrer biografier og genudgivelser frem, og det tyder jo på fornyet interesse.  Selv har jeg med stor fornøjelse genlæst det hele, og det kan anbefales alle til generationer, for emnerne er evigt menneskelige og sproget og fortælleformen fantastisk.

Nu har Lindhardt og Ringhof udgivet biblioteksudgaven af Den gamle mand og havet i en ny dansk oversættelse af Mich Vraa med forord af Hemingways søn Patrick, redigeret og med introduktion af Hemingways sønnesøn Seán. Bogen indeholder desuden en novelle, Jagtens glæder, der ikke tidligere har været udgivet, samt fem yderligere appendices, hvoraf det mest interessante er det fuldstændige, maskinskrevne manuskript til romanen med Hemingways håndskrevne rettelser. Desværre er nedfotograferingen af manuskriptsiderne til bogens sideformat gået ud over læsbarheden, men det er stadig muligt for feinschmeckeren at fordybe sig rettelserne.

Det er velkendt, at Hemingway var en passioneret dybhavsfisker, og bogen indeholder beretninger om, og gamle fotos fra, nogle af de mange fisketure, som har givet Hemingway idé og inspiration til romanen. Den rummer meget detaljerede beskrivelser af udstyr, metoder og besværligheder, og så kan enhver lægge den symbolik i handlingen, som man ønsker.

I introduktionen refererer Seán til et brev fra Hemingway til en bekendt: Så er der den anden hemmelighed. Der er ingen symbolik. Havet er havet. Drengen er drengen, og fisken er fisken. Hajerne er alle sammen hajer, hverken værre eller bedre. Hvis det er rigtigt, reduceres romanen alligevel ikke til en lidt langtrukken historie om en besværlig fisketur, for Hemingways fortælleform fornægter sig ikke. Min personlige opfattelse er dog, at en række af Hemingways andre romaner er nok så interessante.

Mich Vraa har i sin oversættelse brugt et nutidigt letløbende sprog, der naturligvis adskiller sig fra Ole Restrups oprindelige oversættelse, og det er en fordel for nutidens læsere. Bogen er uundværlig for Hemingway fans.

Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway i nyoversættelse ved Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Gæsteanmeldelse: For der var krig i Korea …

Da Palle Schjødtz var 10 år, gjorde Korea-krigen indtryk, og han har glædet sig til at læse om hospitalsskibet Jutlandia. Krigen ville han gerne have hørt mere om, men personfortællingerne er spændende, skriver han.

❤️❤️❤️❤️ Koreakrigen i 1950-53 og den danske humanitære indsats i form af hospitalsskibet Jutlandia er det nok de færreste, der har en erindring om i dag, og i så fald mest på grund af Kim Larsens sang og måske TV-serien M.A.S.H. På en tiårig dreng i Danmark gjorde selve krigen nok det største indtryk, for aviserne berettede, at afhængig af udfaldet kunne det være begyndelsen på en ny verdenskrig. Det var jo en stedfortræderkrig mellem Sovjetunionen og senere Kina på den ene side og FN ved fortrinsvis USA på den anden side, og hvor krigshandlingerne sluttede med en våbenhvile, der aldrig er blevet afløst af en fredsaftale, og hvor våbenhvilen i 2009 er ophævet fra nordkoreansk side, så der i dag faktisk består en krigstilstand mellem det lukkede, kommunistiske Nordkorea (og Kina) og det vestorienterede Sydkorea (og USA).

Det er derfor med store forventninger, man kaster sig over Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa, idet sidstnævntes seneste roman, Vaniljehuset, var en af sidste års største boglige oplevelser. Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde, men at den nok ikke kunne leve helt op til denne anmelders forventninger, som måske var urealistiske. Herom senere.

Romanen har to hovedpersoner. Den ene er en ung, dansk sygeplejerske, Molly, som i opgøret efter 2. Verdenskrig har haft en særdeles ubehagelig oplevelse. I kraft af sin faglige kunnen og på trods af sin unge alder bliver hun ansat på Jutlandia, og romanen beskriver i den første halvdel med hende som fortæller nogle oplevelser og refleksioner på rejsen til Korea, både ombord og under de sparsomme ophold i nogle havnebyer, der anløbes på vejen. Indimellem er der afsnit med bogens anden hovedperson, en 11-årig nordkoreansk pige, Yun, der efter et luftangreb på hendes landsby flygter mod syd sammen med sin bror og en anden dreng fra landsbyen. Beskrivelsen af flugten er hjerteskærende.

Lad det være sagt med det samme, at bogen er spændende, velskrevet og interessant, og at den blev slugt i store mundfulde

I bogens anden halvdel læser vi om hospitalsskibets indsats efter ankomsten til Korea, som oplevet og fortalt af Molly, og Yuns oplevelser i den sydlige havneby Pusan som gadebarn i en hård tilværelse. Til sidst flettes de to hovedpersoners historier sammen for en stund.

Mollys personlige oplevelser, forelskelse og bekæmpelse af de dæmoner, hun har med fra opgøret i Danmark efter 2. Verdenskrig, er interessante og et godt tema i sin selv. Der må imidlertid være meget andet at fantasere om med den store og blandede besætning af søfolk og hospitalspersonale på Jutlandia . Det kunne man godt have lyst til at høre lidt mere om.

Den koreanske piges oplevelser skal formentlig illustrere krigens gru, og det gør romanen udmærket, men det føles som en lille flig af et meget stort drama, som vi ellers ikke hører meget om. De amerikanske soldater, der optræder i romanen fremstilles med en enkelt undtagelse i et generelt usympatisk lys, medens modpartens grusomheder kun sparsomt omtales. Den regionalpolitiske baggrund for konflikten berøres slet ikke, og det savnes. Heller ikke FNs rolle forklares nærmere.

Forfatterne har bygget to personbeskrivelser ind i et verdenspolitisk drama, og som personbeskrivelser er der kun den indvending, at de ikke hører overbevisende sammen. Beskrivelsen af Jutlandia’s rejse og indsats i Korea er også interessant, men der må være meget mere at beskrive. Koreakrigen bliver vi ikke meget klogere på.

Pigen og det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Retningsløs rejse ind i voksenlivet

Kommunikationschef og antropolog Camilla Rosengaard har både læst Helle Helles nye bog BOB forfra og bagfra og er bjergtaget af dens beretning om den ensomme rejse ind i voksenlivet, vi alle må tage.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Langdraget, Arnestedet, Stilledal, Appollovej, Kastanie Allé, Bogholder Allé, Linde Allé, Jernbane Allé, Damhussøen, Grøndals Parkvej. Det vrimler med stednavne i Helle Helles nye coming of age-roman BOB. Stednavne, som udgør faste punkter i den unge Bob’s første måneder på egen hånd i voksenlivet. 

Bob er flyttet fra forældrene på gården i nærheden af Maribo på Lolland til Vanløse med sin kæreste, der er startet på universitetet. Mens kæresten etablerer sig med studiegruppe og studier, er Bob i vildrede om, hvad han vil med sit liv.  

… han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.

Bob kan ikke mærke, hvad han har lyst til, hvor han skal hen, eller for den sags skyld hvem han er her i storbyen. I løbet af romanen vandrer Bob rundt i Vanløse, på Frederiksberg og i indre by. Han lærer efterhånden kortet at kende, mens landskabet forbliver ukendt og fremmed. 

Romanen finder sted i 1980’ernes København, og ungdomsarbejdsløsheden påvirker også Bob’s tilværelse. Han får ved et tilfælde et job som afløser på Sømandshotellet i Nyhavn med få og uregelmæssige ugentlige vagter, der hverken kan give ham en tilstrækkelig indtægt, adgang til nye venskaber eller en form for indhold i livet. 

Hen over det efterår, vinter og forår, som romanen forløber over, går Bob i stigende grad i stå. Alting smuldrer, og ensomheden fylder. 

Gymnasiekæresten, som han er flyttet til byen med, og som i parentes bemærket udgør historiens alvidende fortæller, glider fra ham (ligesom hun i løbet af romanen glider ud af fortællingen). 

Den kærlige familie hjemme på Lolland er langt væk, og selvom de kommer med velmente forslag til, hvad han kan stille op med sit liv, kan de ikke hjælpe ham. Relationen til forældrene er også under forandring. Bob skal træffe sine egne valg, hvilket han tilsyneladende ikke har hverken kompetencerne eller kræfterne til.

Selvom 80’erne ikke rigtig rummede særlig nuancerede begreber for psykisk sårbarhed, får Bob et sammenbrud uden, at han tilsyneladende bliver set, forstået eller hjulpet i den krise, som han befinder sig i.

Bob led af skyldfølelse, den groede i flere retninger. Han var begyndt at råbe af sig selv, hvis han tabte sin blyant eller skar brødet skævt. Men samtidig syntes han også, han råbte af en anden, han vidste bare ikke hvem. Der var nu en lettelse forbundet med udsigten til at skulle være alene hjemme. Han havde udviklet en metode til at gøre rent hen over en hel dag. ….. Iagttog sine håndbevægelser, genkendte indimellem ikke sin hånd.

Bob er ikke i stand til at træffe valg. Det er en af bogens afgørende eksistentielle pointer, at mennesker træffer valg, og valg skaber mennesker. Helle Helle viser på sin sædvanlige underrapporterende vis, hvad der sker, når valgets skabende kraft er udenfor et menneskes rækkevidde. 

Hvordan historien ender for Bob, vil jeg ikke løfte sløret for her, men jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Den er vedkommende for unge såvel som for deres forældre og bedsteforældre. Den beskriver på nænsom, kærlig og ikke-dømmende vis, hvordan tilværelsen kan gå i opløsning i den svære overgang fra barn og ung til voksen. Den demonstrer den liminale fases farefulde territorium, hvor kortet muligvis er til at lære, men landskabet ikke er. 

BOB er så medrivende og samtidig betydningsmættet skrevet, at denne anmelder måtte læse bogen først forfra og siden bagfra. Det kan man godt – ligesom med navnet BOB

BOB af Helle Helle er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.