Farvel, druk

❤️❤️❤️❤️❤️

Asiatisk i sin Vælde er Angsten.

Sådan tænkte jeg sommetider, når jeg som ung vågnede med tømmermænd efter en særlig voldsom bytur og prøvede at huske, hvem jeg skyldte penge og undskyldninger.

Linjen stammer fra et digt i Tom Kristensens ikoniske roman Hærværk om journalisten Ole Jastrau, der med stor determinisme går i hundene i 1930’ernes København.

Sætningen dukker op hos mig igen, da jeg læser det første afsnit af Jesper Steins roman Ædru om journalisten og forfatteren Jesper, der er færdig med at gå i hundene i vor tids København:

Jeg står på kajen ved Langebro. Om en halv time skal jeg til mit første møde på behandlingsstedet. Der sidder et gisp fast i halsen på mig, så jeg ikke kan trække vejret fuldt ned i lungerne.

De fleste, der har prøvet at være fulde, kender også tømmermændsangsten. Hjertet, der banker alt for hårdt efter en nat med organerne marineret i alkohol, følelsen af at være bedøvet og se helt klart på én gang. Lettelsen, når det endelig bliver dagen efter dagen derpå, og både saltbalancen og virkelighedsopfattelsen står i vater igen.

For Jesper Steins roman-jeg – hvis lighed med forfatteren er tilsigtet – sker det først efter flere årtier på større eller mindre grader af druk. Asiatisk i sin Vælde virker derfor næsten som en underdrivelse. Det er ren rødsel. Hærværk var min egen yndlingsroman, da jeg læste dansk på universitetet i 1990’erne, og den er blot ét eksempel på den kunst-og-undergangs-litteratur, roman-Jesper har forlæst sig på:

Da jeg var ung, ville jeg så gerne opleve det, jeg oplever nu. Jeg fantaserede og drømte om det nul, jeg befinder mig i. Jeg søgte det. Druk, selvdestruktion, skilsmisse, katastrofer og pludselig død.

Romanens og virkelighedens Jesper har haft et godt liv og fine titler som journalist og forfatter, men han har drukket mange af sine dage og ikke mindst sit ægteskab væk. Han må tage antabus for at se sine børn. Nu er han gået i Minnesota-behandling. På en stol i en halvcirkel af andre stole gennemgår han de nødvendige trin sammen med skiftende andre afhængige og deres såkaldte supervisor. Om aftenen og natten på hotelværelser og i lånte lejligheder læser han om den svenske forfatter Per Olov Enquists alkoholisme og gentagne fejlslagne afvænningsforsøg i bogen Et andet liv. For Jesper Stein – og P.O.E. og Tom Kristensen og mange, mange andre kunstnere med dem – har troet på den kulsorte løgn, at alkohol fremmer kreativiteten, og at der er noget særligt ophøjet i at drikke sig ned i et hul.

Det er en syg præmis, at kunst skal blive til i lidelse. Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider.

Alkohol er ikke bare ophøjet i forfatterkredse. Den er en indgroet del af vores forestilling om det ekstra intense liv. Tænk på, hvordan vi i 2020 gik rundt og fnisede ‘funktionspromille’, mens vi nynnede med på Scarlett Pleasures ørehænger What a Night, som lagde et forførende musikalsk lag ovenpå Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk og i nogens øjne gjorde det til en god slutning, at Mads Mikkelsen valgte at danse rundt med gymnasieeleverne i champagnebrusebad i stedet for at tage imod sin ekskones fremstrakte hånd.

Ædru ‘handler’ om ikke om druk, men om det, der følger efter druk, hvis man er heldig nok til at overleve den. Den handler om stolene i halvcirklen og de mennesker, der sidder på dem med al deres smerte, fortrydelse og fornægtelse. De smøger, der bliver røget i gården, teen der bliver drukket, mens de afhængige konfronteres med alt det, de har gjort forkert. Hele konceptet virker så bekendt, formentlig fordi vi har set det så mange gange i amerikanske film. Jeg tricker altid en smule over den ydmygelse, der synes at skulle ligge i afvænningbehandlingen. Den afhængige skal helt ned:

“Så fik jeg et tilbagefald.” (….) “Det hedder, du tog et tilbagefald.”

Altid denne korrekte korreksen, disse hellige selvretfærdige supervisors, tænker jeg, da jeg læser det, men det virker nødvendigt, og måske er det vitterligt det, der skal til. P.O.E. gør oprør under sine behandlinger, det gør Stein ikke. Han er benhård ved sig selv:

Den Jesper, jeg var i 20’erne, fortjener helt sikkert et nådigere blik. Det bliver bare ikke fra mig. Jeg er i gang med at rive ned, jeg er på hævntogt i mit liv.

Hævntogtet afslører løgnene, fornedrelsen, de overmodige seksuelle eskapader, svigtene, som har været følgen af forfatterens misbrug. Indimellem i en grad, så man har lyst til at holde sig for ørerne – eller give ham en krammer. Er Jesper Stein nådesløs i sin hudfletning af sig selv, er han til gengæld generøs over for sine læsere. Vi får lov til at komme med ind i behandlingsrummet, minderne om den mand, han var, da alkohol var en mulighed. Får lov at mørke sorgen over alt det, der er spildt. Kærligheden, som det vigtigste:

Jeg tænker på hende, på det liv, vi har haft sammen, og på mine løgne, som har været mit panser for at kunne drikke. Jeg tænker på den mand, jeg mærker i hendes ord om mig, et monster, en narcissist, et vrangbillede på alt, jeg står for, nogle gange tænker jeg, at hun ville være glad, hvis jeg tog et tilbagefald, fordi det ville bekræfte, at jeg er et menneske, man ikke kan have tillid til.

… tog et tilbagefald. Behandlingens ord bliver jeg’ets, og det virker ikke så meget som en sejr som en nødvendighed. Der er kun denne her vej eller døden for ham nu, om ikke den fysiske så mulighedernes død. Muligheden for at være far. Muligheden for at skrive. Leve. Noget er tabt for evigt, og smerten ved det tabte er så virkelig, at det gør ondt at læse. Ondt gør også scenen, hvor forfatteren går med sin nye ven Joe til dennes fernisering og taler ædruelighed for meget modvillige ører. Myten om den påvirkede kunstner er ikke død. Men det er Stein heller ikke. Han er ædru. I live og til stede. Hvilket mod og hvilken evne til at beskrive, hvor meget det koster. Det kan vi faktisk godt være taknemmelige for.

Ædru af Jesper Stein er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen var venligst tilsendt af forlaget

Advertisement

Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog, før min mor døde

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:

“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”

Og moren svarer:

“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”

Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.

“Det er mig, der skal dø.”

Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.

I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:

“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”

I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:

“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”

Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:

Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.

Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.

Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.

I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.

Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.

Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.

Gæsteanmeldelse: Hemingway igen, igen

Palle Schjødtz har læst noveller, som viser begyndelsen til den stil, der gjorde Hemingway berømt.

❤️❤️❤️❤️❤️ Ernest Hemingway er tilsyneladende uopslidelig, og godt for det. Allerede før Hemingways død for egen hånd i 1961 kunne man købe hans samlede værker i et forlags serieudgivelse, og forlaget Lindhardt og Ringhof har i en længere årrække udsendt forskellige samlinger, hvoraf nogle tidligere er anmeldt på denne bogblog.

Nu er turen kommet til Hemingways tidligste litteratur fra midten af 1920erne. På det tidspunkt havde han allerede gjort sig bemærket som journalist ved en række artikler, som er udgivet af Lindhardt og Ringhof sammen med senere artikler under titlen Udvalgte reportager fra fire årtier.

Den nyeste Hemingway-udgivelse har titlen I vor tid, og det er en novellesamling, der indeholder tre ungdomsnoveller, oversat af Mich Vraa, og to udgaver af novellesamlingen I vor tid, der tidligere er oversat af Poul Borum fra In Our Time.

De tre korte ungdomsnoveller fra 1916 er i Hemingways senere så berømte stil, enkel og realistisk med barske handlinger fra livet i skovene blandt pelsjægere, indianere og boksere.

  … mærkede han ståltænderne på den bjørnefælde, som Dick var kommet for at røgte..

Den første udgave af I vor tid udkom i 1924, og den består af 18 korte tekster med mere eller mindre dramatisk indhold. I 1925 udkom I vor tid igen med næsten de samme korte tekster blandet skiftevis med egentlige noveller, heraf nogle af Hemingways mest berømte: Indianerlejr, Doktoren og doktorens kone, Tredages-stormen, Bokseren og Store flod med to hjerter. Alle novellerne er spændende læsning, og den sidste er en perle.

Hemingway vandt senere stor international berømmelse med sine romaner om krig, kærlighed og heltemod baseret på egne oplevelser i det tyvende århundredes store krige og på havfiskeri efter de helt store fisk ved Cuba eller storvildtjagt i Afrika. I 1954 fik han Nobelprisen i litteratur for næsen af Karen Blixen.

Hvis man vil studere begyndelsen på den stil, som Hemingway efterhånden udviklede til perfektion, og samtidig blive godt underholdt, kan denne samling af korte tekster og noveller stærkt anbefales.

I vor tid af Ernest Hemingway, oversat af Poul Borum og Mich Vraa, er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: “Man ved jo altid bedre”

Antropolog og kommunikationschef Camilla Rosengaard har læst Lotte Kirkebys anden roman med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man ikke vidste bedre. Titlen på Lotte Kirkebys nye roman indkapsler meget præcist bogens kompleks af tvetydige, ambivalente, paradoksale og modsatrettede følelser, som genereres i de nære relationer.

For man ved jo altid bedre. Det gør bogens hovedperson og kvindelige jeg-fortæller i hvert fald. Hun er i en moden alder vendt tilbage til den provinsby, hvor hun i 1960’erne og 1970’erne har levet med sin mand og eneste datter. I løbet af den dag, hvor historien udspiller sig, rulles kvindens fortælling op med særligt fokus på de år, hvor hun skaber en lille familie sammen med sin mand og forsøger at tilpasse sig et lokalsamfund med snævre normer for, hvad kvinder kan og bør.

Tilpasningen lykkes aldrig. Koderne til det sociale er umulige at knække, og læseren deltager side om side med hovedpersonen, der aldrig navngives, i en art antropologisk feltarbejde på sidelinjen af det levede liv med mere observation end egentlig indlevelse.  

Den smertefulde adskillelse fra barnet

Centralt i Kirkebys fortælling står morens vanskelige tilknytning til, og senere adskillelse fra, datteren. Graviditeten og barnets komme slår skår i parforholdet, og det enorme forældreansvar tynger. Metamorfosen ved at gennemleve graviditeten og spalte i to er i centrum for jeg-fortællerens opmærksomhed og har ensomheden som sin følgesvend. Jeg-fortællerens bekymring over de ligheder, datteren har med hende i forhold til de manglende sociale kompetencer, afløses af fremmedgørelsen ved, at datteren allerede som teenager søger sin fars selskab.

Kirkebys skildring af forholdet mellem mor og barn rammer den almenmenneskelige erfaring ind i al dens kompleksitet, ambivalens og tvetydighed.

Sarkastisk blik på hverdagssexismen

I Hvis man ikke vidste bedre hæver Lotte Kirkeby undervejs i romanen blikket fra de nære menneskelige relationer til den større samfundsmæssige kontekst. Vi møder provins-Danmark gennem den veluddannede kvindes blik, og hun er på alle måder ’the odd one out’.

Som kvindelig læge på fødegangen er hun en fremmed fugl i de fødendes øjne. De havde ventet at møde en mandlig læge og kan ikke komme overens med det utraditionelle set up, som en kvindelig læge er på et provinssygehus på dette tidspunkt.

”De var vant til, at deres jordemoder var en kvinde, og gerne ældre, og at sygeplejerskerne var det samme, men ikke lægen. De havde regnet med at se en mand, og måske også håbet det, og jeg forstod det aldrig. Jeg havde forestillet mig, at de ville foretrække at føde sammen med en kvinde.”

Det er som om, at den brydningstid, som karakteriserer de større danske byer på dette tidspunkt, ikke rigtig har sat sit præg på provinsen. Ligestilling og ligeværd har i hvert fald trange kår. Kirkeby giver os et kort kig ind i selskabslivet og spidder sarkastisk den dagligdags-sexisme, som romanens hovedperson må lægge ører til:

”Arkitekten … sagde noget om vores hus, … og han tilføjede, at konerne bestemte for meget, når der skulle bygges. Det blev for upraktisk. ”Hvis de bare forstod, at de skulle lade os om det,” sagde han. ”At de skulle lade os være.” Men måske det var anderledes hos os, fortsatte han, når jeg nu ikke gik hjemme med al min tid og blandede mig, og så kiggede de på hinanden og løftede deres glas, som var det en af de sandheder, verden havde ventet på.”

En fortælling i mol med et afslutningsvist glimt af håb

Som en anden arkæolog afdækker Kirkeby lag på lag den kvindelige hovedpersons håndtering af relationen til de nærmeste. Det er alle de fine redskaber i arkæologens værktøjskasse, der er i brug hos Kirkeby: tilbageholdt information, antydninger, sproglige metaforer, hurtige skift i tid og rum. Bogens beskedne omfang står i kontrast til dens betydningsmættede indhold. Hvert et ord er nøje overvejet. Intet er tilfældigt – for man ved jo altid bedre.

Som med Kirkebys øvrige værker – novellesamlingen Jubilæum og romanen De nærmeste – indtog denne læser de 200 sider med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet. Har man en blå side eller et stemningsleje i mol, formår Kirkeby i den grad at puste liv i de blå toner. For det er smertefuldt at læse om et menneske, der næsten er ved at blive udvisket på grund af manglen på betydningsfulde sociale relationer. Kirkeby leverer dog med denne bog noget så livgivende som et afslutningsvis glimt af håb. Det kan på alle måder anbefales at læse denne helstøbte og vellykkede bog om de svære relationer, der betyder alt.

Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby er udgivet af forlaget Gutkind.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Derfor er jeg vild med “I LOVE LOUISE”

Boglivs erhvervspraktikant Laura Lemonius brugte sin uge i praktik på at arbejde med bogen “I LOVE LOUISE” af 48-årige Sissel Bergfjord. Her fortæller Laura, hvorfor hun har valgt den.

I bogen “I LOVE LOUISE” møder man Mirjam, hvis forældre er skilt. Faren har lige har mødt verdens mest perfekte kæreste. Alt virker så godt og lykkeligt, indtil farens kæreste langsomt begynder at ekskludere Mirjam fra den nye familie, som hun åbenbart ikke er velkommen i, selvom det er hendes egen far.

Jeg synes, bogen er et helt fantastisk stykke arbejde, der virkelig sætter følelserne i gang. Jeg elsker måden, Sissel Bergfjord kan få vreden og følelserne ud af én, når alting går galt for Mirjam. Man får helt lyst til give hende et kæmpe kram og slå alle, der nogle sinde har gjort hende fortræd. Som i dette eksempel:

Louise var i gang med at skubbe mig ud af mit værelse, ud af lejligheden, ud af deres liv, centimeter for centimeter, som havet, der langsomt æder sig ind på kysterne og til sidst sluger husene langs vandet. Hvordan kunne hun mene, at jeg ikke var en del af deres familie? William var fandeme min bror, hvornår skulle jeg så se ham?

Bogen indeholder noget, alle kan relatere til, på en eller anden måde. Om du har oplevet ungdommen eller kun lige blevet en del af den. Om du har fået nye stedforældre, er blevet uvenner med din bedsteveninde, eller du bare har brug for en super oplevelse. Så vil jeg råde dig til at læse ”I LOVE LOUISE”.

Læs Lauras interview med Sissel Bergfjord her

Interview: ”Jeg ville skrive en moderne fortælling om den onde stedmor”

Sissel Bergfjord skriver i ”I LOVE LOUISE” om stedforældre ud fra blandt andet sine egne erfaringer. Vores Boglivs erhvervspraktikant har talt med forfatteren til en af sine yndlingsbøger.

Af Laura Nymann Lemonius, 9. klasse

Hvad var dine tanker bag ”I LOVE LOUISE”, og hvorfor skrev du den?

Jeg ville skrive en moderne fortælling om ”den onde stedmor”, som er et klassisk tema og samtidig en problematik, som findes i dag. ”I LOVE LOUISE” handler om en pige, der føler, at hun mister sin far lidt i en periode, fordi hans loyalitet ikke er hos hende. Historien er fortalt fra pigens synsvinkel: Hvordan er det at have en stedmor, som dybest set helst ville undvære, at man var der? De fleste børn vil jo gerne have en god relation til de voksne. Jeg har selv haft to stedmødre, og jeg kender til følelsen af, at stedmødre ikke holder af én. Jeg så meget op til mine stedmødre og syntes, de var helt fantastiske. Jeg ville rigtig gerne have et godt forhold til dem, men de ville ikke have et godt forhold til mig. Bogen er fiktion, og jeg har ikke direkte taget udgangspunkt i mine egne stedmødre, men jeg kender til problematikken.

Hvorfor er du blevet forfatter, og hvad fik dig til at skrive ungdomsbøger?

Jeg tror mere, det har valgt mig, end jeg har valgt det. Jeg har ikke siddet og bladret i kataloger og tænkt: ”Man kan blive forfatter, det vil jeg gerne være.” Efter jeg havde gået på Forfatterskolen og var debuteret, søgte jeg ind på Forfatterskolen for børnelitteratur for at prøve noget nyt.

Foto: Simon Klein-Knudsen

Er nogle af karaktererne i ”I LOVE LOUISE” baseret på din egen virkelighed?

Nej, ikke entydigt. Jeg har altid lavet mine lektier rimeligt hurtigt, så jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, bagefter. Det gør hovedkarakteren, Mirjam, også. Jeg kan også godt genkende lidt af min egen far i faren i bogen. Faren i bogen vil egentlig bare gerne have, at alt er godt, og når det ikke er godt, er han en smule konfliktsky. Han sætter ikke stedmoren på plads. Man kan sige, at jeg har været inspireret af noget, som også har fyldt meget i min egen barndom.

Tror du at mange børn og unge kan relatere til ”I LOVE LOUISE”?

Ja, det tror jeg, hvis de har prøvet at have stedforældre. Heldigvis er der nogle børn, som har et rigtig godt forhold til deres stedforældre. Der er nogle voksne, som i den grad er i stand til at elske deres stedbørn. Men jeg tror desværre også, at rigtig mange har svært ved at rumme deres stedbørn. Både fordi de er et produkt af et tidligere forhold, og fordi de tager meget tid og opmærksomhed fra den nye partner. Min første stedmor var rigtig sød ved mig, indtil hun selv fik et barn. Fra det øjeblik var jeg egentlig mere i vejen. Også den erfaring har jeg brugt i bogen.

Hvem eller hvad er du meget inspireret af, i dine bøger?

Jeg læser rigtig meget, for det er den benzin man bruger, når man skal skrive. Jeg er dog ikke inspireret af en speciel forfatter. Jeg læser både meget smal litteratur og relativt bred litteratur – og meget norsk litteratur, fordi der er så meget godt.

I LOVE LOUISE af Sissel Bergfjord er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Læs Lauras begrundelse for at arbejde med “I LOVE LOUISE” her

Læs mere om Sissel Bergfjord her

“Hver gang jeg er alene for længe, glemmer jeg, hvem jeg er”

Det er længe siden, jeg læste den norske forfatter Geir Gulliksens roman Den jeg skulle blive. Længe siden jeg burde have omtalt den her. Men jeg kunne ikke rigtig. Jeg ville gerne. Alle andre flød over i stjerner og hjerter og begejstring. Men jeg havde svært ved at rumme historien om Henning, der, nyfyret fra sit reklamejob og desillusioneret over sine forhold til kvinder, forsøger at indlede forhold til mænd, mens han reflekterer over de relationer, som har bragt ham dertil, hvor han. For sådan tænker Henning nemlig.

“Henning klandrer de kvinder, han har været sammen med, fordi de har villet have, at han skulle være mand på en særlig måde. Men det er ikke en god idé. Man må selv tage ansvar.”

Sådan sagde Geir Gulliksen en smuk august-aften, måske sommerens sidste, ved en salon om køn og kærlighed på Karen Blixen Museet i Rungsted. Et flere gange udsat arrangement, som lige var det, der skulle til, for at jeg kunne skrive om Den jeg skulle blive.

Vi kunne skimte skibene i det fjerne, mens kærligheden og kønnene blev samtalet frem.

For som han sad der og reflekterede roligt og charmerende over kærligheden i samtale med Elisabeth Skou Pedersen forstod jeg næsten ikke, hvorfor Den jeg skulle blive var så svær for mig at læse. Men det var den. For Hennings refleksioner over, hvordan hans parforhold har påvirket ham, ikke mindst den inderlige insisteren på, at det man føler, må være sandheden, om det så skal koste en halvdelen af ens barns liv – den halvdel, hvor det ikke er hjemme – gør ondt lige der, hvor det gør ondt i forvejen på mange af os såkaldt moderne mennesker, der lever efter vores ‘mave’, følger vores ‘hjerte’ og ikke mindst dyrker forelskelsen næsten som en gud. En dum gud.

“Forelskede mennesker er jo naive. De er også forelskede i sig selv og derfor dobbelt naive,” sagde Geir Gulliksen den aften, og ih, hvor vi lo alle sammen i den smukke aften på museet.

For det gjorde godt at sidde der med vores kolde drikke og solbrændte ben og have en lidt ironisk-kynisk distance til den der fjollede kærlighed. Men kynismen nåede ikke op på det tæppebeklædte podium. Manden deroppe gjorde nemlig klart, at han tror på kærligheden. Han er gift for tredje gang med et lønligt håb om ikke at skulle skilles igen – og en følelse af, at det var hende, han er sammen med nu, han bare skulle møde, for at det lykkedes.

“Men tænker jeg det igennem, så havde jeg jo også den følelse første og anden gang, jeg blev gift. Jeg tror, vi er mange, der troede, vi skulle være sammen med den, vi mødte som sekstenårige, for evigt. Hvordan kan man tro andet, når man er forelsket?” smilede han.

Geir Gulliksen har altså både forfatterens blik for, at det moderne menneske i sin kompromisløse søgen efter egen lykke lyver for sig selv og andre og river gode hjem ned, og en menneskelig tro på, at det er sådan det må være, for kærligheden er det største.

“Nogle lever for kærligheden, andre synes, den er hyggelig. Jeg er en af de første,” som han sagde.

Måske er det derfor, Geir Gulliksens bøger om parforholdet – dets begyndelse, midte og slutning – kan føles så ubehagelige at læse, selv om de er så velskrevne (måske netop derfor). For karaktererne, fra den tilsyneladende åbne, men i virkeligheden manipulerende Jon i Historie om et ægteskab over den utro Hans med sit naive ego-projekt i Se på os nu til Henning med sine pinefulde forsøg på at blive en mand, der elsker mænd, i Den jeg skulle blive, gør ting, vi alt for godt forstår. De lever efter deres egne behov, forsøger at forstå andres og få dem til at passe sammen, mens de med sved på panden rationaliserer i en uendelighed for at holde det hele ud.

Værst – eller bedst – for mig i Den jeg skulle blive – er Hennings præcise observationer af den datter, hvis mor han engang forlod for at leve et nyt kærlighedsforhold ud. I august-aftenen sagde Geir Gulliksen:

“Vi plejer at sige, at bare de voksne er glade, så er børnene glade. Men sådan er det ikke nødvendigvis.”

I bogen står:

De første år, mens hun stadig var lille, græd hun ofte, og altid om søndagen. Hun sagde, at hun savnede mor, når hun var hos mig, og at hun savnede mig, når hun var hos mor. Jeg forstod ikke, at hun sagde det på den måde for at udglatte, så ingen af os skulle blive såret. Hun længtes, men ikke efter os. Eller hun længtes efter en version af os, der ikke længere fandtes, dem vi havde været, da vi boede sammen.

Av. Bare av. Hvis nogen synes, at skilsmisseforældre indimellem er for hårde ved sig selv, skulle de bare møde Henning. Men de følelsesmæssige pisk har en funktion; for hvis ikke vi forstår barnets smerte, hvordan skal vi så kunne møde dem i den?

Henning er også hård ved både sig selv og kvinderne, når han reflekterer over sine forhold til til dem; forhold, som i nogen grad har kostet hamhans egen identitet. Den mandlige identitet optager i det hele taget Geir Gulliksen.

“Der skal meget lidt til, for at en mand ikke føler sig mandig. Kan han tage en rød paraply over sig, når det regner? Kan han gå i kjole? Mange synes måske ikke, det er så vigtigt, men jeg er meget optaget af det.”

For Henning forsøger at komme til at elske (med) mænd for at blive den, han skulle blive. Han går på en dating-app og bliver forsøgsvis husven for et heteroseksuelt par, et pinefuldt fejlslagent forsøg, beskrevet i lange detaljer. Fantastisk skrevet, svært at læse. Senere forelsker han sig faktisk i en mand, der viser sig ikke at være homoseksuel, og måske opstår noget nyt, en udvidelse af forståelsen af, hvad kærlighed kan være.

Hvorom alting er, Henning må selv finde ud af, hvem han skulle blive, men kan man det?

“Jeg tror meget på det relationelle. At vi opstår sammen med andre. Og så snart jeg har sagt det, kan jeg høre koret af mennesker, der råber “Nej! Jeg er mig selv, når jeg er alene.” Det er interessant, at man kan have det forskelligt. Jeg kan komme med et eksempel. Jeg er meget mørkeræd, men da jeg havde min toårige datter med i sommerhus, var jeg ikke bange. Ikke fordi hun kunne forsvare mig, det kunne hun jo ikke, men fordi der var jeg far. Jeg vidste, hvem jeg var. Hver gang jeg er for længe alene, glemmer jeg, hvem jeg er,” sagde Gulliksen og fortsatte:

“Og hver gang jeg er sammen med andre, mister jeg mig selv.”

Der blev, bilder jeg mig ind, en kort stilhed i rummet, fordi vi alle kunne genkende det. Vi så ud på skibene på Øresund gennem vinduet og på portrættet af Karen Blixen, og så sendte vi den kloge nordmand hjem på et skib og gik selv ud i livet for at møde kærligheden, slå os på den og bedrage os selv og andre.

“For sådan er livet,” sagde han.

Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen er i Danmark udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Til de (nærmest) voksne

❤️❤️❤️❤️❤️ Linn Skåber og Lisa Aisato: Til de voksne

Vi har tidligere med stor fornøjelse anmeldt Linn Skåber og Lisa Aisatos monologer til ungdommen her på bloggen. Nu er den norske skuespiller og tegneren tilbage – denne gang med 286 siders livskloge monologer til de, der for længst har forladt ungdommen, og er blevet til en slags voksne.

Skåber kalder os i bogen i øvrigt ikke voksne, men voksende. Meget præcist. For hvornår er man egentlig sådan helt udvokset som menneske. Formentlig (og forhåbentlig) aldrig.

Selv i 40’erne, 50’erne og 60’erne kan man stadig ind imellem få lyst til at kalde på en rigtig voksen. Og måske er det ikke så sært. For det er ikke altid nemmere at være ældre, end det var at være ung.

Man skal vænne sig til, at ens børn også er blevet voksne. Tackle dødsangsten og kropsforfaldet på en lyserød yogamåtte henne i SATS. Overleve at blive forladt eller at blive i et parforhold, som forlængst er afgået ved døden. Måske bliver man forældreløs.

Skåber beskriver det hele med sympati, indfølelse og et sikkert blik for det, vi alle sammen deler, når vi står der midt i livet: Usikkerheden, tabene og håbet om, at finde en ny mening i den store del af livet, som stadig er tilbage. Det er sørgeligt, ondt, smukt og ind imellem også utroligt sjovt.

Skåbers små monologer (som nærmest er korte noveller) er bittersøde observationer af det liv, som starter, der hvor ungdommen slutter. Aisato bidrager som vanligt med tegninger så smukke og fortællende, at man har lyst til at hænge dem alle sammen op på sin væg. Gid der havde været endnu flere af dem!

Til de voksne burde være pligtlæsning for alle, som har svært ved at finde sig selv i rollen som voksen(de).

Linn Skåber og Lisa Aisato: Til de voksne fra People’s Press, som meget venligt har sendt os et anmeldereksemplar af bogen.

Bittersød kærlighed

❤️❤️❤️❤️ Følg dit hjerte. Det hedder en vidunderlig roman af italienske Susanna Tamaro, som jeg læste et lille stykke op fra, da min lillesøster blev konfirmeret for over 20 å siden, og jeg holdt mit livs første tale. Romanen var ét langt brev fra en mormor til et barnebarn, og pointen var den åbenlyse, at titlens bydeform kan bruges som en slags ledestjerne i livet. Mormoren ville formidle dette credo til barnebarnet, så hun kunne komme til at leve et liv i overensstemmelse med sine egne følelser – og lidt på samme måde ville jeg forsøge at give det videre til min 12 år yngre søster.

Jeg kom til at tænke på den, da jeg læste den hyggelige svenske underholdningsroman Tidselhonning. For også her kan den ældre generations fejltagelser ses som en slags budskab, der overleveres til den yngre, dog med et tvist. For den ‘yngre’ generation, her i skikkelse af den 42-årige fallerede selvhjælpsbogforfatter Ebba, har faktisk fulgt sit hjerte, men med katastrofale konsekvenser. Ebba, bogens jeg, har nemlig forladt sin søde mand og søn for sit livs forelskelse i pop-stjernen Erik, kun for at blive forladt af ham til fordel for hans unge ekskæreste, som han har gjort gravid. Nu bor Ebba, der før var hele landets selvhjælpsguru, alene og deprimeret i en lejlighed og lever af at skabe kryds-og-tværs’er til ugeblade. En bittersjov detalje er, at Ebba ikke bare var selvhjælpsekspert, men faktisk kærlighedsguru og derfor må lide den ydmygelse at se sin skilsmisse grinet skadefro af i landets medier.

Sådan starter det. Man tror på sin egen ungdom og kærligheden og havets brusen …

Romanens anden protagonist er Veronica, der bor på plejehjem og ser tilbage på en ungdom og en kærlighed, der slap væk. Hun levede lykkeligt med en anden mand i 60 år, men nu drømmer hun lidt om sin den sommer, hvor hun tabte sit hjerte. Skæbnen fletter naturligvis Ebba og Veronicas liv sammen, og romanen krydser mellem de to’s respektive fortid og fælles nutid. Dette greb har jeg aldrig rigtig brudt mig om. Jeg kommer altid til at blive mere optaget af ét af sporene og længes tilbage, når jeg skal slæbes igennem det spor, der interesserer mig mindst. Sådan har jeg det også her. Jeg er mest optaget af nutiden, og jeg keder mig en lille smule ved Veronicas affære med den kunstneriske Bo, der tilbringer sommeren på Veronicas mors pensionat. Historien om bierne, der tager bolig i pensionatet, honningen og kunstværket, som Bo frembringer, siger mig desværre heller ikke det store – måske er jeg blevet lidt for kynisk.

Til gengæld kan jeg godt lide stemningen i det svenske pensionatland, jeg kan lide den uheldige og kiksede Ebba – mere end Veronica – og jeg kan lide, at romanen ikke giver et endegyldigt svar på, om man altid skal følge sit hjerte, om kærlighed overvinder alt, og om kærlighed kan blive for sent. For jeg begynder at tænke, at det svar ikke findes, og det er bedre at lære at leve med end at løbe rundt og lede efter det.

Tidselhonning af Sara Paborn er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget

Det, vi taler om

For lidt over tre år siden, før verden gik af lave, befandt jeg mig i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Et overdådigt bord var pyntet, der var kager og champagne og en boblende forventningsfuld stemning. Jeg havde hilst på værtinden med bankende hjerte og havde nu hendes ægtefælle til bords, hvilket gjorde mig stum af generthed. En livlig lille kvinde med store brune øjne bød velkommen til bloggersalon og gav ordet til værtinden, der af hjertet takkede os, der var mødt frem. Jeg følte mig som en ubuden gæst, selv om jeg var blevet inviteret. De andre havde nemlig fulgt værtinden på Instagram i hele tilblivelsen af den bog, vi var her for at fejre den kommende udgivelse af. Fra det første ulykkelige skriveophold, hvor hun ikke kunne komme i gang, til øjeblikket hvor den smukke bog med læsebånd og guldtryk var en realitet. Jeg selv havde først fået bogen nogle dage før og havde ikke nået at læse den, og jeg havde kun fulgt Leonora Christina Skov – for hende var det – på Instagram et par dage, men jeg kunne mærke på hypen der og på de andre om bordet, at den var noget helt særligt. Selv sad jeg i smug og kiggede rundt i lejligheden og tænkte, at sådan her bor en forfatter. Med stuer en suite, masser af bøger, stuk i loftet og skrivebord with a view. Jeg var lidt misundelig, men frem for alt mystificeret. Hvad handlede det her om?

Jeg bliver rørt over den kærlighed til håndværket, der ligger i den smukke notesbog Hvis vi ikke skriver om det.

Ved bordet mellem kagebidderne og champagneslurkene talte vi om Leonoras barndom. Om svigt, forældre, Helsinge, livet som udskældt debattør. Det sidste havde jeg selv oplevet på klods hold engang, jeg var på sommerophold på Vallekilde Højskole, og nogle blev så vrede af hendes oplæg, at de udvandrede til den park, jeg selv lå og flød i i forvejen. Jeg havde nemlig pjækket og lagt mig derud med en avis, ikke på grund af Leonora, men fordi jeg var enlig mor og nød en lille pause, mens min datter var på børneprogram. Det eneste, jeg vidste om Leonora dengang, var, at hun ofte skældte ud på netop folk med børn, derfor var jeg ikke så venligt indstillet. De, der kom defilerende ud, var det ærlig talt heller ikke.

Nu sad jeg i hendes stue og mærkede en sitrende energi fra hende og en kæmpe nysgerrighed på hendes historie.

Efter salonen gik jeg hjem og læste Den, der lever stille, Leonoras autobiografiske roman, der skulle komme til at rydde bordet, boghandlerne og foredragssalene, ikke bare det år, men også det næste. Og forstod pludselig det hele. For det var en fantastisk god bog, som også fik velfortjente seks hjerter her på bloggen. Jeg syntes, det var så retfærdig en historie; en forfatter, der rent faktisk havde brugt tid på at øve sig på at skrive, havde arbejdet sig op til sin succes, havde gået så grueligt meget igennem …

I torsdags udkom historien om ‘så grueligt meget’. Bogen om Leonoras udspring, ikke som homo, men som forfatter, hedder Hvis vi ikke taler om det, men det er et spinkelt håb, for som Leonoras forlag skrev på udgivelsesdagen “#Hvisviikketaleromdet er vist den bog, (næsten) alle taler om i dag her på IG” Leonora Christina Skovs bedrift med Den, der lever stille er et fænomen – “Man vil gerne lave en Leonora”, som damen med de brune øjne sagde, da bloggersalonen forleden blev gentaget, nu digitalt. Hun hedder Camilla, er pressechef på forlaget og også med i den nye bog.

Og sådan bliver det både lidt meta og lidt mudret for mig. For Leonora og jeg deler forlag nu, og jeg genkender flere af bogens personer. På den måde spejler jeg mig både i Leonoras kvien sig ved at anmelde kolleger (hvilket gør dette indlæg svært at skrive), hendes tidligere fornemmelse af ikke rigtig at være med i det gode selskab og hendes registrering af litteraturen som en Winner takes it all-arena. Det føles umuligt at anmelde bogen uden at anmelde kvinden, men da Leonora ofte selv har gentaget, at hun ikke vil anmeldes på sin person, prøver jeg at skille tingene ad. Jeg kan nemlig så godt lide hende – det lidt, jeg har mødt hende – at jeg har lyst til at skrive mere positivt om Hvis vi ikke taler om det, end der er dækning for i min lidt skuffede læseoplevelse.

Der er ting, jeg godt kan lide. Det er en smuk bog. Leonoras æstetiske sans har slået til igen, og både romanen og den medfølgende notesbog Hvis vi ikke skriver om det er simpelthen så lækre at både se på og røre ved, at det er til at blive rørt over. Inden i romanen flyder sproget, man driver som læser behageligt igennem, og også det kan jeg lide. Beskrivelserne fra barndommens mobning og de første år som forfatter transporterer mig ligesom Den, der lever stille tilbage til en tid, vi har tilfælles, fordi vi er jævnaldrende og har levet lidt parallelle liv, selv om vores erfaringer er vidt forskellige. Beskrivelsen af mødet med København, hvor man blandt andet kan få et eksotisk studiejob med at skrive en dement mands erindringer, nyder jeg også i fulde drag. Leonora mødte nok et mere eksotisk København end jeg, men selve mødet spejler jeg mig i.

Til gengæld bliver jeg mindre følelsesmæssigt revet med og har svært ved at se protagonistens projekt – eller måske snarere problem (når vi undtager de meget omdiskuterede 30 sider, som jeg ikke har lyst til at føje yderligere til). Måske er det uretfærdigt, men det er svært helt at forstå, hvordan det blive en succes, have mange foredrag og blive hyldet af sine læsere udgør et drama. Eller tidligere i bogen/livet: hvorfor det at begynde at sælge sine bøger, få legatophold i udlandet og statens treårige arbejdslegat ikke rigtig batter. Da sidstnævnte sker, fremhæves en kikset tale mere end selve legatet. Og mens Leonora ‘kun’ sælger nogle tusinde bøger og kan leve sit gode skriverliv rundt om i verden med sit livs kærlighed ved sin side beskrives det med en form for resignation. Da det lykkes hende at slå helt og aldeles igennem, bliver succeskriteriet ved at være, at ingen dør eller hamrer løs på hende. Er det virkelig rigtigt? Eller er det et greb, der skal få os til at forstå, at den omsorgssvigtede for altid må gennemspille barndommens usunde dynamik med sine forældre og tro, at ingen vil hende det godt? Det forbliver også uklart, om den planlagte filmatisering af Den, der lever stille mest af alt er en belastning, selv om de involverede filmfolk lyder både engagerede og empatiske. Identifikationen er derfor svær at finde.

Jeg under virkelig Leonora hendes succes, for Den, der lever stille kan noget helt særligt. Men har hun mon tænkt over, at det nu er hende, der som vinder ‘tager det hele’, og ser hun det som et problem, eller var det kun et problem, da vinderen var en Knud? Den refleksion ville have været så klædelig, for vores fælles branche er paradoksalt nok ikke for følsomme sjæle, selv om den er fuld af dem.

Kunne vi få de refleksioner og måske også en nærmere forståelse af den far, der også i denne bog forbliver et mysterium, når der har været lidt luft og plads til at tænke? Leonora siger selv, at hun har lovet Annette (som jeg virkelig fortryder, at jeg ikke turde tale med den dag for tre år siden – for hun lyder så spændende!) ikke at skrive mere om sig selv foreløbig. Fair nok. Men om nogle år ville jeg i den grad være klar til igen at flyde med i det Leonora’ske univers. For uanset at denne bog slet ikke vælter mig omkuld som sin forgænger, så har hun sat udtrykkelige spor i vores verden som læsere. Gid, hun må begynde at nyde det lidt mere.

Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.