Casper & Kongstad, konflikt, venskab og en træt kompliment

❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.

Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.

Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:

Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.

Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?

(….)

Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.

Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.

For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.

Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.

“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.

Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.

“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”

“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.

“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.

“Hvad?” siger jeg.

Vi griner alle tre larmende i lang tid.

“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”

Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.

Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.

Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.

Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: Med den politiske journalist på arbejde

Palle Schjødtz har fået et godt indblik i politikeres magtspil og journalisters maskinrum i Niels Krause-Kjærs velkomponerede og velskrevne roman.

❤️❤️❤️❤️ Niels Krause-Kjær kender den landspolitiske verden og medieverdenen indefra og udefra, og med den baggrund har han konstrueret en ny intrige til sin hovedperson, Ulrik Torp, der er politisk journalist som Krause-Kjær selv. Samme Torp er ved bogens start i en lidt ynkelig situation efter en faglig og mental nedtur. Han forsøger nu at bygge en tilværelse op igen i et kontorfællesskab med andre nedbrudte fagfæller ved at skrive nekrologer og andet mindre lødigt journalistisk arbejde. Ægteskabet går dårligt, økonomien er elendig, den lånte lejlighed skal fraflyttes, og bilen mangler et nyt batteri. Det er næsten som opskriften på en gammeldags knaldroman om en amerikansk privatdetektiv, men det er bedre end som så.

Et par mystiske dødsfald blandt tidligere politikere fanger hans opmærksomhed, og snart er han på jagt efter sandheden bag partipolitiske intriger, voldelige demonstrationer, hemmelige oplysninger fra Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne, falske beskyldninger om bedrageri med forskningsbevillinger på universitetet, fake news, kommunistisk konspiration og indblanding fra fremmede magter. Selv en lille henvisning til en virusinfektion i udvikling er kommet med. Et særligt element er konkurrencen med forskellige politiske grupperinger om at være mest dansksindede omkring forslaget om en ny dansk nationaldag.

Med hjælp fra en ung kvinde, der er droppet ud fra journalistuddannelsen, men som heller ikke synes at behøve den, arbejder Torp sig langsomt frem mod sandheden. Vi får et indblik i journalistikkens effektive brug af kildebeskyttelse, indiskretion og manipulation til at afsløre magthavernes lumske og ligefrem kriminelle spil.

De mange aktører i romanen står hver for sig lidt svagt, men handlingen er lige som i de foregående to politiske spændingsromaner velkomponeret og velskrevet med stor aktualitet, og den har også potentialet til en filmatisering.

Fandens forår af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

“Man har lyst til at knalde en bevidsthed, mere end en krop”

Det var lidt som at være en lille smule på Bogforum igen, da min veninde og jeg gik til bogarrangement sammen med de andre grånende damer under overskriften “Størst af alt er kærligheden”.

Åh, savn. Bogforum har været en del af mit liv, siden min mor engang i 1990’erne tog mig med i Forum på Frederiksberg, og det gik op for mig, at der var tusindvis af andre mennesker, som elskede bøger ligeså meget som jeg selv, og som gad at tale om dem i timevis. Røre ved dem, købe og sælge dem. Tage dem alvorligt. Elske dem. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg var ikke alene. Siden blev Bogforum lig med arbejde, og det gjorde kun oplevelsen endnu bedre – kærligheden voksede, som den tit gør, når den også involverer en vis smøgen ærmerne op og tage fat.

Men kærlighed i coronaens tid er vanskelig på alle måder, også den til bøgerne og de andre bogdyr. Så i år går det naturligvis ikke at samlede titusindevis af ganske vist meget civiliserede mennesker, der aldrig ville drømme om at nyse andre steder end i ærmet – og det endda diskret – men som alligevel ville udgøre en alt for stor smittefare.

Tine Høegh på scenen for at fortælle om sin vidunderlige roman Tour de chambre. Både bogen og forfatteren er lige til at forelske sig, blev vi hviskende enige om på min række.

Bogfolket giver dog ikke sådan op. Vi ser måske rolige og milde ud på ydersiden, men på indersiden raser en ild, som man ikke skal tage fejl af. Og i november-weekenden, hvor der ville have været Bogforum, hvis verden ikke var gået af lave siden sidste år, har der været masser af små, Corona-hensyntagende arrangementer om litteratur. Søndag morgen står jeg således og venter på min veninde på Rådhuspladsen i København. I et mærkeligt mix mellem et nærmest overnaturligt smukt novembersolskin, en halvskidt lugt af alkohol og ketchup og de sidste rester af i-byen-folket drivende hvileløst rundt på den nyligt renoverede plads. Foran Politikens Pressen, hvor jeg engang selv holdt foredrag (sjældent har jeg været så nervøs, som da det gik op for mig, hvor mange der faktisk kan sidde derinde) står noget, der minder om en miniudgave af køen ved Bogforum. Damer så langt øjet rækker, mange af dem med lidt gråt i toppen. Et øjeblik bliver jeg lidt stolt. Det er sgu os, der holder den her bogverden i gang!

“Nogle af mine venner siger, at jeres generation ligesom tror, I er de første, der har fået et barn,” sagde Jes Stein Pedersen til Olga Ravn. “Hvor tror du, den irritation stammer fra?” replicerede hun. Blodet rulle skam i alle årer, selv om det hele var pænt og nydeligt.

Vi skal ind og høre tre interview og en debat under overskriften “Størst af alt er kærligheden”. Lone Frank har skrevet personligt og populærvidenskabeligt i Størst af alt, Tine Høegh har skrevet om venskab og ungdomsforelskelse i Tour de chambre, og Olga Ravn har skrevet om fødsel og moderskab i Mit arbejde. Jes Stein Pedersen interviewer dem i den rækkefølge, mens vi damer pænt bliver siddende på vores umage stole, fordi der af hensyn til Corona ikke er pause. Når vi skal nifle (den er til dig, Bonde, r.i.p.), lister vi artigt ud med mundbind på, og når vi er tørstige, hvisker vi vores mineralvandsordre i baren.

Det, der sker på scenen, er sjovt og underholdende. Lone Frank fortæller muntert og med videnskabens kynisk om den ‘kærlighedsapp’, der er installeret i os mennesker, fordi det simpelthen kræver mere end én voksen at passe menneskebørnene med de store hoveder, indtil de langt om længe kan klare sig selv. Tine Høegh fortæller sødt om, hvordan hun ofte forelsker sig i nogen, der kan noget med sprog og skriftlighed – eller som intervieweren så poetisk udtrykker det: “man ønsker at knalde en bevidsthed, mere end en krop.” Olga Ravn bringer en vredere energi på scenen, da hun fortæller om chokket ved at blive mor og møde sine egne forestilingers begrænsning: “Jo færre forestillinger, jeg har, når jeg er sammen med andre mennesker, desto mere vidunderligt bliver det. Det gælder også mine børn,” siger hun.

Rigtig sjovt bliver det, da alle tre kvinder er på scenen samtidig. De diskuterer livsvalg og er åbenlyst uenige, hvilket som Olga Ravn bemærker, er helt i orden. Lidt enige er de dog vist om online dating, som Jes Stein Pedersen spørger om ved at indlede med et “Jeg ved godt, at man ikke kun mødes på Hviids Vinstue i dag”. Okay, boomer, kunne man sige, hvis man var den type. “Som jeg skriver i bogen,” siger Tine Høegh,”Tinder kan få en til at hade hele menneskeheden.” Word.

Lidt om polyamourøsitet bliver det også til, men “hvorfor bor de altid så grimt”, bemærker den vidunderligt københavnske kulturredaktør, som også på et tidspunkt bringer vildskab ind i diskussionen ved at foreslå, at man kan bo helt op til 40 kilometer fra København (!) Hele salen griner. Helt ærligt.

Jeg sidder og bliver lidt lykkelig. Ikke over udsigten til Tinder eller endnu en tur i kærlighedens rutsjebane, som jeg måske, måske ikke har tænkt mig at tage (selvfølgelig vil jeg gerne det, who are we kidding, men alting har sin tid, og den tid er ikke lige nu), men fordi det at lytte til mennesker, der elsker ord, bruger dem og gør noget for at forstå verden simpelthen er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Sådan har det været siden 1990’erne, og sådan er det stadig, selv om jeg hverken har min mor, en mand eller Bogforum i år.

Og bagefter gik vi ud og spiste frokost.

Størst af alt af Lone Frank er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Tour de chambre af Tine Høegh er udgivet af Gutkind forlag og kan blandt andet fanges her

Mit arbejde af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

Arrangementet i Politiken var et, vi havde betalt for, men derfor kan vi da fint sige tak alligevel.

Jorden rundt på 60 sider

❤️❤️❤️❤️❤️ Sofie Maria Brand og Rasmus Juul: Børn i andre lande

Jeg ved godt, at vi er håbløst globaliserede, og at ingen kontinenter i dag er mere end et klik eller to borte. Men der er alligevel noget over den slags bøger, som muntert tager os i hånden og med ud i verden. I dette tilfælde til 13 forskellige lande for at møde en masse forskellige børn, som alle fortæller om deres hverdag.

Yarima fra Brasiliens regnskov, Cheng fra Shanghai, Luke fra Texas, Neema fra Tanzania og Ahmed fra Afghanistan. De er der alle sammen. Vi kommer også en tur forbi Grønland, Cuba, Frankrig, Storbritanien, Tyskland, Rusland, Litauen og Nepal undervejs.

Børnene fortæller om sig selv, deres by og deres familier, og små bokse supplerer med landets historie og kultur og en masse små fun facts. Som et sjovt indslag får man undervejs også muligheden for at lære at tælle til 10 på hele 13 forskellige sprog.

Illustrationerne er farverige, underholdende og uimodståelige. De pirrer nysgerrigheden og trækker nærmest den lille læser ind i teksten. Min egen datter på 9 har i hvert fald med overraskende entusiasme hver aften på kortet forrest i bogen udvalgt, hvad for et land, vi skulle besøge i dag, og der er kommet mange interesserede spørgsmål undervejs.

Verden vokser og folder sig ud i Brand og Juuls fine “miniatlas”, som burde være fast pensum for alle små verdensborgere.

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul, Børn i andre lande fra Gyldendals Forlag.

Fe-kaos fra bestsellerforfatter

❤️❤️❤️❤️ Sophie Kinsella: Mig og min fe-mor

De fleste voksne læsere vil kende Sophie Kinsella som forfatter til en lang række vanvittigt populære chick lit romaner, som bl.a. tæller den efterhånden lange bogserie om den uforbederlige shopaholic, Rebecca Bloomwood.

Men faktisk skriver Kinsella også til den lidt yngre målgruppe. Chick lit for kids kunne man måske kalde det. Universet er i hvert fald lige så umiskendeligt østrogenpåvirket som i Kinsellas bøger til voksne. Og ikke et ondt ord om det. Min datter på 8 kastede sig hovedkulds ned i det lyserøde fe-univers og dukkede først op til overfladen igen i slutningen af Fe-mor seriens anden og indtil videre sidste bog.

I begge seriens bøger møder vi den lille fortæller Ellen og ikke mindst hendes velmenende, men relativt kaotiske mor, som er en vaskeægte, helt moderne fe. Den traditionelle tryllestav er ganske vist skiftet ud med en compu-udgave, som mest ligner en mobiltelefon, men vingerne og fe-outfittet er på plads.

Desværre er Ellens mor ikke den skarpeste fe i fe-skolen. Faktisk går hendes besværgelser stort set konsekvent galt med store katastrofer til følge. Som fx dengang hun kom til at trylle en hel lufthavn væk på vej på ferie. Eller dengang hun ved et uheld forvandlede både sig selv og Ellen til aber under den fine og formelle middag hos Ellens fars chef.

Scenen er sat til uhæmmet og totalt gakket sjov, og Ellen må konstant forsøge at redde sin mor ud af de pinlige og sære situationer, hun får bragt sig selv og sine omgivelser ud i.

Latterfremkaldende, nuttet underholdning til alle små fe-aspiranter.

Sophie Kinsella, Mig og min fe-mor fra Gads Forlag, som har sendt os et anmeldereksemplar af bøgerne.

At blive set gennem andres liv

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er en kunst, som nærmest ikke kan overvurderes, men som konsekvent bliver undervurderet. Kunsten af gøre det svære let. At formulere viden så florlet, at det virker, som om det også var florlet at indsamle den viden, bearbejde og erkende den. Jeg husker den kunst fra mine år i magasinbranchen. “Damebladsjournalistik”, fnøs folk og vidste ikke, hvor meget umage, der faktisk skal til for at lave de lækre rubrikker, den inciterende indledningen, brødteksten, der holder læseren fanget til sidste punktum, også når emnet er snotnæser eller hedeture. Og hvor dårligt, det kan gøres, hvilket giver de ægte kunstnere et ufortjent dårligt ry.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Hella Bella Joofs selvhjælpsbiografi Tvilling, Yndling, Grævling. Eller rettere, da jeg slugte den i grådige inhaleringer over en weekend, med weekendens umådehold, men også med dens skamløse nydelse. For Hella Joof kan lige præcis det; hun kan servere sandheder så sødt og sjovt og finurligt, at man nemt kan overse den visdom og det indimellem hårdt levede liv, der førte op til den florlette pointe. Som her, hvor hun fortæller om at have hår, inden vidste, hvad de skulle stille op med:

Hårbalsamen og afrokamme dukkede først op i firserne. Så jeg havde hestehale eller blev det meste af min barndom det, der dengang hed drengeklippet, hver sommer, så var det hår ligesom ude af verden.

Hellas liv opvækst var i det hele taget ikke let. Som uægte barn af en jurastuderende fra Gambia og en au pair fra Danmark, voksede hun op, ikke bare med følelsen af anderledeshed, men med en helt reel og synlig en. Hendes hudfarve var simpelthen eksotisk og udløste stirren, hvisken og slet og ret racisme. Hendes mor blev gift med en ven og skilt igen og fandt sammen med en anden mand, som ikke var god for Hella, og sådan fortsatte barndommen, bumlende og skramlende og altid med en understrøm af bekymring for, om der var penge nok. Hella har ikke fået meget forærende i sit liv, hun kender uligheden nedefra, så at sige, men bekender sig til et liberalt synspunkt og troen på eget ansvar. Det knuselsker jeg hende for. Ikke så få gange har hun fået hug i medierne, når en udtalelse blev for bombastisk eller bare for borgerlig for mediedanmark, men jeg kan godt lide, når Hella bliver politisk, ikke mindst i bogen her, hvor nuancerne får plads – ja, også dem om indianerne og nedbrænding af landsbyer!

Faktisk er der meget, jeg knuselsker i denne bog, som kommer rundt om kvinders forhold til kroppen, til mænd, til andre kvinder og til børn. Små fine historier om svigt, jalousi, mindreværd, sorg, glæde og smerte. Større og alvorlige om moderkærlighed og mangel på samme, overgreb og manglende selvværd. Masser af tyngde trods de lette formuleringer.

Og så er der i Tvilling, Yndling, Grævling en umiskendelig stemning skabt af ord, som jeg genkender fra min egen barndom i 70’erne. Holda munda, troede Hella for eksempel, at hendes far råbte, når han hilste farvel med et “Hold dig munter”. Hvor jeg husker den slags fonetiske misforståelser. Vores gengivelser af ABBA-sangene på fritten var ét langt eksempel (men de artikulerede nu heller ikke så tydeligt, de svenske damer). Jeg husker træsko, tiltrækkende grimme drenge, veninde-rænkespil og Otto Leisner i fjernsynet. Jeg husker også – selv om jeg lige er en postgang senere i verden end Hella – ensretningen:

Man skulle have noget bestemt hår og en bestemt krop og en bestemt Wranglerjakke med en stålbørste i brystlommen og nogle bestemte Lee-cowboybukser med en bestemt knap på baglommen og nogle bestemte træskostøvler med ekstra hæl. (…) Jeg havde ingen af de lovpligtige effekter eller kendetegn.

Åh, hvor det minder mig om at starte på Rungsted Private Realskole og 1985 og være nødt til at købe to aflagte Lacoste-t-shirts af min ældre veninde. 250 kr. per styk, det var en formue dengang. Og selv om jeg dermed omgikkes “de rige svin”, og hun omgikkes de rigtige røde, så var ensretningen så absolut skåret over samme læst – edderrødme, som også er et ord, jeg fik et lykkeligt gensyn med. Hella Joof skriver et sted, at “Det allervigtigste i verden er at blive set.” På en måde føles læsningen af hendes selvhjælpsbiografi som at blive set, fordi vi har set så meget af det samme, og hun har lagt mærke til det også. Ensomheden bliver mindre, selv om “… i sjældens mørke nat er vi alene.”. I det hele taget er der en stor omsorg for andres sjæle, en læggen mærke til, hvad vi mennesker kan gøre for hinanden, en nænsomhed, man skal lidt om bag humoren for virkelig at sætte pris på. På et tidspunkt tog Hella Joof mellemnavnet Bella – helt uden at være til numerolog, hvilket naturligvis vakte en del furore i visse kredse, men jeg er helt rolig. Kvinden bag teksten er en smuk sjæl, som vi har at være taknemmelige for, ligesom hun er taknemmelig for livet:

(.) jeg er her endnu, og der er ingen andre steder, jeg hellere vil være, (…)

Tvilling, Yndling, Grævling (du er selv nødt til at læse den for at finde ud af, hvorfor den hedder sådan, men jeg lover, at det bliver en fest) af Hella Joof er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Sommervenner

❤️❤️❤️❤️ Anette Bjørg og Kamilla Wichmann: Sommervenner

Der sidder en gnaven gammel mand på en bænk. En sommerdag kommer en livsglad lille pige, som endnu ikke er helt nedbøjet af livet, forbi og sætter sig ved siden af. “Hvad er der galt?”, spørger hun. Og det viser sig, at der er meget, at være gnaven over. Mere end rigeligt faktisk. Sønner, som ikke gider besøge gnavne fædre, venner som har efterladt en agterude, koner som er døde fra en.

For barnet erstattes sommerens poetiske og simple glæder med hjerteknugende medfølelse. Lige indtil hun får den bedste idé nogensinde og med et slag får lirket det gamle gnavne hjerte åbent igen.

Bjørg og Wichmanns poetiske fortælling suppleres smukt med smukke akvareltegninger. Historien er fin og handler om temaer, de fleste (også mindre) børn vil kunne forstå. Venskab, ensomhed, tristhed. Det fabulerende og abstrakte univers er både bogens styrke og svaghed. Mens det på den ene side er dybt charmerende, er det også lidt ukonkret og vil muligvis kræve lidt voksenforklaringer for at det mindre barn helt er med.

Anette Bjørg og Kamilla Wichmann, Sommervenner fra forlaget Carlsen.

Enestående (og) royal biografi

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Normalt anmelder jeg bøger, som lige eller næsten lige er udkommet. Men i dag gør jeg en undtagelse. For da jeg for nylig var på besøg i direktør-kontoret på mit nye forlag, kom jeg til at nævne over for kontorets indehaver, at jeg aldrig havde læst Stephanie Surrugues biografi om Prins Henrik, Enegænger, som jeg netop havde stået og bladret i nede i Boghallen. Direktøren sendte en gavmild håndbevægelse mod sin bugnende bogreol, der tronede bag ved hendes skrivebord og sagde:

“Du må få den, hvis du kan finde den.”

Jeg så opgivende på de mange hundrede bøger og kunne ikke lige spotte biografien i vrimlen. Direktøren talte videre – vi har at gøre med en meget talende direktør – og gik imens hen mod reolen, scannede den kort med blikket og hev uden at stoppe talestrømmen Enegænger ud og rakte mig den. Hun vidste, hvor den var. Måske instinktivt. Og det kan jeg godt forstå, for hvis jeg var forlagsdirektør, ville jeg også være uendelig stolt over at have udgivet denne bog og have lyst til at stikke den i hånden på alle. Jeg kan godt huske, hvor begejstret den blev anmeldt i 2011, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg har fået ud af den, og hvor hurtigt jeg har slugt den. Gennem nogle af andre grunde søvnløse nætter har jeg fordybet mig i en mand, jeg aldrig før har interesseret mig for eller forholdt mig til.

Jeg er ikke royalist, med mindre der er bryllup og kjoler at se på. Jeg synes, det er latterligt at ophøje nogle mennesker frem for andre, og jeg synes, de kongelige har alt for store privilegier. Som de fleste andre danskere har jeg også deltaget i hyggemobningen af Prins Henrik. Jeg har moret mig over hans cirkussprog, hans voksende bug, hans gravhunde og – ha! – hans digte. Men latteren er forstummet, efter at jeg har læst Surrugues bog. Jeg er ikke blevet royalist, og jeg har ikke ændret syn på privilegier og titler. Til gengæld har jeg fået indblik i et utrolig komplekst menneske med en helt usædvanlig livshistorie.

Henri de Monpezat som seksårig. Foto fra bogen.

For danskerne startede Prins Henriks liv, da han giftede sig med vores prinsesse i 1967, men Henri Marie Jean Andrés opvækst og ungdom var mildt sagt eksotisk. Barndom og ungdom i både Indokina og Frankrig, krig og omfattende studier, en begyndende karriere i diplomatiet og så: skæbnemødet med prinsesse Margrethe i London i 1965.

Surrugue giver sig god tid til at fortælle om den franske kolonitid, om Monpezat-familiens sammensætning og historie med patriarken André som det frygtede overhoved, der ofte var i clinch med sin ældste søn, opdragelsen til kulturel dannelse, som Prins Henrik selv tog med sig som et af sit livs vigtigste værdier. Men også umådelig sorg ved tabet af ikke mindre end tre af Prins Henriks søskende, før de blev rigtig voksne. Det er spændende at læse om Monpezat-familien i sig selv, og erkendelsen af, hvor rigt et liv, Henri allerede havde haft, da han blev ‘vores’, øger forståelsen af den omvæltning, det må have været at komme til Danmark og blive prins. Nuvel, en omvæltning til et liv fuld af sjældne oplevelser og ufattelig luksus, men også et liv, hvor hans betydning og status var udefineret til at begynde med og måske aldrig blev rigtig tydelig.

De små scener, Surrugue sætter, gør biografien til en nydelse at læse. Fra bogen.

Enegænger har alt det, jeg forestiller mig, at biografi-fans må efterspørge; en kronologisk gennemgang af et liv fra barndom til alderdom, udsagn fra venner og familie, masser af privatfotos og endda deltagelse af personen selv (hvilket af gode grunde ikke altid er givet). Surrugue kan sit håndværk. Men hun kan så meget mere end det. Som biograf er hun selv synligt til stede i fortællingen. Vi følger hende helt fra starten, da hun i sin “lille udlejningsbil” med Yves Montand på bilradioen kører fra Toulouse til Cahors og sit første møde med Prins Henrik. Her bliver en sympati født, fornemmer vi, og den må vi dele, for i hende har både vi som læsere og Prins Henrik som portrætteret en loyal fortæller. Surrugues egen baggrund som datter af en fransk far og en dansk mor gør hende ikke bare i stand til at samtale med prinsgemalen på hans modersmål, den giver hende også en erfaret forståelse for hans stolthed over Frankrig og hans sorg over aldrig at blive rigtig accepteret som dansk. Om det er derfor, Prins Henrik straks fatter så meget tillid til journalisten, at han beder hende om et lift i den lille udlejningsbil dagen efter det første møde, ved jeg ikke, men tilliden er tydelig og blivende. Surrugue bliver inviteret med til familiemiddage, til receptioner, til samtaler med familie og venner, og dermed bliver vi som læsere også inviteret med ind i en verden, vi per definition kun kender overfladisk. Vi er med i forelskelsen og forlovelsen, opbygningen af en vennekreds og en form for rolle, børnene, rejserne, kunsten, arbejdet og, ikke mindst, sporten. Et helt usædvanligt liv, men med helt sædvanlige menneskelige følelser; glæde, sorg, stolthed, ydmygelse. Succes og fiasko.

Fine privatfotos som dette er et lille studie for sig selv. Foto fra bogen.

Sådan en tillid skal håndteres, og det kan Surrugue. Hun skriver ikke med næsegrus beundring, men gengiver sobert historien om Prins Henrik, herunder den massive kritik, som han mødte i bølger – så var han for forkælet, så var han for streng ved sine børn, så talte han for dårligt dansk, så var han sågar en dyrker af sur udrikkelig vin – og hun spørger modigt hovedpersonen selv til de svære emner, omend forståeligt indimellem “tør i halsen”. Som læser får jeg fornemmelsen af en velopdragen, venlig men altid observant, vidende og kvik journalist – ikke ulig de adjektiver, man kunne bruge om dronningen, som Surrugue også interviewer, ligesom hun taler med Kronprinsen og et udvalg af Prins Henriks venner, både i Danmark og andre steder i Europa. Hun gengiver både vennernes kærlige billede af en omsorgsfuld ven, omend med tendens til lidt kedelige kulturelle udflugter, og kokkenes gengivelse af en temperamentsfuld vært, der vil have maden præcis, som han vil have den. Den ømme hundeejer og den sensitive kunstner. Den strenge far og den spøgende kammerat. Jægeren, sportsmanden, ægtemanden.

Det er underholdende. Rørende og interessant. Og utrolig velskrevet. Små fine scener sættes, historie og nutid jongleres elegant, citater og digte flettes ind i brødteksten uden vaklen. Det må have krævet den tungeste research, men først og fremmest har det krævet conduite at fortælle et så usædvanligt liv uden at træde forkert, men også uden at kede eller fortie (noget alt for vigtigt). Den mission er lykkedes til fulde. Som skribent har jeg faktisk lyst til at neje og bukke, men jeg må nøjes med at give, hvad jeg har: seks hjerter, i dagens anledning med lidt blåt blod.

Tillid og sympati. Jeg synes, dette billede er så rørende. Foto fra bogen.

Enegænger af Stephanie Surrugue er udkommet på Politikens Forlag og kan – udover Politikens boghal og andre boghandler – fanges her

Bogen var venligst foræret til mig af Politikens Forlag.

Heidi holder stadig

❤️❤️❤️❤️❤️ Johanna Spyri: Heidi

I træfinérreolen hjemme på mit barndomsværelse stod en pænt slidt udgave af Johanna Spyris klassiker om lille Heidi, som tilbage i 1880erne måtte så grueligt meget igennem for at finde lykken. Nu er forlaget Gad kommet på den fine idé at genudgive den næsten 140 år gamle historie (i øvrigt sammen med en masse andre klassikere. Du kan se hele udvalget her).

Ligesom hovedparten af mine veninder var jeg voldsomt fascineret af både den – set med voksne øjne – totalt sentimentale handling og af hele kulissen omkring den. Alpehytter, høje bjerge og en lind strøm af gedemælk. Helt ubeskriveligt eksotisk, når man er vokset op på den allerfladeste del af det i forvejen flade jyske kontinent.

Fortællingen om Heidi, der først som forældreløs anbringes hos sin sære eneboer af en bedstefar højt oppe på et bjerg, og efterfølgende igen bortrives til et urbant overklasseliv som menneskeligt legetøj for en sygelig pige i Frankfurt, er set med moderne øjne måske nok noget todimensionel.

Børnebøger i 1800-tallet var ikke socialrealistiske eller skabt til at udfordre barnets analytiske sans. Tværtom. Historien er en ramme rundtom en morale – i dette tilfælde at hengivenhed, autencitet og natur er langt bedre for sjælen end rigdom og overfladisk underholdning. Lyder det som en morale, der sådan set stadig er rimelig relevant? Det tror jeg nok.

Selvom Heidi på ingen med er en moderne bog, så er sproget i den fine danske oversættelse flydende og nemt både at læse selv og at læse højt. Egentlig synes jeg, at næste generation også fortjener en tur i alperne sammen med et vaskeægte naturbarn. Det er ikke det værste sted at lade fantasien flyve.

Johanna Spyr, Heidi fra Gads Forlag. Forlaget har meget venligt sendt et anmeldereksemplar til os.

 

Gæsteanmeldelse: Hovedkarakter med menneskelige mangler

Palle Schjødtz har læst en vellykket dansk historisk slægtsroman med en hovedkarakter, man både får ondt af og bliver irriteret på, skriver han, mens han alligevel ser frem til de næste bind i serien.

❤️❤️❤️❤️ Fortællingen tager sit udgangspunkt på Fanø ved skiftet til det 20. århundrede. Fortællingens hovedperson, Erling Brinch, vokser op i et skipperhjem, hvor moderen er familiens faste holdepunkt, for faderen er meget væk på langfart. En drukneulykke, hvor hans lillebror omkommer, kommer til at præge hans barndom og egentlig hele hans liv.

Vi følger de næste halvtreds år i Erlings liv med de nære personlige oplevelser på baggrund af de store nationale og verdenshistoriske begivenheder med de to verdenskrige som de største. Vi oplever Erlings venskab med en vanskabt dreng og hans urimelige tab af dette venskab. Han tager en studentereksamen i stedet for straks at tage ud at sejle, lige som de andre Fanødrenge, for derefter at tage hyre til søs for at tjene penge til medicinstudiet. Da han går i land, bliver det til en tid som husar og derefter studiet i København, hvor han får sin gang på en nyvunden vens værtshus, hvor tidens politiske problemer diskuteres livligt ved stambordet.

Efter et kortere forhold til en sygeplejerske, som passer ham under en alvorlig lungebetændelse, møder han en kvinde, som bliver en besættelse, men også en udfordring, som han ikke tør tage op. Hun repræsenterer det liv og den humanitære indsats, som han troede skulle blive hans. I stedet gifter han sig med en rig forretningsmands datter i Vejle, hvor han bliver en del af det bedre borgerskab som praktiserende læge.

Ægteskabet er ikke vellykket, og på et tidspunkt indleder han et venskab med en boghandler, der etablerer sig i byen. Også dette venskab sættes over styr på grund af Erlings manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og forstå og acceptere deres handlinger. Anden verdenskrig giver ham mulighed for at vise mod og handlekraft, men ellers virker han som en lidt indelukket tilskuer til livet. Man får ondt af ham, men bliver også lidt irriteret over hans menneskelige mangler. I persongalleriet omkring Erling møder vi en række interessante og sommetider farverige mennesker.

Forfatterne har villet skabe en dansk slægtsfortælling med historiske referencer, og begge dele er lykkedes, så man med forventning ser frem til de følgende bind af den trilogi, som stilles i udsigt.

Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.