Heidi holder stadig

❤️❤️❤️❤️❤️ Johanna Spyri: Heidi

I træfinérreolen hjemme på mit barndomsværelse stod en pænt slidt udgave af Johanna Spyris klassiker om lille Heidi, som tilbage i 1880erne måtte så grueligt meget igennem for at finde lykken. Nu er forlaget Gad kommet på den fine idé at genudgive den næsten 140 år gamle historie (i øvrigt sammen med en masse andre klassikere. Du kan se hele udvalget her).

Ligesom hovedparten af mine veninder var jeg voldsomt fascineret af både den – set med voksne øjne – totalt sentimentale handling og af hele kulissen omkring den. Alpehytter, høje bjerge og en lind strøm af gedemælk. Helt ubeskriveligt eksotisk, når man er vokset op på den allerfladeste del af det i forvejen flade jyske kontinent.

Fortællingen om Heidi, der først som forældreløs anbringes hos sin sære eneboer af en bedstefar højt oppe på et bjerg, og efterfølgende igen bortrives til et urbant overklasseliv som menneskeligt legetøj for en sygelig pige i Frankfurt, er set med moderne øjne måske nok noget todimensionel.

Børnebøger i 1800-tallet var ikke socialrealistiske eller skabt til at udfordre barnets analytiske sans. Tværtom. Historien er en ramme rundtom en morale – i dette tilfælde at hengivenhed, autencitet og natur er langt bedre for sjælen end rigdom og overfladisk underholdning. Lyder det som en morale, der sådan set stadig er rimelig relevant? Det tror jeg nok.

Selvom Heidi på ingen med er en moderne bog, så er sproget i den fine danske oversættelse flydende og nemt både at læse selv og at læse højt. Egentlig synes jeg, at næste generation også fortjener en tur i alperne sammen med et vaskeægte naturbarn. Det er ikke det værste sted at lade fantasien flyve.

Johanna Spyr, Heidi fra Gads Forlag. Forlaget har meget venligt sendt et anmeldereksemplar til os.

 

Gæsteanmeldelse: Hovedkarakter med menneskelige mangler

Palle Schjødtz har læst en vellykket dansk historisk slægtsroman med en hovedkarakter, man både får ondt af og bliver irriteret på, skriver han, mens han alligevel ser frem til de næste bind i serien.

❤️❤️❤️❤️ Fortællingen tager sit udgangspunkt på Fanø ved skiftet til det 20. århundrede. Fortællingens hovedperson, Erling Brinch, vokser op i et skipperhjem, hvor moderen er familiens faste holdepunkt, for faderen er meget væk på langfart. En drukneulykke, hvor hans lillebror omkommer, kommer til at præge hans barndom og egentlig hele hans liv.

Vi følger de næste halvtreds år i Erlings liv med de nære personlige oplevelser på baggrund af de store nationale og verdenshistoriske begivenheder med de to verdenskrige som de største. Vi oplever Erlings venskab med en vanskabt dreng og hans urimelige tab af dette venskab. Han tager en studentereksamen i stedet for straks at tage ud at sejle, lige som de andre Fanødrenge, for derefter at tage hyre til søs for at tjene penge til medicinstudiet. Da han går i land, bliver det til en tid som husar og derefter studiet i København, hvor han får sin gang på en nyvunden vens værtshus, hvor tidens politiske problemer diskuteres livligt ved stambordet.

Efter et kortere forhold til en sygeplejerske, som passer ham under en alvorlig lungebetændelse, møder han en kvinde, som bliver en besættelse, men også en udfordring, som han ikke tør tage op. Hun repræsenterer det liv og den humanitære indsats, som han troede skulle blive hans. I stedet gifter han sig med en rig forretningsmands datter i Vejle, hvor han bliver en del af det bedre borgerskab som praktiserende læge.

Ægteskabet er ikke vellykket, og på et tidspunkt indleder han et venskab med en boghandler, der etablerer sig i byen. Også dette venskab sættes over styr på grund af Erlings manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og forstå og acceptere deres handlinger. Anden verdenskrig giver ham mulighed for at vise mod og handlekraft, men ellers virker han som en lidt indelukket tilskuer til livet. Man får ondt af ham, men bliver også lidt irriteret over hans menneskelige mangler. I persongalleriet omkring Erling møder vi en række interessante og sommetider farverige mennesker.

Forfatterne har villet skabe en dansk slægtsfortælling med historiske referencer, og begge dele er lykkedes, så man med forventning ser frem til de følgende bind af den trilogi, som stilles i udsigt.

Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Nationalmuseet – nu som bog

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Merlin P. Mann: Blodkongens datter

De, som fulgte med i DR’s to sæsoner lange dokumentar om Nationalmuseet og dets kamp for økonomisk overlevelse, vil vide, at museets direktør, Rane Willerslev ikke er en mand, som frygter nytænkning. Tvært imod. Museet fås ikke kun i dit tv, men også på podcast og nu endda også som skønlitteratur til børn fra 9 års alderen og op.

Blodkongens datter er Merlin P. Manns første bog i det, som tegner til at blive en længere serie. Bogens 14-årige hovedperson, Rane (!), ryger i bogen ufrivilligt ud på en rejse, som fører ham knapt et årtusind tilbage i tiden. En rejse, som begynder på netop Nationalmuseet med en af museets udstillingsgenstande, Gunhildkorset, som omdrejningspunkt.

Mann fortæller gennem Ranes oplevelser sin egen hæsblæsende og stærkt underholdende version af en etape af Danmarks historie. Han bringer Rane (og os) så tæt på Svend, Knud, Valdemar og deres blodige kamp om magten, at man næsten mærker blodstænkene på kinden. Vi deltager både i Blodgildet i Roskilde tilbage i 1157 og i det afgørende slag, som alligevel ender med at koste den forræderiske Svend livet. Ind imellem de faktiske historiske begivenheder fletter Mann en kærlighedshistorie mellem Rane og den smukke Gunhild, som både er Gunhildkorsets retmæssige ejer og Svends uægte datter.

Der er smæk på handlingen hele vejen igennem, og Mann er som altid en dygtig fortæller, som formår at sætte så meget farve på både personer og handling, at man nærmest uvilkårligt kommer til at engagere sig i både Ranes kamp for at finde tilbage til nutiden og hele det tusind år gamle drama om kongemagten.

Blodkongens Datter viser os, at historie kan være andet end døde genstande i en støvet montre. Den er en levende fortælling, som trækker tilbage til en tid, som er så fjern, at den kan være vanskelig at forstå.

Manns bogprojekt stopper dog ikke med den gode fortælling. Ambitionsniveauet er højere endnu. Med bogen i hånden får børn gratis adgang til Nationalmuseet (og medfølgende voksne 50 % rabat på entréen), så de selv har mulighed for at beskue det kors, som driver en stor del af fortællingens handling. På museet har man mulighed for at kaste sig ud i en slags skattejagt, som handler om at finde de ting, bogens Rane møder undervejs. Lykkes det, er der en præmie til den opmærksomme læser.

Seks hjerter for både en god, superspændende og velskrevet fortælling og en helt original måde at tænke litteratur på. Vi bifalder!

Merlin P. Mann, Blodkongens datter fra Politikens Forlag

Børnenes bøger

Efteråret er for alvor over os, og ingen årstid egner sig vel egentlig bedre til læsning. Også til at læse for andre. De næste uger vil bloggen blive fyldt med børnebøger. De fjollede, de klassiske, de ret nye og dem, man bliver virkelig klog af.

Der bliver lidt for alle aldre og temperamenter, og jeg har linet et testpanel på tre nogenlunde velvillige med-anmeldere op hjemme i privaten.

Barnlige læsere i alle aldre, glæd jer!

Størst af alt er selvforståelsen

❤️❤️❤️❤️❤️ Nej, det er selvfølgelig løgn. Størst af alt er kærligheden. Det ved vi, om ikke andre steder fra, så fra utallige bryllupstaler, vi har overhørt, for står man og mangler lidt guddommelig højstemthed til lejligheden, ligger det lige til højrebenet at citere Paulus’ Første Brev til Korintherne (Kapitel 13).

Når jeg alligevel skriver det med selvforståelsen, så er det, fordi jeg under læsningen af Lone Franks Størst af alt – om kærlighedens natur kom til at tænke, at hendes undersøgelse af, hvad kærligheden egentlig er, i grunden er en undersøgelse af, hvad et menneske er. Er vi en samling celler? En art, hvis eneste formål er at reproducere os selv? Er vi vores biologi eller vores psykologi – en videnskab, Frank ikke har så meget til overs for – eller er vi faktisk væsener med sjæle? Forklarlige eller uforklarlige?

Frank siger det selv i starten af bogen:

“Man kan sige, at kærligheden er med til at give et signalement af mennesket som art. Hvis den ikke fandtes, eller hvis den udspillede sig på en anden måde, ville vi være et helt anderledes dyr.”

“Et helt anderledes dyr”. Lone Franks baggrund i biologien fornægter sig ikke. Men det gør hendes fremragende formidlingsevner som videnskabsjournalist heller ikke. Vi er allerede fanget fra første linje:

“Telefonens ringelyd er lille og tynd, men den rammer som en eksplosion i mørgenmørket. Klokken er syv, og ingen ringer klokken syv. Kun dem, man ikke vil høre fra.”

Udgangspunktet for Lone Franks undersøgelse er hendes eget liv, og bogen starter med et lavpunkt, nemlig den dag hendes mand Morten dør, kun 56 år gammel. Midt i den største sorg går det op for hende, at hun har elsket ham højere, end hun troede, og at der nu ikke er nogen i verden, der elsker hende. Som det nysgerrige væsen, hun er, bruger hun denne sørgelige situation som udgangspunkt for en dobbelt undersøgelse: En undersøgelse af hende selv og hendes anlæg for at elske og blive elsket og en undersøgelse af kærlighedens væsen i sig selv. Det kom der først den bevægende podcast Ingen elsker Lone Frank og nu bogen her ud af.

Formen veksler mellem nedslag i Lone Franks eget liv, interview med eksperter, herunder psykologen Asger Neumann, som hun beder om at hjælpe hende med at afdække hendes egne mønstre, og gennemgange af undersøgelser og forskning, der hjælper med at lægge mosaikken til kærlighedens natur. Vi hører for eksempel om, hvad tilknytning er, og hvordan Lone Frank var trygt tilknyttet gennem det tætte og givende bånd til især sin far. Vi får spændende indsigter i forskellige dyrearters præferencer for eksempelvis utroskab og ikke mindre spændende indsigter i Lone Franks egne sidespring.

Det fungerer fremragende. For en i bund og grund romantisk sjæl som jeg glider den massive information om hormoner, celler, arter, flokke, antropologiske studier og mentale skemaer meget bedre ned, når jeg kan hæfte dem op på et andet menneskes historie(r); når jeg kan spejle mig eller få aha-oplevelser ved indsigten i, at nogle oplever præcis som jeg eller præcis modsat af mig. Jeg lærer om Lone Frank og derigennem om mig selv. Og bliver overvældet over, hvor ens man kan være på nogle punkter og hvor forskellige på andre. Jeg forstår, at menneske både er noget helt bestemt og noget helt særligt, formet af sine gener og sin opvækst i et forhold, der stadig er svært at forstå.

Men bliver jeg klogere på, hvad kærlighed er? Ja, hvis jeg ikke gør, er det i hvert fald min egen skyld, for Lone Franks research og formidling er grundig og generøs. For mig er især afsnittet om tilknytning interessant på en lidt dyster måde. At den måde, vi knytter os til vores mor og/eller far som spæde lægger en form for ubevidst skabelon for, hvordan vi knytter os til vores partnere i vores voksne kærlighedsliv, er måske ikke verdens største overraskelse, men graden af betydningen er voldsom, viser blandt andet et amerikansk projekt, der startede i 1977 og fulgte næsten 300 børn og deres mødre i over 30 år:

“Selv efter tre årtier var der en klar sammenhæng mellem de tidligere babyers tilknytningsmønstre og den måde, deres voksne inkarnation agerede i kærlighedsforhold.”

Også vores præference for eksklusivitet, vores dyrkelse af kærligheden og angst for ensomheden (som Lone Frank ikke deler) og aha-indsigter som “kærlighed er ikke en følelse” er blandt de mange givende indsigter, som gør, at jeg med det samme har lyst til at bladre tilbage til side 1 og starte forfra.

Men måske er det allerstørste udbytte af Størst af alt erkendelsen af, hvor komplekse væsener, vi er, og at det måske derfor er helt i orden ikke at kunne finde ud af det hele, herunder kærligheden. Men at det er værd at prøve, utrætteligt som en forsker eller en videnskabsjournalist at blive ved og ved at spørge og ikke tage de første nemme svar for gode varer, men afprøve dem, forblive nysgerrige og kritiske og se på os selv gennem ikke bare ét, men mange prismer. For i arbejdet med at undersøge verden og os selv finder vi jo ud af noget, vi alle kan få glæde af, som denne bog er et glimrende eksempel på. Lone Frank lærer noget vigtigt om sig selv – som du skal læse bogen for at finde ud af, hvad er, synes jeg – og i processen øser hun gavmildt opdagelser og pointer ud over os andre.

Dét er vel også en slags kærlighed?

Størst af alt – om kærlighedens natur af Lone Frank er udkommer på Politikens Forlag, som har været så venlige at sende et gratis eksemplar. Den kan blandt andet fanges her

Et kattemenneske

❤️❤️❤️ Det var novellen Kattemenneske, som efter sin offentliggørelse i The New Yorker blæste den unge forfatter Kristen Roupenian helt ud i den litterære stratosfære, hvor de største stjernefrø står og blinker.

Historien om Margot og Roberts helt utroligt kiksede date og den efterfølgende græmmelse og bitterhed hos de to parter blev læst af over en million læsere. Måske fandt de en genkendelse i det pinagtige – de håbløse kys, upassende kommentarer under sexakten, Margots forsøg på at udviske det hele med moderlig ømhed og forståelse.

I bogen Kattemenneske får den oprindelige novelle af samme navn selskab af 11 andre noveller, som alle kredser om det ubehagelige. Fortællingerne balancerer på det punkt, hvor vi som mennesker bliver i tvivl om, hvad der er passende, normalt eller farligt.

Ubehaget illustreres med vidt forskellige bagtæpper. En afrikansk pigeskole, en amerikansk legeplads, en børnefødselsdag, et klassisk eventyr som udvikler sig noget morbidt.

Roupenian skriver godt, og fantasien fejler intet. Det groteske og ind imellem overnaturlige løfter fortællingerne ud over det ordinære. Alligevel kommer de ikke helt op at flyve for mig. Der er for lidt tvetydighed, for lidt til at holde tankerne beskæftiget, efter at novellerne er læst.

For mig er Kattemenneske ikke et litterært hovedværk – men måske et forvarsel om store romaner forude.

Kristen Roupenian, Kattemenneske fra Gyldendals forlag.

 

Rørende overlevelsesmanual

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Nogle bøger er til for at underholde. Andre for at pege vores tanker i nye retninger. Og så er der de bøger, som er til for at redde liv. Sådan en bog er den britiske journalist Sally Bramptons Shoot the damn dog.

Ud over at være en umådeligt succesfuld journalist (og den første chefredaktør på den engelske udgave af Elle), så var Sally Brampton også ramt af tilbagevendende og meget voldsomme depressive perioder. Hun omsatte generøst sine egne, tunge erfaringer i en slags manual for andre ramte og pårørende. Den damn dog, der henvises til i titlen er den selvsamme, som Winston Churchill brugte til at beskrive sine egne depressioner.

Da Brampton tilbage i 2001 blev diagnosticeret med klinisk depression, var sygdommen så godt som fraværende i den offentlige debat. Den levede i det skjulte. I dag er vi dygtigere til at tale om psykisk sygdom, men langt fra dygtige nok. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere være depressive i svær eller lettere grad. Hver femte af os gennemlever en depression i løbet af vores liv. Bramptons bog er simpelthen overmåde relevant for utroligt mange mennesker.

Sally Brampton beskriver med afvæbnende og smertefuld ærlighed (og en stoisk sarkasme), hvordan en depression ser ud indefra. Hun deler sin egen historie – de totale nedture, og også de trædesten, som gradvist og langsomt bærer hende op mod overfladen igen.

Brampton fratager den depressive ansvaret for sin egen lidelse. Hun lærer os at dyrke yoga, meditere, gå daglige ture og at se venner i en ramme, vi kan overskue. At acceptere egne begrænsninger, at slukke for nyhederne og at lade være med at påtage os ansvar, vi ikke kan løfte. At sygdom ikke er svaghed.

Shot the damn dog er ikke feel good litteratur. Til gengæld er bogen helt utroligt velskrevet og indimellem også stærkt underholdende i sin selvironi. Jeg læste den åndeløst på 48 timer, hvorefter jeg straks begyndte at låne den ud til alle mine veninder.

De fleste af os vil statistisk set opleve enten selv at blive ramt af en depression eller at se mennesker, vi holder af, kæmpe sig gennem en. Med Sally Bramptons intelligente, empatiske rejseguide gennem et sort, håbløst land vil vi alle være bedre rustet til at hjælpe både os selv og andre. Til måske endda at redde et liv.

Sally Brampton, Shoot the damn dog fra forlaget Bloomsbury.

Bogen findes desværre ikke på dansk (det burde den!), men den er ikke svær at læse, og den er nem at skaffe på fx saxo.com.

 

Fransk forelskelse

❤️❤️❤️❤️ For mange år siden var jeg på ferie i en lille landsby i Sydfrankrig. Det er ikke nogen hemmelighed, for den by, jeg rejste til, var et magisk og mytisk sted, der har født flere historier siden. Ikke mindst om kærlighed. For det var let at forelske sig i Frankrig. Let at beruse sig. Let at tro på eventyret. For mig føltes det som at komme hjem, selv om alt var fremmedartet.

En doven eftermiddag kom en af vores venner ophidset løbende ind på cafeen og råbte bare: “Legionnaires!” hvorefter alle forlod cafeen og løb med. Byen lå højt oppe på en bakke, og øverst oppe, hvor resterne af en gammel fæstning stadig vidnede om byens krigeriske historie, vrimlede det med bistert udseende soldater, så det lignede en veritabel belejring. Det var fremmedlegionen, der holdt øvelse, og det var både skræmmende og fantastisk spændende at opleve. På behørig sikkerhedsafstand stirrede vi nysgerrigt på de fascinerende legionærer, der ikke mælede et ord eller værdigede os civile nysgerrige så meget som et blik. Dagen efter var de væk, som om de aldrig havde været der.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen flere gange, da jeg læste Elsebeth Egholms nye roman Som natten kender stjernerne. Blandt andet – åbenlyst – fordi en stor del af handlingen er henlagt til Frankrig, og mens jeg læste, kunne jeg næsten lugte og smage mine egne oplevelser igen. Egholm har nemlig blik og sprog for, at Frankrig er et land, man oplever med alle sanser. Man spiser og drikker, elsker og lever. Hun har også blik og sprog for menneskers kampe med sig selv og hinanden. For klassisk musik og kunstnerens tvivl, pligt og passion. For ansvar, skyld og skam. Og så er hun en dreven plotmager efter mange år som “krimimor” til journalisten Dicte Svendsen, hendes søn Peter og senest lægen Rina. Af alle disse talenter har Elsebeth Egholm skabt en dejlig kærlighedsroman, en slags jubilæumsroman, kan jeg ikke lade være med at tænke, for Egholm fylder 60 på torsdag.

60-års-fødselar på torsdag. Jeg har været fan i årtier og er det stadig.

Med årene kommer vi nok alle til at se lidt mere tilbage, og Som natten kender stjernerne tager – måske – Elsebeth Egholm tilbage til ungdommens livtag med klassisk klavermusik. Egholm gik fire år på konservatoriet, inden hun valgte at blive journalist og siden forfatter i stedet. Men hovedpersonen i den nye roman, Malou, er blevet ved musikken. Hun holdes i kort snor af sin ældre ægtemand og manager Holger, en tovholderrolle han har overtaget fra Malous lige så strenge mor Agnes. Da Malous mor tidligt i romanen dør, finder Malou og søsteren Ulla (tak for at holde navnet i live!) i hendes gemmer en plade med en fransk pianistinde, som ligner Malou til forveksling. Det er hendes mormor, Sophie, og da Malou hører pladen, vækkes hendes nysgerrighed gennem musikkens kraft. Hvem var Sophie? Hvem var hendes mor? Og hvem er hun selv?

Det må hun naturligvis til Frankrig for at finde ud af, og der møder hun amerikaneren Cody, en typisk Egholm-mand (i hendes fiktion, i hvert fald); stærk, maskulin, uudgrundelig – og med lig i lasten. Han bor på en husbåd, har ansvar for en lokal kvinde og et sygt barn og kan kun have erotiske forhold, hvis ende han kan se ved begyndelsen. Også Cody er noget ved musikken – omend noget helt andet. Vi får allerede på første side at vide, at hans talent er noget mere beskedent end Malous:

Han kan ikke synge. Men han gør det alligevel. Han kan heller ikke spille guitar, det gør han også alligevel. Der er noget ved scenariet, der får ham til at tro, at han kan.

Cody og Malou mødes meget hurtigt efter, at Malou er ankommet til Frankrig, og vi ved også hurtigt, at de skal komme til at betyde noget for hinanden. Først skal de dog finde ud af Malous gåde. Anden Verdenskrig spiller en stor rolle for plottet, for Malou finder med nogen møje og besvær – ikke mindst på grund af sproget (så smukt og så svært, tellement difficile) ud af ting om sin familie, der har at gøre med tyskernes besættelse, modstandskampen og de svære valg, der måtte træffes dengang. I takt med at hendes families fortid rulles ud, må Malou også træffe valg; hun må tage stilling til, om hun vil tilbage til sin tyranniske mand i Danmark eller skabe et nyt liv for sig selv. Om hun stadig vil spille klaver. Og om hun vil gøre op med sin egen frygt og magelighed. Også Cody må træffe sine valg og finde fred med sine dæmoner. Det er et klassisk plot, ikke voldsomt overraskende, men Egholms krimierfaring sætter især igennem til sidst, hvor jeg fandt mig selv vende siderne med bankende hjerte.

Nu er det jo en kærlighedsroman, og der er bestemt en fin forelskelse mellem Cody og Malou, som jeg sagtens kan sætte mig ind i (lækker og lidt mut amerikaner på husbåd i Frankrig, som ovenikøbet spiller lidt spade – what’s not to like?) Bedst, synes jeg dog, er Malous kærlighedshistorie med sig selv. Måske er det et alderstegn – hos mig. Men jeg glæder mig simpelthen mere over, at hun gennem sin søgen og ved hjælp af det mod, der kommer af at gøre det, man ikke tør, finder hjem i sig selv , end at hun – måske – finder hjem i en mand. Dét er den ægte franske forelskelse.

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er udkommet på Politikens forlag, der også har været venlig at sende et anmeldereksemplar. Bogen kan blandt andet fanges her

Iliaden – kvindernes historie

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis du som jeg gik i gymnasiet i 1990erne, så er der en overhængende fare for, at du på et eller andet tidspunkt af en pinefuldt begejstret oldtidskundskabslærer er blevet trukket sagesløst gennem Iliaden. Homers store heltekvad om grækernes – og i særdeleshed halvguden Achilleus’ – 10-årige belejring af den mægtige by Troja, hvor den underskønne (og gifte) Helene havde forskanset sig med sin elsker, Paris.

Selv fra den klassiske tekst og på tværs af mere end 3000 års historie mærker man volden. Blodet sprøjter ud mellem linjerne, og alle de sagnomspundne heltebedrifter er gavmildt krydret med mord på spædbørn, gravide og gamle.

Ilianden er den ultimative historie om maskulin heroisme. Men hvad med historiens mange kvinder? Bipersonerne, der som skygger glider gennem fortællingen i periferien af vores synsfelt.

I The silence of the girls sætter den engelsk Booker Prize vinder Pat Barker sig for at fortælle kvindernes historie. Gennem dronning Briesis, som har set sin familie blive slagtet og efterfølgende er blevet givet som sejrsgave til deres morder, Achilleus, hører vi om et krigersamfund, hvor kvinder snarere ses som ting, end som individer. Passive, viljesløse og tavse. Nøgen kvinde lærer at spinde, og de tilfangetagne kvinder lærer at sprede benene for den mand, som beslutter, om de skal leve eller dø.

Briesis’ fortælling er åndeløst spændende fra start til slut. Til den klassiske fortællings drama tilføjer Pat Barker menneskeligheden. De endimensionelle, kendte figurer udstyres med troværdige, komplekse og formildende personligheder, som pludselig gør den 3200 år gamle krig levende.

Barker klarer den store opgave med at gendigte en af litteraturhistoriens mastodonter til topkarakter. En helt usædvanlig og stor læseoplevelse.

Pat Barker, Silence of the girls fra Penguin.

Bogen er af uforståelige årsager tilsyneladende endnu ikke oversat til dansk, men den er nemt læst på originalsproget, så giv den alligevel en chance.

 

Klangen af mænds liv

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ “Jeg tror, vi har vores fremtid bag os.” Sådan fortalte en mand mig engang, at han havde afsluttet et forhold til en kæreste, og det forekom mig dengang som noget nær det grusommeste, man kan sige til en engang elsket. Og dog bliver det jo sandt for os alle på et tidspunkt, i vores forhold til vores eneste og elskede liv. Fortiden bliver i hvert fald længere, fremtiden mere overskuelig og derfor helt uoverskuelig. Fik vi brugt det rigtigt? Var vi det for andre, vi ønskede os? Var de andre det, vi ønskede os, for os? Er der mening og håb tilbage i, at vi har vores nutid?

For den næsten 60-årige dirigent Thomas Brander, hovedpersonen i den finske forfatter Kjell Westös roman Tritonus, er om ikke fremtiden, så i hvert fald storhedstiden bag ham. Han var en stjerne og er still going, men ikke så strong som før. De sædvanlige triumfer bliver overskygget af koncerter, der skuffer publikum, yngre kræfter, der kan andet og mere end ham og vigtige stillinger i musikverdenen, der bliver givet til andre. Stille og roligt smuldrer et ellers storslået kunstnerisk virke og bliver mere og mere til en midaldrende mands ensomme tilværelse. Og som om det ikke skulle være nok, så ydmyger ekskæresten Krista ham med sms’er fra det liv, hun begejstret lever videre uden ham.

Brander har satset det meste af sin anselige formue på at opføre noget nær et palads i den finske skærgård, Tritonus, komplet med indvendig elevator og panorama-udsigt. Det meste af romanen foregår i det lille skærgårdssamfund, hvor man både beundrer og ser med skepsis på den rige berømthed, der trækker sig tilbage til sit slot for at restituere og måske finde ud af, om der findes et næste skridt at tage.

Her møder Brander naboen Reidar Lindell, en jævnaldrende mand med en tilsvarende krise. Psykologen Lindell har mistet sin elskede hustru og prøver at holde sammen på livet og det partyband, Rainbow, som har været ankeret i hele hans liv. De to naboer nærmer sig næsten modvilligt hinanden, der er tøven og forbehold på begge sider, men det lykkes de to i bund og grund ensomme mænd at danne en slags venskab, med musikken som isbryder. Den ophøjede klassiske (Brander) og den kropsnære populære (Lindell). Kjell Westö har hjerte for og styr på på begge dele og skriver lige fængende, om han er i Branders brutale kunstnersind:

Han havde genfundet balancen. Ländleren var blevet perfekt, både munter og vemodig, men ikke så smægtende som hos Bruno Walter. Scherzoen blev hidsig, kontrasterne var dybe, og “dødsskriget” fik en kraft som tog vejret fra publikum.

eller Lindells følsomme, om end ikke bundmusikalske krop:

De øjeblikke var ikke til at fremmane, de byggede ikke på indlæring. Det var øjeblikke af nåde som kom når de selv ville, de passerede forbi, som om der eksisterede en fugl der hed slumpetræfsangeren, som bevægede sig rastløst gennem verden og slog sig ned snart her og der, hvor som helst der fandtes mennesker som havde brug for et øjebliks frihed

Brander og Lindell er forskellige. Mens Brander søger lykken i sin personlige succes, forsøger Lindell at finde lindring i fællesskabet. Og hvor Brander er hurtig til at bebrejde andre sine fejl, så øver og øver og øver Lindell, selv om han aldrig bliver rigtig god til at spille. Men mændene har parallelle udfordringer. Begge længes efter et tættere forhold til deres voksne børn – henholdsvis en søn og en datter – som af forskellige årsager værger sig ved at komme på besøg. Begge kæmper også med forholdet til kvinder. Brander kan se tilbage på en tilværelse, hvor han selv har svigtet stort set alle, der er kommet tæt på ham, og nu selv er blevet svigtet noget så eftertrykkeligt, mens Lindell efter et langt og i hans erindring lykkeligt ægteskab bøvler med at komme tæt på sangerinden Anette og samtidig plages af dårlig samvittighed over for den enlige mor Bigi, hvis seng han har søgt i sin ensomhed. Selv om romanen også indeholder store emner som terror, epidemi, fremmedhad og sygdom, så er det de to midaldrende mænds følelsesliv, der gør allerstørst indtryk på mig. Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på. Man bliver både irriteret, forarget og inderligt rørt af de to mænd. Både Lindell og Brander er ligesom forsinkede i deres tanker om de relationer, de indgår i, det går sent op for dem, hvad der sker, og hvad deres egen rolle er i det. Som i en fremragende passage, da Lindell taler med barndomsveninden Bigi om deres komplicerede forhold:

Har du nogensinde tænkt den tanke at det måske var alvor for mig? spurgte Bigi. Dengang da vi forsøgte. At jeg virkelig holdt af dig?

Det ved jeg ikke, sagde Lindell. Jeg tror det ikke.

Han så solskinnet derude, sukkede og sagde:

Jeg har nok bevidst prøvet at undgå den tanke.

(….)

Jeg har altid været en sekunda for dig, sagde Bigi uden at tage sig af hans skjulte appel. Anden- eller tredjesortering.

Det er ikke rigtigt, sagde Lindell. Vi har kendt hinanden hele livet. Og jeg holder af dig. Meget.”

Ikke mange kan som Westö skrive denne del af menneskelivet frem, sådan som han også gjorde fremragende i Den svovlgule himmel.

Kjell Westö skriver blændende musikalsk om menneskelivet. Foto: PR

Først og fremmest er Tritonus dog en fortælling om at være menneske. Både Brander og Lindell og alle de andre figurer i romanen, primært indbyggerne i det lille skærgårdssamfund (håndværkere, musikere, rastløse unge, fortvivlede flygtninge) lever liv, der umiddelbart ligger langt fra en uopsigtsvækkende københavnsk hverdag som min, og alligevel var jeg opslugt, time for time, dag efter dag, måned efter måned af deres liv gennem de dele af året, Westö har valgt at slå ned på. For i den tid lever romanens mennesker livet, præcis som vi gør her; de prøver at være sig selv og være sammen med andre, og det er grimt og smukt, harmonisk og disharmonisk, ensomt og fælles, sorgfuldt og glædeligt, og en dag er det slut, og vi har fremtiden bag os. Men derimellem er der indimellem musik, og Tritonus er ganske enkelt mesterligt komponeret og dirigeret.

Westö har givet os en oplevelse, der vil ringe længe i ørerne og hjertet.

Tritonus af Kjell Westö er udgivet af forlaget Gutkind, der har været så venlig at sende et anmeldereksemplar. Den kan købes i alle boghandler.