Forfatter til autofiktion: “Jeg blev lokket af forlaget”

Anders Klarlund har skrevet en autofiktiv roman om sit eget stormfulde parforhold. Ikke for at få fred i sindet eller ud af en kunstnerisk nødvendighed. Men for penge og for sit forlag. For egentlig ville han hellere have skrevet en bog om Hitler. Alligevel blev bogen en ‘skøn fritime’ og måske en forløsning – om ikke andet så for alle os andre, der (også)  er smålige, storsindede momentvis, forladte, søgende, uelskelige og søde, kort sagt: har diagnosen “menneske”. 

Anders Rønnow Klarlund, forfatter mm
Foto: Les Kaner

Hvorfor har du skrevet Samtaler jeg har haft med min kone?

Jeg blev lokket af forlaget. I virkeligheden ville jeg have skrevet en roman om, hvad der var sket med Hitler, hvis han var blevet kunstner – sådan som han drømte om – i stedet for tyran. Men forlaget havde hørt om min skilsmisse, og de er altid på jagt efter folk, der er desperate nok til at udlevere sig selv, det sælger bedre, siger de. Desuden boede jeg med to børn i en et-værelses lejlighed og havde brug for pengene.

Hvordan var det at skrive den?

Det var en skøn fritime at skrive den. At bare bruge min egen stemme. Kazinski har jo skrevet mange bøger, men der har Jacob (Weinreich, red.) og jeg fundet et fællessprog, det bliver man nødt til. Lidt ligesom et band. Nu har jeg så lavet en solo, så kom jeg også til at savne Jacob og Kazinski igen.

Hvad synes “Carmen” (Anders’ kone i bogen, red.) om den?

Carmen er en romanfigur som er baseret på personlige oplevelser, så Carmen findes ikke som sådan, alt bliver jo i en eller anden form til fiktion når det bliver nedskrevet. Men … med det sagt, så hader “Carmen” den.

Hvordan har du grebet det an med de andre, der optræder som sig selv i bogen – Lene, Jacob, dine børns mor etc. Har de fået lov at læse på forhånd – hvad har reaktionerne været? Hvad har dine egne tanker/etiske overvejelser været?

Sjovt nok har forlagschef Lene Juul og Charlotte Weiss gjort alt, hvad de kunne, for at få min samtale med Lene Juul ud af bogen. Det er selvfølgelig paradoksalt, forlaget bruger hver eneste vågne time på at overtale forfattere til at udlevere sig selv maksimalt, men egen medicin er de ikke meget for at sluge. Men klart, der er ingen, der gider læse om sig selv, og man skal drage omsorg for dem, man skriver om, det synes jeg også, jeg har gjort. Der er kun en, jeg har været hård ved – og det er mig selv.

Er denne bog så tæt på at være din oplevelse af dit og “Carmen”s forhold, som den kan være, eller blev den en fiktion undervejs, med en start, en midte og en slutning – fik den sit eget liv? Og kan autofiktion være andet end netop – fiktion?

Autofiktion er fiktion, punktum. Men … her har jeg selvfølgelig brugt mere af mig selv end ellers. Bogen fik sit eget liv, helt sikkert, ellers ville den jo være en dagbog, et referat, jeg er så meget fortæller, at jeg ikke kan lade være, så snart mine fingre rammer et tastatur, begynder de at lede efter en god midte og en god slutning. Der er ingen midte i livet, ingen vendepunkter som i et kapitel, virkeligheden kan ikke nedskrives, kun en brøkdel, og selv det ændrer vi lidt på.

0x500-5

Du lægger noget frem, som de fleste holder for sig selv (måske endda fra sig selv), nemlig de ‘grimme’ sider af et forhold: småligheden, de fortvivlende ens skænderier, utroskaben, løgnene. Hvorfor? Lærte du selv noget, vil du lære læseren noget – er der et formål?

Jeg er måske naiv, men jeg tænker, at alle vil kunne genkende sig selv. Sådan er vi jo. Smålige, storsindede momentvis, forladte, søgende, uelskelige, søde, et menneske er så meget, det må vi acceptere. Vi må ikke lave fortællinger om os selv, hvori vi er fantastiske. Sandheden er, at vi er skurken i eget liv. Når man endelig accepterer det, kan man måske blive helten.

Du når en form for erkendelse/fortolkning af dit og “Carmen”s forhold til slut. Var det bogen, der bragte dig den? Og holder den i virkeligheden?

Virkeligheden ændrer sig hele tiden. Gamle erkendelser må skrottes, vi opdager nye sider af os selv, nye forståelser, men en bog skal jo have en sidste side. Men der er meget “sandt” i min slutning.

Den erkendelse, du når, er, hvis jeg forstår det rigtigt, at jeres kærlighed netop er stor og ægte, fordi den er så svær (for andre at kapere). Du er også inde på, at alle “Carmen”s sygdomme er allergi mod dig, at hun nærmest bliver syg af kærlighed. Så der er en eller anden kobling imellem ‘sværhed’ og ‘kærlighed’. Er det din konklusion, at jo sværere kærlighed er, desto større er den også? 

Hm, nej, det er ikke sværhedensgraden, der afgør, om det er en stor kærlighed. Andre mennesker med andre temperamenter oplever også stor kærlighed. Stor kærlighed er det, som du ikke kan slippe, den du holder fast i, selv om det er ved at tage livet af dig.

Du har overvejelser i bogen om, hvorvidt “det her” var værd at blive skilt fra dine børns mor for. Og din far kunne ikke tilgive, at du blev skilt fra hende. Ser du anderledes på skilsmisse i dag, end da du stod midt i det? Har du fortrudt? Eller trumfer den store kærlighed alt andet, inklusive børnenes sikre grund (spørgsmålet er ikke retorisk, men aldeles ærligt fra en, der selv er blevet skilt for to år siden)?

Skilsmisse er noget af det mest rædsomme, et moderne menneske kan opleve. Men tiden i dag er så radikalt anderledes, end dengang man havde det samme arbejde hele livet og boede mere eller mindre samme sted. Vi lever i en gylden æra, hvor udviklingen tager os nye steder hen, vi skifter retning, arbejde, nogle finder nye sider af deres seksualitet, vi flytter rundt mellem landene – alt er oppe at vende, og i sådan en verden er det bare blevet sværere at nå hen til et guldbryllup. Sådan er det, vi må skyde lidt af skylden på udviklingen og lidt mindre på eks’en.

På bagsiden af bogen står: Han indser, at han ikke kender den kvinde, han er blevet gift med, og at hvis han vil redde kærligheden, er det ikke nok at elske. Han skal også forstå. Forstår du din kone nu?

Jeg forstår i det hele taget meget mere nu, end jeg gjorde for ti år siden, særligt at jeg selv er et såret, lidt nærtagende menneske, der er allergisk over for afvisninger, desuden har tyranniske tendenser og er gladest fra torsdag til lørdag. Hvis et forhold skal fungere, må man gå mere op i den andens behov end sine egne, det har jeg i hvert fald taget med mig. Hvis der er to mennesker der hver især går mere op i den anden end sig selv, så bliver det så smukt, og man kan glemme sig selv. Det kan man ikke hele tiden, det siger sig selv, men noget af tiden. Når vi trækker os og kun har fokus på, hvad vi selv har brug for, så visner forholdet.

Hvad vil du gerne opnå med bogen?

At folk griner af mig, ryster på hovedet. Og når de så lægger sig og lukker øjnene, håber jeg at de glemmer mig og Carmen og i stedet få øje på deres eget vanvid. Vi er lidt skøre – alle sammen. At være menneske er jo en diagnose, der er bare så mange, at vi har opgivet at behandle det.

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund er udkommet på Politikens forlag, hvor du også kan fange den.

Psst! Husk at læse Boglivs anmeldelse!