Årets bedste … autofiktion

Nej, dette er ikke anbefalinger til julegaver. Jeg er ikke så arrogant (mere), at jeg tror, jeg bedre ved, hvad din mor eller kæreste skal have i julegave, end du gør. Selv giver jeg selvfølgelig bøger, masser af bøger. Nogle gange med følelsen af at svømme direkte mod strømmen, for kan vi overhovedet blive ved med at finde nye læsere? Jeg håber det. I morges sad min 1-årige nevø med sin pegebog i den ene hånd og en iPhone i den anden, mens han så fjernsyn og sludrede med sin familie på én gang. Men i det mindste var pegebogen med.

Nå, men det var mere det, at mine største læseoplevelser i år så afgjort har været autofiktionen. Fra Leonora Christine Skovs Den der lever stille, over Mathilde Walter Clarks Lone Star til Anders Rønnow Klarlunds Samtaler jeg har haft med min kone. Og outsideren, Morten Sabroes Mit halve hjerte, mit hele liv. Bøger om forholdet til en svær mor, en fraværende far, en umulig kærlighed og en late life crisis har gjort indtryk på en måde, som har begejstret mig mere, end jeg kan huske at have været længe.

Mine litterære venner har ikke været begejstrede. “Hvorfor skal det handle om folks egen sob story, hvad med litteraturen …?”, har de klaget, og jeg har haft en vag fornemmelse af dårlig samvittighed over ikke at beklage det på samme måde – som i slet ikke. Min vidunderlige kæreste har det på samme måde, han synes, at en forfatter skal finde på. Han debuterer i øvrigt selv med en novellesamling, Det var mig der slog Tom Jones ihjel, ovre på noget, der hedder Sleeping Beauty, i januar.

For mig er der intet modsætningsforhold imellem selvoplevede historier og stor litteratur. Ligesom der ikke er forskel på at skrive en god digtsamling og en god fantasy-roman. If it’s worth doing, it’s worth doing well. Og alle dem, jeg nævner, gør det godt. De tager et stof, som ligger helt tæt på hjertet, bearbejder det og gør det til noget, vi alle sammen kan spejle os i. Nyfigenhed holder kun til cirka 60 siders ugeblad. Skal vi følge med over flere hundrede sider, må vi røres andre steder, og det blev jeg i hvert fald af Skovs, Clarks, Klarlunds og Sabroes historier. Der var elementer i alle fire romaner, som gik lige ind i min egen historie: opvækst i Nordsjælland, halve søskende, vildveje i kærligheden, skriveblokering og sygdomsangst. Romanerne er ikke spejle, hvor jeg ser det, jeg kender i forvejen, 1-1, men jeg kan spejle mig i historierne og lære noget nyt i den måde, forfatterne oplever og håndterer livet på.

Jeg vidste, det ville blive en svær oplevelse at slå, da jeg allerede læste Leonora Christine Skovs bog i januar, men heldigvis kom Lotte Kaa Andersen med sin helt og aldeles opdigtede (og dog, for Lotte bor jo selv i happiness-pastoratet) Syv sind. Den slugte jeg grådigt, for også her var mulighed for spejling, omend af en helt anderledes slags.

Det er derfor, jeg bliver ved med at læse, selv om det er langt nemmere at nappe et afsnit mere af yndlingsserien på HBO. Fordi der gemmer sig oplevelser, som hjælper mig med at forstå mit eget mærkelige liv.

Advertisement