Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der så sympatisk og glædestrålende som Julie Hastrup kan sige: “Jeg eeelsker mord.” Siden hun udkom med sin første krimi, En torn i øjet, i 2009, har jeg været erklæret og dedikeret fan. Jeg er vild med Hastrups introverte hovedperson Rebekka Holm, og jeg bøjer mig i støvet for hendes evne til at plotte. At mordene så er så spektakulære, grænsende til det horribelt ulækre, at jeg indimellem er nødt til at læse med et lidt skråt blik, er jeg sikker på, hun kun tager som en kompliment. For gyset, det uhyggelige, ja, det makabre, er en del af Julie Hastrups dna. Bogstavelig talt.
“Jeg havde en mormor, der interesserede sig for mord og mordgåder. Hun viste mig filmen Vindeltrappen, da jeg var fire år, den var vanvittigt uhyggelig, og da blev min livslange dybe passion for drab grundlagt,” siger Julie Hastrup med et kæmpe smil til gruppen af bloggere, som hun har sat stævne på det kongelige bibliotek i København. Anledningen er udgivelsen af den syvende Rebekka Holm-krimi, Blodspor, der blandt andet er inspireret af netop den smukke lokation, vi er på.
“Jeg var her for at lave optagelser til et tv-kriminalmagasin, som måske bliver til noget, og vidste bare, at jeg måtte lave noget med det her sted. Så jeg fik Jans (Jan Lørup, driftskoordinator på det kongelige bibliotek, red.) kort og vidste, at jeg skulle bruge det til noget på et tidspunkt.”
Det kongelige bibliotek har nemlig, blandt meget andet, en vindeltrappe. Et uhyggeligt arkiv. Og en smuk sal. Og Julie Hastrup er den type forfatter, der suger locations til sig med øjnene i store grådige sig, for så at kunne bruge dem.
“Jeg har en meget livlig fantasi,” griner hun.
Fantasien kom også i sving, da Julie besøgte Cementerio de la Almudena i Madrid i forbindelse med research til Blodspor. Den enorme kirkegård med 5 millioner grave minder nemlig om en lige så enorm skandale, nemlig Franco-dikaturets tyveri af tusindvis, måske hundredetusindvis af spædbørn fra gravide par fra 1940’erne og, mener nogle, helt op til starten af 1990’erne.
“Mødrene fik simpelthen at vide, at deres barn var dødt, og at det var bedst, de ikke så dem, fordi de var deforme, eller det var usundt. I visse tilfælde blev der også holdt begravelser, men der var ingenting i kisterne,” fortæller Julie Hastrup.
Noget af det, der gør ondt i Blodspor, handler netop om børn. Flere om bordet har svært ved at sluge dén del, men forfatterens egen mave er stærk.
“Jeg var journalist, inden jeg blev forfatter, og dengang som nu mener jeg, at man skal kunne fortælle alle historier, også dem med børn.”
Jeg har selv et barn med til bloggermøde i dag. Og selv om han forinden har erklæret, at bøger er kedelige og voksenarrangementer om bøger endnu mere kedelige, gibber det alligevel lidt i ham, da Julie læser prologen til Blodspor højt og dermed fører os direkte til et middagsbord med fire døde deltagere, myrdede lige dér og fundet af et postbud, med hvad dertil hører af kropsvæsker og skadedyr.
“Det var ret ulækkert med det bræk,” som han siger.
Turen gennem det kongelige bibliotek synes juniorbloggeren vist også, er ret spændende, og det eneste, han rigtig kan blive sur over, er at moren nægter ham en tur på vindeltrappen. Det har hun nemlig ikke nerver til, hvilken den ellers så robuste forfatter godt forstår, for hun er nemlig højdeskræk.
Mon morens nerver holder til at læse Blodspor? Det tror jeg nok, de gør.
Blodspor af Julie Hastrup udkommer i dag på Politikens forlag, hvor den også kan fanges.
VORES BOGLIV 