BogForum løber som bekendt af stablen lige om lidt. Nogle af os er travlt optagede med forberedelserne, mens fire af forfatterne nok er lidt ekstra spændte. Det drejer sig om Emma Bess, Kira Dreyer Messel, Anita Furu og Sara Omar. De fire er nemlig shortlisted til BogForums debutantpris, som uddeles fredag den 26/10 kl. 11.
Juryen motiverer shortlisten sådan her:
Emma Bess debuterer med en sitrende, intenst registrerende novellesamling om de menneskelige forbindelser, vi vokser frem af, ind i og ud af. Det er noveller om livspositioner og overgange og de perspektivforskydninger, som indtager os i takt med, at vi ændrer os, at vores omgivelser ændrer sig. Novellerne rummer dobbeltheden og ambivalensen: at føle sig både forbundet med og afkoblet fra sine nærmeste og sig selv, at mærke både rædslen og lykken.
Bess’ noveller vil ikke forklare os en verden, men vise os den, sådan som den tager sig ud i lige præcis den situation, som er den enkelte novelles nu. Der er et nærvær i teksterne, som forstærkes af konkrete og ofte intime kropslige sansninger: dråber af vand, der løber langs en knæhase, en mors undersøgende hånd på sin unge datters mave, en tunge, der stikker ud af en lille piges mund som ud af en maske.
I novellerne er der farver, der er spejle, og der er vand: regn, have, akvaplaninger. Og ligesom det sker for den bil, en mor og hendes to børn kører i i en af novellerne, nemlig at hjulene slipper asfalten, så den næsten svæver, sådan svæver læseren også en lille smule. Det giver et sug i maven, det er foruroligende og stærkt på samme tid. Og det er et kendetegn ved Bess’ noveller: de vil ikke holdes fast i en enkelt tydning, en enkelt læsning. På samme måde, som når du stryger en hånd igennem vand: du mærker det, men du kan ikke holde det fast i næven.
Bess’ noveller er simpelthen rum, som udvider sig, når man træder ind i dem. Og som det føles virkelig godt at være i.
Skibbruden består ikke bare af fantastiske fortællinger. Skibbruden består af fantastisk fine og overrumplende fortællinger. Bogen ligner ikke noget andet i dansk litteratur netop nu – denne bog er sin helt egen. Ud af Kira Dreyer Messells pen løber der en vildtvoksende, fabulerende, magisk, monstrøs og storladen prosa. Vi befinder os det meste af tiden i Asien, og vi er bl.a. i selskab med en mandsling på størrelse med en pegefinger, den behårede danserinde Monkey girl, en burmesisk, talende marionetdukke, en kinesisk gudinde fra havet, havfruer, en etbenet terracottakriger, som står der som en anden standhaftig tinsoldat. Metamorfoser, eventyr, legender, mystik. Novellerne favner alt det. Dreyer Messell lægger ikke skjul på, at hun har læst Karen Blixen, og at hun kender sin H.C. Andersen. Her er en forfatter, som ikke lader sig inspirere af hverdagsrealismens nedslidte fortov eller af den introverte selvransagelse, men i stedet af virkelighedsoverskridelsernes magi.
“Hun bar havet indeni” står der et sted i bogen. Denne samling af fortællinger bærer fantasien indeni, fortælleglæden; indbildningskraftens mulighed bærer samlingen. Man lukker den op og bliver forbløffet overrasket over dens rigdom.
En pige sidder på en gynge på et skib på vej mod Helsingør. Hun har måttet forlade sin familie i Rusland. En ny mor venter hende i København. Men også hun svinder ind, til hun til sidst kun mærkes som en fold i dynen. En pige pakker endnu en gang sin lille røde kuffert. I den har hun gemt et pudevår fyldt med breve. En ung pige bliver konfirmeret i synagogen og føler sig voksen. En kvinde vil ud i den vidstrakte verden. Hun vil mærke vinden mod huden. Den spanske borgerkrig og verdenskrigen lyder som en fjern torden. Med usigelig sikker hånd maler Anita Furu i romanen Mit halve liv et portræt frem af et menneske, der formes af historiske betingelser, men som med indadvendt beslutsomhed bliver sin egen.
Mit halve liv er først og fremmest en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse, igennem hvis bevidsthed læseren oplever verden. Det er en roman, der ikke bare åbner for en historisk erfaring, men en menneskelig erfaring; som mestrer det, som kun god litteratur kan: at få læseren til at føle et dybt skæbnefællesskab med et andet menneske, hvis livsbetingelser kan være så langt fra ens egne.
Anita Furu skriver med en afdæmpet kraftfuldhed og menneskelig indsigt om længsel efter en tabt tid, om smerten ved at miste noget, man knap har haft, om at finde sig hjemme og hjemløs i verden på samme tid. Mit halve liv er kommet i havn med stor overbevisning. Og som læser er man overordentlig glad for, at Anita Furu har meldt sin ankomst som forfatter.
Dødevaskeren er en overvældende bog. Den skåner ikke sin læser. Kun to sider inde i bogen har en mand råbt “æreskrænkelse,” og ordets flammende bogstaver skærer sig ind i og ødelægger to kvinder. Romanen begynder lige på og hårdt. Her findes der ingen blød optakt, ingen advarsler: hvorfor skulle det tilfalde læseren, når det ikke tilfalder romanens kvinder? Dét er romanens uopsættelige ærinde: at blotlægge vold mod kvinder. Grusomheder begået mod kvinder i en muslimsk kultur, hvor en kvinde defineres som en mands kone. Den misogyni, som Omar skildrer, runger med så stor dissonans fra siderne, at man skal være ualmindelig tonedøv for ikke at blive anfægtet af den. I centrum for fortællingen står Frmesk. Hun bliver født i Kurdistan i 1986 og er fra første dag uønsket af sin far pga. sit køn. Bogen krydsklipper mellem Frmesks opvækst i Kurdistan og Skejby Sygehus, hvor hun ligger indlagt, 30 år senere. Heller ikke i Danmark undslipper hun mistroen og den sociale kontrol. Kritikken af det undertrykkende kvindesyn og den måde, islam praktiseres på i det miljø, som Omar beskriver, slår hårdt og står stærkt. Romanens uhyggeligt rå skildringer af den marginaliseredes, udsattes og udstødtes position kunne måske give læseren lyst til at lægge bogen fra sig. Men det kan man ikke. Man må læse den til ende. Også selvom slutningen ikke tilbyder nogen lette løsninger eller lys fremtid. Den peger i stedet direkte ned i et kælderdybt mørke. Det er uhyggeligt godt og modigt gjort.
Synes godt om dette:
Like Henter...
VORES BOGLIV 