At blive set gennem andres liv

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er en kunst, som nærmest ikke kan overvurderes, men som konsekvent bliver undervurderet. Kunsten af gøre det svære let. At formulere viden så florlet, at det virker, som om det også var florlet at indsamle den viden, bearbejde og erkende den. Jeg husker den kunst fra mine år i magasinbranchen. “Damebladsjournalistik”, fnøs folk og vidste ikke, hvor meget umage, der faktisk skal til for at lave de lækre rubrikker, den inciterende indledningen, brødteksten, der holder læseren fanget til sidste punktum, også når emnet er snotnæser eller hedeture. Og hvor dårligt, det kan gøres, hvilket giver de ægte kunstnere et ufortjent dårligt ry.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Hella Bella Joofs selvhjælpsbiografi Tvilling, Yndling, Grævling. Eller rettere, da jeg slugte den i grådige inhaleringer over en weekend, med weekendens umådehold, men også med dens skamløse nydelse. For Hella Joof kan lige præcis det; hun kan servere sandheder så sødt og sjovt og finurligt, at man nemt kan overse den visdom og det indimellem hårdt levede liv, der førte op til den florlette pointe. Som her, hvor hun fortæller om at have hår, inden vidste, hvad de skulle stille op med:

Hårbalsamen og afrokamme dukkede først op i firserne. Så jeg havde hestehale eller blev det meste af min barndom det, der dengang hed drengeklippet, hver sommer, så var det hår ligesom ude af verden.

Hellas liv opvækst var i det hele taget ikke let. Som uægte barn af en jurastuderende fra Gambia og en au pair fra Danmark, voksede hun op, ikke bare med følelsen af anderledeshed, men med en helt reel og synlig en. Hendes hudfarve var simpelthen eksotisk og udløste stirren, hvisken og slet og ret racisme. Hendes mor blev gift med en ven og skilt igen og fandt sammen med en anden mand, som ikke var god for Hella, og sådan fortsatte barndommen, bumlende og skramlende og altid med en understrøm af bekymring for, om der var penge nok. Hella har ikke fået meget forærende i sit liv, hun kender uligheden nedefra, så at sige, men bekender sig til et liberalt synspunkt og troen på eget ansvar. Det knuselsker jeg hende for. Ikke så få gange har hun fået hug i medierne, når en udtalelse blev for bombastisk eller bare for borgerlig for mediedanmark, men jeg kan godt lide, når Hella bliver politisk, ikke mindst i bogen her, hvor nuancerne får plads – ja, også dem om indianerne og nedbrænding af landsbyer!

Faktisk er der meget, jeg knuselsker i denne bog, som kommer rundt om kvinders forhold til kroppen, til mænd, til andre kvinder og til børn. Små fine historier om svigt, jalousi, mindreværd, sorg, glæde og smerte. Større og alvorlige om moderkærlighed og mangel på samme, overgreb og manglende selvværd. Masser af tyngde trods de lette formuleringer.

Og så er der i Tvilling, Yndling, Grævling en umiskendelig stemning skabt af ord, som jeg genkender fra min egen barndom i 70’erne. Holda munda, troede Hella for eksempel, at hendes far råbte, når han hilste farvel med et “Hold dig munter”. Hvor jeg husker den slags fonetiske misforståelser. Vores gengivelser af ABBA-sangene på fritten var ét langt eksempel (men de artikulerede nu heller ikke så tydeligt, de svenske damer). Jeg husker træsko, tiltrækkende grimme drenge, veninde-rænkespil og Otto Leisner i fjernsynet. Jeg husker også – selv om jeg lige er en postgang senere i verden end Hella – ensretningen:

Man skulle have noget bestemt hår og en bestemt krop og en bestemt Wranglerjakke med en stålbørste i brystlommen og nogle bestemte Lee-cowboybukser med en bestemt knap på baglommen og nogle bestemte træskostøvler med ekstra hæl. (…) Jeg havde ingen af de lovpligtige effekter eller kendetegn.

Åh, hvor det minder mig om at starte på Rungsted Private Realskole og 1985 og være nødt til at købe to aflagte Lacoste-t-shirts af min ældre veninde. 250 kr. per styk, det var en formue dengang. Og selv om jeg dermed omgikkes “de rige svin”, og hun omgikkes de rigtige røde, så var ensretningen så absolut skåret over samme læst – edderrødme, som også er et ord, jeg fik et lykkeligt gensyn med. Hella Joof skriver et sted, at “Det allervigtigste i verden er at blive set.” På en måde føles læsningen af hendes selvhjælpsbiografi som at blive set, fordi vi har set så meget af det samme, og hun har lagt mærke til det også. Ensomheden bliver mindre, selv om “… i sjældens mørke nat er vi alene.”. I det hele taget er der en stor omsorg for andres sjæle, en læggen mærke til, hvad vi mennesker kan gøre for hinanden, en nænsomhed, man skal lidt om bag humoren for virkelig at sætte pris på. På et tidspunkt tog Hella Joof mellemnavnet Bella – helt uden at være til numerolog, hvilket naturligvis vakte en del furore i visse kredse, men jeg er helt rolig. Kvinden bag teksten er en smuk sjæl, som vi har at være taknemmelige for, ligesom hun er taknemmelig for livet:

(.) jeg er her endnu, og der er ingen andre steder, jeg hellere vil være, (…)

Tvilling, Yndling, Grævling (du er selv nødt til at læse den for at finde ud af, hvorfor den hedder sådan, men jeg lover, at det bliver en fest) af Hella Joof er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Livet siet

❤️❤️❤️❤️ “Min hukommelse er som en si.” Det var det første, jeg kom til at tænke, da jeg læste titlen Kroppen er en si. Vendingen var en af min mors utallige gentagne. Da hun levede, syntes jeg, det var irriterende, at hun skulle sige det samme igen og igen. Nu er hun død, og så bliver det pludselig ophøjet, nærmest charmerende.

 

Kroppen er en si handler ikke om at miste en forælder. Men mit første møde med bogens forfatter, Julie Top-Nørgaard, gør på en måde. Vi mødtes nemlig til en fest på vores fælles forlag, da hun netop var ved at udgive bogen Jeg går i min fars støvler. En vildt velskrevet fortælling om, hvor grimt og smukt og livsomvæltende det er – eller kan være – at sige farvel til en forælder. Hun havde mistet sin far, jeg havde endnu ikke mistet min mor, men jeg vidste godt, at jeg skulle. Jeg tudede over Julies bog i et S-tog og gav den masser af hjerter her på bloggen (eller rettere: på vores første blog, som nu er fyldt med mærkelige tegn, en slags hackernes losseplads; derfor kan jeg desværre ikke linke til anmeldelsen).Læs mere »