I torsdags fyldte Benedict Cumberbatch 42 år. Måske synes du, at det er en underlig information på en bogblog, men helt ærligt, vi elsker den labert kølige britiske skuespiller så meget, at den ene af os engang har købt en malebog med tegninger af ham hjem fra London til den anden. Den information røg ud i en bil for kort tid siden.
Kæreste: “Men din bloggerveninde er voksen, ik?”
Mig: “Jo.”
…
Nå, men der, hvor jeg ferierer for tiden, findes andre Cumber-fans, så vi fejrede fødselsdagen med to afsnit af Mark Gatiss- og Steven Moffats-serien Sherlock, en fremragende fortolkning af den britiske forfatter Sir Arthur Conan Doyles historier om detektiven Sherlock Holmes og hans langmodige ven, Dr. Watson.
Cumberbatch og Martin Freeman, der spiller Watson, bringer detektiv-historierne op i nutiden humor, charme og en timing, der ikke kan købes for penge. Det kan til gengæld den nymodens teknik, der ubesværet bliver en del af de oprindelige fortællinger. Således spiller en sms-lyd i form af et kvindesuk således en vigtig rolle i afsnittet om dominatrix’en Irene “The Woman” Adler, der får Sherlocks rationelle hovede til at spinde. Irene Adler optrådte første gang i novellen A Scandal in Bohemia (1891) og flere gange senere som love interest for den ellers så kølige detektiv.
Det er ret godt gået, at en fortælling, der har rundet de 128 år, let og ubesværet glider ind i nutiden og giver fuldstændig mening. Men sådan er det jo med gode fortællinger. I Sherlocks tilfælde er det en guddommelig kombination af stærke karakterer, selvfølgelig mest hovedpersonen selv, den ‘velfungerende sociopat’ med den hyperskarpe observationsevne, og elementært (!) spændende plot, der sikrer langtidsholdbarheden.
Jeg fik lyst til at læse de oprindelige historier. Det gøres klart bedst på engelsk, der er langt mellem snapsene, når det gælder de oversatte. På originalsproget findes til gengæld en mængde udgaver, der nok skal få hårene til at rejse sig på de sommerbrune arme. Hvad, for eksempel, med denne læderindbundne lækkerbidsken fra Amazon?