Eskapisme eller spejl?

Hvem er du, når krisen rammer? hed mit seneste indlæg her. Spørgsmålet var en slags paraply-overskrift til både den bog, jeg anmeldte – Jacob Weinreichs meget læseværdige Pigen fra den franske skole – og den tid, vi lever i. Når hele verden og dermed også vi selv rammes af krig, som i Pigen fra Den Franske Skole, eller en smitsom virus uden behandling eller vaccine, som i vores tid, opdager vi hver især ting om os selv, vi ikke vidste før. Nogle af os har mere mod og mandshjerte, end vi før havde givet os selv credit for. Vi bliver frihedskæmpere eller Corona-krigere i alle afskygninger. Andre af os dukker hovedet i angst og prøver at holde ubehaget stangen for at fortsætte noget, der ligner en hverdag. Vi bliver tryktestet, ikke bare som kærester og hjemmeskolere, men som mennesker.

Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg sidder og lytter til den fremragende podcast I røven af … Denne gang er værterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb i røven af den lige så fremragende terror-serie Når støvet har lagt sig, som fik den underlige og utaknemmelige skæbne at blive lanceret midt under Corona. I det afsnit, jeg hører, diskuterer værterne med DR’s dramachef, Christian Rank, hvilke tv-serier, vi vil se, når der er krise. Chefen siger, at der er to veje: den ene del af publikum vil se katastrofe-serier, der spejler den krise, vi står midt i, fordi verden er forandret, og det virker for overfladisk at se Venner. De vil have et spejl. Den anden del vil se Venner og grine i trygt selskab. De vil have en flugt, de er eskapister.

Jeg tilhører den anden del. Jeg havde mildt sagt set Venner en del gange inden Corona (læs om min passion for serien i anmeldelsen af bogen om Venner), men jeg har alligevel set mindst ét afsnit hver dag, siden vi begyndte at være sammen hver for sig. Det samme gælder min læsning. Litterært er jeg gået i fosterstilling med Nynnes dagbog, Bridget Jones’ Diary og en ny i genren Confessions of a Forty Something Fuckup. Imens læser min kæreste en bog om Tysklands historie og husker sig selv på, hvordan verdens historie har lært os ting, vi burde blive klogere af.

IMG_0168

Klogere vil jeg også gerne være. Men jeg kan ikke rigtig tage viden ind, når jeg er bange, som jeg indrømmer, at jeg har været under Corona-krisen. Virkeligheden er for overvældende, jeg søger mod det kendte og trygge, mens jeg venter på, at faren driver over. Dér giver Bridget og Nynne præcis det, jeg har brug for. Jeg kender dem ud og ind, jeg kender deres problemer og løsninger, og jeg ved, at uanset hvor håbløst det hele kan se ud, så ender det faktisk med at gå. Og netop det har jeg brug for, når krisen raser. Troen på, at det nok skal gå. Er det overfladisk og fejt? Måske. Jeg kan i hvert fald godt få dårlig samvittighed, når jeg læser andres opdateringer om, hvordan de må rationere deres nyhedsforbrug under Corona-krisen, for jeg følger kun lige med til, at jeg kan gøre, som jeg skal. Jeg går heller ikke på opdagelse i historien for at ‘lære af den’, sådan som min kæreste gør, og jeg hører kun overfladisk efter, når han analyserer situationen i en historisk kontekst, for jeg føler mig ikke mere handlekraftig af at vide, at vi som menneskehed begår de samme fejltagelser igen og igen. Tværtimod. Jeg bliver modløs af det.

IMG_0169

Enhver må gøre, som enhver bedst kan, tror jeg. På et tidspunkt vil jeg igen gå i gang med at læse noget nyt – jeg går for eksempel og glæder mig til at læse Mathilde Walther Clarkes Huset uden ende, som er på vej i posten. Hendes selvbiografiske  Lone Star var min største læseoplevelse i sommeren 2018, en sommer, der nu føles som en fjernt minde; vi sad på en lille strand på Bornholm og nød livet og litteraturen, og vi var overhovedet ikke optaget af afstand, host eller nys. Jeg håber, det bliver sådan engang igen.

Serie-mæssigt glæder jeg mig også over, at jeg tog hul på netop Når støvet har lagt sig, for hold nu op, hvor er den god (og man må gerne spole over den ni minutter lange terrorangrebsscene, for man forstår snildt følelserne og plottet uden at se et eneste menneske blive skudt). Forleden overhalede jeg på en Corona-venlig cykeltur i København Karen-Lise Mynster på en cykelsti på Frederiksberg, og jeg havde lyst til at stoppe og takke hende for indsatsen, for hun er simpelthen på eller over Ghita-niveau.

asset.dr

Så helt i kulturelt hi er jeg ikke gået. Jeg deltager i verden så meget, som jeg nu tør. Og læser om det, jeg kan forholde mig til. Det er måske også en slags confession?

Bridget Jones’ Omnibus. The Singleton Years. Bridget Jones’s Diary & The Edge of Reason af Helen Fielding er udgivet på Picador og kan blandt andet fanges her

Nynnes dagbog 2 af Henriette Lind og Lotte Thorsen er udgivet af Politikens forlag og kan fanges her

Confessions of a Forty-somthing Fuck-up af Alexandra Potter kan blandt andet fanges her

En kort historie om Tyskland af James Hawes er udkommet på dansk på forlaget Bilgrav og kan blandt andet fanges her

Bogen om Tyskland er venligst tilsendt fra forlaget.