❤️❤️❤️❤️❤️
H.C. Andersen fører ivrigt dagbog fra 1825 og frem til sin død i 1875. Kun halvandet år mangler. I 1834, da han vender hjem fra Italien, holder han pludselig pause i sine evindelige skriverier.” Ingen ved hvorfor. Denne roman begynder, hvor Andersen holdt op.
Sådan står der inciterede i flapteksten på krimien Mordet på en havfrue af det nye forfatterkollektiv Rydahl & Kazinski. Og lad det være sagt med det samme, så ingen skal vente i samme spænding, som de tre skaber hos deres læsere:
Alle forventninger indfries og mere til.
Hans Christian (som eventyrforfatteren kaldes for at gøre ham til lidt mere menneske end myte) er, som man i dag ville sige, “et dårligt sted i sit liv” ved romanens start. Han, der så gerne ville verdens mest berømte mand, kan ikke engang holde 50 mennesker fanget ved en oplæsning af en rejseskildring fra Italien. Han kan ikke spille skuespil, ikke danse ballet, ikke få greb om skriveriet – og han er fattig og lever på nåde fra sine mæcener, ikke mindst den elskede Edvard Collin, som han ikke tør erklære sin kærlighed for. Det er lige før, han overvejer at tage hjem til mor i Odense.
Han, der så gerne ville verdens mest berømte mand, kan ikke engang holde 50 mennesker fanget ved en oplæsning af en rejseskildring
Men skidt skal blive værre, for hans tilbøjelighed til at ville klippe papirklip af de kvindelige former, som han elsker platonisk, får ham i fedtefadet, da hans model, skøgen Anna, findes myrdet og skamferet. Alt peger på den underlige digter, og hans kantede personlighed gør det glimrende ud for de beviser, der ikke tillægges så stor værdi af politimester Cosmus. Forude venter døden ved halshugning på Amager Fælled, men de indflydelsesrige venner skaffer ham dog et par dage til at bevise sin uskyld. Sammen med Annas søster Molly, der nu også må tage sig af Annas datter Marie, går Hans Christian på jagt efter Annas morder. Det fører det umage trekløver vidt omkring: fra Lorte-øen Amager til bal på slottet, og Hans Christian får både brug for at tegne og fortælle for at finde sandheden og retfærdigheden – og sin egen eksistensberettigelse.
Bevis-din-uskyld-dramaet er ikke nyt, plottet ej heller superoriginalt, men det hele er rasende godt skruet sammen, af flere grunde: Først og fremmest er persontegningen af H.C. Andersen smukt udført. Han fremstår langt mere nuanceret, end vi er vant til: hypersensitiv, kropsforskrækket, kantet og selvcentreret; men også empatisk, fantasifuld, sårbar og indsigtsfuld – som en rigtig forfatter måske må være det. Hans eventyr er en del af vores allesammens mentale DNA, og de små referencer til fx Fyrtøjet, Pigen med Svovlstikkerne og naturligvis Den lille havfrue giver små dopamin-belønninger i læsningen.
Allerbedst er dog, synes jeg, beskrivelsen af datidens Købehavn, som næsten bliver en karakter i sig selv. Den by, som nogle af os elsker at bo i og har læst passioneret om i blandt andet Herman Bangs Stuk og Tom Kristensens Hærværk, er i Rydahl & Kazinskis research-baserede fortolkning simpelthen et forfærdeligt sted; beskidt, usund, voldelig og fremfor alt fattig. Undtagen ved hoffet, hvor de adelige horer og drikker og æder og skider i én uhumsk uendelighed – fuldstændig blottet for interesse i det folk, der holder festen kørende. København er sygdom, lort og liderlighed i én væmmelig masse, ikke ulig den, Hans Christian må ud at ro i på Lorte-Øen, og alligevel er der glimt af menneskelighed og måske også kærlighed indimellem, og det kan vi jo godt lide.
Om plottet skal ikke siges meget mere, end at det ifølge forfatterne selv er inspireret af det sted, Hans Christian er i sit kunstnerliv på det fortalte tidspunkt, og af en tendens i vores egen tid, der handler om, hvor meget vi vil lave os selv om for at blive elsket. Det er spændende, og sproget er stramt, som vi kender det fra A. J. Kazinski, med et strejf af noget nyt – om det er historieforankringen eller Thomas Rydahl eller en blanding ved jeg ikke, men jeg er vild med blandingen af historisk og moderne sprog, som er nærmest perfekt doseret.
“Nærmest perfekt” kunne man også sige om samarbejdet Rydahl & Kazinski, og det kunne være gået flere veje. Thomas Rydahls litterære stjerne er bare steget og steget, siden han vandt Bogforums Debutantpris i 2014 med romanen Eremitten. Tredje del i trilogien, De tre paver, har netop høstet brandgode anmeldelser i blandt andet Weekendavisen. Og A. J. Kazinski, Anders Klarlund og Jacob Weinreich, er det garvede forfatterpar, der har fortalt historier fermt, stramt og medrivende i flere årtier. Så da de tre historiefortællere sidste år meldte ud, at de ville genoplive H.C. Andersen sammen, vakte det stor forventning, men også lidt nerver: Kan to blive til tre? Kan H.C. få et liv uden for myten? Kan historien leve i konstruktionen?
Svaret er, som det fremgår, tre gange ja.
Mordet på en havfrue af Rydahl & Kazinski er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges samme sted
VORES BOGLIV 