Gæsteanmelder Camilla Rosengaard er antropolog og har med stor begejstring læst Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste om en kvinde, der står over for et af de farligste steder i livet: en overgang.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Overgangsritualet er noget af det mest veldokumenterede i antropologiens teorihistorie. De etnografiske beretninger om alt fra indvielsesritualer i Amazonas dybe jungle over bryllupsritualer i Mellemøsten til begravelsesritualer i den danske folkekirke kredser om de rituelle greb, mennesker over hele verden sætter i værk for at skabe rammer for overgange.
Antropologernes videnskabelige bestræbelser er et udtryk for, at det er et menneskeligt vilkår, at overgangene er farefulde. Det er i transitionen fra barn til voksen, fra ung til forældre, fra småbørnsforældre til forældre til voksne børn, fra aktiv deltager på arbejdsmarkedet til pensionist, at man risikerer at miste fodfæstet. Det er i transitionen, man risikerer at blive udvisket og miste sig selv.
Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste handler i dobbelt forstand om at være i transition. Romanens hovedperson Anna er vidne til, at hendes to halvvoksne døtre er i gang med at løsrive sig samtidig med, at hun skal håndtere, at hendes forældre svækkes og dør. Anna ser den veldefinerede rolle som datter og mor gå i opløsning, og rådvildheden og ensomheden træde i stedet.
Annas oplevelse af rådvildhed understreges af, at det viser sig, at hendes to søskende har en helt anden opfattelse af deres fælles barndom og af forældrene, end hun selv har. Anna konfronteres med et andet menneskeligt vilkår – nemlig at mening skabes retrospektivt, og de identitetsskabende fortællinger om fortiden er en skrøbelig størrelse, der godt kan give anledning til strid.
Dette bliver meget håndgribeligt, da Anna og hendes søskende på rituel vis mødes med præsten for at give ham input til den tale, han skal holde ved deres forældres begravelse. Det kommer bag på Anna, at hendes søsters forståelse af deres mor er radikalt anderledes end hendes egen:
Eva mente ikke, at hun var interesseret i at lære os at kende. Men det passer ikke. Og jeg vil ikke have, at det er det billede af hende, der bliver stående hos præsten. Det er ikke sådan, det var, hverken da vi var børn, eller da vi blev voksne. Jeg kigger hen på Christian igen. Jeg vil have, at han skal sige noget, men det gør han ikke. Han gør ingenting, som om han giver Eva ret.
Lotte Kirkeby minder læseren om barndommens store betydning for vores selvforståelse og eksistens. Med få beskrivende greb pin pointer hun, hvordan tabet af forældre nærmest kan viske et menneske ud.
Stærkt i romanen står Annas registrering af, at hendes to døtre er ved at vokse op og etablere uafhængige liv, og at det sker hurtigere, end hun helt kan holde og følge med til – som med syrenerne, der
blomstrer for hurtigt med deres hektiske duft af råd og parfume, og de brune stande, der bliver hængende hele sommeren, giver mig en følelse af, at der er noget, der haster, at alt er forbi, næsten før det er begyndt”.
Som soloforælder har hun hentet styrke i den veldefinerede rolle som eneansvarlig for de to små børn, men med rollens transformation forsvinder kræfterne:
… dengang havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne blive ved, selv om jeg var træt. Det har jeg ikke nu. Eller også vil jeg bare ikke, og måske er det lige meget.
De nærmeste er en stramt komponeret roman, der trods sin lidenhed (205 sider, red.) adresserer livets helt store eksistentielle spørgsmål. Lotte Kirkeby har en formidabel evne til med få ord at fremmane stemninger, puste liv i sine karakterer og sætte ord på det almenmenneskelige. Denne læser var vild med Lotte Kirkebys novellesamling Jubilæum, sender seks røde hjerter efter De nærmeste, og håber på, at dansk litteratur beriges med flere bøger fra Kirkebys hånd.
De nærmeste af Lotte Kirkeby er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 