Gæsteanmelder Stephanie Caruana har læst den hæsblæsende Grønlands-krimi Åndemaneren af Lotte Petri, og den er perfekt til at svale sig med i sensommervarmen, mener hun.
❤️❤️❤️❤️ Lotte Petri er både en af vores mest ferme krimiforfattere og en af de flittigste. Hun er den frygtløse type, der gerne tager livtag med nye formater og giver sig i kast med nye universer, fremfor at holde liv i en serie eller et persongalleri, der ikke siger hende noget. Alt for mange krimiforfattere holder kunstigt liv i serier, der nok har læsere, men som ikke tilføjer noget nyt og udfordrende. Hvor ofrene dør, plottet er sprællevende, men klichéerne er sværere at slå ihjel og står i vejen. Sådan en forfatter er Petri ikke.
Man mærker, at forfatteren holder af folkene i Blodengel-serien, og i denne selvstændige toer i serien får de endnu flere facetter og flere muligheder for at folde sig ud – naturligvis med en mere end passende mængde grusomheder som baggrund. Det er med døden og tab som baggrund, at deres menneskelighed bliver tydelig og rørende.
Men selvom Petri ikke helt tager livet af krimistereotyperne, står de heldigvis ikke i vejen for den isnende uhygge. Og kulden er helt bogstavelig; efterforsker og tidligere psykolog Sofie Engell skal med holdet til Grønland for at efterforske de mistænkelige dødsfald på et ungt, tilsyneladende lykkeligt par. Snart viser det sig, naturligvis, at det er mord, og at mordene ikke står alene, men har forbindelse med tidligere sager. Og den uhyggelige skikkelse, der tålmodigt jager sine ofre er stadig derude, men rykker tættere og tættere på.
Det giver reel spænding og en nærmest klaustrofobisk stemning, at omgivelserne i historien på samme tid er enorme og afgrænsede. Grønlands barske natur skildres så værdigt og grumt, at den umærkeligt bliver en karakter i sig selv i plottet, og ikke kun fordi døden kommer snigende:
Hun mærkede ikke kulden fra vandet, da hun faldt forover. Hendes livløse krop vuggede blidt i vandet. Manden løftede noget højt op i hænderne, og en blygrå streg tegnede sig i luften, da han lod det falde mod hendes hoved.
Derefter blev alt stille.
De hvirvlende snefnug mødte deres endeligt i mødet med det skifergrå vand.
Det monotone i et opklaringsarbejde, hvor holdet omtrent konstant er samlet, er også foldet godt ud, måske næsten for godt for denne anmelders smag. For der er en del gentagelser, hvor sympatiske, kantede og dygtige Sofie dulmer sine traumer på samme måde, bliver set på eller sat på plads på samme måde. Det er helt sikkert en pointe, men jeg ville ønske, at hun og de seje kolleger stod lidt mere varieret frem, trådte i karakter.
Samtidig er Sofies chef så nævenyttig og glat, at det halve kunne være nok. Den slags karriereliderlige mænd på lederniveau (og hans tilfælde også reelt liderlige) er så klassiske i krimier, at de nærmer sig klichéer. Og Sofie har som psykolog alle redskaber til at kunne gennemskue ham, men virker ikke til at gøre det for alvor. Jeg ville elske, at hun på trods af sine egne fejl og indre kampe, virkelig fik analyseret ham sønder og sammen. Så han kunne lære det!
Gentagelserne skyldes muligvis formatet. Som læser eller lytter kan man tage et afsnit ad gangen, men det bliver tydeligt, hvis man sluger historien i et stræk. Den er i øvrigt glimrende læst op af Dan Schlosser. Serieformatet gør, at fortællingen kommer lidt i ryk og at plottet tvinges til at følge en bestemt kurve.
Det kunne have været fristende at lave en større thriller med internationale tråde eller post-koloniale undertoner, når nu både Kina og Rusland gerne vil have fingrene i de grønlandske mineraler, og når fortiden stadig er en kilde til konflikt mellem grønlændere og danskere. Men det er ikke Lotte Petris ærinde. Som sin efterforsker holder hun snuden i sporet, finder det nære og det uhyggelige og folder det ud. Man kan derfor snildt lade sig rive med og ud i kulden.
Åndemaneren af Lotte Petri er udgivet af Mofibo som både lyd- og e-bog. Første sæson, Tandsamleren, fås desuden også som paperback på Saxo.com.
VORES BOGLIV 