❤️❤️❤️❤️ Kan man være kærlighedsnørd? Det tror jeg godt. Jeg tror, at jeg er sådan en. Jeg synes simpelthen, det, der kan ske, må ske og indimellem fortvivlende ikke sker mellem to forelskede, elskende mennesker er noget af det mest mærkelige, vidunderlige og spændende, man både kan opleve og studere.
Jeg sidder klinet til skærmen, når der er Gift ved første blik, og har hovedet helt inde i radioen, når der er Tue og Tonys podcast dagen efter. Jeg ser har set The Affair tre gange – alle fire sæsoner. Jeg har skrevet to bøger, der kredser om kærlighed og sex – og jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om det bankende varme emne. For nylig har jeg læst en bog med noget nær den bedste titel, jeg nogensinde har set på en non-fiktion: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hvadbehager? Hvis dét ikke er løfte, så ved jeg ikke, hvad er. Undertitlen er også god, omend mindre inciterende og mere sådan “smøg ærmerne op”-agtig: Om hvorfor vejen til det liv du længes efter, altid går igennem jeres mest fastlåste konflikter.
Nå ja, vi ved jo godt, hvis vi har læst (eller skrevet!) dameblade nok, at kærlighed – også – er hårdt arbejde, så okay, bring it. Og nøj, hvor vi får noget for pengene. Socialpsykolog Jytte Vikkelsø opridser den umiddelbart simple teori, at vi forelsker os i mennesker, der på én gang rummer karaktertræk, vi beundrer og selv ønsker at have, og karaktertræk, vi forsøger at slippe væk fra, fordi de minder os om dem, der forhindrede vores frie udfoldelse, da vi var børn. I vores elskede findes, mener Vikkelsø, både et element af ‘krænker’ og potentiel ‘forløser’. I starten er det en euforiserende kombination, men efterhånden som parret får de første konflikter, begynder de to parters gamle sår at spille en rolle, i nogle tilfælde i en grad, så der opstår det, forfatteren kalder en mytisk knude:
En person, der træder ind i et andet menneskes liv på det mytiske plan, bliver en utrolig vigtig spiller i det menneskes liv. Men så længe vi ikke forstår, at den ydre konflikt spejler en inde, uforløst konflikt, er det næsten umuligt at udfolde potentialet, der gemmer sig i dette dramatiske møde.
Resten af bogen er egentlig et forsøg på at udfolde, hvordan det dramatiske møde kan udfolde sig, blandt andet gennem forskellige cases fra Vikkelsøs egen praksis. Og det er ikke så enkelt endda, men det er godt at vide. Der er meget, jeg kan spejle sig i, i både Erik og Anna, Petra og Martin og Rosa og Lauras opslidende konflikter. Jeg kommer til at tænke over, hvad jeg selv har slæbt med hjemmefra, og hvordan jeg kan komme til at fægte med spøgelser indimellem.
Men … jeg har også en følelse hele vejen igennem bogen af, at noget vigtigt hele tiden er lige ved at gå helt op for mig, men alligevel slipper væk. Allerstærkest bliver den fornemmelse, da vi kommer til, hvordan man så ændrer sine mønstre. For som forfatteren skriver, er der altid et element at lettelse hos par, der finder ud af, hvad deres mytiske knude er; nu ved de noget vigtigt om sig selv og hinanden, men at vide er ikke at gøre, der skal handles, hvis de skal ud af deres “mest fastlåste konflikter”. Her synes jeg, bogen svigter lidt. Det abstraktionsniveau, som egentlig også er dens styrke, bliver så højt, at det bliver rigtig svært at følge med:
For hvert ekstra milisekund, vi formår at forblive nærværende i spændingsfeltet uden at reagere defensivt og uhensigtsmæssigt, forøges vores responsmuligheder eksponentielt.
Okay, men hvad skal jeg så gøre? Det synes jeg ikke, bogen giver svar på, og det er muligvis også for meget forlangt. For meget forlangt er det til gengæld ikke, at en bog med så fornemt indhold bliver redigeret grundigt, og her kunne der godt være strammet op. Men alt er tilgivet, for titlen er perfekt, indholdet interessant og effekten varig. Hvor mange bøger kan man lige sige det om?
Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte af Jytte Vikkelsøe er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 