#læslæslæs (men orker man)?

Her kommer en underlig udmelding. Jeg bliver træt af at læse. Faktisk så træt, at jeg nogle gange har været ude i noget, der kunne kaldes en læsekrise. Og det er skam en ting, en af mine rigtig gode bloggerkolleger brugte ordet så sent som for et par dage siden, da vi mødtes over overdådige rester (hendes), øl og snaps.

“Jeg er i læsekrise,” jamrede hun, “jeg har en bunke så stor, som jeg skal læse, og jeg har ikke lyst til at læse en skid.”

cropped-bogbunke.jpg

Måske sagde hun ikke “en skid”, men sådan lød det inden i mit hoved, for der var det sådan i forvejen. Bunkerne vokser, og lysten daler, selv om længslen efter forløsningen stadig river i brystet. For et par år siden var det værre. Da var det mig, der jamrede. Jeg troede ikke længere på bogen – eller på kærligheden. Der var for mange bøger, som ikke blev læst, og for mange parforhold, der gik ad hekkenfeldt til. En kær ven sagde til mig:

“Per og jeg er bekymrede for dig. Du er blevet nihilist.”

Så fandt jeg kærligheden og begyndte også at læse igen, blandt andet fordi Han er så begejstret for bøger og kan fortælle om læseoplevelser, så nysgerrigheden pirres, og lysten vokser. Indimellem sker det også. Jeg har haft store læseoplevelser i år, blandt andet fordi jeg så min kæreste røres over finske Kjell Westös Den svovlgule himmel, blev inspireret og nappede bogen efter ham. Og havde den der lykkelige sorg, som man har, når man økonomiserer med de sidste sider. Åh, fryd.

0x500-1

Men jeg kan stadig blive grebet af en form for overmæthed. I mit SoMe-feed vrimler det med bognørder, der poster billeder af bøger og bogreoler og lænestole og katte, der ligger for fødderne, og lækre kopper kaffe, der står på det lille dekorative bord ved siden af, og det får mig altsammen mest af alt til at længes efter endnu et afsnit af noget på HBO eller min DR-app (for eksempel Herrens veje, der trods sin vanvittige tour de force gennem tidens presserende emner er så velspillet, at den er umulig ikke at blive draget af).

2080_686x309

Der er endda et hashtag, som hedder #læslæslæs, og det er så velment og i orden, men det har den stik modsatte effekt på mig. Jeg får lyst til at svare #nejnejnej og gøre noget helt andet. Hvilket jo er absurd, fordi jeg selv bidrager til vrimlen på både den ene, den anden og den tredje måde. Som forfatter, som blogger og som journalist, der både producerer og formidler bøger. Men hvem orker at læse alle de bøger?

En klog forfatterveninde, jeg har, siger, at det er godt, der udkommer så meget, for så er der altid noget til os alle sammen, vi læser bare ikke det samme. Anskuet sådan er det opmuntrende, at der bliver ved med at komme noget i hver en niche. Men hvad er min niche, hvad kan jeg egentlig godt lide? Jeg har læst så meget, fordi jeg skulle, i så mange år, at jeg næsten ikke ved det mere. Da jeg for nylig var med i en af de der udfordringer på Facebook om at poste et billede af en yndlingsbog hver dag i 7 dage, postede jeg Tom Kristensens Hærværk, Tove Ditlevsens Gift, Klaus Lynggårds Martin og Victoria og Line Fjordsides Det jeg mister. Så gik jeg i stå. Kun Lines bog er læst, mens jeg har været rigtig voksen, resten var i de tidligere tyvere – første gang, i hvert fald.

Den der på en gang berusende og beroligende fornemmelse af at finde noget, der bare passer perfekt, uden at man vidste, det var det, man ledte efter. Dobbeltfryd. Den findes både i kærligheden og i læsningen. Kærligheden har jeg, og i det næste år vil jeg gå på jagt efter den i læsningen. Jeg vil have gode, store oplevelser – og jeg vil give dem videre. Som blogger, journalist – og forlægger. Jeg har nemlig etableret mit eget forlag, Sleeping Beauty, og har første udgivelse på vej om blot få uger. En ægte første gang med tilhørende sug i maven. Meget mere om det ovre på den anden side.

Om jeg også kan levere oplevelser som forfatter, ved jeg ikke helt. Usikkerheden følger altid med det at skrive, og det skal jeg nok ømme mig over ved en anden lejlighed. Men jeg vil gøre mig umage.

Godt nytår!

Reklamer