Mit bogliv 2020

Fik du læst flere bøger i 2020, end du havde troet, du ville? Eller gik du i mental koma (som jeg først kom til at stave Corona, hvem sagde Freudian slip) under Den Store Nedlukning og lod Netflix fodre dit martrede sind? For mig var det lidt af hvert. I perioder fik jeg læst intenst, i andre lukkede læsningen helt ned.

At det her år kommer til at ændre den måde, vi lever og dermed også læser på, kan ingen vist være i tvivl om. Konsekvensernes omfang er svimlende, og jeg forestiller mig, at vi blandt andet kommer til at bearbejde vores fælles traume gennem de bøger, der vil blive skrevet. Mens vi venter på det – og på vaccinen – kan vi dog godt se lidt på, hvordan året så ud, sådan bog-mæssigt. For mig var det rundt regnet sådan her:

Bedste bogevent: Krimimessen i Horsens var noget af det første, der blev aflyst, da det store C lagde landet ned. Det virkede ufatteligt, at vi ikke skulle til den vanlige fætter-kusine-fest i Statsfængslet, men det skulle blive meget værre, for først trak Politikens forlag og Gyldendal sig fra Bogforum i Bella, og så blev det helt aflyst. Små glimt af lys i vintermørket var dog et event om kærlighed med Tine Høegh, Lone Frank og Olga Ravn i Pressen og Litteratour på Lorteøen, aka Amager Bio med den fremragende lyd og den endnu bedre stemning, da Blædel, Bjarup-Riis, Joof og Faber foldede sig ud. En helt særlig oplevelse var Christians Bogfestival, hvor vi både fik læst digte op af færøske Tóroddur Poulsen, overværede en samtale mellem Lotte Kirkeby om hendes roman De nærmeste og fik den mest vidunderlige minikoncert fra Kira Skov duo. Og sad og blev helt lykkelige, fordi det lidt føltes som livet, der var engang.

Bedste krimi: Fordi jeg ikke skulle til krimimesse, har jeg læst mindre krimi i år. Men tre damer ligger altid tæt på mit krimihjerte, og alle tre udgav bøger i år. Den første, Elsebeth Egholm, skrev ganske vist for en gangs skyld ikke en krimi, men tog os i stedet med til Frankrig og fortalte en fin kærlighedshistorie i Som natten kender stjernerne. Julie Hastrup havde undersøgt, hvad sorg gør ved os i Vildskud, mens Sara Blædel tog samme og andre emner under behandling i Den tavse enke. Jeg elsker de tre’s bøger, er fuld af beundring over deres stamina og er stolt over nu at dele forlag med dem.

Bedste essay-samling: Mathilde Walther Clarke og jeg har fødselsdag samme dag. Det alene gør, at jeg virkelig håber, der er noget om astrologien, for mage til sprog-ekvilibrist skal man lede længe efter. I Huset uden ende fortæller Clarke blandt meget andet om det hus i USA, hvor hendes amerikanske familie boede, da hun var barn og kom på besøg om sommeren. I nabohuset skete et grusomt dobbeltmord, og det får Clarke til at fortælle om seriemordere på en måde, jeg aldrig vil glemme. Clarke skriver også om at miste, om kvindesager, om bøger og liv og meget mere. Klogt, præcist og manende til eftertanke.

Bedste selvhjælps-biografi: Okay, denne kategori er opfundet til Hella Joof, for hun er jo indtil videre den eneste, som har udgivet en sådan. Men Tvilling, Yndling, Grævling er virkelig også så fin og menneskelig en bog, at den fortjener sin egen kategori. Jeg får mere og respekt for Hella Joof, ikke mindst fordi hun næsten altid taler mildhedens, forståelsens og tilgivelsens sag, og det kan vi simpelthen ikke opmuntre nok, for der er så rigeligt af det modsatte.

Bedste udenlandske roman: “Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på.” Sådan skrev jeg blandt andet om Kjell Westös virtuøse roman Tritonus. Det tog lang tid, før klangen af den ikke længere ringede mig ørerne, og det er et stort kompliment. Samtidig et stort velkommen til forlaget Gutkind, der opstod af asken fra mit gamle forlag Rosinante, og som på ingen tid har stået bag hits som Tine Høeghs Tour de Chambre, Stine Pilgaards Meter i sekundet og Caroline Albertine Minors Hummerens skjold.

Bedste kærlighedshistorie: Gammel kærlighed ruster ikke, og mit litterære forhold til Jojo Moyes er efterhånden gammelt. Hun slog voldsomt internationalt igennem med tåreperseren Mig uden mig, som også er filmatiseret, og i år udkom treeren i serien, Stadig mig, som fik mig til at genforelske mig i Moyes. Romance-genren kan noget helt særligt, når den kan – mange gange kan den desværre ikke. Men Moyes og jeg, vi er solid.

Bedste læseoplevelse: I år skulle jeg nå helt til 12. måned, før den bedste læseoplevelse indtraf. Ingen over og ingen ved siden af Jesper Steins selvbiografiske roman Rampen om hans opvækst i Risskov, hans forældres skilsmisse og alkoholisme og hans egen fremkaldelse til den forfatter, han skulle blive. Jeg både spejler mig – i kærligheden til bøger, tiden (med Niels Malmros’ film som en lille fin markør), flugten i fest og mere eller mindre flygtige relationer – og lærer nyt: om at elske sine forældre og være vrede på dem på én gang, om at nuancere sit blik på alt det, man er kommet af. Rampen er en kæmpe gave, og jeg kan, bogstavelig talt, ikke anbefale den nok.

Bedste skriveoplevelse: Jeg har skrevet som en vild i år – artikler, mest, men også en bog mere, min femte. Dens emne, sårbarhed, betyder meget for mig, og jeg var beruset ved tanken om at skulle skrive om det, da jeg fik kontrakten tilbage i 2019. Selve skriveprocessen blev af mange grunde vanskelig, men jeg er glad for resultatet og glæder mig oprigtigt til at dele det med omverdenen, når den udkommer den 14. januar 2021.

Advertisement

2019 i bog-oplevelser

2019 var et lidt underligt år for mig. Et år med mange gode oplevelser, men også med mange udfordringer i dagliglivet, så jeg næsten har svært ved at skelne månederne fra hinanden. Men når jeg bladrer i Boglivs indlæg, kan jeg se, at jeg alligevel både nåede at læse og skrive en del – og dét handler livet meget om for mig. Så her er min helt personlige og for egen regning-liste over bog-året, der gik:

Største udgivelses-oplevelse: Det var mig der slog Tom Jones ihjel

I årets første måned blev jeg forlægger, da jeg udgav Jan Frejlevs fine fortællinger på mit forlag Sleeping Beauty. Novellerne handler om små mennesker med små liv, og der er både stor sorg, stor humor og helt almindelige fjollerier i dem. Jeg er stolt af at have sat dem i verden sammen med Jan.

Bedste biblioteks-bog: Den indre by af Dea Trier Mørch

Min datter var på Krogerup Højskole, og sammen så vi en udstilling om grafiker og forfatter Dea Trier Mørch. Jeg blev inspireret til at læse en af hendes romaner, og det var virkelig interessant og underholdende. Politik fylder enormt i de pars liv, vi følger, men det gør sex, kønsroller og forældreskab også – nemt at identificere sig med, uanset de mange årtier mellem deres liv og vores.

Mest overvældende forfattermøde: Liane Moriarty

Billedet af en, der kæmper med sin starstruckness og næsten lykkes med det.

Jeg har været fan i årevis, og jeg var ærlig talt temmelig tør i halsen, da den australske forfatter til blandt andet Min mands hemmelighed og Små store løgne kom til Danmark, og jeg fik lov til at interviewe hende til Ugebladet Søndag. Senere samme dag havde jeg Anna, som også er fan, med til blogger-møde med Moriarty om hendes nyeste roman Et fængslende møde. Hun skrev den sødeste mail et par måneder senere, og jeg er ikke for fin til at indrømme, at den slags oplevelser er med til at motivere mit journalistliv.

Bedste moderne roman: Se på os nu

Geir Gulliksens kølige ægteskabsroman gjorde stort indtryk på mig med sine menneskelige karakterer, der mere end noget andet viser, hvor egoistisk kærligheden kan være. Ikke en udpræget rar oplevelse, men det behøver læsning heller ikke altid være. Med fire hjerter og blandt andet denne svada omtalte jeg bogen:

Se på os nu er en fascinerende, men også forstemmende bog; velskrevet, velkomponeret og virkelig præcis i sine skildringer af personerne, som vi desværre forstår alt for godt. Al den velvilje, al den livslyst – for ikke at sige slet og ret liderlighed – al den tro på, at det hele bliver bedre næste gang – og så alligevel ligner det mest en katastrofe.

Fedeste bloggeroplevelse: På tur med Sara Blædel

Researchen til Pigen under træet bragte Sara Blædel tilbage til sin egen ungdom – i november tog hun en gruppe bloggere med på tur til sin gamle by.

En dram og en tyggegummi-smøg var en del af traktementet.

Vi røg, vi drak, vi gik næsten med drenge … Livsstykket Sara Blædel inviterede bloggerflokken på en tur med Bornholmer-bussen, ikke til Bornholm, men til Midtsjælland, hvor hun selv kommer fra, og hvor hendes nyeste Louise Rick-roman, Pigen under træet, foregår. Jeg elsker den energi og taknemmelighed, Blædel går til arbejdet med at markedsføre sine bøger med – og bogen var også god. Jeg gav fire hjerter og skrev blandt andet:

Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer (…)

Flittigste gæsteanmelder: Palle Schjødtz

Han læser lange bøger fra start til slut, tager noter undervejs og anmelder omhyggeligt og loyalt. Han er vores faste alkohol-bog-, spionroman- og Karen Blixen-relateret litteraturanmelder, og så er han uden sammenligning den, der skriver fleste gæsteanmeldelser. Det ligger nok til familien, for han er også min far.

Bedste udenlandske oplevelse: Jennifer Egan

Ganske vist krummede vi altså lidt tæer over niveauet for interviewet, men det var en udsøgt fornøjelse at høre den amerikanske forfatter til blandt andet Tæskeholdet banker på fortælle om romanen Manhattan Beach, som var en stor læseoplevelse i sig selv. Niveauet steg, ryggen blev ranket, og nye erkendelser blev gjort. Tak, Louisiana!

Bedste læseoplevelse: Dage i Cape May

Hvor er det vidunderligt, når man bliver overrasket af en bog, der bare kræver at blive læst fra ende til anden. Et ungt par tager på bryllupsrejse i 1950’erne, de kender ikke sig selv eller hinanden godt nok til at være ægtefolk, det hele ligner en fiasko, og så i sidste øjeblik møder de en flok dekadente naboer, og alt ændres i en rus af alkohol, sex og nye erkendelser. Jeg gav fem hjerter og skrev blandt andet:

Det sidste kapitel, som er en slags ‘hvad der siden skete’, tog pusten fra mig og gjorde mig ædru på den måde, man kan være, når man har været oppe hele natten og sidder på en strand og ser solen stå op.

Som en ekstra bonus blev jeg venner med forfatteren med det spøjse navn Chip Cheak på Facebook, og jeg kan stadig ikke rigtig komme mig over, at dette begavede menneske er debutant!

Bedste nostalgi-læsning: Venner – I’ll be There for You

Could we have any worse hair?

I en tid, hvor fiktive personer kan føles tættere på end vores rigtige venner, fordi vi ved mere om dem, kan betydningen af tv-serien Venner for mig næsten ikke overvurderes. Det er jeg i den grad ikke alene om, og det er også en del af pointen. Jeg følte mig spejlet i bogen om Venner, men fandt også ud af meget nyt, blandt andet om, hvor mange gange serien var i fare for at blive stoppet igen. Jeg gav fem hjerter og sagde blandt andet:

Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er (…)

At blive set som dem, vi var og er. Er det ikke også det, bøger kan, når de er bedst? Må de sidste dage af 2019 blive gode læsedage for alle os, der elsker bøger.