❤️❤️❤️❤️ I 8. klasse startede jeg på en ny skole, Rungsted Private Realskole. En uge efter skulle vi på lejrskole til Sønderjylland. I toget pjattede og snakkede vi, så meget som vi nu turde for de ret strikse lærere, der var ansat på den ret gammeldags skole. En sød dreng smilede til mig, og jeg smilede igen, og pludselig var vi lukket inde i en af de klassiske seksmandskupeer, helt alene og helt generte. Der skete ingenting. Vi var begge for generte. Men næsten 30 år senere sad vi igen i en togkupé og kørte mod Sønderjylland. Nu var der kamera på, for drengen var vokset op og blevet en af Danmarks rigeste mænd, og han og jeg var med i et program, der hed Mig og klassen. Med seerne som vidne kørte vi vestpå og ned ad memory lane medbringende Jolly Cola og drengens dagbog, hvori der blandt andet stod, at drengene en aften var krøbet ind til pigerne for at … spille skak! Vi grinede til hinanden, og et øjeblik spillede det lidt i øjnene igen, for mindernes gade er magisk, også selv om livet rykker en rig dreng og en almindelig pige helt væk fra hinanden.
Hvorfor nu denne lange indledning? Fordi de tidlige teenageår er så definerende og lejrskole en ikonisk rejse. Om man kommer til Sønderjylland eller Bornholm, så er det ofte her, man får øjnene lidt op for drengene (eller pigerne) – dem i klassen eller de lokale. Måske får man også sin første øl eller endda sit første spil skak. Eller også må man se på, mens alt dette sker for de andre, for sådan er livet også, især i den alder, ikke alle når det samme sted hen samtidig, om overhovedet. Om det handler Sara Blædels 10. Louise Rick-krimi Pigen under træet. I 1995 rejser en 7. klasse fra Midtsjælland til Bornholm, men ikke alle kommer med hjem igen. Pigen Susan, der både er fremmelig og udsat, bliver væk og først fundet i nutiden som lig. Og den følsomme Mona, som dengang advarede sine lærere om, at noget frygteligt ville ske på turen, er aldrig kommet sig over det, men lever med angst, sin insektsamling og sin gamle skolepsykolog som eneste selskab.
I klassen dengang gik også Louise Ricks nuværende svigerinde, Trine, der netop er forsvundet, efterladende Louises bror Mikkel i den tro, at han igen er blevet forladt. Mikkel forsøger at begå selvmord, og det bliver ikke bedre, da politiet mistænker ham for at have slået sin kone ihjel. Louise, der egentlig har orlov og er ude at rejse med sin kæreste og plejesøn, bliver nu både pårørende og opdager, for naturligvis må hun prøve at opklare sagen og få sin bror frikendt – i øvrigt sammen med sin journalist-veninde Camilla, der også er fra egnen. Begge har bøvl i privatlivet, Louise med kæresten og Camilla med sin voksne søn, der kommer i uføre.
Med dette plot har Blædel skabt perfekte rammer for at lade sine karakterer udfordre følelsesmæssigt og gamle forviklinger finde dages lys. At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder. Det er også at få serveret, for ikke at sige få lige i smasken, hvordan livet kunne have set ud, hvis man var blevet i byen. Det er for eksempel at møde sin gamle kæreste igen og enten tænke “godt, jeg slap væk” eller “var det dumt?” og at blive konfronteret med nogle, der engang var seje og nu blot er sølle. Dén øvelse slipper Pigen under træet godt fra. Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer, hvilket også er grunden til, at hendes læsere har været kede af, at hun lod Louise Rick hvile en tid, mens hun skrev bedemands-trilogien om figuren Ilka – den kunne jeg nu også godt lide.
At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder.
Krimimæssigt er Pigen under træet måske ikke det mest originale eller nervepirrende, der nogensinde er skrevet, men for mig betyder det ikke så meget, for dramaerne imellem mennesker er langt mere spændende – og uhyggelige. Ikke mindst med det Blædel’ske blik.
Pigen under træet af Sara Blædel er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted
Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af Politikens forlag.