En kogebog efter mit hoved

Da jeg var ung, var der en kogebog, som hed God mad let at lave. I dag er der en milliard kogebøger, og jeg synes aldrig rigtig, det er blevet let at lave mad. Jeg kan godt blive momentant begejstret ved tanken, men den gør mig også tit træt, og jeg synes aldrig, det smager helt godt nok, hvad jeg frembringer. Mine største succeser har jeg haft i aldersgruppen 3-7. Jeg nailer simpel børnemad uden så meget smag.

Jessica og Jonas

Sjovt nok har jeg fået to børn, der hver på deres måde elsker at være i køkkenet – og er gode til det. Den ene følger opskrifterne til punkt og prikke og har kastet sig ud i endog meget svære sager, fra hun var lille. Den anden er Kunstner; han går død på opskrifter og skal have lov at udfolde sig med smage og sammensætninger. Jeg plejede at joke med, at de er blevet glade for at kokkerere, fordi de ellers ikke ville have overlevet, men jeg mærker også en stigende irritation på mig selv over ikke at give mit afkom den mest basale omsorg, en forælder kan give: et godt måltid mad.

0x500

Med den svenske kogebog Let at lave har jeg fået ny luft. Opskrifterne er, fortæller forfatteren Jessica Frej ved et bloggerarrangement i Torvehallerne i København, skruet sådan sammen, at man kan udføre dem, også selv om man ikke kan lave mad – hvis bare man følger anvisningerne til punkt og prikke, så går det. Og jeg tror hende! Når jeg bladrer i bogen, får jeg med  det samme lyst til at lave retter som flødestuvet spidskål, jordbærsalat og ikke mindst Shepherd’s Pie. Selve opsætningen af bogen er nemlig indbydende og får mig til at føle mig kompetent uden at have rørt en finger. For min smag er der indimellem lidt for eksotiske sammensætninger, med blåskimmelost, fx, i nogle af retterne men jeg er sikker på, at jeg kommer til at give mig i kast med mange af de andre – og det lille madøre siger, at det vil han også.

Let at lave af Jessica Frej er udkommet på HarperLife og kan blandt andet fanges her