“Betyder det, at jeg nu har en firer på Robert de Niro?”, spurgte min kæreste forleden og demonstrerede dermed, at han endelig har forstået ideen i, hvordan vi alle er forbundet gennem hinanden i seks led, hvilket jeg utrætteligt har forsøgt at indvie ham i de sidste to år.
Og ja, eftersom både min datter og jeg i går mødte den australske forfatter Liane Moriarty, der gennem sin bog Big Little Lies og tv-serien af samme navn har mødt Meryl Streep, så har Jan nu en firer på Bob. Det i sig selv er jo ikke revolutionerende eller bare i nærheden af at være det, det ved jeg godt, selv om min kæreste for en gangs skyld var lidt imponeret.
Faktisk er det sådan her: at møde kendte mennesker er ingen oplevelse i sig selv. Der er lige et enkelt øjeblik, hvor det giver lidt hjertebanken, fordi du ser de roller, skuespilleren har spillet, eller de sange, sangeren har sunget, for dig. (Sådan var det også for Liane Moriarty, da hun mødte Nicole Kidman, fortalte hun). Derefter er det et menneske, du møder. Måske ikke ‘helt almindeligt’, men dog et menneske. Nogle klikker du med, andre ikke. Nogle har en god dag, andre ikke. Det eksotiske er sjældent eksotisk, når det kommer tæt nok på.
Men det er også sådan her: Mange kendte mennesker er, SoMe-kulturen uagtet, blevet kendte, fordi de kan og har gjort noget helt særligt. Og når de får lov til at tale om det, er de som regel spændende at høre på. Det er ret ofte ret dødssygt at interviewe en skuespiller om hendes kost eller motions-regime, med mindre han eller hun brænder særligt for lige præcis dét. Men at tale med dem om skuespil er fantastisk – for det ved de jo noget om! Nogle af de bedste samtaler, jeg kan huske om netop det, var med Lars Ranthe (om rollen som Kjeld Petersen i Dirk), Anne Louise Hassing (om filmen Jagten) og Helle Fagralid (om sex-scenerne i Så længe jeg lever, hvor hun blev instrueret af sin egen mand, Ole Bornedal). For ikke at tale om Margrethe Vestager (konkurrence og ledelse), Åge Hareide (fodbold og ledelse) og Simon Emil Ammitzbøl (at være minister og far). Hvilket privilegium at få lov at tale med dygtige mennesker om det, de er dygtige til.
“Get me Meryl!”
Bare rolig, jeg har en pointe. For for mig var det at møde Liane Moriarty lige så stort, som det må have været for hende at møde Meryl Streep første gang. For Meryl Streep er Liane Moriartys yndlingsskuespiller, og Liane Moriarty er en af mine yndlingsforfattere. Moriarty fik mulighed for at skrive historien til anden sæson af Big Little Lies og havde egentlig ikke lyst. Men da hendes søster sagde: “Gør det, hvis det er sjovt,” vidste hun pludselig, hvad der skulle til:
“Hvis jeg én gang i livet kunne få lov til at sige: Get me Meryl! – og få hende, så skulle jeg ikke bede om mere,” fortalte hun grinende i Cinemateket i København, hvor hun deltog i en Politiken-podcast om Onde kvinder i fiktionens verden.
BLL fik Meryl i rollen som Nicole Kidmans karakters svigermor, Mary Louise, og Meryl var ifølge Liane Moriarty lovely. Som vi jo undrer os over, at vores idoler kan være, – og bliver skuffede over, hvis de ikke er. For grunden til, at vi beundrer dem, er ofte, at vi føler, de kender os og giver vores følelser sprog, krop eller musik. De ser os og får os til at se os selv. Og så vil det altså være helt ubærligt, hvis de samtidig ikke er søde.
Liane Moriarty er sød. Venlig, imødekommende – og lidt reserveret. (“Hun er cool og sarkastisk,” var min datters dom – så bliver det ikke bedre fra den kant). Da hun efter arrangementet i Cinemateket sad over for en gruppe bloggere, og ingen rigtig ville stille det første spørgsmål, sagde hun:
“Jeg havde fået at vide på forhånd, at skandinaverne ikke kan lide at spørge. I USA sidder de alle samme med hånden oppe med det samme. Jeg kan godt lide jeres måde.”
Da hun fortalte, at hun også var vild med Borgen og Sofie Gråbøls sweater i Forbrydelsen, begyndte vi kollektivt at løsne op. For lidt stive var vi jo. Det var jeg allerede otte timer før blogger-mødet, hvor jeg mødte Liane til et ene-interview, og i starten kunne mærke, hvor nervøs jeg blev, og hvor lidt godt det gjorde for mit interview. For et møde mellem mennesker bliver jo først rigtig interessant, når vi mødes som netop det og ikke som fan og idol. Begge positioner er låste og ufrie, og at ryste sig fri af dem er svært, ikke fordi hverken den ene eller anden part er umenneskelig, men fordi den ene part føler et slægtsskab, den anden umuligt kan føle. Det kan nemt både blive for fjernt og for tæt. Som da en ung journalist, fordi en af hovedpersonerne i Moriartys nye bog, Et fængslende møde, er i overgangsalderen, bad Moriarty om at gøre rede for sine egne overgangsalder-symptomer:
“I felt like showing her my menopausal rage (Jeg fik lyst til at vise hende min overgangsalder-vrede),” sagde hun til et grinende publikum i Cinemateket.
Selv havde jeg en lignende oplevelse, da en journalist i forbindelse med min udgivelse af novellesamlingen En duft af appelsin spurgte mig, hvordan mit eget erotiske liv havde udviklet sig med alderen? Jeg blev vred, men hvorfor egentlig? Jeg havde jo skrevet indgående og detaljeret om erotik og agiteret for, at det kan vi godt snakke om, ligesom Liane Moriarty har skrevet om overgangsalder. I fiktionens verden, ja, men jeg kan godt forstå forvirringen: Vil eller vil hun ikke diskutere alt det svære og intime?
Som forfatter kan man nemt komme til at gøre sig tilgængelig på en anden måde, end man havde forestillet sig, og grænserne kan være svære at finde, både for den ene og den anden part. Jeg havde i øvrigt en anden oplevelse med en journalist, der spurgte om det samme ud fra et mere menneskeligt niveau – hun gav lidt af sig selv, og så fik jeg også lyst til at give og svarede faktisk på spørgsmålet. De her ting er ikke sort-hvide og derfor, synes jeg, vanvittigt spændende.
Tilbage i interview-situationen skete der heldigvis det, der næsten altid sker, når jeg interviewer. Jeg blev nysgerrig. Når det sker, glemmer jeg mig selv, og det er det bedste, der kan ske for en interviewer og et interview. Så vi kom til at tale om det, jeg var allermest nysgerrig på, og nej, det var faktisk ikke, hvordan Meryl Streep er ‘i virkeligheden’. Men hvordan Liane Moriartys egen virkelighed ser ud; hvordan finder hun på historier (hun samler små stykker op her og der og kan ikke lade være med at tænke what if?), hvordan skriver hun (derudad fra en start, og så går hun tilbage), hvordan plotter hun (det gør hun ikke), hvad frygter hun mest (at hun har fået for meget lykke, og at hun vil blive straffet for det). Meget af det vil du kunne læse i mit interview med Liane Moriarty i et kommende nummer af ugebladet Søndag. Og alt det, jeg ikke bruger der, lover jeg at hælde ud her. I skal nok få mere Moriarty, promise!
Forlden fik jeg en toer på Meryl Streep, men en etter på Liane Moriarty. Dét var en ægte gave.
Liane Moriartys bøger – mine yndlings i fed
- Three Wishes
- The Last Anniversary
- The Hypnotists Love Story (Hypnotisørens kærlighed)
- What Alice Forgot (Det hun glemte)
- The Husband’s Secret (Min mands hemmelighed)
- Big Little Lies (Små store løgne)
- Truly Madly Guilty (Vanvittig skyldig)
- Nine Perfect Strangers (Et fængslende møde)
Et fængslende møde af Liane Moriarty er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted
VORES BOGLIV 