Kulturelitens indiskrete forfrossenhed

❤️❤️❤️❤️ Her i påsken fik jeg for første gang i månedsvis mulighed for at læse af lyst. Jeg kiggede på min kærestes hylde, mens jeg holdt mig for ørerne, for politihelikopteren larmede over menneskelig dårskab på Nørrebro, hvor han bor, og fandt Martin Kongstads romandebut Fryser jeg, som jeg faktisk har læst før, men måske lidt hurtigt og overfladisk og i hvert fald for år siden. Jeg hev den ned igen. Og blev lidt forfrossen.

1574998_1537000793

Hovedpersonen Mikkel Vallin er tidligere madanmelder, nu i gang med at skrive en bog om sin ven, narkomanen Søren, og hans livs kærlighed Signe. Vi mødte ham i den fremragende novellesamling Han danser på sin fars grav, og i romanen følger vi ham gennem det år, hvor han går til angreb på selve parforholdet lige efter selv at være kuldsejlet i forholdet til sin søns mor Helene. Samtidig forelsker han sig i den ungarske kunstner Diana, og i Vallins konstant omtågede hoved virker det som den perfekte måde at passe på den nyfundne kærlighed på at sætte den fri – ikke bare på egne vegne, men som en hel filosofi. Han iværksætter bevægelsen Den næste kærlighed i sine rige venners sommerhus i Tisvilde. Der bolles i grupper og holdes prædikener, drikkes igennem og høres musik, og da sommeren er gået, var det hele vist bare en meget lang sommerfest med overnatning i telt.

I det hele taget defilerer Vallin ind og ud af mere eller mindre vellykkede fester; om han konkurrerer med den lokale sut om spillemaskinen på et gammelt værtshus, holder foredrag i et jysk kunstnerlaug eller går til fernisering med sin sexede kunstner-ikke-kæreste , så flyder sprutten og de livstrætte anskuelser ned med kaskader af vin, champagne, elefantøl og skarpe af alle slags. En slags 10’ernes Hærværk, men uden inderligheden og nærmest uden lyst, trods de mange (alt for mange) seksuelle møder:

Den tonale stigning fra teltets lynlås, og jeg hvirvlede gennem tyve års festivaler ind i saunavarmen, og al den sved kunne vi omsætte til sved og østers og Cordoba med mauriske fliser og døsige mænd under korktræerne. Vores fingre blev ål gennem ådsel og vi savlede som et imbecilt fabeldyr og ville have mere af alt; længere ud, længere op, og jeg græd, da jeg fik en finger op i røvhullet og rallede ind i et blackout med sitrende vener og ansigtet begravet i kusse.

Velbekomme. Bogstavelig talt, for indimellem udskejelserne står den på snobbede retter, som beskrives med blot en anelse mere vellyst end elskoven.

En pinot grigio, den fra Lis Neris, for eksempel, ville være et fint valg, hvis jeg lavede retten klassisk, men hønsefonden kaldte på en dybere vin, og jeg bladrede gennem hukommelsen og kom i tanke om en Mongeard-Mugneret, som jeg i sin tid havde fået på Søllerød Kro; lyst sind, vilde bær og skovbund.

… lyder det for eksempel, da Vallin forbereder kærestens første måltid i København efter en springtur til Budapest. Det hele er ekstremt velskrevet og langt hen ad vejen desværre også dybt deprimerende. Vallin har et blik på alt og alle, og intet kan rigtig imponere, for alt er sat i bås, kategoriseret og vurderet. Hvor Jastrau trods alt finder i skøgens seng. Vallin må nøjes med udløsninger en masse, og det er ikke kønt, selv om det er flot.

Jeg piskede, til blodet begyndte at løbe, og hun klagede sig og pillede løs og begyndte at ryste ukontrolleret i inderlårene og kom ud over myretue, grøfter og væltede træstammer, og jeg stak min glaspik ind i hende og kneppede som en straffefange. Der lå vi og lugtede af kød igen.

Man mores, men man fryser også – som Vallin, velsagtens. Og man undrer sig; dels over, at det åbenbart ikke er rigtig nødvendigt med penge i ‘de kredse’. Der er råd til Irma på Gammel Kongevej og middag på Noma og uanede flasker sprut hvor som helst. Dels over, at det overhovedet lykkes hovedpersonerne at stå op hver morgen, når de er så spritstive hele tiden. Og endelig over, at det åbenbart vrimler med depraverede mennesker i lille København, Tisvilde og sågar Brande. Man får faktisk helt lyst til at blive bornert.

Fryser jeg er en vellykket roman, og jeg kan til min egen overraskelse bedre og bedre lide Martin Kongstad – altså sådan, på afstand, for jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg med min opvækst i Hørsholm og på Frederiksberg, min hang til mainstream og parforhold ville indgå i det kulturradikale hieraki (gys!). Hans insisterende snobberi har sin egen charme, og hans overdrevne madglæde, som den blandt andet kommer til udtryk i Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24-syv, er smittende.

Mikkel Vallin kan jeg til gengæld godt undvære. At han til sidst både giver slip på sin kamp mod parforholdet og holder jul med sin ven Søren og Sisters of Mercy fra bunkepulet i Tisvilde er ikke nok. Han fryser stadig – verden omkring sig.

Fryser jeg af Martin Kongstad er udgivet af Peoples Press

Læs den, hvis du generelt er ovenpå og blot vil underholdes (men ikke hvis du har kærlighedskvaler, den er simpelthen for kold).

Tag i stedet Han danser på sin søns grav (2009) med i Kongens Have eller på sommerferie.

Og har du købt sommerhus i Tisvilde – eller er du lidt ked af, at du heller ikke har råd – så erhverv dig den underholdende samling Tisvilde-tekster Sådan gør vi ikke i Tisvilde. (2018)