Bella i mit hjerte (og mit trætte hoved)

Mandag efter BogForum er jeg altid opfyldt af en helt speciel følelse. En blanding af nytårsdags onde tømmermænd og 1. juledags overmætte lykke. Jeg er træt i hovedet og glad i hjertet. Det gik. Vi var der. De andre var der. Vi festede og fik gaver. Vi gav det, vi kunne. Noget blev, som vi havde planlagt, noget blev endnu bedre, og noget gik lidt i fisk. Men det gør ikke så meget, for vi var i selskab med hinanden, os der elsker bøger, og vi gik alle hjem med noget i muleposen.

Jeg var nervøs, da jeg gik på Spot Scenen med fire forfattere fra Byens Forlag. Fordi det var årets første interview, og fordi jeg ikke har prøvet fire på en gang før – om man så må sige. Men de fire, Arne Woythal, Lone Theils, Jens Strandbygaard og Lotte Petri, var så generøse og afslappede, at jeg pludselig kunne huske, hvorfor det er sjovt at være på den side af BogForum, hvor alle kan se, hvad man gør, og hører, hvad man siger. De fire fortalte om deres bidrag til samlingen Mord på bestilling, og den kan jeg godt anbefale, ligesom jeg i den grad gerne vil slå et slag for, at forfattere hjælper og inspirerer hinanden. Vi bliver bedre, sjovere og kønnere af det – se bare her!

Så nu ville det bare gå derudad, tænkte jeg, med den svenske romance-forfatter Simona Arhnstedt havde jeg nemlig masser, jeg gerne ville diskutere, fx hvordan hendes temaer som kropsfrihed, feminisme og #Metoo egentlig passede ind i en genre som romance, hvor heltinden alligevel er nødt til at få helten, hvis hun helt skal være fuldendt. Men 10 minutter i selskab med den farveruge dame fik mig til at indse, at jeg måtte lægge kursen om. Hun forstod nemlig kun cirka halvdelen af, hvad jeg sagde på dansk – hvis vi runder venligt op. Heldigvis var hun megacool og en god fortæller, så det gik rigtig godt, selv med halve – og improviserede – spørgsmål. Nå ja, og så røg mikrofonen hele tiden af, fordi jeg åbenbart har et ekstra lille hovede (“det passer altså til alle de andre,” som lydmanden sagde. Og så fandt han et lille et frem og sagde “nu er det dit.”).

Efter interviewet havde jeg et lille stjerneøjeblik, da en forfatter in spe kom op og sagde, at hun havde været rigtig glad for min Masterclass i erotisk litteratur på Lene Dybdahls skriveskole. Sådan nogle moments kan man leve længe på. Og så var BogForum i gang.

Lørdagen gik derudad med min skønne skriveveninde Anna Skyggbejerg og hendes Gå tur-revolution om formiddagen og de grusomme krimiforfattere Julie Hastrup (Blodspor) og Søren Sveistrup (Kastanjemanden) og en masse “hej” og “er du her?” og “hvornår er du på?” indimellem. Nu var jeg ved at være varm, og hedt går det for sig i Mich Vraas Faith, tredje del af trilogien om Dans Vestindien. Han og jeg åbnede BogCafeens scene (hvor jeg fik mit eget headset i størrelse x-small) søndag morgen, og det var en absolut fornøjelse. Vraa vidner om, at forfattere er mennesker, der kan lide at fortælle – og er gode til det. Han fik det i øvrigt til at lyde, at komplekse romaner er nogen, man lader personerne om at udfolde, mens man selv hygger sig med en drink ved en fransk swimmingpool. I wish!

Og så kom en af de mere udfordrende interview; ikke fordi interviewpersonen var besværlig (au contraire!), men fordi emnet var så afsindigt. Rikke Schmidt Kjærgaard blev for tre år siden ramt af en bakteriel meningitis, der sendte hende i koma og lammede hende i en grad, så kommunikationen med omverdenen, da den endelig blev en realitet, foregik via blink. Blink er også titlen på den bog, hun – blandt andet på baggrund af sin mand Peters minutiøse dagbogsoptegnelser og fotografier fra den månedlange vej tilbage til livet – hun har skrevet. Rikke har været igennem så meget, at den menneskelige fatteevne ikke rigtig rækker; over 100 blodpropper, organsvigt, klinisk død, fingre der visnede og faldt af. Og ud på den anden side er kommet en kvinde, der oser at livslyst og taknemmelighed – og kærlighed til den Peter, der gjorde det hele muligt, og som vi var nødt til at trække med ind i samtalen, fordi vi begge to hele tiden kom til at se ned på ham. Jeg kunne mærke på mine egne hænder (TAK fordi jeg har alle ti fingre endnu, skæbne), at jeg knugede Rikkes bog under hele interviewet. Sådan er det vist med liv og død.

IMG_7304Min egen lille Appelsin var også kommet med på BogForum. Den stod sådan lidt midt i det hele blandt de romantiske romaner på Rosinantes stand og føltes som endnu en ven blandt mange. Jeg var ikke så sikker på, om den ville blive taget ned ad hylderne, men faktisk var der nogle, som kom og ville have den signeret. Måske blev jeg gladest for den mand, der fortalte, at han var kommet tilfældigt forbi og havde hørt mig læse op – han købte bogen til sin kone! Så er en forfatter altså lykkelig.

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at komme på scenen søndag eftermiddag med Master Fatman, aka Morten Lindberg, der er præcis så rar og varm, som man tror. Han spurgte både til, om mit erotiske liv havde ændret sig, efter jeg havde skrevet appelsinen, hvordan det ville have været, hvis han var nøgen (“et lidt anderledes interview,” svarede jeg) og fik mig til at læse et stykke højt fra novellen Elsk mig igen, som han kunne relatere til, fordi han også havde “bollet” med sin kommende kone midt i maden. I publikum sad min elskede, min søn, min eksmand, mine dejlige veninder, min mors gamle nabo og sågar min gamle chef, og det var alt sammen helt i orden. Alt var love.

 

Og pludselig var det slut. Der var ikke flere interviews, ikke flere spontane møder, ikke mere kendis-spotting. Jeg var træt som et alderdomshjem, men også lykkelig og mæt. Allermest var jeg glad for mine interview. Inden havde jeg jo overmodigt lagt en Guide til det gode BogForum-interview ud, og i år må jeg sande – efter tre interview, hvor jeg lagde mine forberedte spørgsmål væk – at det faktisk kun er råd nummer 10, der holder: Slap af og nyd det.

IMG_7299

Reklamer