“Og så vil jeg gerne have seks hjerter,” griner Morten Sabroe med et Jack Nicholson-agtigt ulvegrin, da han stiller op til det sædvanlige forfatteren-med-armen-om bloggeren-foto. “I hvert fald mindst fem.”
Eller gør han? Måske er det bare noget, jeg finder på, fordi jeg lader mig rive med af den lystløgn, som journalist og forfatter Sabroe selv er blevet beskyldt for at dyrke? Løgneren Morten Sabroe har aldrig løjet bedre, skriver Berlingskes anmelder eksempelvis i sin femstjerners- anmeldelse af Mit halve hjerte, mit hele liv.
“Men det er jo fordi, jeg skriver om mig selv og (Karl Ove, red.) Knausgård, at autofiktion aldrig kan blive en gengivelse af begivenhederne, præcis som de var. Man må nødvendigvis filtrere dem gennem sin bevidsthed, og forskellige mennesker oplever de samme begivenheder vidt forskelligt. Derfor er autofiktion aldrig sand. Hamsun er sand. Dostojevskij er sand, fordi det, de skriver, er fiktion. Men jeg har aldrig løjet som journalist.”
Løgner eller ej. Morten Sabroe er et gudsbenådet fortælletalent. Ulvesmilet lyser da også op, da min sidekammerat spørger, hvordan han har lært at skrive, når nu han er vokset op i et hjem uden skønlitterære bøger og med forældre, der nærede så stor foragt for forfattere, at de sammenlignede salig Klavs Rifbjergs skrift med den rene og skære potte lort; om det simpelthen bare var et guddommeligt talent?
“Ja,” griner han selvironisk, “lige netop guddommeligt.”
Og så fortæller han videre. Om den materielt overforkælede opvækst i Klampenborg, hvor en Morris Mascot i 18-års-fødselsdagsgave var så stor en fornærmelse – i 1965! – at den udløste et surhedsanfald hos den unge Morten, med hvilket han pressede først en Spitfire og siden en Cooper ud af forældrene. Om faren, Den gyldenblonde, der sad og skoggerlo ad sine egne vittigheder, når han hørte sig selv i radioen (“Han var meget selvglad, det er jeg heldigvis ikke”) og ikke mindst om den skønne eksotiske danser Vicky Alvarez, som blev Morten Sabroes første kærlighed, da hun optrådte i forældrenes elskede og altopslugende Cirkusrevy.
“Hun dansede et meget vovet nummer, hvor hun tog tøjet af. Jeg var 10 år og sad aften efter aften ude i siden og så hende optræde, og jeg blev noget så forelsket i hende. Til afskedsfesten dansede jeg med hende hele aftenen. Hun tog mig på skødet og duftede af tobak og sved og noget, jeg har været afhængig af lige siden. Jeg troede faktisk, det skulle være os.”
Men Alvarez var en voksen dame i 20’erne, og trods store løfter til den lille beundrer rejste hun væk og skrev aldrig så meget som et postkort til ham. Dermed lærte Morten Sabroe, at man ikke kan stole på kvinder.
“Jeg bliver altid færdig med det, jeg går i gang med. Også mine kvinder.”
Vi griner. Igen. Fem kvinder og en enkelt mand – min far, som er den eneste, der forstår alle Sabroes kulturelle referencer, fordi de deler generation – lapper vi historierne i os, for hvornår er vi mere mennesker, end når vi sidder omkring et lejrbål eller et fint hvidt bord på et stort forlag midt i København og hører nogen fortælle? Opslugte i en grad, så den lækre kage og de fristende slikskåle får lov at stå helt urørte. Selv ikke direktøren, der pludselig kommer ind og sætter fortællerens fantasi i gang (“Om lidt kommer der en anden ind, som I skal gætte, hvem er”), kan afbryde vores koncentration. Men vi skal jo også tale om bogen, bemærker én. Det er mig, for jeg er optaget af den, bogen, især den første del om moren og alt det, Morten Sabroe skrev om hende og måske fortrød bagefter, fordi hun også var noget andet end den stenhårde dame, han var i så bitter konflikt med, og som underskrev et brev til ham Din forhenværende mor.
“Fortryder? Ja, for havde jeg behøvet det? Jeg skrev mørket ud, og bagefter kunne jeg se lyset, men havde jeg behøvet det?”
“Men hvorfor egentlig fortryde, hvis du fik skrevet dig ud af mørket, og du skrev en god roman?” insisterer min sidekammerat, som jeg får større og større respekt for, fordi hun faktisk får stillet sine spørgsmål. Jeg brænder inde med de fleste af mine.
“Fordi de døde lever videre i os,” siger han, og jeg nikker. Dét gør de.
Ret meget mere kommer der ikke om den sag, og måske er det også nok at læse Mit halve hjerte, mit hele liv, hvor Morten Sabroe blandt andet ser tilbage på tiden, da han skrev sit kendte værk om moren og sin konflikt med hende, Du som er i himlen. I Mit halve hjerte, mit hele liv er han – tilsyneladende, i hvert fald – sårbar og tvivlende. Her ved bordet afvæbner og afparerer han. Da en spørger, hvad Sabroe ville sige til sin mor, hun der både var hård og blød, elsket af sin mand og forladt af alle dem, hun selv havde skubbet væk, hvis hun kom ind ad døren nu, er svaret:
“Må jeg låne bilen?”
Mit halve hjerte, mit hele liv er udkommet på Politikens forlag, der også havde inviteret til bloggermøde og venligst havde uddelt et anmeldereksemplar af bogen, som i øvrigt blandt andet kan fanges her.
VORES BOGLIV 