❤️❤️❤️❤️ I juni var den litterære wonder woman Jennifer Egan i Danmark for at skyde Louisiana Literature i gang. Det var en af de gange, hvor jeg sad og tænkte: “Ja, det er jo derfor, jeg læser – skriver.” Egan, der har modtaget et vælg af udmærkelser, herunder Pulitzer-prisen, National Book Critics Circle Award og Los Angeles Times’ bogpris for romanen Tæskeholdet banker på i 2011, er et af den slags begavede og veltalende mennesker, der lige løfter niveauet, når hun åbner munden, og med et uhørligt Come, join me up here, får dem, der lytter til at ranke den mentale ryg. Denne lytter, i hvert fald.
Under arrangementet talte hun både om de store linjer – om, hvordan det at læse giver empati, og det har vi brug for, nu mere end nogensinde; om hvordan hun ikke har lyst til at tale om om Donald Trump, fordi han i sig selv er så tom og kedelig, men det, der har gjort ham mulig, skal vi tale om (hørt!), og ikke mindst om, hvordan det er at være et skrivende menneske. Denne del var guf for mig – fascinerende var det fx at høre, at hun skriver fiktion og journalistik helt modsat, den ene form i hånden, intuitivt, nærmest ubevidst, den anden målrettet, intellektuelt – og på computer. Og så den enkle opskrift på at have og bevare fornøjelsen ved at skrive, nemlig ved ikke at lade glæden være bundet op på forventningen om succes.
Egan talte også om Manhattan Beach, en diger roman fra 2017 (og også har modtaget en væld af udmærkelser), der udspiller sig i New York under Anden Verdenskrig – blandt andet, for romanen springer i både tid og synsvinkel. Vores ene hovedperson er Anna, som vi møder, da hun er cirka 12 år, og hendes far Eddie tager hende med til et underligt møde med en mand, hvis børn hun leger med, mens de voksne taler. Besøget ender med en tur på stranden. Derhjemme har Anna en svært handikappet søster, Lydia, som er blevet den helt store knast mellem pigernes forældre, for Eddie kan ikke holde handikappet ud, han har svært ved at vise Lydia kærlighed og søger igen og igen ud af hjemmet, indtil han en dag slet ikke kommer hjem. Forinden har han også trukket sig fra Anna ved ikke at tage hende med på ‘forretninger’ mere. Hun udvikler sig og bliver voksen og sig selv uden ham – og på en måde også uden sin mor, hvis hele følelsesliv er bundet op på søsterens skæbne. Anna arbejder på det lokale skibsværft sammen med en mængde andre kvinder, og stik imod alle odds får hun mulighed for at uddanne sig til dykke og være med til reparere skibe. I vandet finder hun en ro, hun ikke har på land, og måske også en form for sandhed om sin far. Vi holder vejret med hende, slider med hende, og er ganske udmattede, når hun endelig stiger til vejrs.
Hvor Eddie bliver af, er ‘mysteriet’ i bogen, og der er masser af kriminalitet, for Annas far har været i berøring med nogle særdeles lyssky typer, men det er ikke en traditionel krimi. Snarere er det en roman om at være menneske og finde ud af, hvad man skal med den tid, man er blevet tildelt. Andre synsvinkler er Dexter Styles’, gangsteren, som Annas far tog hende med ud at besøge dengang, og hvis veje krydser Annas igen, og så selvfølgelig Eddie. Hver især udvikler karakterernes liv sig kompliceret, trist, spektakulært og svært – der er ikke meget feel good, men masser af feel fascinated i Manhattan Beach. Hvad end Anna er på havets bund i en 90 kilo tung dykkerkjole, Dexter Styles er på natklub for at ordne forretninger for sine lyssky arbejdsgivere, eller Eddie er … nej, det skal ikke røbes.
Jeg synes, at Manhattan Beach er lidt krævende at læse på grund af de mange skift, men den groede på mig, ikke mindst i kraft af sin epoke-beskrivelse. Hele beskrivelsen af miljøet omkring havnen, som spillede en afgørende rolle i Egans by New York dengang, tryllebinder, ikke mindst fordi Egan har begået sin research til UG med kryds og stjerne. Hvordan hun har researchet gangster-miljøet, som også fremstår levende og råt, fortalte hun lidt om på Louisiana. Ud over at bruge skriftlige kilder sprang hun til enhver chance, hun fik for at tale med nogen, der på nogen måde kunne have oplevet en flig af det. Hvilket var overraskende nemt:
“Bogstavelig talt alle, jeg talte med, havde haft en bekendt eller en onkels onkel, der havde haft en forbindelse til miljøet.”
Manhattan Beach er en sjældent nærværende historisk roman, som jeg faktisk havde lyst til at begynde forfra på, da jeg var færdig. Men jeg trækker lige vejret lidt.
Manhattan Beach af Jennifer Egan er udgivet af forlaget Klim og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 