Cand. mag. Karima Brodersen har læst en novellesamling med temaer på den helt store klinge. Hun har alle seks hjerter fremme og glæder sig over at møde en forfatter, der ser os mennesker.
❤❤❤❤❤❤ ”Vi er små skabninger i et stort maskineri. Skæbnen er større end os”, konstaterer en af personerne i Lauren Groffs seneste bog Florida. Et centralt udsagn for hele novellesamlingen, hvis 11 små skæbnefortællinger alle foregår i delstaten Florida, hvor solen ikke altid skinner fra en skyfri himmel. Det er noveller i særklasse, der handler om de store temaer som liv og død, kærlighed og had, længsel og ensomhed. Lauren Groff har et særligt blik for skævheder og sprækker og hendes poetiske sprog emmer af atmosfære.
I den første novelle, Spøgelser og returgods, møder vi den frustrerede, vrede kvinde, der føler sig låst i rollen som mor og sin mands kone. Hun forsøger at løbe fra det hele på sin faste løbetur, mens månen griner af livets lunefuldhed, og det eneste der forandrer sig, er hendes omgivelser. Spøgelser er i øvrigt et tilbagevendende billede, en slags rød tråd, i flere af novellerne, men kun svagt antydet.
I Forestillinger om den runde jords hjørner er den voksne søn Jude stadig mærket af et forkrampet forhold til sin følelseskolde far. Faren er død for længst, men hans spøgelse har sønnen svært ved at ryste af sig. I en robåd i sumpen, hvor bådens årer går tabt, bliver sønnen måske fri:
Jude prøvede at gøre sig det behageligt men svedte, og nu fik myggene færten af ham og kom sværmende. Stilheden var spøgelsesagtig, for han huskede søen som et tætvævet tapet af lyd, tranernes klikken og svirren, cikaderne, uglerne, de mystiske og næsten dyriske skrig, der kom for langt væk fra, til at man kunne identificere dem. Han ville gerne have fundet en forbindelse til noget, som han havde mistet, men han kunne ikke finde det.
I en anden novelle, Grådige hunde, efterlades to små piger alene på en ø, de maler sig med morens efterladte makeup og beskrives som ”spøgelsespiger med klovnemakeup og blomstrede sækkekjoler”. Det er en grum historie, men også sært kærlig i beskrivelsen af de to små søstre, der med barnets naivitet er i katastrofen på en uskyldig og umiddelbar facon.

Novellerne kredser om alle de komplicerede relationer, der kan udspille sig mellem manden og kvinden, mellem forældre og børn, mellem ægtefæller, mellem søskende og mellem venner. Personerne har det til fælles, at de alle oplever eller har oplevet sorg ellers svigt, og de har alle et tomrum, som de håber på at nogen eller noget kan udfylde. I en af novellerne ræsonnerer hovedpersonen, at hvis man aften efter aften kigger længe nok på månen, vil man opdage, at den rent faktisk griner. Men ikke ad os ensomme mennesker, vi er alt for små, og vores liv er alt for flygtige til, at den overhovedet bemærker os.
Skæbnen er et vilkår. Måske er det en trøst, at livet og skæbnen er så meget større end os, men det er godt, vi har Lauren Groff, hun ser os, mennesker.
Florida er udkommet på dansk på Lindhart og Ringhof og kan blandt andet fanges her.