Det er en mørk tid, som vi lever i …

❤️❤️❤️❤️❤️ Det er simpelthen en genistreg, Lindhardt og Ringhof har begået ved at lade skuespiller Søren Pilmark indlæse Niels Krause-Kjærs anden roman Mørkeland. Ikke bare var Pilmark som bekendt en markant figur på rollelisten i filmatiseringen af Krause-Kjærs første roman Kongekabale, men manden har simpelthen det, de fleste oplæsere af lydbøger mangler totalt: indlevelse. Han læser ikke bare hoved- eller hjerteløst op, men fremfører ordene, som om han kender og mener dem – han spiller historien, og det fænger.

8463-h430xw1016-kongekabale03-1000x423
Der er ikke mange stemmer, man har lige så meget lyst til at lytte til i timevis som ham her’s.

Så kunne man måske tro, at det var Pilmarks stemme alene, der gør, at Mørkeland ender på solide fem hjerter. Men sådan er det langtfra. For ordene skal være der, præcise, skarpe og forførende, for at de kan blive fremført sådan. Og det er de i Mørkeland, som Krause-Kjær med nærmest profetisk professionalisme udgav næsten samtidig med udskrivelsen af folketingsvalget tidligere år. I øvrigt ikke mindre end 19 år efter debuten Kongekabale, der med journalist Ulrik Torp som protagonist beskrev et grimt formandsopgør i dansk politik – præcis som forfatteren selv havde gennemlevet det i sin tid som politisk rådgiver for Det konservative Folkeparti.

0x500-1

Ulrik Torp er igen hovedpersonen, og han er, folkeligt udtryk, på røven. Fyret fra Dagbladet, boende i den toværelses lejlighed, han og konen i de gode tider købte til deres datter som en håndsrækning, men for hvilken de nu betaler husleje til dennes usympatiske mand, og for lige at toppe ydmygelsen af; sendt i fire ugers virksomhedspraktik på sin gamle arbejdsplads af Job Centeret, da der bliver udskrevet folketingsvalg. Et øjeblik mærker Torp duften af savsmuld, da han tror, at han får lov at dække valget, men det viser sig, at han blot skal  udstoppe huller i redaktionsgruppen, når alle andre rykker til Christiansborg. Åh, hvilket fald fra tinderne! Men Torp kommer naturligvis lynhurtigt på sporet af noget meget mere virkeligt end de tomme click bate-kalorier, han egentlig er sat til at lave. En ung embedsmand fra Indenrigsministeriet bliver fundet myrdet, og heri ligger naturligvis en langt større historie med tråde langt tilbage i tiden og konsekvenser nu og i fremtiden. Sammen med praktikanten Simon med flere går Torp i gang, og så er der dømt konspirationsteori, historieundervisning og elementær undervisning på den helt lækre måde.

Handlingen skrider sikkert og spændende fremad, man keder sig ikke et øjeblik. Krause-Kjær skriver fermt og vidende om både medieverdenen og den politiske verden, og det er en fornøjelse i sig selv. Samtidig tager bogen livtag med temaer som generationskløfter, vores kollektive angst for klimaforandringer, flygtningekrise, terror, social deroute og slet og ret at blive gamle – eller ikke at blive det. I sidste ende handler det om, hvorvidt det politiske system, vi deler, kan levere løsningerne på vores problemer, før nogen finder på at bryde det ned i ren og skær frustration – eller for egen vinding. Gennem den midaldrende og for første gang i sit liv alvorligt skrøbelige Torps halvfortvivlede øjne mærker vi vantroen og chokket: Hvordan skete alt det her? Hvordan nåede vi herhen? Er vi på vej til  … ‘Gakkelakland’?

Der er noget utrolig sympatisk og flittigt ved, at Krause-Kjær faktisk gider tage en tørn med de helt tunge emner frem for bare at følge med, glide af, skøjte hen, som det er nemt at forfalde til, når det meste synes usikkert, og man indimellem får lyst til galgenhumoristisk og med en let omskrivning af Gasolins hit at synge “Det er en mørk tid, som vi lever i …”.

Den dag Løkke udskrev valg, var jeg til præsentation af årets bøger på netop Lindhardt og Ringhof, og da sagde Krause-Kjær:

“Jeg har altid troet på, at dagen i morgen bliver bedre end i dag.”

Sådan har han det ikke længere, fortalte han han også:

“Jeg er for første gang ved at være en lille smule bekymret.”

Dén bekymring er han ikke alene om, men trods titlen giver Mørkeland også håb, fordi nogen stadig gider se på det hele med et kærligt og kritisk blik – og det har vi brug for.

Mørkeland af Niels Krause-Kjær er udkommet på Lindhardt og kan fanges samme sted. Jeg anbefaler at nappe lydbogsudgaven med Søren Pilmarks lækre indlæsning.

Advertisement