❤️❤️❤️❤️❤️ For nylig på Krimimessen i Horsens spurgte britiske Sarah Vaughan ud til publikum på formfuldendt Oxford-engelsk, om vi egentlig havde en politisk elite i Danmark på samme måde som i England – og om det betød noget for vores oplevelse af en bog som hendes?
Det var et godt spørgsmål. For Skandalens anatomi handler i den grad om hierakier. Om en britisk elite, der ikke bare har titler, men også føler sig entitled, og som derfor er hævet over såvel loven som almindelig moral. Romanen kører i to spor; i det ene følger vi retssagen mod juniorministeren James, der af sin tidligere elskerinde er anklaget for voldtægt ved deres sidste møde, efter at affæren var afsluttet. I det andet spor følger vi James, hans slæng af privilegerede venner, herunder den nuværende premierminister, hans nuværende hustru Sophie og dennes læsemakker Holly på ikoniske Oxford. ‘Noget’ skete dengang, som giver genlyd i nutiden og påvirker både voldtægtssagen og personernes opfattelse af hinanden og den. For kan Sophie stole på sin mands uskyld? Og kan James regne med sin gamle vens opbakning? I bedste noir-stil får vi historien fra flere sider og ved ikke helt, hvem vi skal stole på – den er elementært spændende, og jeg læste den på to dage i streg.
Men det, der løfter bogen over dens egen suspense og giver mig lyst til at læse den igen, selv om jeg kender plottet, er beskrivelsen af Oxford-miljøet. De salige skal arve jorden, og drengene fra Eton arver Oxford. Her er de konger, der forvalter deres kongedømme helt forfærdelig dårligt, og piger som Sophie hænger kun lige med i kraft af deres klasse, men med deres køn imod sig. Skandalens anatomi beskriver pinefuldt, hvordan klubben ‘Libertinerne’ hærger igennem Oxfords beværtninger og smadrer alt, hvilket de fortvivlede indehavere forventes at se som en form for ære. For de betaler jo, ikke sandt? Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.
Holly er på Oxford på et stipendium. Hun kommer fra Liverpool og er derfor fra starten bagud på sociale point. Fagligt åbner der sig til gengæld en verden for hende, som hun aldrig har kendt før. Hun er dygtig til sit fag, engelsk, og hun kommer i læsegruppe med smukke Sophie, der er kæreste med James. De bliver en slags venner i Hollys optik, men i Sophies verden er Holly mest af alt et middel til at få lavet de nødvendige lektier, der ikke interesserer hende meget. For Sophie er på Oxford for at have det sjovt og finde en mand. Og det gør hun. Men var det et godt valg?
Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.
Skandalens anatomi handler om elite og ulighed, mænd og kvinder, #metoo og victim blaiming, habilitet, moral og meget mere. Det lyder som en kronik, men det fungerer som roman, især på grund af den stramme komposition og de levende karakterer. Ud over James, Sophie og Holly er også anklageren Kate, der fører sagen mod James, medrivende og nuanceret beskrevet. Hun er tynd, ensom, lettere alkoholiseret og drevet af retfærdig harme. Det er Sarah Vaughan også. Faktisk var hun rasende, da hun skrev bogen, fortalte hun tilbage i Horsens.
“Men forhåbentlig fik jeg kanaliseret vreden.”
Det gjorde hun bestemt.
På hendes spørgsmål svarede en mand i publikum – det var såmænd min egen – at vi netop har set voldtægtssager i de politiske ungdomsorganisationer over et bredt politisk spænd, så desværre er historien også aktuel her.
Må Skandalens anatomi få en vid udbredelse og en afskrækkende og effekt. Ikke mere dækken for hinanden. Ikke mere grådig og hensynsløs elite. Ikke flere kvinder, der bebrejder sig selv for andres fejl. Retfærdighed!
Skandalens anatomi er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 