Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog, før min mor døde

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:

“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”

Og moren svarer:

“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”

Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.

“Det er mig, der skal dø.”

Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.

I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:

“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”

I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:

“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”

Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:

Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.

Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.

Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.

I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.

Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.

Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.

Den største smerte

❤️❤️❤️❤️  Veras far er som fædre er flest i forstaden (no bogstavrim intended). Han går og roder lidt med et sportsvogn i garagen, mens Veras storebror Valdemar spiller Fortnite, og hun selv hygger sig med sine veninder. Men en dag holder Veras far helt op med at arbejde på bilen eller på noget i det hele taget. Han dør alene derude i garagen.

Det er afsættet for Estrid Dyekjærs fine “børneroman” Det røde lyn. Titlen refererer til bilens navn, og den er vigtig, for den bliver et tilflugtssted for Vera, når hun vil være tæt på sin far; så sidder hun i bilen og hører farens musik. I skolen går det skidt. De andre kan ikke rumme Veras smerte – den største smerte af alle, når man er barn – og kun kammeraten Liva taler til hende, som om hun stadig var normal. Og så er der det med, at den nye dreng i klassen er halvt italiensk og har blå blå øjne og allerede har mødt Vera i toget fra Rom, da Vera og hendes mor og bror rejste væk for at glemme det hele let.

0x500-1

En sorg, en forelskelse og en uforstående klasse; Vera har det ikke nemt, hun ligger vågen om natten, selv om hun altid har haft et godt sovehjerte:

De fleste nætter lå jeg bare og længtes efter at komme i skole, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Men når jeg sad der, var det, som om hans duft og varmen fra hans bare arme lige ved siden af mig lammede mig, så jeg hverken kunne tænke, tale eller bevæge mig.

Sproget i bogen er ligefremt og roligt, handlingen ikke overdrevet dramatisk, for følelserne er store nok i sig selv, som de jo er i denne afsindige alder. Jeg ville have slugt den lige så sultent som 14-årig, som jeg gjorde nu. Måske endda endnu mere; for bogen er sjovt tidløs – selv om Valdemar spiller computer, og Vera ønsker sig en iPhone, så spiller teknologi og SoMe nærmest ingen rolle. Det er egentlig kun befriende.

Men at skolen er så dårlig til at håndtere Veras sorg, og at hendes klassekammerater ‘får lov’ til at drille hende med, at hun går til skolepsykolog, det må da være en anakronisme? Måske hentet fra bogens forlæg, som er forfatterens eget liv – det fortalte hun mig, da jeg faldt over bogen på BogForum og i snak med hende.

Desværre er det ikke nogen anakronisme, at vi har det svært med at rumme det, der er svært for andre. Bøger skaber empati, også på det område. Så hurra for Det røde lyn!

Det røde lyn af Estrid Dyekjær er udkommet på Byens forlag og kan blandt andet fanges samme sted