De ustraffede

Jeg har været dedikeret fan af (Jeanette) Øbro og (Ole) Tornbjerg, lige siden de debuterede med krimien Skrig under vand, som de vandt Politikens krimi-konkurrence med i 2014 og ‘forstyrrede’ min sommerferie med samme år.

Deres hovedperson, profileringseksperten Katrine Wraa, er interessant, sproget er gennemarbejdet (hurra!), plottene er gennemtænkt, og det er tydeligt, at ægteparret, der har skrevet serien sammen indtil nu, hvor Øbro er blevet hovedforfatter på den, vil noget med deres bøger. Jeg har fulgt dem og Katrine Wraa lige siden, og især Pigen og vogteren, som handler om psykoterapi og terapeuter gik fuldstændig rent ind hos mig, psykiaterdatteren.

Ægteparret går også altid rent ind hos mig. De lever drømmen om at arbejde sammen, leve af det bedste i verden næste efter børn og kærlighed, nemlig bøger, og så virker de oprigtigt glade for hinanden og med masser af overskud til resten af verden. Lige netop derfor har jeg nået mit breaking point i forhold til at anmelde deres bøger, kan jeg mærke. Jeg kender dem ikke godt, men jeg kender dem for meget til at kunne tildele deres bøger antal hjerter. Til gengæld vil jeg gerne omtale bogen og ikke mindst hvordan den er blevet modtaget. Det er nemlig ret interessant.

De ustraffede er den sjette i Wraa-serien. Den handler om voldtægt, nærmere betegnet partnervoldtægt, som er den så absolut mest forekommende i Danmark, men også den der falder færrest domme i. Det er det misforhold, ægteparret satte sig for at undersøge nærmere, fortalte de ved et bloggerarrangement på deres sympatiske forlag, Politikens.

Bogen vender paradokset med repræsentanter fra både den ene og den anden lejr; en voldtægtsekspert, Emma, er blevet ansat på politigården sammen med Katrine, og er eksponent for den stærkt kritiske holdning over for politiets behandling af voldtægtsofre i særdeleshed og kvinder i almindelighed. Hun er strammeren, der insisterer på at tale kønsneutralt og har mere end svært ved at sluge politiets behandling af sagerne. Naja, der forfremmes til drabschef undervejs i bogen, er hendes modstykke; hun tager afstand fra Emmas politiske korrekthed og forsvarer politiets pligt til at finde beviser. Katrine er den, der selv prøver på egen krop, hvordan det er at blive intimideret og invaderet af en mand, da en mislykket date ender i stalking. Historien selv handler om en række selvmord, der viser sig at have det til fælles, at selvmorderne – som alle er mænd – har været anklaget for voldtægt, men ikke er blevet dømt – deraf titlen De ustraffede. Nogen har altså villet give dem deres velfortjente straf.

Øbro og Tornbjerg bruger eksperter til at hjælpe med researchen og læse bøgerne igennem. Her er det kriminalpsykolog Charlotte Kappel.

Øbro og Tornbjerg lægger ikke skjul på, at de vil noget med De ustraffede. De er varme tilhængere af #MeToo-bevægelsen og går ind for den svenske lov om samtykke. Det er egentlig ikke nyt, de har tidligere erklæret, at de står på skuldrene af socialt indignerede forfattere som Sjöwall og Wahlö. Denne gang er det i hvert fald lykkedes at skaffe noget blæst. For da ægteparret blev anmeldt i Politiken – til fire hjerter, ligesom de andre gange – fik de nok af avisens navnkundige anmelder Bo Tao Michaëlis og tog til genmæle, først på deres respektive Facebooksider og siden – i gentryk – på Politiken.dk:

Michaëlis’ anmeldelse er fyldt med faktuelle fejl og kvindenedgørelse i en grad, der gør at vi har besluttet at tage til genmæle (…). Først og fremmest er vi i tvivl om, hvorvidt Michaëlis rent faktisk har læst romanen, eller om han bare udnytter den til endnu et at raskt bagholdsangreb på kvinder og i særdeleshed kvinder der drister sig til at indtage rollen som protagonist i en krimi. Eksempelvis skriver han om alle de ”mange kokette kvinder ovre deres første ungdom”, der ”skaber veritabel myldretid i dagens danske krimier”.

Indlægget udløste lidt af en love storm på SoMe, og Michaëlis selv tog til genmæle, blandt andet med ordene:

Frem for alt, hvorfor har jeg på fornemmelsen, at havde jeg givet bogen flere hjerter end fire, var jeg sluppet for disse på grænsen til de injurierende postulater om mit påståede kvindesyn. Om at kvinder helst skal være unge, smukke og endimensionelle (sic). Hvor står det i min anmeldelse? Tilsat beklikkende udsagn om min professionalisme som kritiker med et »gammelmandschauvinistisk menneskesyn«. Stærk tobak, men åbenbart er det nu politisk korrekt at være aldersdiskriminerende.

Øbro og Tornbjerg har siden undskyldt ordet ‘gammelchauvinistisk’ med ordene:

Vi vil gerne beklage, at vi brugte ordet ”gammelmandschauvinistisk”. Vi burde selvfølgelig blot have skrevet ”mandschauvinistisk”.
Det er ikke rart at blive diskrimineret hverken på sin alder eller på sit køn. Vi havde en blind vinkel. Det skammer vi os ikke over at indrømme, og det er hermed gjort.

Stormen viser, at der er stærke følelser på spil, både i kønsdebatten og i litteraturdebatten (hør Øbro og Tornbjerg fortælle om at skrive i en ‘ikke-fin’ genre). Man deltager ikke ustraffet i nogen af delene, så det er værd at kippe med flaget for dem, der tør og kan gøre det på en ordentlig måde. Det gør og kan Øbro og Tornbjerg.

De ustraffede af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg er udgivet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her