Ungdomsanmeldelse: Sørgelig, men fortrøstningsfuld roman

Boglivs ungdomsanmelder Frida Manniche har læst en vigtig roman om det alt for store pres, unge lever under i dag. Hun er lidt skuffet over karakterer og slutning, men skriver alligevel, at romanen er, præcis som den skal være.

❤️❤️❤️❤️ “Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.”

Josephine på 18 år skal være helt perfekt. Hun knokler i skolen, spiser kun mad, der passer ind i hendes kur, og har valgt sig den perfekte kæreste. Men alt går ikke ligeså godt, som det ser ud til. Josephines nøje udvalgte planer for fremtiden går langsomt fra hinanden, da hun bliver konfronteret med hendes egne fysiske og psykiske grænser.

Ditte Wieses fortælling om stress og forventningspres er målrettet ældre teenagere. Fortællingen er sørgelig, men fortrøstningsfuld. Wiese har skrevet en bog fyldt med drama og romance, og man flyver gennem de 336 sider. Og så drukner jeg er en aktuel bog, som burde anbefales til alle såkaldte ”tolv-tals-piger” eller enhver anden teenager, der føler presset til at være perfekte.

0x500.png

Den er rå og sørgelig, men også forhåbningsfuld; Wiese kritiserer perfektionist-kulturen, men serverer os dette med en stor portion optimisme oveni. Jeg åbnede bogen med en forventning om, at jeg skulle trækkes igennem teenagerangst og selvmedlidenhed, og bogen leverer også dette, men Ditte Wiese formår at strukturere og pakke det ind på en sådan måde, at det bliver udholdeligt og relaterbart.

Da jeg først var blevet færdig med bogen, var jeg en smule skuffet over, hvor meget håb og hvor lidt jeg havde lyst til at give op og lægge mig til at sove. Jeg havde håbet på en anden historie, som ville ende ulykkeligt og opgivende, for det er en sådan historie, som bedst ville tilfredsstille min indre dramatiske teenager. Til gengæld fik vi en halvforvirrende og håbefuld slutning. Jeg kan dog sige nu, et lille stykke tid efter, at fortællingen om Josephine afrundes præcis på den måde, som den skal. De unge, som føler sig som Josephine, har brug for en bog, som giver dem et venligt skub i den rigtige retning, og som giver dem modet til at være sig selv og slippe fri fra et umuligt og selvopfundet ideal.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fandt en eneste af bogens karakterer særlig sympatiske. Det er gjort meget tydeligt, at mange af disse personer helt med vilje ikke er særlig rare, men fortællingen mister noget af sin virkning, når man ikke engang finder hovedpersonen Josephine bare en lille smule behagelig. Og det er ærgerligt, for jeg tror bogen ville blive hos læseren længere, hvis man havde lyst til at spejle sig selv i Josephine bare en lille smule. Heldigvis er fortællingens præmis sådan, at bogens indhold og budskab ikke forvrænges eller ødelægges på grund af dette, og på nogle punkter forstærker disse uvenlige karakterers personlighed det budskab, som Wiese vil ud med. Man vil jo netop ikke være som Josephine eller hendes venner; det er en skildring af en usund hverdag og tilstand.

Wiese har skrevet en vigtig bog. De danske ungdomsuddannelser flyder med unge, der udmatter sig selv med fejlfinding, så en bog der er læst som en hver anden teenage-roman, men som skaber plads til en positiv reevaluering af sit eget mentale helbred, er trængende.

Og så drukner jeg af Ditte Wiese er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her