Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog, før min mor døde

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:

“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”

Og moren svarer:

“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”

Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.

“Det er mig, der skal dø.”

Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.

I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:

“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”

I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:

“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”

Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:

Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.

Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.

Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.

I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.

Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.

Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.

Gæsteanmeldelse: Retningsløs rejse ind i voksenlivet

Kommunikationschef og antropolog Camilla Rosengaard har både læst Helle Helles nye bog BOB forfra og bagfra og er bjergtaget af dens beretning om den ensomme rejse ind i voksenlivet, vi alle må tage.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Langdraget, Arnestedet, Stilledal, Appollovej, Kastanie Allé, Bogholder Allé, Linde Allé, Jernbane Allé, Damhussøen, Grøndals Parkvej. Det vrimler med stednavne i Helle Helles nye coming of age-roman BOB. Stednavne, som udgør faste punkter i den unge Bob’s første måneder på egen hånd i voksenlivet. 

Bob er flyttet fra forældrene på gården i nærheden af Maribo på Lolland til Vanløse med sin kæreste, der er startet på universitetet. Mens kæresten etablerer sig med studiegruppe og studier, er Bob i vildrede om, hvad han vil med sit liv.  

… han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være.

Bob kan ikke mærke, hvad han har lyst til, hvor han skal hen, eller for den sags skyld hvem han er her i storbyen. I løbet af romanen vandrer Bob rundt i Vanløse, på Frederiksberg og i indre by. Han lærer efterhånden kortet at kende, mens landskabet forbliver ukendt og fremmed. 

Romanen finder sted i 1980’ernes København, og ungdomsarbejdsløsheden påvirker også Bob’s tilværelse. Han får ved et tilfælde et job som afløser på Sømandshotellet i Nyhavn med få og uregelmæssige ugentlige vagter, der hverken kan give ham en tilstrækkelig indtægt, adgang til nye venskaber eller en form for indhold i livet. 

Hen over det efterår, vinter og forår, som romanen forløber over, går Bob i stigende grad i stå. Alting smuldrer, og ensomheden fylder. 

Gymnasiekæresten, som han er flyttet til byen med, og som i parentes bemærket udgør historiens alvidende fortæller, glider fra ham (ligesom hun i løbet af romanen glider ud af fortællingen). 

Den kærlige familie hjemme på Lolland er langt væk, og selvom de kommer med velmente forslag til, hvad han kan stille op med sit liv, kan de ikke hjælpe ham. Relationen til forældrene er også under forandring. Bob skal træffe sine egne valg, hvilket han tilsyneladende ikke har hverken kompetencerne eller kræfterne til.

Selvom 80’erne ikke rigtig rummede særlig nuancerede begreber for psykisk sårbarhed, får Bob et sammenbrud uden, at han tilsyneladende bliver set, forstået eller hjulpet i den krise, som han befinder sig i.

Bob led af skyldfølelse, den groede i flere retninger. Han var begyndt at råbe af sig selv, hvis han tabte sin blyant eller skar brødet skævt. Men samtidig syntes han også, han råbte af en anden, han vidste bare ikke hvem. Der var nu en lettelse forbundet med udsigten til at skulle være alene hjemme. Han havde udviklet en metode til at gøre rent hen over en hel dag. ….. Iagttog sine håndbevægelser, genkendte indimellem ikke sin hånd.

Bob er ikke i stand til at træffe valg. Det er en af bogens afgørende eksistentielle pointer, at mennesker træffer valg, og valg skaber mennesker. Helle Helle viser på sin sædvanlige underrapporterende vis, hvad der sker, når valgets skabende kraft er udenfor et menneskes rækkevidde. 

Hvordan historien ender for Bob, vil jeg ikke løfte sløret for her, men jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Den er vedkommende for unge såvel som for deres forældre og bedsteforældre. Den beskriver på nænsom, kærlig og ikke-dømmende vis, hvordan tilværelsen kan gå i opløsning i den svære overgang fra barn og ung til voksen. Den demonstrer den liminale fases farefulde territorium, hvor kortet muligvis er til at lære, men landskabet ikke er. 

BOB er så medrivende og samtidig betydningsmættet skrevet, at denne anmelder måtte læse bogen først forfra og siden bagfra. Det kan man godt – ligesom med navnet BOB

BOB af Helle Helle er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.