Tanker tænkt til ende

❤️❤️❤️❤️❤️

Erindring er noget underligt noget. Substansløs som et digt eller røg. Hvor findes alt det der er sket?

Så enkelt kan noget, man har gået og spekuleret over i måneds- eller årevis så åbenbart formuleres. Af Mathilde Walter Clarke, vel at mærke. Forfatteren til essay-samlingen Huset uden ende, som udkom i marts, kan noget med sproget, jeg virkelig gerne ville kunne. Præcist og tilsyneladende helt uanstrengt sætter hun ord på det ordløse eller på selve det, at ord er svære at sætte på:

(.) hvordan kan jeg skrive om noget som suger alt sprog ud af mig? Hvordan skrive om noget jeg ikke selv forstår?

Ja, hvordan? Det gad jeg også godt vide, jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at Clarke kan. Hun skriver om så forskellige emner som massemord, feminisme, litteratur, familie og tab på en måde, så teksten i sig selv bliver spændende som en kriminalroman. En tekst, der stiller spørgsmål og prøver at svare; på hvordan litteratur skal læses, hvad et jeg egentlig er, eller hvordan vi som europæere kan forstå det uforståelige i amerikansk politik. Siderne bladrer nærmest sig selv, man læser i lange sultne stræk og glemmer at trække vejret. Men tankerne er så dybe, at det tager lang tid at ‘læse’ bogen færdig, for der er så meget at fordøje og fortolke, tanker, der skal tænkes til ende. Eller forsøges på.

Måske lyder det abstrakt, og det er nogle af tankerne bestemt også, men teksterne er samtidig konkrete og tæt på livet, som det leves, også når det leves eller sluttes ufatteligt grusomt. Som på de første 60 sider, der tager udgangspunkt i et dobbeltmord, der skete i nabohuset til Mathilde Walter Clarkes amerikanske families hus, hvor hun tilbragte somrene som barn. Clarke skrev fremragende om sin amerikanske familie i romanen Lone Star, der udkom i 2017, og det var under researchen til denne, at det gik op for hende, at dobbeltmordet skete, mens hun selv var i USA. Alligevel er der ingen spor, hverken i Clarkes egen erindring, i brevene fra den sommer eller i hendes stadig levende fars erindring om, at hun skulle have været der under den dramatiske begivenhed.

Jeg huskede faste rutiner i huset uden ende, helt almindelige dage som alle andre dage, hvor min far kørte os i skole om morgenen og mine søskendes mor hentede os igen i sin beigefarvede Oldsmobile. (….) Men jeg huskede intet om at nogen omkring dette tidspunkt var gået ind ad naboens bagdør og havde slået dem ihjel med en hammer. (….) Erindringen er notorisk upålidelig.

Videre research fører Clarke til en nærmest uønsket viden om en række uprovokerede mord og massemordere, der blev jaget som vildt og dyrket som rockstjerner i USA, da hun var barn. Uden sensation eller sentimentalitet beskriver Clarke forskellige mordere og deres ofre, måden de blev set på og forsøgene på ikke bare at opklare, men også forklare, hvorfor nogen begår så grusomme handlinger. Det gør Clarke ikke, altså forsøger at forklare; hun sætter i stedet ord på netop det, at vi ikke kan forklare det, i hvert fald ikke ved at spørge morderen selv:

Vi kan beskrive det udenom, vi kan beskrive vinden, røret, lyden, men vi kan ikke råbe ned i røret hvorfor det lyder så hult og forvente et meningsfuldt svar.

Essay-samlingen er i fem dele, hvoraf fortællingen om huset og mordene i USA – og en del om USA og om Clarkes amerikanske familie – er den første. De næste fire er samlet under overskrifterne At se, Kvindesager, At miste, samt Bøger og liv. Hvert essay har sin egen fortælling, tone og sit eget tema, så de burde alle have deres egen anmeldelse, men jeg kan ikke skrive noget om dem, som de ikke siger bedre selv. Jeg oplever, at jeg bliver klogere af at læse dem – jeg har i hvert fald muligheden. De taler til min hjerne og mit hjerte, til min humor og min vrede. Jeg kan bedst lide at blive rørt på mit hjerte, måske er jeg lidt sentimental. Det er Clarke ikke, virker det som om, men hun er følsom og klog på en gang. De tre essays om At miste gør indtryk på en som mig – med et udtryk, Clarke andetsteds i bogen tager afstand fra, så spejler jeg mig i dette:

(.) når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Så er der kun datid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen.

Jeg har ikke selv – endnu – præcise holdninger til at generationsopdele litteraturen (Brev til Olga Ravn), hvordan Søren Kierkegaard skal læses (At jage Kierkegaards spøgelse) eller om, hvorvidt en sort gorilla på en legeplads er udtryk for racisme (Gorillaen i Corsicana). Men jeg får lyst til at få holdninger af at læse Huset uden ende. Fordi Clarke med sin overlegne fortællekunst viser, hvor fine nuancer af livet, vi kan finde frem til, hvis vi gider gøre os den anstrengelse i det mindste at forsøge at tænke tanker til ende. Jeg får lyst til at oppe mig: Læse mere og bedre. Formulere mig mere præcist. Være lidt mere årvågen. Nu, hvor jeg skriver denne anmeldelse, får jeg også lyst til at læse alle essayene igen (og igen), og jeg får lyst til at anbefale dem på det allervarmeste. Det være hermed gjort.

Huset uden ende af Mathilde Walter Clarke er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

Advertisement

Skøn forfatter, men for sen udgivelse

Forfatter Anna Skyggebjerg har læst en fremragende og lidt for tidstypisk selvbiografi, som viser et barsk billede af et USA, der var engang. Og en kvinde, der stadig påvirker det med sine ord.

❤️❤️❤️ Redaktøren på Bogliv skrev, ”Er der noget med, at du er fan af Maya Angelou? Kunne du have lyst til at anmelde den her?”  Mit svar var ja og ja. Jeg er en stor fan af Maya Angelou, og jeg ville gerne anmelde Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur. Romanen er et hovedværk i moderne amerikansk litteratur, pligtlæsning for enhver high school-studerende – og jeg havde ikke læst den. Det har jeg så nu, hvor den er udkommet på dansk, 50 år efter sin oprindelige udgivelse i 1969.

Maya Angelou (1928-2014) var ikke blot en af USA’s største forfattere af romaner og digte, hun var også en stærk stemme i kampen for sortes borgerrettigheder og derfor et ikon for det sorte USA. Bill Clinton bad hende om at skrive et digt til sin indsættelse i præsidentembedet i 1993. Barack Obama tildelte hende The Presidential Medal of Freedom, USA’s højeste civile ære. Michelle Obama talte ved hendes begravelse. Og for rigtigt mange almindelige mennesker – for eksempel mig – er Maya Angelou en evig inspiration på grund af sine kloge betragtninger om livet.

Try to be a rainbow in someone’s cloud

har hun sagt.

Og

When a person shows you who he is, believe him the first time.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er første bind i en række på syv selvbiografier – og Angelous mest berømte værk. Det beretter om opvæksten som sort pige fra midten af 1930’erne og frem til 1945, da hun bliver mor, 17 år gammel. Maya og hendes bror boede det meste af deres barndom hos deres farmor og en fysisk handicappet onkel i en lille by i sydstaterne. Farmoderen ejede en købmandsbutik, så Maya og hendes bror lærte verden at kende gennem de kunder, som kom i butikken. Tilværelsen var præget af fattigdom, racisme og vold – og en blind tillid til, at Herren ville sikre retfærdighed til sidst. Mens de ventede på det, blev sorte bomuldsplukkere slidt op af arbejdet, og Mayas onkel blev en hel nat gemt under alle løgene og kartoflerne i butikken, fordi den hvide betjent havde sagt, at ”drengene” – dvs Ku Klux Klan – ville komme gennem byen, rasende over et rygte om, at en sort mand havde forulempet en hvid kvinde. Maya og broderen blev ind imellem sendt afsted for at bo hos forældre, der ikke evnede at være forældre. Det var under et af de ophold, at 8-årige Maya blev udsat for voldtægt af sin mors kæreste. Overgriberen kom for retten, men slap for fængsel. Næste dag blev han fundet i en gyde, banket ihjel. Maya levede med skylden.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er en stærk fortælling om datidens USA. Og en stærkt fortælling om at være en pige, der rejser sig og finder stolthed i sit liv som sort amerikaner. Den er velskrevet, den er rå og fuldkommen usminket, og derfor er det ikke overraskende, at den er blevet en klassiker – men heller ikke overraskende, at den har været forsøgt fjernet fra pensumlister og bibliotekshylder.

Maya Angelou døde i 2014, men hendes ord lever videre.

Men hvad der er overraskende for mig er følgende: At den ikke er udkommet på dansk før nu, 50 år efter 1969. Det er for sent. Af to årsager. Først og fremmest fordi det er en så fremragende bog, at der ikke er nogen som helst grund til, at den ikke skulle have været oversat og udgivet, da den udkom. Maya Angelous ven og forfatterkollega, James Baldwin, fik sine samtidige bøger oversat til dansk, samme år som de udkom på engelsk. Råb det fra bjergene udkom i 1965, og Ingen kender mit navn udkom i 1967. Så hvorfor kommer Maya Angelous mindst lige så vigtige værk først 50 år senere? Nu kunne man måske sige, ”Pyt med det; bedre sent end aldrig”, men…

Den anden årsag til, at det er for sent at udgive ”Jeg ved…” i 2019 er, at uanset at den er en fremragende bog, uanset at den er et hovedværk i amerikansk litteratur, ja, så er den en bog, der er meget tidstypisk. Den er skrevet i 1969; den omhandler USA i 1930’erne og 1940’erne. Både sprog og tematik føles ind imellem temmelig altmodisch. Som en film, vi allerede har set. Som en historie, vi allerede kender. Med billeder, vi allerede har på nethinden: fattigdommen, racismen, religiøsiteten, maden, selv kjolerne, smækbukserne og de slidte jakker. I 2019 tror jeg, at Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur får svært ved at få den gennemslagskraft, den egentlig fortjener. Og det er synd. Men fan af Maya Angelou, det er jeg selvfølgelig fortsat.

Psst …! Maya Angelou har udgivet adskillige digtsamlinger, der er i dag samlet i The Complete Collected Poems. De tematiserer ofte livet som kvinde og sort, præcis som Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur.” Men der er også smukke, enkle digte om kærlighed og længsel. For eksempel dette:

Sounds Like Pearls

 

Sounds

    Like pearls

Roll off your tongue

    To grace this eager ebon ear.

Doubt and fear,

    Ungainly things,

With blushings

    Disappear.

 

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur af Mary Angelou er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her